thumb|right|Klippeparti fra Devon, som inspirerede Christies valg af landskab for den øde ø, "Nigger Island"
En af os er morderen (også udgivet under titlerne Ti små negerdrenge og Der var ti, der var ni...) er titlen på en krimiroman af Agatha Christie, som blev udgivet i England af Collins Crime Club den 6. november 1939 med originaltitlen Ten Little Niggers. I USA udkom den som Ten Little Indians, men som følge af udviklingen i politisk korrekthed er den omdøbt flere gange, bl.a. findes den med titlen And Then There Were None. Den kombinerer genrerne kriminalroman og spændingsroman.Ifølge anmelderne et usædvanligt vellykket eksempel på denne kombination, jf. Osborne (1982), s. 109 f.
I romanen bliver ti personer, som alle har været impliceret i en drabsag, men undgået straf, lokket til den øde ø, Nigger Island. Øens navn refererer til, at øen har en vis lighed med ”et kæmpestort negerhoved”.En af os er morderen, dansk udgave (1979), s. 19 Børnerim er en del af plotstrukturen i mange Christieromaner, men netop i denne er den afgørende for handlingens forløb. Ved begyndelsen af opholdet anklages hver af dem for drab af en stemme, der senere viser sig at være optaget på en rejsegrammofon. Selv om de tilsyneladende er de eneste mennesker på øen, bliver de myrdet efter tur i overensstemmelse med børnerimet/børnesangen Ten Little Niggers, skrevet af Frank Green i 1869., s. 304En dansk parallel, hvad angår den engelske børnesangs melodi, er den børnesangen "Ti små cyklister"
Plottet følger tre hovedlinjer: 1) Muligheden, at en af de ti er en gal seriemorder 2) Muligheden, at anklagerne, eller nogle af dem, er falske 3) De spændinger, der opstår mellem de overlevende, hver gang en ny bliver myrdet.
I løbet af handlingen sættes læseren på flere store prøver inden opklaringen, som finder sted pr. flaskepost, da der jo ikke er en detektiv til stede.
Romanen er blevet solgt i over 100 millioner eksemplarer, hvilket både gør den til Christies bedst sælgende roman og til den bedst sælgende krimi på verdensplan nogensinde. Anmeldere karakteriserer normalt denne roman som en af Christies bedste.Jf. Barnard (1980) s. 206; Osborne (1982), s. 111.
Baggrund Efter at Christie havde indgået ægteskab med Max Mallowan, købte parret et hus nær Torquay i Devonshire, og selv om de senere bosatte sig i London, beholdt de dette hus, hvor Christie elskede at gå ture langs kysten. Handlingen i flere af hendes senere romaner er henlagt til dette område, som hun også fandt velegnet som opsætning af en roman, der skulle foregå på en øde ø.
Selv har forfatteren kommenteret baggrunden for plottet således: "(I) had written the book Ten Little Niggers because it was so difficult to do that the idea had fascinated me. Ten people had to die without it becoming ridiculous or the murderer being obvious. I wrote the book after a tremendous amount of planning, and I was pleased with what I had made of it. It was clear, straightforward, baffling, and yet had a perfectly reasonable explanation; in fact, it had to have an epilogue in order to explain it. It was well received and reviewed, but the person who was really pleased with it was myself, for I knew better than any critic how difficult it had been... I don't say it is the play or book of mine that I like best, or even that I think it is my best, but I do think in some ways that it is a better piece of craftsmanship than anything else I have written." Agatha Christie Cover Art, hentet den 28.12 2014, Citeret fra Christiecoverart
Plot
Den danskoversatte udgave af børnesangen "Ti små niggere" / "Ti små niggerdrenge", samt den originale engelske udgave af børnesangen "Ten Little Niggers" / "Ten Little Nigger Boys" (i parentes) - som de forekommer hhv. i den danskoversatte udgave af bogen samt i den originale engelske udgave af Christies krimiroman:
Ti små niggerdrenge sku' på osteri; én han blev hurtigt kvalt, og så var der ni.
(Ten little nigger boys went out to dine; one choked his little self and then there were nine.)
Ni små niggerdrenge var lidt nattekåd'; én sov for længe, ak, og så var det ott'.
(Nine little nigger boys sat up very late; one overslept himself and the there were eight.)
Otte små niggerdrenge var på husbesøv; én ville ikke længer', så var der syv.
(Eight little nigger boys travelling in Devon; one said he'd stay there and then there were seven.)
Syv små niggerdrenge, nu sku' brændet flæk's; én hugged' ho'det af, og så var der seks.
(Seven little nigger boys chopping up sticks; one chopped himself in halves and then there were six.)
Seks små niggerdrenge fandt til kuben frem; én blev stukket af en bi, og så var der fem.
(Six little nigger boys playing with a hive; a bumble bee stung one and then there were five.)
Fem små niggerdrenge leged' dommerspire; én han blev dommer selv, og så var der fire.
(Five little nigger boys going in for law; one got into Chancery and then there were four.)
Fire små niggerdrenge jagted' et trofæ; én kom på vildspor, ja, og så var der tre.
(Four little nigger boys going out to sea; a red herring swallowed one and the there were three.)
Tre små niggerdrenge gik en tur i zoo; én blev favnet af en bjørn, og så var der to.
(Three little nigger boys walking in the zoo; a big bear hugged one and then there were two.)
To små niggerdrenge satt' sig på en sten; én han fik solstik dér, og så var der én.
(Two little nigger boys sitting in the sun; one got frizzled up and then there was one.)
En lille niggerdreng, ensom ved sit bål; han gik hjem og hængte sig, og så var der nul.
(One little nigger boy left all alone; he went and hanged himself and then there were none.) Otte mennesker, der enten har modtaget et brev med en invitation fra U. N. Owen (=Unknown)Ukendt på engelsk eller er blevet engageret gennem en mellemmand, ankommer til Devonshire kysten i England, hvorfra de sejles over til en øde ø, der går under navnet "Nigger Island" (se tabellen til højre).Oversat direkte:"Niggerøen". De møder her ægteparret Rogers, to tjenestefolk, som er engageret til at opvarte dem. De fleste har store forventninger til opholdet, enten fordi de forventer at kunne tjene penge på det, eller fordi de forestiller sig en luksusferie. Kort efter ankomsten bemærker flere af deltagerne, at der står ti små porcelænsfigurer midt på bordet i spisestuen. En kan fortælle, at børnerimet hænger på væggen i hendes værelse, og det viser sig, at det også hænger i alle de andre værelser. Ingen af dem har set U.N.Owen, og de begynder at anse hele arrangementet for at være en form for spøg, indtil de bliver bragt til tavshed, fordi de hver især sættes under anklage for at have begået drab af en stemme, der runger ud i stuen, hvor de er forsamlet.
Stemmen, der højt og klart trænger gennem lokalet siger: ”De er sigtet for følgende forbrydelser: ’’Edward George Armstrong for den 14. marts 1925 at have forvoldt Louisa Mary Clees’ død. Emily Caroline Brent for den 5. november 1931 at have været skyld i Beatrice Taylors død. William Henry Blore for den 10. oktober 1928 at have ombragt James Stephen Landor. Vera Elisabeth Claythorne for den 11. august at have dræbt Cyril Ogilvie Hamilton Philip Lombard for en dag i februar 1932 at have foranstaltet drab på 21 mennesker tilhørende en stamme i Østafrika. John Gordon Macarthur for den 4. januar 1917 med fuldt overlæg at have sendt sin kones elsker, Arthur Richmond i døden. Anthony James Marston for den 14. november i fjor at have myrdet John og Lucy Combes. Thomas Rogers og Ethel Rogers for den 6. maj 1929 at have ombragt Jennifer Brady. Lawrence John Wargrave for den 10. juni 1930 at have myrdet Edward Seton. Har de tiltalte noget at fremføre til deres forsvar?" En af os er morderen, dansk udgave (1979), s. 30
Christie har her valgt en kortfattet, men effektiv måde at introducere personerne på. De ti forsamlede, som - bortset fra ægteparret Rogers - ikke har noget forhåndskendskab til hinanden, forsøger nu at opklare, hvem den mystiske Owen er. Rygter i dagspressen har omtalt ejeren af øen som en excentrisk rigmand, men ingen af de tilstedeværende har noget specifikt kendskab til ham. Flere af dem afviser i første omgang anklagen for drab, men Lombard indrømmer, at han på et tidspunkt, hvor han var faret vild i urskoven, havde taget sine bæreres proviant og var stukket af, hvorved de indfødte blev overladt til sultedøden.En af os er morderen, dansk udgave (1979), s. 42 Imidlertid tillader Christie gennem en alvidende fortæller læseren en vis indsigt i de impliceredes tanker, og efterhånden bliver det klart, at ”Unknown” har et ganske godt kendskab til deres fortid. Som begivenhederne skrider frem erkender de ”tiltalte” mere eller mindre deres ansvar for et eller flere dødsfald, i alt fald i deres tankestrømme.
Anthony Marston, er en ung, charmerende, men samvittighedsløs fartgal person, der har begået et trafikdrab på to små børn. Han angrer ikke denne hændelse, men er stærkt irritabel over, at den kostede ham kørekortet i et år. Marston forsøger at lette den trykkede stemning ved at skænke drinks, hvoraf han selv tager flere, indtil han indtager en, der er forgiftet. Denne drink udløser det chok, der nævnes i sangens første linje. Kort efter kan en af de andre deltagere konstatere, at der nu blot står ni figurer på spisebordet.
Værten har sørget for, at øen er afskåret fra kontakt med omverdenen de følgende dage. Allerede om morgenen den følgende dag bliver, Mrs Rogers, der er ansat som kok, dræbt af en overdosis sovemedicin (hun sover over). Ethel Rogers er i romanen beskrevet som en nervøs, bleg og dødningeagtig kvinde, der går i panik på grund af dødsangst. Hun har været domineret af ægtemanden, som formentlig står bag det dødsfald, de er anklaget for at være skyld i. General Macarthur erkender overfor Vera sin skyld i Richmonds død. Da han havde opdaget, at Richmond var hans kones elsker, sendte han ham på en mission bag fjendens linjer, som ingen ville kunne slippe levende fra. Senere samme formiddag bliver generalen fundet død af et slag i baghovedet, som er tilføjet ham, mens han sidder og kigger ud over havet. Alle drab er således hidtil foregået i overensstemmelse med rimet. Efter fundet af ligene opdager de overlevende, at der mangler endnu to figurer på kaminhylden. Da tre af de tilbageværende gennemsøger øen, konstaterer de, at der ikke er nogen mulighed for, at der er udenforstående på øen. En af dem udbryder: "En af os er morderen".
Dommer Wargrave, som er tiltalt for at have manipuleret en jury til at dømme en uskyldig, er beskrevet som en paddelignende person med et grumt drag om munden. Han fastholder, at Seton var skyldig i anklagen og afviser dermed mr. Owens påstand. Dommeren går herefter i gang med en længere afhøring af alle tilbageværende, for at undersøge deres alibier på drabstidspunkterne. Der er ingen, som har et sikkert alibi, og efter generalens død bliver de overlevende enige om at undersøge øen fra ende til anden i små grupper, således at ingen er alene på noget tidspunkt. Det viser sig, som de fleste også havde ventet, at der ikke er andre end de syv på øen. Den næste morgen bliver Thomas Rogers, butleren, som mistede sin kone dagen før, fundet dræbt af et øksehug i brændeskuret ("one chopped himself in halves"). Han havde tidligere sammen med sin kone passet en syg kvinde, der i taknemmelighed testamenterede dem en pæn sum. Herefter døde hun, uden at det juridisk kunne bebrejdes ægteparret, men moralsk var de ifølge den offentlige mening skyldige i forsømmelighed. Da Rogers lig bliver fundet, får Vera et hysterisk anfald og råber "hvem holder bier", idet hun erkender, at næste dødsfald må være som følge af bistik.”.En af os er morderen, dansk udgave (1979), s. 108