Bogtabet i senantikken (mellem det sene 4. og sene 6. århundrede) er et uerstatteligt tab for den kulturelle arv fra antikken. En stor del af den antikke græske og latinske litteratur er ikke overleveret til nutiden. De fleste af dem, der dog er overleveret, er bevaret i middelalderlige afskrifter; originale tekster fra antikken er få.
Der er mange og omstridte grunde til det omfattende tab. Men hverken i det antikke Rom, eller i det senere Byzantinske rige fandtes en standard for bevarelse af tekst og litteratur.Wilson & Reynolds: Scribes and scholars, Oxford 1991 . Den såkaldte rigskrise i det tredje århundrede var afgørende. Der var systematisk tilintetgørelse af kristne skrifter under forfølgelserne af de kristne og tab af "hedninge"-skrifter efter kristendommens indførelse i det romerske rige. Andre årsager er den kulturelle nedgang og uro under folkevandringstiden, især i den vestlige del. Her kan mange biblioteker være gået tabt under krige. Hertil kommer formindskelsen af eliten som bærere af litterær tradition og ændringen i skrivematerialet fra papyrus til pergament og overgangen fra skriftrulle til kodeks. Indførelsen af den litterære kanon og skolevæsenet var yderligere barrierer. Overleveringen af værker sluttede, når de ikke kunne skrives om til det nye medium eller gled ud af kanon.
Den litterære tradition blev i forskellig grad plejet i det byzantinske rige til Konstantinopels fald 1453. Men den litterære arv fra antikken blev i det Vestromerske Rige kun bevaret af få velhavende og uddannede og kun i begrænset omfang. Til denne kreds hørte Cassiodor (ca. 485-580), der stammede fra en senatsfamilie, og som samlede alle de antikke skrifter, det var muligt, og grundlagde bogproduktionen i Middelalderen i klostret Vivarum . Særlig i 7. og 8. årh. blev håndskrifter af såvel klassiske som enkelte kristne forfattere delvis slettet og på ny beskrevet: I den sparsomme bestand af bevarede ældre latinske håndskrifter er de fleste af de klassiske forfattere blot overleveret som palimpsest. Den efterfølgende karolinske renæssance, i hvilken produktionen af håndskrifter af klassiske tekster begyndte igen, fik stor betydning for overleveringen. Grundene til anvendelsen af palimsest var flere. Udslagsgivende var i reglen praktiske overvejelser som pergamenternes kostbarhed, skriftomstillingen eller ændrede litterære interesser, for de hæretiske tekster vel også religiøse motiver.
Følgerne af tabet af størstedelen af den antikke litteratur var betragtelige. Først med bogtrykkerkunsten i 1400-tallet blev de bevarede antikke tekster lidt efter lidt igen tilgængelige for en større læserkreds. Mange fremskridt i nyere tid blev direkte eller indirekte sat i gang gennem de trykte skrifter. En bestand som den i antikken nåede bibliotekerne vel først igen i 1800-tallet.
Antikkens bogbestand og dens overlevering Gennem overlevering i biblioteker – før papyrusfundene fra begyndelsen af 1900-tallet – var der kendt omkring 2000 forfatternavne fra den græske litteratur før 500, men kun af 253 var der bevaret i det mindste dele af deres skrifter. For den romerske litteratur var det 772 forfatternavne, og af dem var der kun bevaret skrifter fra de 144.Gerstinger (1948). Det førte til den vurdering, at mindre end 10 % af den antikke litteratur blev overleveret.<ref>Although much Greek literature has been preserved, the amount actually brought down to modern times is probably less than 10% of all that was written ("Skønt megen græsk litteratur er bevaret er omfanget af det der er bragt ned til nutiden antagelig mindre end 10% af alt der var skrevet") (Johnson 1965). Den samme bog fik af en anden forfatter en betydelig ændring af dette tekststed: Why do we know so little about Greek libraries when such a relatively large amount of classic Greek literature has been preserved? It is estimated that perhaps ten percent of the major Greek classical writings have survived. ("Hvorfor ved vi så lidt om græske biblioteker når der er bevaret en så relativ stor del af klassisk græsk litteratur? Det vurderes at måske 10% af den væsentlige klassiske græske litteratur er bevaret. (Harris, 1995, s. 51).</ref> De næsten 3000 forfatternavne udgør dermed et mindretal, nemlig dem der er nævnt i de overleverede tekster. Ud over mange kristne handler det overvejende om klassiske skoleforfattere og altså ikke om den samlede bestand af antikke titler. Senest siden den tidlige middelalder skete tekstoverleveringen gennem kristne "indretninger" (institutioner), især klostre, hvorved der var forbundet en vis udvælgelse, idet kristne forfattere blev foretrukket. I forhold til hele det antikke tidsrum udgør de kristne forfattere dog kun en mindre del.
En vurdering af antikkens bogbestand ud fra titler og bøger er kun indirekte mulig gennem bibliotekshistorien. Bestanden i antikkens mest kendte bibliotek, Biblioteket i Alexandria, voksede mellem 235 og 47 f.Kr. fra ca. 490.000 til 700.000 ruller med den største del på græsk.Således de overleverede tal for bestanden ved bibliotekslederen Kallimachos' død (ca. 240–235 f.Kr.) ifølge Parsons (1952) En rulle svarede omtrent til en titel.Se evt. tysk side om den antikke bog Titelproduktionen i den græske verden androg således mindst 1100 om året.Bibliotekets bestand kan overvejende have bestået af enkelte kopier. Ved den første bogkøbers rejser, Demetrios von Phaleron, kom til omkring 280 f. Kr. 200.000 ruller sammen (Flavius Josefus, Jüdische Altertümer XII,2,1). Indtil Kallimachos ca. 235 f. Kr. var det således 490.000 (Tzetzes hos Parsons). Disse er ligeledes/også fremskaffet af forskellige folkeslag. Hvis man kun havde villet mangfoldiggøre bestanden ved kopier, havde dette indkøb ved rejser næppe været nødvendigt. Man havde i Alexandria en grundbestand der kunne kopieres, da der var tilstrækkeligt med papyrus der. – Yderligere hertil hos Parsons (1952) Omregnet skulle det for året 350 give en bestand på ca. en million titler.Parsons (1952) vurderer over en million. Der Kleine Pauly vurderer under stikordet Alexandria uden begrundelse 900.000. Måske var der en tilbagegang under den såkaldte "rigskrise i 3. århundrede".
800px|Grafik von Bibliotheksbeständen seit der Antike Det betydelige brud i overleveringshistorien viser denne statistik over biblioteksbestande i den udstrækning de er kendt eller fremskrevet fra antikken til nutiden. Ifølge disse var det først i 1800-tallet at europæiske bibliotekers bogbestande nåede sammenlignelige størrelser.
Omfanget af den latinske litteratur lader sig ikke bestemme nøjagtigt, men der kan nok etableres en størrelsesorden til sammenligning.Den i dag bevarede bestand af latinske tekster i sammenligning med græske udgør omfangsmæssigt omkring en tredjedel. Det er uklart om kan begrundes i de gennemgående dårlige overleveringsbetingelser i den tidlige middelalder i den latinske vesten, eller om titelproduktionen faktisk var mindre. Dette kunne i det mindste være tilfældet for den romerske republik i sammenligning med den græske og hellenistiske polis (ty. Poleis) Da trivielle værker fra provinserne sandsynligvis næppe har fundet vej til bibliotekerneFor den tidlige kejsertid kan man formode at det for forfatterne var en ære at være repræsenteret i de store biblioteker. Da Ovid var faldet i unåde beklagede han i sit eksil at hans skrifter var blevet afvist af (Palatina-) biblioteket. (Ovid, Tristia 3,1,59 ff.) kan den samlede bestand af antikke titler have overskredet millionen. Med den antagelse at der har været mellem 10 og 100 kopierBlandt de litterære papyrus på en affaldsplads i Oxyrhynchos var ca. 20 % af teksterne af Homer. Omsat til den græske rigsdel omkring 200 tyder dette på millioner af kopier i omløb. De store biblioteker optog ikke alle titler (Ovid, Tristia 3,1,59 ff.). En titel, der forelå i biblioteket i Alexandria, kunne på rigsplan have foreligget i adskillige eksemplarer. Mange af deres bøger fik bibliotekerne fra forlag med hvilke der forelå subskriptionskontrakter. I Rom var der to bydele der var bekendt for forlag og boghandler. Omfangsrige boghandler er også bevidnet i nogle provinsbyer. Af Horats, Carmina 2,20,13 ff. og Martial 7,88; 11,3 hævdes en udbredelse til rigets grænseområder, for Varro (formodentlig Marcus Terentius Varro 116-27 f.Kr.) bekræftes dette af Plinius den Ældre (Plinius, Naturalis historia 35,11). Omkring 100 e. Kr. er der vidnesbyrd om et privat mindeskrift i Rom (Plinius, Epistulae 4,7,2), hvad der kunne tyde på en betydelig produktionskapacitet. Se Julian Krüger: Oxyrhynchos in der Kaiserzeit. Frankfurt a. M. 1990, Horst Blanck: Das Buch in der Antike. München 1992. ville det give et antal på et tocifret milliontal for ruller og bøger. Af disse millioner bøger før 350 er der ikke overleveret en eneste i et bibliotek. Alle kilder fra den førkristne tid – altså fra før ca. 350 – blev sandsynligvis kun overleveret som kristne udgaver, fremstillet siden 3./4. århundrede og i vesten især i 4. århundrede.Listen af bevarede håndskrifter hos Manfred Landfester: Geschichte der antiken Texte. Werklexikon. Der Neue Pauly, Supplemente 2 (2007).
Antallet af overleverede antikke tekster (fraset fund) har hidtil ikke været nøjagtigt bestemt. Størrelsesordenen kan være omkring 3000, heraf 1000 på latin. Størstedelen heraf foreligger kun i fragmenter. Det samlede overleverede ikke-kristne tekstvolumen omfatter i det mindste for latins vedkommende sandsynligvis mindre – og kunne svare til 100 antikke kodekser. Bruddet i bestanden af antikke titler er derfor betydeligt og kunne ligge i størrelsesordenen én pr. 1000. Med andre ord: kun omkring 0,1% eller én af 1000 titler overlevede. Dette tal kan man nå til hvis man stiller en anslået samlet bestand på nogle millioner over for de omkring 1000 overleverede titler, eller hvis man – uafhængigt heraf – sammenligner det sidste antikke bibliotek i Konstantinopel, der nedbrændte 475 med 120.000 bøgerCodex Theodosianus 14,9,2; Zonaras 14,2., med det første kendte middelalderlige i vesten af Cassiodor, der 576 havde ca. 100 kodekser.Vedrørende paladsbiblioteket i Konstantinopel se Pöhlmann (1994). Vurderingen på de 100 hos Cassiodor beror på en titelliste af Franz og Mynors med ca. fire titler pr. kodeks som var typisk omkring 800. Kodekserne i 5. århundrede var dog for det meste betydeligt større end omkring 800. — Til biblioteket i Konstantinopel, se evt. Library of Constantinople
Bogtabet thumb|250px|En side fra en af de ældste overleverede bøger, Vergilius Vaticanus fra omkring 400, et pragthåndskrift af digteren Vergil. Den gode tilstand viser at bøger fra før 300 har kunnet bevares til nu.
Antikke bogbestande