Ulm-felttoget var en række franske og bayerske troppebevægelser og slag med det formål at at udmanøvrere og fange en østrigsk hær i 1805 under Den tredje koalition under Napoleonskrigene. Slaget stod i nærheden af og i den schwabiske (dengang bayerske) by Ulm. Den franske Grande Armée ledet af kejser Napoleon 1. af Frankrig bestod af 210.000 mand i syv armékorps, der forsøgte at drive de østrigske styrker tilbage over Donau, før russiske forstærkninger kunne nå frem. Ved ilmarch lykkedes det Napoleon at fange en østrigsk hær på 23.000 mænd under kommando af general Mack den 20. oktober ved Ulm. Det bragte det samlede antal østrigske krigsfanger under felttoget op på 60.000. Felttoget betragtes som et strategisk mesterstykke og lå til grund for Schlieffen-planen, der lå klar i begyndelsen af det 20. århundrede.Richard Brooks (editor), Atlas of World Military History. p. 156. It is a historical cliché to compare the Schlieffen Plan with Hannibal's tactical envelopment at Cannae (216 BC); Schlieffen owed more to Napoleon's strategic maneuver on Ulm (1805).
Sejren ved Ulm afsluttede ikke krigen, da der stadig lå en stor russisk hærenhed under ledelse af Kutuzov ved Wien. Russerne trak sig tilbage mod nordøst for at vente på forstærkninger og slutte sig til de østrigske styrker. Franskmændene fulgte efter og indtog Wien den 12. november. Den 2. december vandt franskmændene det afgørende slag ved Austerlitz, hvilket betød Østrigs exit fra krigen. fred i Pressburg i slutningen af december førte til opløsningen af den tredje koalition og betød, at Frankrig var den førende magt i Centraleuropa. Det førte til krigen mod den fjerde koalition (Preussen og Rusland) året efter.
Optakt Europa havde været inddraget i Revolutionskrigene siden 1792. Efter fem års krig nedkæmpede den franske republik den første koalition i 1797. Den anden koalition blev dannet i 1798 og blev nedkæmpet i 1801. Storbritannien var den eneste modstander af det nye franske konsulat. I marts 1802 enedes Frankrig og Storbritannien om at stoppe kamphandlingerne med fredstraktaten i Amiens. For første gang i ti år var der fred i hele Europa. Der var dog stadig store spændinger mellem de to, og gennemførelsen af fredstraktaten blev en stadig større udfordring. Briterne var imod at overgive alle koloniale erobringer siden 1793, og franskmændene var vrede over, at britiske styrker endnu ikke havde forladt Malta.David Chandler, The Campaigns of Napoleon. p. 304 Denne situation blev kun værre efter Napoleon sendte en ekspedionsstyrke af sted for at knuse Den haitiske revolution.Chandler p. 320 I maj 1803 erklærede Storbritannien krig mod Frankrig.
Tredje koalition I december 1804 førte en britisk-svensk aftale til oprettelsen af Den tredje koalition. Den britiske premierminister William Pitt arbejdede i 1804 og 1805 hektisk på via diplomati at få dannet en ny koalition mod Frankrig. Gensidig mistro briterne og russerne imellem gjorde, at franskmændene begik flere politiske fejl, og i april 1805 underskrev Rusland og Storbritannien en alliance.Chandler p. 328. Østersøen var domineret af russerne, hvilket Storbritannien ikke var glade for, da vigtige varer skulle igennem; (tømmer, tjære og hamp). Desuden støttede Storbritannien Det Osmanniske Rige mod Ruslands fremfærd mod Middelhavet. Imidlertid betød de franske territoriale ændringer i Tyskland – uden at spørge russerne – og Napoleons anneksioner i Podalen, at forholdet imellem de to blev anstrengt. Efter at Østrig var blevet slået to gange tidligere af Frankrig var landet ivrigt efter at få revanche,Frankrig havde besejret Østrig under Den første koalition (1792–1797) og Den anden koalition (1798–1801) og landet tilsluttede sig derfor koalitionen nogle få måneder efter.Chandler p. 331
La Grande Armée
Før oprettelsen af den tredje koalition havde Napoleon samlet en invasionsstyrke, der skulle indtage de Britiske Øer, i seks lejre ved Boulogne i Nordfrankrig. Den blev trænet intensivt til enhver militæroperation. Soldaternes kedsomhed var et tilbagevende problem, men Napoleon besøgte dem ofte, trænede dem og afholdt storstilede parader for at højne moralen blandt dem.Chandler p. 323
Hæren ved Boulogne udgjorde kernen i det, Napoleon senere kaldte "La Grande Armée" (dansk: "Den store hær"). Først havde den omkring 200.000 mand i syv armékorps med 36 til 40 kanoner hver og i stand til at kæmpe alene indtil andre korps kunne nå frem og hjælpe.Chandler p. 332 Ud over dem dannede Napoleon en kavalerireserve på 22.000 i to kyrassérdivisioner, fire dragondivisioner og to divisioner af ikke-beredne dragoner og let kavaleri, støttet af 24 artillerikanoner. I 1805 var La Grande Armée vokset til en styrke på 350.000,Chandler p. 333 var velforsynet, toptrænet og havde et meget kompetent officerskorps.
Østrigske hær Ærkehertug Karl, bror til den østrigske kejser, var gået i gang med at reformere den østrigske hær i 1801 ved at tage magten fra Hofkriegsrat, der var det militær-politiske råd, der tog beslutninger for Østrigs væbnede styrker.Todd Fisher & Gregory Fremont-Barnes, The Napoleonic Wars: The Rise and Fall of an Empire. p. 31 Karl var Østrigs bedste hærfører,Andrew Uffindell, Great Generals of the Napoleonic Wars. p. 155 men var upopulær ved hoffet og mistede indflydelse, da Østrig mod hans råd gik i krig mod Frankrig. Karl Mack blev udnævnt som hærfører for den østrigske hær og indledte reformer af infanteriet lige før krigen: et regiment skulle bestå af fire bataljoner i fire kompagnier i stedet for tre bataljoner i seks kompagnier. Denne pludselige ændring blev gennemført uden at efteruddanne officererne. Det resulterede i, at de nye enheder ikke blev ledet lige så godt som de gamle enheder.Todd Fisher & Gregory Fremont-Barnes, The Napoleonic Wars: The Rise and Fall of an Empire. p. 32 Østrigske kavalrienheder blev reget blandt de bedste i Europa, men tilknytningen af kavalerienheder til forskellige infanteriformationer gjorde, at de ikke kunne optræde samlet, som deres franske modpart.
Felttoget 260px|thumb|right|Den strategiske situation i Europa inden Ulm-felttoget.
Slaget om Ulm varede næsten en måned, og den franske hær under Napoleons kommando slog gang på gang de overraskede østrigere. Det kulminerede den 20. oktober med tabet af en hel østrigsk hær.
Østrigske forberedelser General Mack var af den opfattelse, at Østrig ville være sikret, hvis han kunne forsvare bjergpassene i Schwarzwald i Sydtyskland, hvor der havde været en del kamphandlinger under Revolutionskrigene. Mack mente ikke, at der ville komme kampe i det centrale Tyskland. Han besluttede derfor at gøre byen Ulm til centrum i sin defensive strategi, der gjorde at franskmændene skulle holdes i skak, indtil russerne under Kutuzovs kommando kunne komme til undsætning. Ulm var beskyttet af de svært befæstede Michelsberghøjder, hvilket gav Mack det indtryk, at byen stort set var uindtagelig.Fisher & Fremont-Barnes p. 36
Desværre valgte Hofkriegsrat, at Østrig skulle koncentrere sin indsats i Norditalien. Ærkehertug Karl fik 95.000 mand og blev beordret til at krydse Adige med Mantova, Peschiera og Milano som de indledende mål.David Chandler, The Campaigns of Napoleon. p. 382 Østrigerne stationerede en hær på 72.000 mænd ved Ulm. På papiret var de under ærkehertug Ferdinands kommando, men i realiteten var de Macks. Østrigernes strategi byggede bl.a. på at ærkehertug Johan med 23.000 mand sikrede Tyrol og sørgede for en forbindelse mellem sin bror Karls og sin fætter Ferdinands hære. Østrigerne sendte også individuelle korps af sted for at hjælpe svenskerne i Forpommern og briterne i Napoli. De var dog ment som afledningsmanøvrer, der skulle få franskmændene til at opdele deres resurser.
Franske forberedelser
Under felttogene i 1796 og 1800 havde Napoleon udset sig Donau-området til den franske hærs vigtigste operationer, men i begge tilfælde blev Italien de vigtigste. Derfor troede Hofkriegsrat, at Napoleon igen ville slå til mod Italien. Napoleon havde dog andre planer: 210.000 franske soldater ville blive sendt østpå fra lejrene ved Boulogne og skulle omringe general Macks østrigske hær, hvis den forsatte sin march mod Schwarzwald. I mellemtiden skulle marskal Murat udføre en række skinmanøvrer med kavaleriet i Schwarzwald, der skulle få østrigerne til at tro, at franskmændene ville rykke frem ad en direkte vest-øst-akse. Hovedangrebet i Tyskland skulle følges op af franske angreb i andre dele af Europa:: Masséna skulle angribe Karl i Italien med 50.000 mand, St. Cyr skulle marchere til Napoli med 20.000 og Brune skulle patruljere Boulogne med 30.000 mand for at undgå en mulig britisk invasion.Chandler p. 385
Murat og Bertrand udførte rekognoscering mellem Tyrol og Main. Samtidig lavede Savary, chefen for planlægningen, detaljerede vejkort for områderne mellem Rhinen og Donau. Venstre flanke af La Grande Armée skulle bevæge sig fra Hanover og Utrecht for at overfalde Württemberg; den højre og midterste flanke med tropper fra kanalkysten, skulle samle sig langs Midtrhinen omkring byerne Mannheim og Strasbourg. Mens Murat bevægede sig rundt i Schwarzwald, skulle andre franske styrker invadere det centrale Tyskland og derefter rykke mod sydøst og erobre Augsburg, en manøvre der skulle isolere Mack og afbryde den østrigske kommunikation.
Den franske invasion thumb|right|260px|Den franske invasion i slutningen af september og begyndelsen af oktober overraskede østrigerne og afbrød deres kommunikationslinjer.
Den 22. september besluttede Mack at holde Illerlinien fast. De sidste tre dage i september begyndte franskmændene den store march, og de nåede den østrigske bagtrop. Mack var sikker på, at franskmændene ikke ville krænke preussisk territorium, men da han hørte, at Bernadottes I Korps var marcheret gennem den preussiske by Ansbach, tog han den skæbnesvangre beslutning at blive og forsvare Ulm i stedet for at trække sig tilbage mod syd, hvilket kunne have reddet størstedelen af hans styrker.Frederick Kagan, The End of the Old Order. p. 389 Napoleon havde dårlige efterretninger om Macks intentioner og manøvrer. Han vidste at Kienmayers korps var sendt til Ingolstadt øst for de franske positioner, men agenten overdrev dens styrke.Kagan p. 393 Den 5. oktober beordrede Napoleon Ney til at slutte sig til Lannes, Soult og Murat for sammen at krydse Donau ved Donauwörth.Kagan p. 395 Den franske omringning var dog ikke sikker nok til at forhindre Kienmayers flugt: de franske korps mødtes ikke alle samme sted – i stedet blev de indsat i en vest-øst-akse – og Soult & Davout tidlige ankomst til Donauwörth ansporede Kienmayer til at udvise forsigtighed samt passivitet. Napoleon blev langsomt overbevist om, at østrigerne samlede sig ved Ulm og beordrede store dele af den franske hær til at samle sig omkring Donauwörth; den 6. oktober satte tre franske infanterikorps kurs mod Donauwörth for at afskære Macks flugtrute.Kagan p. 397
Da det gik op for Mack, at han var udsat, besluttede han at gå i offensiven. Den 8. oktober beordrede han hæren til at koncentrere sig om området rundt om Günzburg og håbede at kunne ramme Napoleons kommunikationslinjer. Mack beordrede Kienmayer til at lokke Napoleon længere mod øst til München og Augsburg. Napoleon troede ikke på, at Mack ville krydse Donau og flytte sig væk fra sit centrale hovedkvarter, men han så, at der alligevel lå en strategisk fordel i at have kontrol over broerne ved Günzburg.Kagan p. 400 For at nå dette mål sendte Napoleon Neys korps til Günzburg uvidende om, at størstedelen af af den østrigske hær var på vej mod samme mål. Den 8. oktober kom felttogets første rigtige kamp ved Wertingen mellem Auffenburgs og Murat/Lannes tropper.
Slaget ved Wertingen
thumb|right|260px|Den strategiske situation mellem den 7. og 9. oktober. Da Kutuzov var for langt væk til at yde hjælp, befandt østrigerne sig i en prekær position.