thumb|Barthélemy Lauvergnes litografi af Magnuskatedralen i Kirkjubøur fra 1839. Kirkjubøur var i århundreder Færøernes religiøse centrum, og var sæde for øernes katolske bispedømme fra 1138 til reformationen.
Færøsk kirkehistorie begynder omkring 625, da munke fra Irland flyttede til øerne, hvor de levede et eremitliv og brugte tid på fåreavl og plantedyrkning, blandt andet havre. Sandsynligvis flyttede munkene videre til Island omkring 800, omkring vikingernes ankomst.
Den norske konge Olav Tryggvason sendte 999 Sigmundur Brestisson til Færøerne for at missionere sammen med en gruppe præster. Øerne blev 1111 et selvstændigt katolsk bispedømme, Kirkjubøur bispedømme, som blev nedlagt efter reformationen omkring 1537. Da den sidste katolske biskop døde 1538, gik der flere hundrede år, før den katolske kirke 1931 blev genoplivet som del af Københavns katolske bispedømme.
Ved reformationen blev kirkesproget ændret fra latin til dansk og blev ikke ændret til færøsk før 1939. Kirken på Færøerne blev del af den lutherske dansk-norske statskirke; først som eget bispedømme og siden som provsti underlagt forskellige bispedømmer. I 1990 blev Færøerne selvstændigt bispedømme igen, og 2007 blev den lutherske stats- eller folkekirke en selvstændig kirke under navnet Fólkakirkjan. Den dag i dag spiller kristendommen en stor rolle i færøsk kultur og folkeliv, og øerne betragtes som et af de mest religiøse samfund i Europa.
Fólkakirkjan er det største trossamfund med omkring 83 procent af den færøske befolkning som medlemmer. Omtrent 10 procent tilhører Brøðrasamkoman (Plymouthbrødrene), og 5 procent tilhører andre kirkelige retninger som Pinsemenigheden og Syvende dags adventisterne. Den katolske kirke har omkring 130 medlemmer, hvoraf ca. 70 bor i Tórshavn.
Tidlig historie thumb|Tróndur í Gøtu løfter Mjølner i modstand mod Sigmundur Brestissons kristning af Færøerne Tidlig magtkamp Sigmundur Brestisson, som har fået æren af at have kristnet Færøerne, var formet af dramatiske hændelser. Han var søn af Brestir Sigmundsson, som sammen med broderen Beinir Sigmundsson var blevet dræbt af den rivaliserende vikinghøvding Tróndur í Gøtu på Stóra Dímun 970. Sigmundur og fætteren Tóri blev opfostret hos Tróndur, som sendte dem til Norge i det håb, at de ikke skulle vende tilbage.
I Norge lærte de to fætre kristendommen at kende og blev hirdmænd hos Håkon Jarl. 988 vendte de tilbage til Færøerne med to skibe og 120 mand for at hævne drabet på deres fædre. Øssur Havgrímsson blev dræbt, og de sluttede fred med de andre i striden. De blev enige om at Håkon Jarl skulle dømme i den gamle familiekonflikt. På Lagtinget på Tinganes blev Tróndur í Gøtu dømt til at acceptere Sigmundurs og Håkons Jarls nyordning. Sigmundur og Tóri vendte tilbage til Norge.
Genkristningen 999 blev Sigmundur atter sendt til Færøerne. Denne gang af Olav Tryggvason, som gav Sigmundur og nogle præster i opdrag at omvende færingerne. De skulle døbes og oplæres til at blive gode kristne. Sigmundur og tredive mand angreb Tróndur og tvang ham med våbenmagt til at gå over til kristendommen. For at gennemføre en kollektiv omvendelse mødtes Tróndur og de øvrige færinger på Lagtinget, hvor de imidlertid afviste den nye lære om Hvíta Krist, eftersom de så kristendommen som Sigmundurs undskyldning for at tage magten over øerne, og Sigmundur blev næsten dræbt af den rasende forsamling.
thumb|left|Sigmundarsteinur på Skuvoys kirkegård. Sigmundur valgte da en anden metode i sit missionsarbejde. I nattens mulm og mørke sejlede han med sit mandskab til Gøta og ind på Tróndurs gård, hvor han hev Tróndur ud af sengen og gav ham valget mellem at bekende sig til den kristne tro eller at blive halshugget. Han var pragmatisk og valgte det første. Sigmundur omvendte færingerne, mere eller mindre én efter én.
Nyere arkæologisk forskning indikerer, at Færøerne allerede var kristnet ved Sigmundurs genkristning. Fund af bl.a. keltiske gravstene tyder på, at Sigmundurs genkristning bestod i, at Færøernes beboere blev påtvunget en overgang fra keltisk til katolsk kristendom.Steffen Stummann Hansen : Early church sites in the Faroe Islands – a survey and a discussion. I: Acta Archaeologica vol. 82, 2011, pp. 55-80 thumb|Det lykkedes for Sigmundur at nå kysten ved Sandvík på Suðuroy
Sigmundurs død Ifølge Færingesaga, som er hovedkilden til Sigmundurs kristning, sværgede Tróndur hævn 1005. Han samlede sine mænd til en natlig aktion, som gik ud på at angribe Sigmundur på Skúvoy, hvor han overnattede i en halvfærdig kirke. Sigmundur var uforberedt, og han sprang i havet sammen med Tóri Beinirsson og drengen Einar fra Suðuroy. Denne svømmetur er siden blevet gengivet i kvadet Sigmundarkvæði yngra. Tóri og Einar druknede undervejs, mens det lykkedes for Sigmundur at nå Sandvík på Suðuroy. Da han kom i land blev han dræbt af bonden Torgrímur Illi på grund af sine værdifulde smykker. Torgrímur var for øvrigt en af Tróndurs mænd. Sigmundur Brestissons gravsten, Sigmundarstenur, kan ses på kirkegården i Skúvoy. Stenen har et indhugget kors, men ingen runer.
Eget bispedømme
Der hersker nogen forvirring om, hvem der var den første biskop for øerne, eftersom Adam af Bremen skrev på latin at den selverklærede biskop af Helgoland blev omtalt som biskoppen af "Farria"; Færøerne hedder "Insulae Faeroae" på latin. Det er slået fast, at Bernhard Sakseren var missionerende biskop fra 1047 til 1067. Det var Ryngerus også i slutningen af 11. århundrede. Senere skal Gudmund have været biskop fra omkring 1100 til 1137.
thumb|Statue af Erlendur på Nidarosdomens vestfront thumb|left|Magnuskatedralen thumb|left|Ólavskirkjan Biskopperne over Færøerne blev sædvanligvis valgt af bispesædet i Bergen og var oprindelig underlagt Hamburg-Bremen ærkebispedømme. Færøerne blev underlagt Lund ærkebispedømme 1104, og senere Nidaros ærkebispedømme 1152. Færøernes biskop havde sæde i Kirkjubøur på Streymoys vestkyst, centralt i øriget, fra 1111. Det siges at biskop Orm, som efterfulgte Gudmund og var den første med sæde i Kirkjubøur, blev givet stedet af en af tidens mægtigste kvinder, Gæsa Sigursdottir, som straf for, at hun havde spist kød under fasten. Hun skal derefter være flyttet til Vágar og have grundlagt Gásadalur.
Det er hævdet, at enkelte fra det færøske præsteskab af og til krævede jus primae noctis, altså en landejers ret til den første nat med en af sine nygifte undersåtters brud.Young 1979, s. 74
Bispesædets kirke (domkirke) blev stenkirken Ólavskirkjan opkaldt efter Olav den hellige fra 1200-tallet. Sammen med bispesædet etablerede man efterhånden også en præsteskole, som frem til reformationen var Færøernes eneste skole. Blandt kendte elever er den senere norske konge Sverre Sigurdsson, som blev født i Kirkjubøur. Fra 1184 blev han undervist ved præsteskolen af biskop Roe. Sverre gjorde senere krav på den norske trone, men mødte modstand fra kirken (også den færøske som han havde baggrund i) da kirken var imod krav på tronen fra monarkens uægte børn.Young 1979, s. 75
Biskop Erlendur Den norskfødte Erlend fra Bergen (af færinger kaldt Biskopur Erlendur og senere kendt som Erlendur af Færøerne) var biskop fra 1269 til sin død 1308. Han igangsatte opførelsen af Magnuskatedralen i Kirkjubøur og var sandsynligvis den, som skrev Færøernes ældste bevarede dokument, Fårebrevet (Seyðabrævið) 1298. Magnuskatedralen er fortsat det vigtigste symbol på katolicismens tid på Færøerne, selv om den aldrig blev færdig. Den var tænkt i gotisk stil.
Under Erlendurs tid som biskop blev kirkens ejendomme betragtelig udvidet og skatterne forøget, hvilket skabte misfornøjelse blandt færingerne. Skatteforøgelsen skyldtes sandsynligvis behovet for at finansiere opførelsen af Magnuskatedralen.Debes 1995, s. 132 Det siges at en gruppe rasende færinger tog livet af Erlendur uden for Ólavskirkjan. Et brev sendt til hans kolleger i Bergen, Skálholt på SydIsland og Garðar på Grønland tyder på, at han var i live 22. juni, og han døde sandsynligvis i fjeldene i nærheden af Kirkjubøur samme år. Hans Jacob Debes hævdede at Erlendur drog tilbage til Norge og døde i Bergen den 13. juni.Debes 1995, s. 129 Under alle omstændigheder er Erlendur gravlagt i Kirkjubøur. Liget blev undersøgt af biskop Jon I den tyske 1420 med den konklusion, at han var at regne som helgen.Debes 1995, s. 130–131 Erlendur er til trods for sin baggrund sjældent regnet som en af de norske helgener, hvis han i det hele taget er regnet med. Men snarere som den eneste færøske.
Reformationen thumb|Martin Luther, den tyske teolog som stod bag reformationen af Den katolske kirke i 1500-tallet Den sidste katolske biskop på Færøerne blev Ámundur Ólavsson, som først blev godkendt af paven og derefter af Frederik I af Danmark og Norge 1532. Det, at kongen blev sat som sidste instans i en sådan udnævnelse, viser at pavens indflydelse var betydelig svækket på denne tid i Nordeuropa.Jakobsen 1907, s. 16 1. januar 1533 blev Ámundur valgt til biskop på livstid efter et opråb blandt færingerne.Jakobsen 1907, s. 16–17 I løbet af sin tid som biskop klagede han til Eske Bille over fremfærden hos købmænd fra Hamburg; tre breve er bevaret i Danmarks nationalarkiv i København.Young 1979, s. 73 Også i Ólavssons tid som biskop videreførte man ordningen med den særskilte kirkeskat, på færøsk kaldt "pæturspeningur" ("peterspenge"), som gik til opførelsen af Peterskirken i Rom, dette i tillæg til den ordinære tiendeskat,Debes 1995, s. 136 som fra gammel tid var firdelt, således at en fjerdedel gik til henholdsvis kirken, biskoppen, præsten og de fattige. Tiende blev på Færøerne trukket af fisk, korn, smør, hval, sæl, søfugle og uld.Debes 1995, s. 127
Der er ikke helt klart hvornår reformationen faktisk kom til Færøerne; Louis Zachariasen anslog året 1535, mens Jakob Jakobsen satte året til 1540, da den også nåede øen Man.Jakobsen 1907, s. 17 Zachariasens forslag ser ud til at være forkert, idet biskoppen sad i embedet sommeren 1536, da en af hans medhjælpere drog til Olav Engelbrektsson; det anses som kun lidt sandsynligt, at reformationen kom hurtigere til Færøerne end til Danmark og Norge, eller at biskoppen sad så længe som til 1540 efter Engelbrektssons rømning 1537. C.V.C. Young estimerede ud fra denne information at reformationen kom til Færøerne 1538. Da reformationen var gennemført, blev alle kirkens landejendomme, som omfattede omkring det halve ørige, konfiskeret. To tredjedele af dem tilfaldt kong Christian III.Debes 1995, s. 126
Den lutherske kirke Efter reformationen blev kirken på Færøerne del af den lutherske dansk-norske statskirke, med kongen i København som overhoved. Fra 1539 til 1557 var der et evangelisk-luthersk bispedømme på Færøerne, men efter 1557 var den lutherske kirke på Færøerne organiseret som et provsti under forskellige bispedømmer. Det var underlagt biskoppen i Bergen fra 1557 til 1709, så Sjællands Stift frem til 1720, Islands Stift fra 1720 til 1775 og så Sjællands Stift igen (efter 1922 videreført som Københavns Stift) til Færøerne igen blev eget bispedømme 1990. Før havde provsten i Torshavn 1963 fået status som stedfortrædende biskop. 29. juli 2007 blev den lutherske kirke på Færøerne en selvstændig kirke uafhængig af den danske kirke under navnet Fólkakirkjan, men er fortsat en statskirke, nu underlagt Færøernes Landsstyre.
Den lutherske ortodoksi særlig præget af Jesper Rasmussen Brochmand fik godt fæste på Færøerne og forblev den dominerende retning længere dér end i Danmark-Norge. Brochmanns andagtsbog fra omkring 1650 og vigtig for åndslivet på Færøerne, ligeså Kingos salmer fra 1699. Kingos betydning ses blandt andet ved, at den særegne færøske musiktradition kendt som "Kingosang" har holdt sig levende helt til vor tid.Clausen (2006), s. 21-49