Rudi Dutschke egentlig Alfred Willi Rudolf Dutschke (født 7. marts 1940 i Schönefeld, Tyskland, død 24. december 1979 i Aarhus i Danmark) var en tysk marxist, filosof og sociolog.
Dutschke var den mest fremtrædende talsmand for den tyske studenterbevægelse i 1960'erne og var med i organisationen Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS) indtil april 1968, hvor han blev hårdt såret ved et attentatforsøg. Han talte for en lang, kraftfuld march gennem institutionerne for at skabe radikale ændringer i regeringen indefra og i samfundet ved at blive en integreret del af magtens maskineri.. Det var en idé, han tog op efter sin fortolkning af Antonio Gramsci og Frankfurterskolen af kulturel marxisme. I 1970'erne fulgte han op på denne idé ved at tilslutte sig den spirende grønne bevægelse.
I 1968 overlevede han et attentat begået af Josef Bachmann. Radikale studerende lagde skylden for mordforsøget på en kampagne i Axel Springer-koncernens aviser mod studenterbevægelsen. Dette førte til forsøg på at blokere distributionen af Springer-koncernens aviser over hele Vesttyskland, hvilket igen førte til store gadekampe i mange tyske byer..
Efter attentatet bosatte Dutschke sig i England, hvorfra han imidlertid blev udvist i 1971 og flyttede til Aarhus, hvor han arbejdede ved Aarhus Universitet. Han døde i 1979 af eftervirkninger af attentatet.Rudi Dutschke på AarhusWiki.dk
Dutschke var gift med Gretchen Dutschke-Klotz, med hvem han havde tre børn.
Opvækst Ungdomstiden thumb|Familien Dutschkes hus i Schönefeld, beliggende Bahnstraße 17 Rudi Dutschke voksede op som den fjerde søn af en postfunktionær i DDR, hvor han var medlem af en evangelisk ungdomsorganisation, som prægede ham i retning af den kristensocialisme, som senere blev et kendetegn for ham. Han var aktiv udøver af tikamp og ønskede en videre uddannelse indenfor sport, hvorfor han for at øge sine chancer for en uddannelse indtrådte i Freie Deutsche Jugend (FDJ) i 1956.Gretchen Dutschke-Klotz: Rudi Dutschke, Köln 1996, S. 25 Opstanden i Ungarn i 1956 politiserede Dutschke. Han tog nu parti for udviklingen af en demokratisk socialisme, der distancerede sig fra udviklingen i såvel USA som Sovjetunionen. I 1957 trådte han offentligt frem med kritik af "militariseringen" af det østtyske samfund og for rejsefrihed til Vesttyskland. På grund af disse ytringer blev han af myndighederne nægtet det studium i sportsjournalistik, som han havde ansøgt om.Gretchen Dutschke-Klotz: ‘‘Rudi Dutschke’’, Köln 1996, S. 26ff.
Dutschke pendlede regelmæssigt til Vestberlin, hvor han dog ikke kunne få sin eksamen fra gymnasiet anerkendt. Han måtte skrive sportsreportager til Axel Springers forlag, men uden vederlag. Fra januar til august 1961 opholdt han sig i Karl-Marx-Stadt.Peter Horvath: Die inszenierte Revolte: hinter den Kulissen von ‘68. Herbig, 2010, , S. 186
Da han ikke havde i sinde at aftjene sin værnepligt, rejste han den 12. august 1961 til Vestberlin med henblik på at få mulighed for at studere her. Dagen efter, den 13.august 1961, blev Berlinmuren opført. Dutschke meldte sig derfor til myndighederne i en af nødlejrene, hvor han anmodede om statsborgerskab i Vesttyskland.Freya Klier (Sender Freies Berlin, September 2001, S. 2): Die dritten Deutschen
Han studerede herefter fagene sociologi, etnologi, filosofi og statsvidenskab ved Freie Universität Berlin, hvor han var tilknyttet indtil 1973. Dutschke studerede især værker af Karl Marx, Georg Lukács, Theodor W. Adorno, Max Horkheimer og Herbert Marcuse. Han fastholdt dog en religiøs og udogmatisk indfaldsvinkel til disse teoretikere.Gretchen Dutschke-Klotz: ‘‘Rudi Dutschke’’, Köln 1996, S. 38ff. og 53ff.
Studenterbevægelsen Dutschke kom tidligt med i studenterpolitisk arbejde, hvor han forenede sine studier af marxistiske klassikere med et praktisk engagement. I tidsskriftet Anschlag fremførte han en kritik af kapitalismen, kommenterede krige og undertrykkelse i den tredje verden og belyste uretfærdigheder og overgreb på mindretal.Gretchen Dutschke-Klotz: ‘‘Rudi Dutschke’’, Köln 1996, S. 54
I 1962 grundlagde Dutschke sammen med Bernd Rabehl en "aktionsgruppe" betegnet som "Subversive Aktion", der blandt andet i december 1964 organiserede en demonstration mod Congos premierminister Moïse Tshombe, da denne var på statsbesøg i Vestberlin. I januar 1965 blev Dutschke og hans tilhængere medlemmer af Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS). Allerede i februar samme år blev han medlem af organisationens politiske ledelse og lagde herefter den politiske kurs i SDS.Gretchen Dutschke-Klotz: ‘‘Rudi Dutschke’’, Köln 1996, S. 58–63
I løbet af 1966 organiserede Dutschke og SDS talrige demonstrationer for at gennemføre en reform af de videregående uddannelser, samt mod forskellige lovforslag og ikke mindst Vietnamkrigen. Ved en af disse formulerede han sin teori om "marchen mod institutionerne" således: "'Al magt til sovjetterne' betyder under de nutidige forhold kun en bevidst tilkæmpelse af magten, gennemførelse af en revolution ved flertallet. Indtil det punkt, hvor flertallet er parat til at overtage kontrollen med samfundets processer, lærer menneskene sig selvstændighed ved 'den lange march gennem institutionerne'. Det er svaret på, hvordan 'et lille radikalt mindretal' kan blive til et flertal. Ikke ved at grundlægge et parti, der forsøger at opnå 51 % af stemmerne, men ved at gå ind i partiet og parlamenterne og forandre dem."Siegward Lönnendonker, Bernd Rabehl, Jochen Staadt: Die antiautoritäre Revolte. Der Sozialistische Deutsche]Studentenbund nach der Trennung von der SPD. Band 1: 1960-1967. Opladen, Wiesbaden 2002, .
Den 23. marts 1966 giftede Dutschke sig med amerikaneren Gretchen Klotz. De fik tre børn sammen. Den yngste søn, Rudi-Marek Dutschke, blev født fire måneder efter Rudi Dutschkes død og blev senere politisk aktiv på venstrefløjen i Tyskland.
I maj 1966 arrangerede Rudi Dutschke en landsomfattende demonstration og en Vietnamkongres i Frankfurt am Main med deltagelse af en række kendte venstreorienterede professorer fra Neue Linke, blandt andre Herbert Marcuse og Oskar Negt samt de venstreorienterede fra SPD (Frank Deppe og Wolfgang Abendroth).Gerhard Bauß: Die Studentenbewegung der sechziger Jahre. Pahl-Rugenstein, Köln 1977, S. 183
Dutschke og to af hans venner, eksiliraneren Bahman Nirumand og chileneren Gaston Salvatore, arrangerede fra maj 1967 protestmøder som forberedelse til demonstrationer mod det planlagte statsbesøg, hvor den persiske shah Mohammad Reza Pahlavi skulle modtages. Under en demonstration mod shahen den 2. juni 1967 skød og dræbte politibetjententen Karl-Heinz Kurras studenten Benno Ohnesorg. Dutschke og hans kammerater i SDS gennemførte herefter en landsomfattende sit down-blokade med krav om en opklaring af omstændighederne ved drabet. Demonstranterne krævede, at den ansvarlige for politiaktionen skulle afskediges. Samtidig gjorde de Axel Springer medansvarlig, fordi hans forlag ejede flere aviser, som efter Dutschkes opfattelse havde ophidset til en hård linje overfor demonstranterne.Gretchen Dutschke-Klotz: ‘‘Rudi Dutschke’’, Köln 1996, S. 125–136
Attentat og senere liv thumb|Mindeplade for Rudi Dutschke på Kurfürstendamm og Joachim-Friedrich Straße, Berlin, Tyskland. I februar 1968 arrangerede Vestberlins bystyre en demonstration til støtte for USA som garant for Vesttysklands frihed. Deltagerne bar plakater med påskriften: "Folkefjende nr. 1: Rudi Dutschke".
Den 11. april 1968 blev Dutschke skudt i hovedet med tre skud affyret af den 24-årige ufaglærte arbejder og højreekstremist Josef Bachmann, som ifølge den militante venstrefløj var påvirket af Axel Springer-tabloidavisen Bild kampagne "Stop Dutschke nu!". Bachmann fik syv års fængsel for attentatet og begik selvmord i fængslet. Dutschke overlevede attentatet, men fik omfattende hjerneskader. Da han var i bedring efter attentatet, led han af svært hukommelsestab og havde glemt navnene på familie og venner. Ifølge hans egen kone var han så svært skadet, at han på spørgsmålet: "Ved du, hvem Lenin var?", svarede "Nej."
Sammen med sin familie flyttede Rudi Dutschke til Storbritannien for at overvinde sine symptomer, og han måtte blandt andet lære at tale på ny. Han kom ind på Clare Hall på Cambridge University og færdiggjorde en uddannelse som sociolog i 1969. I 1971 blev han og familien imidlertid udvist af landet af den konservative regering under Edward Heath, da de var "uønskede fremmede", der foretog "undergravende virksomhed" mod Storbritannien, hvilket skabte politisk stormvejr i London. Familien flyttede herefter til kollektivet Aldershvile ved Knebel i Danmark og efterfølgende til Aarhus, efter at professor Johannes Sløk havde tilbudt Dutschke et job på Aarhus Universitet som undervisningsassistent, hvilket gjorde det muligt for ham at få dansk statsborgerskab.
Opholdet i Danmark var ikke altid positivt. På Aarhus Universitet var den kapitallogiske skole med bl.a. Hans-Jørgen Schanz som en af profilerne den dominerende marxistiske retning. Schanz har selv erklæret, at de var så uenige, at de knap kunne diskutere indbyrdes.Anders Raahauge: Schanz: Det var godt det holdt op, Jyllands Posten Kultur, 21.04.2008 En række venstresocialistiske grupperinger kritiserede Dutschke for "teoretisk afvigelse" og "aktionisme", og Gretchens replik hertil var: "De fleste danskere taler engelsk, hvis de ikke lige er trætte, ophidsede eller fulde. Altså forstod vi det hele, undtagen det vigtigste." Gretchen Dutschke, (på dansk) Et skønt, barbarisk liv – Rudi Dutschke – en biografi
Fordelen ved Aarhus var, at "byen ligger kun et par timers kørsel fra den tyske grænse". Derfor genindtrådte Dutschke på den politiske scene i Vesttyskland i forbindelse med protester mod atomkraftværker i midten af 1970'erne, der startede en ny bevægelse på dette tidspunkt. Han deltog sidst i 1970'erne aktivt i opbygningen af partiet Die Grünen i Vesttyskland. Han begyndte også at arbejde med systemkritikere imod den kommunistiske regering i Østtyskland, Polen, Jugoslavien, Ungarn og Tjekkoslovakiet inklusive Robert Havemann, Wolf Biermann, Mihailo Petkovic, Milan Horáček, Adam Michnik, Ota Šik og flere andre.
thumb|Dutschkes grav i Berlin-Dahlem. Hjerneskaden, som var en følge af attentatet i 1969, medførte vedvarende sundhedsproblemer. Han druknede i badekarret juleaften 1979 i Aarhus efter et epileptisk anfald.
Rudi Dutschkes liv er beskrevet i Gretchen Dutschkes biografi "Wir hatten ein barbarisches, schönes Leben" (1996), i dansk oversættelse 1997, Forlaget Modtryk.
Politisk anskuelse Dutschke forsøgte at anvende og videreudvikle den af Karl Marx udarbejdede "Kritik af den politiske økonomi", som den foreligger i Marx' hovedværk, Kapitalen.Rudi Dutschke: Die Widersprüche des Spätkapitalismus, die antiautoritären Studenten und ihr Verhältnis zur Dritten Welt. I: Rudi Dutschke, Uwe Bergmann, Wolfgang Lefévre, Bernd Rabehl: Rebellion der Studenten oder Die neue Opposition, Rowohlt, Reinbek bei Hamburg 1968, s. 33–94 Dutschke anså virksomhedernes placering og den sociale udvikling i Forbundsrepublikken for at være en del af et verdensomspændende og komplekst kapitalistisk system, som gennemsyrede alle livsbetingelser og undertrykte de lønafhængige befolkningsgrupper. Velfærdssystemet skabte samtidig en relativ velstand i de mest fremstående industrilande, hvilket ville føre til proletariatets afhængighed af kapitalismen for disse grupper og dermed medvirke til at tilsløre de reelle magtrelationer.