thumb|Kort over den nordiske bronzealderkultur omkring år 1200 f.v.t.
Nordisk bronzealder (også kaldet skandinavisk bronzealder) i Skandinaviens forhistorie, fra ca. 1700-500 f.v.t. Bronzealderkulturen i denne æra erstattede den tidligere stenalderkultur (yngre stenalder eller bondestenalder), og den blev efterfulgt af førromersk jernalder. Nordisk Bronzealder har traditionelt været inddelt i ældre bronzealder og yngre bronzealder, men disse underinddeles nu også af arkæologer i tre underperioder hver, ældre bronzealder således i I, II og III, yngre bronzealder i IV, V og VI. Desuden regnes nu med en "tidligste bronzealder", også kaldet "kobberalder" (2000-1700 f.v.t.), der kan anses som en overgangstid fra stenalder til bronzealder.Jensen (2002), s. 14f Den første, som var i stand til korrekt at datere bronzealderen, var Oscar Montelius. Ved omhyggeligt at sammenholde fund fra hele Europa, hvilket skete i værket Om tidsbestämning inom bronsåldern med särskilt avseende på Skandinavien, og Ægypten lykkedes det ham at påvise den kulturelle forbindelse og dermed opnå en absolut datering.Bibby (1980), s. 117-121
Vigtigst ved denne periode er brugen af smeltet metal, bronze, ved fremstillingen af smykker og brugsgenstande. Kunsten at smelte bronze kom fra sydøst, hvor den allerede havde eksisteret længe. Sammen med metallet kom åbenbart også andre kulturelle impulser, der viser sig i genstande og kunststilarter med mere.
Bosættelser i nordisk bronzealder bestod primært af enkeltstående gårde og der kendes ingen byer eller større landsbyer. Gårdene bestod normalt af et langhus samt nogle tilhørende bygninger, gerne på fire pæle (helm). Langhusene var i første omgang med to midtergange, og efter omkring 1300 f.v.t. blev strukturer med tre midtergange normale. Der er fundet flere langhuse det samme sted, men de antages at have været opført i forskellige tidsperiode frem for at have stået på samme tid. Bosættelser lå generelt på højdedrag og der var ofte en højere koncentration nær havet. I forbindelse med bosættelser er der fundet gravhøje og gravpladser, og disse har både inkluderet begravelser i egetræskister og urner. Andre bosættelser er associeret med helleristninger eller depotfund med bronze i vådområder.
Både landbrug (inklusive hvede, hirse og bbyg) og husdyrhold (i form af domesticerede dyr som kvæg, får og svin) blev praktiseret, og fiskeri og skaldyr var også kilder til næring, samt jagt på råvildt, elge og andre vilde dyr. Der er tegn på, at okse blev brugt som trækdyr, tæmmede hunde var almindelige, mens heste var mere sjældne og sandsynligvis var et statussymbol.
Der findes tusindvis af helleristninger fra denne periode, som viser skibe, og der er store skibsgrave, kendt som skibssætninger, hvilket indikerer at skibe og søfart spillede en vigtig rolle for kulturen. De afbildede skibe repræsenterer sandsynligvis kanoer fremstillet af planker, som blev brugt til krigsførelse, fiskeri og handel. Disse skibe blev brugt op i jernalderen, hvilket bl.a. kan ses på Hjortspringbåden.Ling 2008. Elevated Rock Art. GOTARC Serie B. Gothenburg Archaeological Thesis 49. Department of Archaeology and Ancient History, University of Gothenburg, Goumlteborg, 2008. .
Baggrund
Hen imod slutningen af stenalderen begyndte et nyt råstof at optræde i Danmark: metaller, i første omgang kobber, senere legeringen med tin som bronze. Denne udvikling skulle få en lang række følgevirkninger, først og fremmest overgangen fra et overvejende egalitært landbrugssamfund til et socialt differentieret håndværkssamfund med nye og/eller forbedrede samfærdselsmidler, samhandel over store afstande samt ny viden og nye teknikker til materialebehandling. Også kunsten udvikler sig med nye former, både materialemæssigt og dekorativt. Der synes at være indtrådt en åndelig udvikling, hvor tilbedelsen af vandets ånder suppleres med soldyrkelse.
Forud for bronzealderen gik en overgangstid, der undertiden kaldes "kobberalder", fordi de første metalgenstande var lavet af kobber. Både kobber- og bronzegenstande stammede oprindeligt fra Sydøsteuropa, og først efterhånden lærte man støbekunsten i Sydskandinavien. Men overhovedet synes Mellem- og Sydøsteuropa at have været en inspirationskilde for udviklingen i Sydskandinavien.Jensen (2002), s. 53
Bronzealderen var utvivlsomt en dynamisk tidKaul (2003), s. 20-27, hvor nye skikke samt nye genstandstyper kom til, og hvor nye stilarter eller udformninger afløste hinanden.
Metalstøbning Det vides ikke, hvornår kunsten at smelte og støbe metaller opstod. Allerede omkring 5000 f.v.t. begynder spor efter bearbejdning af "frit" det vil sige næsten rent kobber i Europa at fremkomme i Sydøsteuropa (nuværende Bulgarien, Rumænien, Makedonien og Serbien). Dette kobber lod sig bearbejde ved såkaldt koldhamring, det vil sige uden opvarmning, men man opdagede snart, at metallet lader sig hærde i åben ild.Jensen (1988), s. 209 Omkring 4000 f.v.t. havde man udviklet teknikker til at udsmelte metal af kobbermalm, og der udviklede sig en egentlig kobberminedrift blandt andet i Rudna Glava ved Bor i det nordøstlige Serbien og Aibunar i Bulgarien.Jensen (1988), s. 210 Denne udvikling må ses i lyset af, at der fandtes store forekomster af næsten rent kobber i et stort område strækkende sig fra Makedonien og Bulgarien til Slovakiet. I det 3. årtusinde f.v.t. indtraf tilsyneladende en vis knaphed at være indtruffet, og dette førte til søgning efter nye råstofområder i Europa, hvorved kendskabet til metalstøbning spredte sig mod vest og nord til Sydtyskland, Frankrig, England og Irland. Den malm, som forekommer i Bøhmen og Mellemtyskland, kaldes fahlerzJensen (2002), s. 37, er svovlholdig og rummer arsenik, antimon, nikkel, bly og sølv i et omfang af op til 20%.Jensen (1988), s. 211
Metalsmeltningen og -støbningen krævede så høje temperaturer, at disse processer kun kunne finde sted ved anvendelse af kul: udvindingen af kobber kræver brænding ved op til 700 °C og for støbning 1083 °C (kobbers smeltepunkt). Det fornødne kul måtte fremstilles som trækul.Jensen (2002), s. 35 Dette indebar, at store skovområder måtte bruges til brændsel ved behandlingsprocesserne.
De første genstande af metal, der nåede Danmark, var økser, spiralringe og andet af kobber, hvilket har givet anledning til udtrykket "kobberalder". Fundfordelingen tyder på, at de er fragtet ved sejlads fra fremstillingsområderne i Sydøsteuropa ad Oder over Østersøen.Randsborg (1980), s. 9-11 Hvad nordboerne har givet i bytte for metallerne er uklart. Rav er en mulighedJensen (2002), s. 100, 238-252 og skal være begyndt omkring 1600 f.v.t. og kraftigt tiltaget efter 1200 f.v.t.Kaul (2014), s. 20 men er næppe hele forklaringen. Også landbrugsprodukter har været foreslået som byttevare.Kristiansen (1988), s. 80
Bronzehandelen fik andre følger: nye genstandstyper som rageknive af bronze dukker op i Sydskandinavien som noget nyt omkring 1400 f.v.t., kort tid efter at lignende rageknive var blevet taget i brug ved Middelhavet.Kaul (2014), s. 15, 18 KedelvogneJensen (2002), s. 259-262, klapstole og tohjulede vogne synes også at være indførte sydfra.Kaul (2014), s. 22
Undersøgelser af bælteplader tyder på, at plader fra forskellige egne er blevet fremstillede ved brug af en og samme matrice. Det betyder et af to: enten må bronzesmedene være omrejsende og de har udført deres arbejde rundt om i landet, eller også må der have været en meget omfattende samhandel. Undersøgelser tyder på, at der har eksisteret omkring et dusin regionale værksteder i Danmark og Nordtyskland med hvert sit handelsopland.Nørgaard (2016), s. 18-22
Samfærdsel thumb|Rekonstrueret model af Hjortspringsbådene. thumb|Helleristninger med skibe fra den nordiske bronzealder. Metaludnyttelse fører uundgåeligt til et samfund med mere alsidige samfærdselsforbindelser. Fremstillingen af bronze kræver en blanding af kobber og tinJensen (2002), s. 11, men de to metaller findes ikke samlet, så der måtte finde transport og handel sted. Håndværket krævede særligt kyndige, hvilket førte til fremkomsten af smede. Transporten kunne finde sted ad sejlbare floderJensen (2002), s. 28f eller på dertil egnede veje i kærrer og vogne. Ikke meget vides om den nordiske søfart. Arkæologiske fund viser fartøjer lavet af store, udhulede stammer både fra ældre og yngre bronzealder, men i yngre bronzealder skete imidlertid en drastisk udvikling, idet en ny type plankebyggede men fortsat sejlløse skibe kendes fra helleristninger, og de minder i udseende med deres karakteristiske "snabler" i stævnene om de krigskanoer fra Hjortspring mose, der tillige kendes fra keltisk jernalder.Kastholm (2017), s. 9-15
Den internationale handel fik andre følger. Først nu optræder kærrer og vogneKristiansen (1988), s. 96Jensen (2002), s. 27, der afspejler lignende køretøjer og stridsvogne kendt fra Middelhavsområdet. Disse tidlige køretøjer har haft to hjul sat på hver side af en 3 m lang tveje af eg; det ældste sådanne køretøj i Danmark stammer fra Bølling sø og dateres til 1900 f.v.t. Helleristninger af sådanne hestetrukne vogne kendes blandt andet fra Kivik i Skåne. Spor under bronzealderhøje viser, at der allerede på daværende tidspunkt eksisterede veje, som regel blot hjulspor.Jensen (2002), s. 26 I sumpede egne måtte anlægges veje af grene og ris, 3-4 m brede og med grene liggende på tværs af kørselsretningen for at forhindre, at hjulene sank ned. Grenbelægningen kunne være dækket med sand eller grus, som måske har været fastholdt med kantsten eller træ. Rester efter en plankevej af kløvede og tilhuggede egeplanker er fundet i Speghøje mose mellem Herning og Silkeborg, er 3 meter bred og dateret til 1450 f.v.t.Jensen (2002), s. 108
Beklædning og personlige ejendele left|thumb|Trindhøjmandens kappe og kofte. thumb|Skrydstruppigen.
Takket være gode bevaringsforhold i egekister i bronzealderens gravhøje kendes meget til befolkningens beklædning og deres personlige ejendele. For kvindernes vedkommende er det især grave ved Egtved, Skrydstrup og Borum Eshøj, der har givet oplysninger. For mændenes vedkommende er det især grave fra Muldbjerg og Trindhøj, der har givet oplysninger.
I Egtved er der tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 160 cm høj. Hun var begravet i en kort bluse af vævet fåreuld i toskaftet vævning og med trekvart lange ærmer. Den var udskåret af et rektangulært klæde, omkring 60 x 100 cm stort. Blusen er blevet sammensyet på ærmernes underside og på ryggen med en T-formet søm. Halsåbningen var blevet forstærket ved en ombukning og knaphulssting. Blusen er så kort, at hendes mave har kunnet ses, når hun bevægede sig. På underkroppen bar hun et snoreskørt, der var 38 cm højt og nåede hende til knæene. Sådanne snoreskørter var undertiden forsynede med små cylindriske bronzerør, der kan have givet lyd fra sig, når kvinden bevægede sig. Snoreskørtet har formodentlig hvilet på hendes hofter. Midt på livet bar hun et løst bælte med en smykkeplade.
I Skrydstrup er der også tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 170 cm høj. Også hun bar en bluse med trekvart lange ærmer, men på underkroppen bar hun et langt skørt, der kan have nået helt op til armhulerne. Hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet.
left|thumb|550px|Egtvedpigens dragt.
I Borup Eshøj er der tale om en ældre kvinde 50-60 år gammel. Også hun bærer en bluse og et langt skørt. Også hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet.Jensen (2002), s. 196-205
Mændene bar nyreformede kapper vævet af stærkt valket fåreuld. Om livet bar de en kofte. Grundlaget for disse tøjstykker har været et firkantet tøjstykke, omkring 150 cm bredt. Heraf blev først udskåret kappen. De resterende stykker blev anvendt til at lave koften, der blev syet sammen af flere tøjstykker. De fleste af mændene bar runde huer på hovedet. Mændene er blevet begravede med et sværd.Jensen (2002), s. 205-220