Slaget ved Lissa fandt sted 20. juli 1866 nær øen Lissa i Adriaterhavet. Øen tilhørte på det tidpunkt kejserriget Østrig. I dag er øen en del af Kroatien og kaldes Vis. Slaget blev vundet af den østrigske flåde over den talmæssigt overlegne italienske flåde. Kampen var den første mellem flåder af panserskibe, og den fik stor betydning, fordi den østrigske flåde med held satsede på at vædre modstanderne frem for at sænke dem med kanonild.
Slaget var en del af den tredje italienske frihedskrig, hvor Kongeriget Italien var allieret med Preussen, der på samme tid var deltager i den preussisk-østrigske krig og dermed kom Østrig i krig på to fronter. Det vigtigste italienske mål i krigen var erobringen af Venedig fra østrigerne.
Begge flåder bestod af både moderne panserskibe og et antal ældre upansrede skibe. Den italienske flåde havde 12 panserskibe og 14 upansrede og var dermed noget stærkere end den østrigske, der talte henholdsvis 7 og 19 skibe af de to typer. For østrigerne var det et endnu større problem, at de havde langt færre riflede kanoner, 121 mod italienernes 276, og at de dermed manglede skudkraft i kampene skib mod skib. Af de 19 panserskibe i slaget var 18 traditionelle panserfregatter/korvetter med kanonerne anbragt langs skibssiden, mens nummer 19 var det helt nye italienske Affondatore, med kanonerne anbragt i drejetårne og med en kraftig vædderstævn.
Den tidligere italienske flådeminister, grev Carlo di Persano var som 60-årig blevet hentet tilbage i aktiv tjeneste som leder af den italienske flådestyrke, mens den østrigske blev ledet af den energiske 39-årige kontreadmiral Wilhelm von Tegetthoff. Betydningen af herredømmet i Adriaterhavet var indlysende for begge parter, så de to landes flådestyker i kampen omfattede alle deres panserskibe samt det meste af deres øvrige sejlende materiel.
Forhistorien
I juni 1866 brød den preussisk-østrigske krig ud. Italien, der var allieret med Preussen, erklærede Østrig krig, og sendte tropper ind i Lombardiet. Selv om den italienske hær var talmæssigt overlegen i forhold til den østrigske, blev den slået ved Custozza den 24. juni, og tvunget på tilbagetog. Italienerne blev reddet af, at preusserne vandt en afgørende sejr over den østrigske hær i slaget ved Königgrätz den 3. juli. Efter nederlaget til Preussen begyndte østrigerne at forhandle om våbenstilstand, og da denne nyhed nåede Italien, blev der bud efter den italienske flåde. Foruden ønsket om at indlemme det italiensk-talende Venedig, ville italienerne også gerne overtage de områder langs Adriaterhavets østkyst, der i århundreder havde været en del af republikken Venedig, og som i dag udgør en stor del af Kroatien. Det var derfor vigtigt, at flåden hjalp med til erobringen af nogle af disse områder, så Italien kunne stå stærkere ved en fredsforhandling. Flåden krydsede i Adriaterhavet under ledelse af admiral Persano i dagene mellem 9. og 11. juli, men angreb ikke østrigerne. Persanos passivitet blev kritiseret af den italienske flådeledelse, og han fik direkte ordre på at sejle til øen Lissa, foretage en landsætning og erobre øen, der var kendt som "Adriaterhavets Gibraltar". Flådeledelsen anså projektet som oplagt: Den italienske flåde var takket være afdøde ministerpræsident Cavours fremsynede planlægning blevet væsentligt større og mere moderne end den østrigske, og nu skulle den vise sit værd.
På østrigsk side var Tegetthoff udmærket klar over sine skibes svagheder. Østrig havde ikke holdt trit med Italien i byggeprogrammerne for panserskibe, og nu forsøgte man at forstærke de upansrede skibe med jernplader, jernbaneskinner og ankerkæder. For at råde bod på manglerne ved de forældede, glatløbede kanoner, valgte Tegetthoff en strategi, der gik ud på at søge nærkamp og vædre fjenden. De østrigske skibe, også træskibene, blev jævnligt sendt til søs for at træne vædring mod udlagte tømmerflåder.Hale, s. 236
På Lissa havde østrigerne en garnison på 1.833 mand. Øen var velbefæstet og forsvarerne rådede over fire kystbatterier med tilsammen 88 kanoner. På toppen af øens 585 m høje bjerg Hügel Hum lå en politistation, hvorfra der var telegrafforbindelse til fastlandet via øen Hvar. Den italienske flåde forlod sin base i Ancona den 16. juli og lå dagen efter ud for Lissa.
Slagets gang thumb|right|303px|Det italienske panserskib Affondatore Italienerne bombarderer Lissa Den 17. juli krydsede Persanos flåde rundt i farvandet ud for Lissa, men så langt fra øen, at de ikke kunne ses derfra. Det eneste skib, der kom i nærheden af øen, var Messaggero, der blev sendt på opklaringstogt med flådens stabschef om bord. Formålet var at få kortlagt placeringen af kystbatterierne og de øvrige fæstningsanlæg. Den næste dag rykkede flåden tættere på øen og indledte et bombardement. En afdeling kanonbåde sendt til øen Hvar for at forsøge at ødelægge telegrafforbindelsen, men det skete først efter at meddelelsen om angrebet var nået igennem til fastlandet. Flere mindre skibe blev sendt mod nordvest for at udføre opklaringstjeneste, specielt med henblik på at holde øje med den østrigske flåde. Resten af flåden gik til angreb på Lissa fra tre sider klokken ni. Persano ledede 1. division, med fire panserskibe, der angreb forterne ved San Giorgio-bugten på øens nordside, mens de fire panserskibe i Ribotys 3. division angreb forterne lidt længere mod øst. Den italienske 2. division, under kontreadmiral Vacca, angreb bugten ved Comisa på øens vestlige del med tre panserskibe, og endelig blev træskibene sat til at beskyde stillingerne ved Manegobugten på sydkysten, hvor landsætningen var planlagt. Østrigerne gjorde hårdnakket modstand, og specielt ved Comisa viste det sig, at de italienske kanoner var virkningsløse mod de højt beliggende forter. Admiral Vacca tog konsekvensen, og sluttede sig i stedet til sin chef ved San Giorgio.
Næste dag, den 19. juli, fortsatte de italienske bombardementer. Persano lod hele flåden gå ind i San Giorgio-bugten, hvor den beskød Lissas havn. Italienerne fik i løbet af dagen yderligere forstærkning i form af det helt nye panserskib Affondatore, samt nogle troppetransportskibe, der bragte den italienske invasionsstyrke op på 2.200 mand.
Søslaget begynder thumb|right|300px|Situationen ved begyndelsen af slaget ved Lissa På angrebets tredje dag, den 20. juli, var situationen kritisk for de østrigske tropper på Lissa. To tredjedele af kanonerne var blevet ødelagt under de foregående dages bombardementer, og italienerne gjorde sig klar til at gå i land. Admiral Persano havde den 19. om aftenen givet ordre om, at landsætningen skulle ske i Karoberbugten på øens nordside, så tidligt om morgenen sejlede transportskibene og deres eskorte af træfregatter i den retning, mens nogle af panserskibene gjorde klar til at bombardere havnen ved Lissa og forterne ved San Giorgio-bugten. De øvrige panserskibe var fordelt sådan, at Varese og Terribile lagde an til et nyt bombardement ved den vestlige Comisa-bugt, mens Formidabile, Re di Portogallo og Castelfidardo lagde sig nord for Lissa for at reparere skader fra de to foregående dage. Længere mod nord havde Persano udstationeret det hurtige skib Esploratore, som skulle holde øje med den østrigske flåde.
Klokken 7:50 om morgenen, mens de italienske skibe var på vej til deres aftalte positioner, kom Esploratore pludselig dampende tilbage med signalflag, der sagde "Mistænkelige fartøjer retning VNV". Det udløste heftig aktivitet på Persanos flagskib, og der blev signaleret rundt til flåden: Landsætningen blev aflyst, og flåden gik mod vest, for at få samlet panserskibene. Da det var sket, drejede panserskibene mod nord for at møde østrigerne, mens transportskibene, træfregatterne og kanonbådene fortsatte mod vest for at være i dækning bag panserskibene. De to panserskibe fra Comisa-bugten forsøgte også at slutte sig til flåden, men Terribile var for langsom, og lagde sig i stedet sammen med transportflåden, mens Varese forsøgte at hænge på som sidste skib i den italienske 3. division. Blandt de skibe, der lå til reparation, var Formidabile så ilde tilredt, at den opgav at slutte sig til flåden, og den sejlede i stedet vestpå, og gik senere til Ancona. Så da slaget begyndte, var stillingen ikke længere 12 italienske panserskibe mod 7 østrigske, men derimod 10 mod 7.Lybeck, s. 160
Den østrigske optakt Om morgenen den 19. juli havde Tegetthoff i flådebasen i Fasano (ved Pola) fået underretning om det italienske angreb på Lissa, og han satte straks den østrigske flåde i bevægelse. Klokken 13:30 stod den samlede flåde ud af havnen med kurs mod Lissa. Flåden kunne holde en fart af syv knob, med de syv panserskibe i 1. division forrest, fulgt af de store træskibe i 2. division og kanonbådene i 3. division. På fløjene og foran flåden lå hurtige opklaringsskibe. Divisionerne sejlede i en kileformet formation, og den stående ordre var, at man ved mødet med fjenden skulle gå i nærkamp og forsøge at vædre. Da den italienske flåde kom til syne dagen efter, hejste Tegetthoff klokken 10:30 signalet "Fuld fart i retning af fjenden for at sænke ham".Lybeck, s. 161
Den italienske slagplan thumb|right|300px|Re d´Italia var admiral Persanos flagskib ved slagets begyndelse Som nævnt var de italienske panserskibe på vej mod nord for at møde østrigerne. Forrest lå 2. division med admiral Vaccas tre panserskibe (Principe di Carignano, Ancona, Castelfidardo), så fulgte de fire skibe i admiral Persanos 1. division (Re d'Italia, San Martino, Palestro, Affondatore), og derpå de tre i kommandør Ribotis 3. division (Re di Portogallo, Maria Pia, Varese).
Klokken 10:15 standsede Persano pludselig Re d'Italia. Han havde besluttet at skifte flagskib til Affondatore og lod sig sejle derover. Denne manøvre blev udført så klodset, at hele flådens styring blev kastet ud i kaos: Persano signalerede ikke om, at hans division standsede, så 2. division fortsatte nordpå, hvorved der kom en stor åbning mellem de to divisioner. Persano gav heller ikke besked om skiftet af flagskib, så i den følgende del af slaget spejdede de italienske kaptajner forgæves efter instruktioner fra det forkerte flagskib. Under kampen indgik Affondatore ikke i den italienske linje, men lå ved siden af de øvrige panserskibe, i læ for østrigerne.
Østrigerne angriber Tegetthoff så med det samme åbningen i den italienske formation, og signalerede til sine divisioner om at slutte op i kølvandsorden for at bryde igennem den italienske linje. Inden hans skibe nåede så langt, havde det forreste italienske skib, Principe di Carignano åbnet ild på 1.500 meters afstand, men italienerne opnåede kun at indhylle flåderne i krudtrøg, da man endnu ikke havde opfundet det røgfri krudt. Østrigerne fortsatte sydpå, og selv om den forreste italienske division forsøgte at komme ind i kampen igen, så de ikke ret meget mere til østrigerne.
Tegethoffs panserskibe drejede efter gennembruddet mod vest for at angribe Persanos division, som nu pludselig havde den østrigske 2. division på sin ene side, og Tegetthoffs 1. division på den anden. Tegetthoff havde med sit gennembrud opnået at kunne angribe med syv panserskibe mod fire italienske. Denne styrkemæssige omfordeling kunne dog ikke udnyttes fuldt ud på grund af krudtrøgen, så kampen fik karakter af individuelle opgør mellem skibene. thumb|right|300px|Det østrigske linjeskib Kaiser efter slaget