thumb|Ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde på trappen til rådhuset i Sarajevo. Fem minutter senere blev de myrdet. thumb|Attentatet i Sarajevo: Franz Ferdinand af Østrig (th.) og hans gemalinde Sophie Chotek, hertuginde af Hohenberg (frimærke fra k.u.k Militärpost, 1917)
Attentatet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde Sophie Chotek, hertuginde af Hohenberg udløste julikrisen, der førte til udbruddet af 1. verdenskrig.
Forhistorie Årsager til ærkehertugparrets besøg Ærkehertug Franz Ferdinand tog fra et møde med den tyske kejser Wilhelm 2. på sit landsted slottet Konopiště i Benešov i Bøhmen til Sarajevo for at overvære afslutningen på det kejserlige og kongelige (k.u.k.) XV og XVI Korps' manøvrer i Bosnien. Besøget blev gennemført efter anmodning fra den k.u.k. statholder i Bosnien-Herzegovina, Feldzeugmeister Oskar Potiorek.
Besøget skulle foregå den 28. juni på årsdagen (ifølge den ortodokse kalender) for den serbiske nederlag til osmannerne i slaget på Solsortesletten den 15. juni 1389 – en dato med symbolsk betydning for serberne. Datoen for besøget var imidlertid ikke tænkt som en provokation. Det lader til at tilfældigheder har spillet ind, da den østrigske tronfølger helt siden 1909 havde gennemført troppebesøg i juni, som typisk afsluttede forårsmanøvrerne. Potiorek var af den overbevisning, at det østrig-ungarske monarkis anseelse ikke havde været særligt højt siden den bosniske annektionskrise i 1908, og at et kongeligt besøg kunne styrke den, hvilket en bevidst provokation dårligt kunne bidrage til. Den for Bosnien-Herzegovina ansvarlige finansminister Leon Biliński gjorde heller ikke på noget tidspunkt ophævelser over besøget, selv om den oprindelige og af kejseren godkendte plan for besøget slet ikke indeholdt et besøg i byen.
De af von Rauchensteiner omtalte "fortolkninger i eftertiden", som fremkom efter verdenskrigen, gik ud på, at Sankt Vitus-dag netop i Wien var kendt som "helligdag" for serberne, og at besøget i den kort forinden annekterede provins på denne dag, selv hvis den ikke var tænkt som provokation, trods det faktisk udgjorde en særlig ydmygelse – eller i modsat fald kunne ses som særlig anledning til at slå et slag mod det fremmede herredømme. Af en skrivelse fra sekretæren for det k.u.k. gesandtskab i Beograd, Ritter von Storck, til udenrigsministeren grev Leopold Berchtold af 29. juni 1914 fremgår det, at de østrig-ungarske myndigheder var særdeles velorienterede om omfanget af de i månederne forud planlagte omfangsrige festligheder i Serbien i anledning af 525 årsdagen for slaget på Solsortesletten.Østrigisch-ungarisches Rotbuch. Diplomatische Aktenstücke zur Vorgeschichte des Krieges 1914. Volksausgabe. Manzsche k. u. k. Hof-Verlags- und Universitäts-Buchhandlung, Wien 1915, Dok. 1, S. 8
Imidlertid havde der allerede været attentater mod højtstående repræsentanter for dobbeltmonarkiet, som ikke var afhængige af, at de havde optrådt på en bestemt dato, og i betragtning af attentatfolkenes omhyggelige planlægning af attentatet havde de sikkert også slået til på en knap så symbolsk dato, så det ikke var på grund af provokationen, hvis den eksisterede, at attentatet blev gennemført.Manfried Rauchensteiner: Der Tod des Doppeladlers: Østrig-Ungarn und der Erste Weltkrieg. Styria Verlag, Graz/Wien/Köln 1997. , S. ??
På den anden side kan en provokation fra den del af regeringen i dobbeltmonarkiet, som tragtede efter krig, ikke udelukkes. Den k.u.k. finansminister og minister for Bosnien, Leon Biliński, omtaler i sine erindringer, at Potiorek var kraftig modstander af Serbien, hvilket i høj grad havde generet den østrig-ungarske politik over for Bosnien og forhindret enighed med de bosniske serbere. Ifølge Biliński indeholdt den oprindelige plan for besøget, som var godkendt af kejser Franz Joseph 1., kun et besøg ved troppemanøvrerne. Beslutningen om et besøg i byen og især ærkehertugindens deltagelse var besluttet uden Bilińskis vidende. Biliński omtaler også, at hans ministerium, som det eneste i Østrig-Ungarn, udtrykkeligt var udeladt fra listen over modtagere af tronfølgerens besøgsplaner, for "ikke at lægge hindringer i vejen for den bosniske leders bestræbelser på at modtage en værdig gæst".Leon Biliński: Bosna i Hercegovina u uspomenama Leona Bilińskog. Institut za istoriju, Sarajevo 2004, , S. 101.
Tre medlemmer af den pro-serbiske bosniske ungdomsorganisation Mlada Bosna (Det unge Bosnien) læste om Franz Ferdinands kommende besøg i østrigske aviser og besluttede sig til at gennemføre et attentat imod ham. Det var: Gavrilo Princip, en 19-årig gymnasieelev, Nedeljko Čabrinović, en 19-årig trykkersvend og Trifun "Trifko" Grabež, en 18-årig som havde forladt skolen uden eksamen.
Advarsel Allerede tidligere havde der været attentater mod højtstående personer i Bosnien-Herzegovina. Studenten Bogdan Žerajić havde i 1910 planlagt et attentat mod kejser Franz Joseph, men havde opgivet planen på grund af monarkens høje alder. I stedet skød han samme år på den østrig-ungarske guvernør i Bosnien, general Marijan Freiherr von Varešanin ved åbningen af en bosnisk-herzegovinske landdag. Han ramte dog ved siden af, hvorefter han skød sig i hovedet. Žerajić blev et forbillede for Princip: han skal ved hans grav have svoret at hævne ham.
Inden Franz Ferdinands besøg i Bosnien var der kommet advarsler, men ingen af dem var så konkrete, at de fik ærkehertugen til at aflyse besøget. "Jeg lader mig ikke placere under en glasklokke" havde han udtalt ved en anden lejlighed. "Vi er altid i livsfare. Man må stole på Gud". Da ingen regnede med nogen fare, blev sikkerhedsforanstaltningerne derefter. Tidsplanen og ruten blev offentliggjort uger i forvejen i aviserne, formentlig også for at lokke så mange jublende tilskuere til som muligt.
Da den serbiske regeringschef Nikola Pašić hørte om attentatplanerne, befandt han sig i en delikat situation.
Hvis han lod planen gennemføre, risikerede han på grund af forbindelserne til den hemmelige organisation "Ujedinjenje ili Smrt" ("Genforening eller død" også kaldet "Den sorte hånd") en krig med Østrig-Ungarn.
Hvis han røbede planen, risikerede han at blive stemplet som forræder af sine landsmænd. Pašić forsøgte at advare Østrig-Ungarn mod attentatet med vage diplomatiske udtalelser og betroede den serbiske gesandt i Wien Jovan Jovanović opgaven. Jovanović, der i Wien blev anset for at være nationalist og sjældent blev modtaget hjerteligt, fik finansminister von Biliński, der var kendt som åben og omgængelig, i tale og meddelte ham, at det ville være godt og fornuftigt, hvis Franz Ferdinand undlod at rejse til Sarajevo, da ellers "en eller anden ung serber i stedet for en løs patron kunne tage en skarp og skyde ham ned". Biliński forstod ikke betydningen af disse ord og svarede med et smil: "lad os håbe, at noget sådant aldrig vil ske" og fortalte ingen om samtalen.
Forberedelse af attentatet thumb|Gavrilo Princip Gavrilo Princip besluttede i foråret 1914 i Beograd, at han ville dræbe Franz Ferdinand efter at han i en østrigsk avis havde læst om Franz Ferdinands kommende besøg. Ifølge andre kilder var Nedeljko Čabrinović den egentlige ophavsmand, efter at hans ven, journalisten Mihajlo Pušara, havde vist ham et avisudklip om det forestående besøg. På daværende tidspunkt var det endnu usikkert om besøget ville blive gennemført, da kejser Franz Joseph var alvorligt syg.
Princip meddelte Čabrinović og Grabež, hvad han havde til hensigt, og sikrede sig deres støtte. Da Princip var klar over, at planen ikke kunne realiseres uden hjælp udefra, tog han kontakt til Milan Ciganović, som tilhørte den serbiske efterretningstjeneste og var en kendt folkehelt, der officielt var ansat ved jernbanen og boede i samme hus. Ciganović stod i forbindelse med major Vojin P. Tankošić, som Princip kendte fra sine mislykkede forsøg på at blive frivillig i Balkankrigen. Princip var ikke klar over, at Ciganović og Tankošić var ledende medlemmer af Den sorte hånd.
Ciganović gav de militært uerfarne unge mænd skydetræning i Park Topčider i Beograd og gav dem den 27. maj fire pistoler med ammunition og seks bomber fra den serbiske hærs lagre. Våbnenes oprindelse kunne ikke afdækkes fuldt ud, da mange serbiske militærfolk havde sådanne våben i deres besiddelser. Desuden fik de penge til dækning af rejseomkostningerne samt nogle små flasker med cyankalium, så de kunne begå selvmord efter attentatet.
De tre attentatmænd rejste en måned inden attentatet via Tuzla til Sarajevo. Ciganović hjalp dem til, med hjælp fra nogle medarbejdere i den serbiske efterretningstjeneste, at få våbnene ubemærket over den bosniske grænse. I Tuzla sluttede en fjerde attentatmand sig til dem. Det var Danilo Ilić, en 23-årig lærer. Ilić hvervede yderligere tre medlemmer fra Mlada Bosnan, Vaso Čubrilović og Cvetko Popović, to 17-årige gymnasieelever samt Muhamed Mehmedbašić, en 27-årig muslimsk serber, der var snedker.
I sammensværgelsen deltog også andre medlemmer af Mlada Bosna, som ikke optrådte direkte eller bevæbnede: Veljko Čubrilović, Vasos bror og lærer fra Priboj, Miško Jovanović, købmand og bankdirektør fra Tuzla, Mladen Stojaković, læge og senere folkehelt under 2. verdenskrig, hans bror Sreten, som var billedhugger, Jezdimir Dangić der var oberstløjtnant i gendarmeriet og senere Tschetnik-Wojwode, Mitar Kerović og hans søn Neđa samt Jakov Milović en bonde fra Østbosnien.
Da forberedelserne til attentatet var så godt som afsluttet, fik Ilić ordre fra Beograd om at afblæse attentatet. Ledelsen af Den sorte hånd var i mellemtiden kommet på andre tanker og frygtede alvorlige konsekvenser, hvis attentatet lykkedes. Dragutin Dimitrijević Apis, lederen af den serbiske efterretningstjeneste, som var en af lederne af Den sorte hånd, sendte en agent til Sarajevo, hvor denne mødtes med Ilić for at give ham ordren. Princip ville imidlertid ikke høre tale herom, og han overtalte Ilić til alligevel at gennemføre planen.
Mehmedbašić og Čabrinović skulle handle først og tog opstilling ved Ćumurija-broen, mens de øvrige fem attentatfolk placerede sig som reserver længere tilbage helt hen til Kejserbroen. Ilić bevægede sig ubevæbnet mellem attentatgrupperne og så til, at de gjorde alting rigtigt.
Nedeljko Čabrinovićs attentat thumb|Stedet for bombeanslaget (gul stjerne) og nedskydningen (dødningehovedet) Tronfølgerparret boede under besøget i Ilidža, en badeby ca. 12 km vest for Sarajevo. På attentatdagen, den 28. juni 1914, rejste de med tog fra Ilidža til byens vestlige udkant, hvor der lå en tobaksfabrik, der ofte var udgangspunkt for østrig-ungarske standspersoners besøg i Sarajevo. Ifølge Biliński, som støtter sin hukommelse til en beretning fra ærkehertugens marskal oberst Graf Rummerskirch til krigsminister Alexander Ritter von Krobatin, var sikkerhedsforanstaltningerne yderst begrænsede, hvilket stod i modsætning til de forholdsvis strenge foranstaltninger ved Franz Josephs besøg i Sarajevo i 1910. De politifolk og sikkerhedsagenter, som skulle køre foran besøgskolonnen, var hverken udstyret med biler eller hestevogne og blev efterladt på tobaksfabrikken tungt belæsset med ærkehertugindens smykkeskrin.
Ifølge Biliński blev Franz Ferdinands ankomst til Sarajevo på forhånd oplyst på minuttet, hvilket skal have gjort det lettere at gennemføre attentatet. Inden besøget havde politikaptajn Gerde, en ungarer, henvendt sig til statholder Potiorek og meddelt ham, at han kun rådede over 30-40 politifolk, og derfor ikke kunne sørge for sikkerheden på den lange strækning fra tobaksfabrikken til rådhuset i Sarajevo. Gerde bad derfor Potiorek om støtte fra militærenheder. Det afviste Potiorek, da der på grund af manøvrerne ikke var stationeret militær i byen, og da det ikke kunne nå frem i tide. Derpå havde lederen af det bosniske gendarmeri, general Šnjarić, foreslået at opstille en kæde af gendarmer langs ruten, men det forslag afviste Potiorek også.