thumb|Khazarriget 650–850 Khazarerne var et halvnomadisk tyrkisk folk fra Centralasien, som var en betydelig regional magtfaktor. I det 7. århundrede dannede de et uafhængigt khanat i det nordlige Kaukasus langs Det Kaspiske Hav. På højden kontrollerede det og dets undergivne folk store dele af det, som i dag er det sydlige Rusland, Vest-Kasakhstan, Øst-Ukraine, store dele af Kaukasus (medregnet Dagestan, Aserbajdsjan, Georgien) og Krim.

Khazarerne var et nomadefolk, som blev delvist fastboende. Det gik fra telt til urbane bosættelser og var en regional stormagt i flere hundrede år. Mange konverterede til jødedommen, og jødisk tro blev efterhånden statsreligion. Khazarerne var vigtige allierede for det byzantinske rige mod Sassanidedynastiet. De udkæmpede en række vellykkede krige mod de arabiske kalifater, og blokerede højst sandsynligt for en arabisk invasion af Østeuropa. I slutningen af det 10. århundrede blev deres magt brudt af Kijev-russere, hvorpå khazarerne mere eller mindre forsvandt ud af historien.

Etymologi Navnet "khazar" (tyrkisk ental hazar flertal hazarlar, ; tatarisk ental xäzär flertal xäzärlär, , , eller cosri, hebraisk ental kuzari flertal kuzarim ; ; ) antages at have forbindelse med et tyrkisk udsagnsord, som har betydningen "som vandrer" ('gezer' i moderne tyrkisk).

Oprindelse og forhistorie thumb|Khazarfæstning ved Sarkel. Luftfoto af udgravningerne ledet af Mikhail Artamonov i 1930'erne.

Khazarernes oprindelse er usikker. Efter konverteringen til jødedommen førte khazarerne selv deres aner tilbage til Kozar, en søn af Togarmah, der er nævnt i Det gamle testamente som barnebarn af Jafet. Der er imidlertid ringe sandsynlighed for, at han blev regnet som stamfar før indførelsen af bibelske traditioner i Khazarien.

Historikere har søgt efter mulige forbindelser mellem khazarerne og Israels tabte stammer, men moderne forskere er i almindelighed af den opfattelse, at khazarerne er tyrkere, som kom vandrende fra øst. Forskere i Sovjetunionen anså khazarerne for at være et folk fra det nordlige Kaukasus. Andre, blandt dem Douglas Morton Dunlop, mente, at khazarerne havde forbindelse til uighurene eller tielene, en stammekonføderation, som blev kaldt He'san i kinesiske kilder fra det 7. århundrede (Suishu, 84). Khazarernes sprog ser ud til at være beslægtet med oghurisk sprog, som ligner protobulgarsk. Af den grund er der også postuleret en hunnisk oprindelse. Eftersom det tyrkiske folk aldrig har været et etnisk homogent folk, behøver disse teorier ikke at udelukke hinanden. Det er sandsynligt, at khazarernes nation bestod af stammer med forskellig etnisk baggrund som steppefolkene gerne assimilerede i takt med, at de blev erobret.

Armenske beretninger indeholder henvisninger til khazarerne så tidligt som i slutningen af det 2. århundrede. Dette er i almindelighed anset for anakronistisk, og de fleste forskere antager, at der i virkeligheden henvises til sarmaterne eller skyterne. Priscus beretter, at et af folkene i den hunnerske konføderation blev kaldt akatsiroiene. Deres konge blev kaldt Karadak eller Karidakus. En del, som påpeger ligheden mellem akatziroiene og «ak-khazar» (se nedenfor), har rejst spørgsmålet, om akatziroiene var tidlige proto-khazarer.

Dmitri Vasiljev ved Astrakhan statsuniversitet lancerede for nyligt hypotesen, at khazarerne vandrede ind i den pontiske stepperegion sent i 500-tallet og oprindelig boede i Transoksiana. Ifølge Vasiljev forblev khazarfolkene i Transoksiana under petsjenegerne og oghuzernes overhøjhed. Og det er meget muligt, at de beholdt kontakten med denne majoritet af dets oprindelige folk.

Folkestammer

Khazarernes stammestruktur er uklar. Den var delt i ak-khazarerne (de hvide khazarer) og kara-khazarerne (de sorte khazarer). Den arabiske kronikør Istakhri hævdede, at de hvide khazarer var påfaldende smukke med rødligt hår, hvid hud og blå øjne, mens de sorte khazarers hud var mørk, på grænsen til sort, som om de var indiske. De fleste forskere tvivler imidlertid på dette. Mange tyrkiske folk havde en tilsvarende opdeling mellem en «hvid» herskerklasse og en «sort» klasse af undersåtter. De fleste forskere tror ikke, at denne opdeling har nogen forbindelse med racemæssige træk. Det er mere rimeligt at antage, at Istakhri selv var forvirret af betegnelsen på de to grupper. Peter Golden har rejst spørgsmålet, om khazarene etnisk set var et konglomerat af oghurer og vanlige, tyrkiske folkeslag, som sabirer, nordkaukasiske hunnere og elementer fra gok-tyrkerne.

Fremvækst

Khazar-staten dannes

thumb|Kort over det vestlige og østlige Gokturk-khaganatet på højden af sin magt, ca. år 600. Lysere områder viser direkte styre; mørkere områder viser indflydelsessfære. thumb|Den pontiske steppe, ca. 650, visende det tidlige territorium for khazarerne og deres naboer. Tidligt i sin historie er khazarerne nært knyttet til det gok-tyrkiske rige, som blev grundlagt, da Ashina-klanen styrede Juan Juan i 552. Da det gok-tyrkiske rige som følge af internationale konflikter i 7. århundrede i den vestlige del af det tyrkiske rige blev delt i flere stammekonføderationer – heriblandt bulgarerne, ledet af Duloklanen, og khazarerne, ledet af ashina-klanen, de traditionelle herskere af det gok-tyrkiske rige. Omkring 670 var khazarerne brudt ud af den bulgarske konføderation og forårsaget, at forskellige stammegrupper migrerede og forlod de to tilbageværende bulgarske herredømmer – det volgabulgarske rige og det bulgarske khanat ved Donau.

Khazarernes første betydelige optræden i historien er deres bidrag til den østromerske kejser Heraclius’ felttog mod de persiske sassanider. Khazarherskeren Ziebel (identificeret som Tong Yabghu Khagan, herskeren over vest-tyrkerne), bistod byzantinerne i stormløbet af Georgien. Et ægteskab mellem Ziebels søn og Heraclius’ datter kom sågar på tale, men blev aldrig gennemført.

I løbet af det 7. og det 8. århundrede udkæmpede khazarerne en række krige mod det umajadiske kalifat, som forsøgte at udvide sin indflydelse ind i Transoksiana og Kaukasus. Den første krig blev udkæmpet tidligt i 650 og endte med nederlag for en arabisk styrke ledet af Abd ar-Rahman ibn Rabiah uden for khazarbyen Balanjar efter en krig, hvor begge sider brugte belejringsmaskiner mod fjenden.

En række russiske kilder fra denne periode nævner navnet på khazarernes khagan (= khan) som Irbis og beskriver ham som et skud på stammen til det gok-tyrkiske kongehus Ashina. Om Irbis overhovedet har eksisteret er genstand for diskussion, også om han kan identificeres som en af de mange gok-tyrkiske herskere med samme navn.

Yderligere konflikter brød ud i årtierne som fulgte, med arabiske angreb og khazar-overfald ind i Kurdistan og Iran. Der er vidnesbyrd fra beretningerne til al-Tabari om, at khazarerne dannede en samlet front med resterne af gok-tyrkerne i Transoksiana.

Khazarerne og Byzans

Khazarernes overherredømme over størstedelen af Krim opstod sent i 600-tallet. I midten af 700-tallet blev de oprørske krim-goter slået ned, og deres by, Doros (i dag Mangup), okkuperet. En khazar-tudun residerede i Chersonesos omkring 690, på trods af, at denne by var underlagt det Det østromerske rige.

Det er også kendt, at khazarerne var allierede med det østromerske rige i sidste del af 600-tallet. I 704/705 undslap Justinian II, som levede i eksil i Chersonesos, til khazar-området, hvor han ægtede søsteren til Khagan Busir. Med hjælp fra sin hustru flygtede han fra Busir, som intrigerede mod ham med tronprætendenten Tiberius III og myrdede to af khazarenes tjenestemænd. Han flygtede til Bulgarien, hvor Khan Tervel hjalp ham til at vinde tronen tilbage. Khazarerne støttede senere oprøreren general Bardanes, som tilrev sig tronen som kejser Philippicus i 711.

Den østromerske kejser Leo III giftede sin søn Konstantin (senere Konstantin V Kopronymous) medil khazar-prinsessen Tzitzak, (datter af Khagan Bihar) som en del af en alliance mellem de to riger. Tzitzak, der blev døbt Irene, blev berømt for sin brudekjole, som gav stødet til et modehysteri i Konstantinopel for en type mandsdragter, som blev kaldt tzitzakion. Deres søn Leo (Leo IV) blev bedre kendt under navnet "Leo Khazaren".

Den anden khazar-arabiske krig

thumb|Kalifatets ekspansion indtil 750.Fra The Historical Atlas af William R. Shepherd, 1923; gengivet med tilladelse af The General Libraries, The University of Texas at Austin

Det udbrød fjendtligheder med kalifatet i 710'erne med angreb, som bølgede frem og tilbage over Kaukasus, men med få afgørende slag. Khazarerne, ledet af prins Barjik, invaderede det nordvestlige Iran og slog Umayyadstyrkerne ved Ardebil i 730, dræbte den arabiske hærfører al-Djarrah al-Hakami og okkuperede byen en kort periode. De blev slået året efter ved Mosul, hvor Barjik ledede khazarstyrkerne fra en trone påsat al-Djarrahs afhugne hoved, men han blev selv dræbt i slaget. De arabiske armeer, først ledet af prins Maslamah ibn Abd al-Malik og derefter af Marwan ibn Muhammad (senere kalif Marwan 2.), væltede gennem Kaukasus og slog (i 737) en khazarhær ledet af Hazer Tarkhan og okkuperede selv Atilwww.geocities.com en kort stund og tvang antagelig deres khagan til at konvertere til islam. Manglen på stabilitet umuliggjorde en varig okkupation. De arabiske armeer trak sig tilbage, og khazarenes uafhængighed blev genoprettet.

Det er værd at bemærke, at i 739 angiver arabiske kilder navnet på khazarenes hersker som "Parsbit" eller "Barsbek", en kvinde som ser ud til at have ledet militæroperationer mod dem. Det tyder på, at kvinder kan have haft høje stillinger inden for khazarernes statsledelse, vel også som afløser for deres khagan.

Selv om khazarerne standsede den arabiske ekspansion i Øst-Europa en tid efter disse krige, blev khazarerne tvunget til at trække sig tilbage til den andre side af Kaukasus. I de næste tiår udvidede de deres territorier fra Det Kaspiske Hav i øst (mange kulturer kalder endda det Kaspiske hav for "Khazarhavet", for eksempel "Xəzər dənizi" på azeri, "Hazar Denizi" på tyrkisk, "Bahr ul-Khazar" på arabisk, "Darya-ye Khazar" på persisk) til steppeområderne nord for Sortehavet, i vest så langt som til Dnepr.

I 758 gav abbasidenes kalif Abdullah al-Mansur ordre til Yazid ibn Usayd al-Sulami, militærguvernør for Armenien, om at ægte en khazarbrud og stifte fred. Yazid hjemførte en datter af khagan Baghatur, khazarenes leder. Uheldigvis døde pigen på uforklarlig vis, muligvis under en fødsel. Hennes følge vendte hjem overbevist om, at araberne havde forgiftet hende, og hendes far blev vild af raseri. Khazargeneral Ras Tarkhan invaderede det, som nu er det nordvestlige Iran og udførte plyndringstogter i flere måneder. Derefter blev forbindelserne mellem khazarerne og Abbasidenes Kalifat (hvis udenrigspolitik i almindelighed var mindre ekspansionistisk end dets forgængere, umayyadene), stadigt mere venskabelig.

Khazarenes religion

Tyrkisk shamanisme

Khazarerne praktiserede oprindelig tyrkisk shamanisme med opmærksomheden vendt mod himmelens gud Tengri, men var stærkt påvirket af konfuciansk tankegods fra Kina. De havde også antaget den gamle kinesiske forestilling om Det himmelske mandat. Ashinaklanen blev anset for at være udvalgt af Tengri, og kaghan var inkarnationen af den gunst, himmelguden havde overdraget de tyrkiske folk. En kaghan, som mislykkedes, havde helt åbenbart mistet gudens gunst og blev vanligvis rituelt dræbt. Historikere har til tider spekuleret på, måske halvt i spøg, om khazarernes tilbøjelighed til fra tid til anden at myrde deres ledere af religiøse årsager, førte disse herskere til at gå over til andre religioner.

Khazarerne dyrkede en række guddomme underordnet Tengri, inklusive frugtbarhedsgudinden Umay, tordenguden Kuara, dødsrigets gud Erlik.

Konvertering til jødedom og forholdet til andre jøder