thumb|Holstens våbenskjold er et stiliseret nældeblad i lighed med Slægten Schauenburgs våbenskjold. Grevskabet Holsten (af latin holcetae, afledt af det germanske ord holtsete (= ”skovsæde”, dvs. ”skovbeboer”)), var oprindelig en del af det saksiske stammehertugdømme. I sen jernalder og tidlig middelalder indvandrede flere vestslaviske folk (vender) til den sydøstlige del af området, som derfor gled den saksiske hertug af hænde.
Holsten, i middelalderen jævnlig kaldet Nordalbingien, optræder første gang i historien efter at være blevet erobret af Karl den Store, der undertvang den oprindelige germanske befolkning af saksere og anlagde borgen Esseweldoburg (Itzehoe). I den østlige del skal han have bosat vagrierne, en slavisk stamme, efter hvem landet mellem Kiel- og Neustadt-bugten fik navnet Vagrien. Allerede under Karl den Store dannede Ejderen og åen Levenså nord for Kiel grænsen mellem Holsten og den sydligste del af Jylland, det senere hertugdømme Slesvig. Det østlige mose- og skovområde mellem Slien, Ejderen og Elben var et grænselandskab, en "mark", der som en smal bræmme skød ned igennem landet overfor de slaviske områder, Vagrien.
Den saksiske del af Holsten, der i den ældre middelalder bestod af tre områder eller grevskaber: Ditmarsken mod vest, det egentlige Holsten midt i landet og op til Ejderen samt Stormarn mod syd. Ret tidligt samledes dog de tre grevskaber på de saksiske hertugers hænder, og disse udnævnte vicegrever som vasaller, men til helt ned i 14. århundrede beholdt hvert landskab dog sin »overbode«, en slags folkevalgt tingformand, der næst efter greven var landets fornemste mand, og hvis embede synes at have været knyttet til enkelte mægtige slægter.
Principielt tilhørte Ditmarsken ganske vist Holsten, men områdets befolkning holdt sig gennem hele Middelalderen uafhængig og området blev først underlagt hertugdømmet Holsten i det 16. århundrede.
Holsten saksisk len thumb|Folkesprog ifølge stednavne. De tre sachsiske områder Dithmarschen, Holsten og Stormarn (i mørkeblå), slavisk (brun), dansk (rødbrun) og frisisk (gult) mellem ca. 800 og 1100 e.Kr. Folketomme grænseområder med lyseblå. thumb|Holsten og dets naboer omkring 1250. Grevskabet Schauenburg ses nederst til venstre (lyseblåt). Mens kristendommen uden større vanskelighed bredte sig blandt sakserne, havde den meget ublide kår hos vagrierne. Omkring 1100 syntes kampen dog at være endt, da deres fyrste, Henrik, havde antaget kristendommen. Ved sin død overdrog han sine besiddelser til den danske jarl Knud Lavard, der undertvang en stor del af de obotritter, der var nært beslægtede med vagrierne, og som også udstrakte sin indflydelse over de saksiske dele af Holsten. Her var schauenburgerne, en dygtig og energisk slægt fra Weser-egnen, kommet til magten i 1110, da grev Adolf 1. af Schauenburg (1106-1128) var blevet forlenet med Holsten og Stormarn af hertug Lothar af Sachsen. Det lykkedes hans søn, Adolf 2. (død 1164), endelig at få bugt med vagrierne, som efter Knuds drab 1131 atter havde genoptaget deres gamle plyndringstogter.Mackeprang, s. 675
Landet blev erobret og 1143 forlenet til grev Adolf 2., der i stedet for de gamle indbyggere, hvoraf mange var blevet dræbt, indkaldtes nybyggere fra Westfalen, Holland og Frisland. Samtidig vandt kristendommen fast fodfæste i landet, særlig ved den fromme Vicelins bestræbelser, og bispedømmet i Oldenburg, som størstedelen af Holsten hørte under, oprettedes på ny. I 1163 flyttedes bispedømmet imidlertid til Lübeck, der kort i forvejen var blevet anlagt af grevens lensherre, hertug Henrik Løve af Sachsen.
Dansk overherredømme
Efter Henrik Løves fald (1180-1181) begyndte dansk indflydelse at gøre sig stærkt gældende i landet, og samtidig løsrev Ditmarsken sig fra forbindelsen med Holsten, og Lübeck udsondredes som en fri rigsstad. Begge disse samfund sluttede sig til Danmark, der også fandt bistand hos den misfornøjede adel, og efter, at grev Adolf 3. af Holsten i 1202 var blevet taget til fange, måtte han 1203 købe sin frihed mod afståelsen af sine lande til Valdemar Sejr, som forlenede dem til sin søstersøn, grev Albert af Orlamünde.
Grev Adolf 3. opgav i første omgang grevskabet Holsten og trak sig tilbage til Grevskabet Schauenburg, og det var først hans søn, grev Adolf 4., der fik held til at generobre Holsten. Valdemars forsøg på at fastholde magten over Holsten og de andre nordtyske områder mislykkedes fuldstændigt, da han led nederlag til en koalition af nordtyske fyrster under ledelse af ærkebispen af Bremen og Adolf 4. i Slaget ved Bornhøved i 1227.
Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men Ditmarsken gav sig nu ind under ærkebispen af Bremen, og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie marskbønder. Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af Sachsen-Lauenburgs vasaller, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring Bornhøved.Mackeprang, s. 676
De holstenske grever
De holstenske grever befæstede efter denne sejr ikke blot deres herredømme over Holsten, men de skaffede sig også indflydelse i Hertugdømmet Sønderjylland,Albrectsen (1981), s. 179-201 ja en overgang også i selve kongeriget Danmark. På den måde forstærkedes båndet mellem Holsten og Slesvig, hvad der også blev understøttet af, at den holstenske lavadel havde store besiddelser nord for Ejderen. Til trods for denne voksende slægtsmæssige forbindelse mellem Sønderjylland og Holsten, og til trods for grev Gerhards senere ihærdige bestræbelser på at sikre sig overherredømmet over begge områder, forblev de to områder, grevskabet Holsten og hertugdømmet Sønderjylland, formelt adskilte. Det blev således udtrykkeligt angivet hvornår, beslutninger blev truffet i henhold til det ene eller det andet områdes særlige retsregler.Albrectsen (1981), s. 94
Styret af Holsten
Holsten var et grevskab, hvor schauenburgerne sad på greveembedet. Successionen i Holsten var bestemt af tysk lensret, som denne var blevet nedskrevet i Sachsenspiegel i det 13. århundrede. Et hovedpunkt ved denne var, at len kun kunne arves i mandlig linje fra fader til søn - ikke mellem brødre. For at omgå dette sikredes sidelinjernes arveret ved samforlening.Albrectsen (1981), s. 62 Øverste embedsmand var grevens marsk (mens hertugdømmet Sønderjylland havde en drost og en justitiar).Albrectsen (1981), s. 211 Frem til 1390 var Hinrik van Siggern marsk for plöngreven Adolf 7., der efter for hele Holsten.
Nogen egentlig stænderforsamling fandtes ikke. Siden det 13. århundrede eksisterede lenskurien, en snæver kreds af adelige. En stænderlignende forsamling udviklede sig først sent, og købstæderne var kun undtagelsesvis deltagere (bønderne slet ikke).Albrectsen (1981), s. 266 Greven holdt en råd, familia, fra første halvdel af det 13. århundrede, senere fik det en ændret sammmensætning og benævnelse, fideles, men på intet tidspunkt bestod det af em fast kreds.Albrectsen (1981), s. 197-198, 200 En del af de holstenere, som indvandrede til eller på anden måde fik tilknytning til Sønderjylland, deltog i styret i Holsten, som oftest som vidner ved vigtige dokumenter.Albrectsen (1981), s. 186-187, 189, 191-194
Klostre og købstæder thumb|Klosteret i Cismar, Østholsten. I 1100- og 1200-tallet stiftes flere klostre: i 1125 stiftes en augustinerkloster i Bordesholm, i 1155 flyttes et augustinerkloster til Segeberg, i 1186 stifter Adolf 3. af Holsten et cistercienserkloster i Reinfeld,Greve, s. 150 1211/12 stifter Albert af Orlamünde et benediktinerkloster i Preetz,Greve, s. 151 i 1224 stifter han et kloster i Reinbek, i 1230-erne stiftes et kloster i Itzehoe, i 1242 stifter Adolf 4. af Holsten et franciskanerkloster i Kiel, i 1245 stiftes et benediktinerkloster i Cismar. Desuden stiftes af Heinrich von Barmstedt i 1235 et kloster i Uetersen i Pinneberg, og i 1397 stiftes et karteuserkloster i Ahrensbök af Henrik 2. og grev Klaus af Holsten.
På Adolf 4.s tid fik flere steder købstadsrettigheder: Oldenburg i 1235Greve, s. 75, Plön i 1236,Greve, s. 76 Itzehoe i 1238.Greve, s. 78 Alle fik lübsk stadsret.
Da grev Adolf 4. i 1239 gik i kloster, efterfulgtes han af sine to sønner, Johan og Gerhard, der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted. På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, Wilster i 1240,Greve, s. 79 Kiel i 1242,Greve, s. 74 Neustadt og Segeberg i 1244,Greve, s. 77 Rendsburg i 1253, Meldorf i 1256, Eutin i 1257, Crempe i 1260, og efter delingen i 1273 oprettede Johan 2. af Holsten yderligere Lütjenburg i 1275 og Heiligenhafen i 1305, begge i Grevskabet Holsten-Kiel.
Økonomisk udvikling
Af stor betydning for grevskabet var det, at der i dets umiddelbare nærhed fremvoksede to handelsbyer, Hamborg mod syd og Lübeck mod øst. De to blomstrende byer indebar et stadigt voksende behov - og dermed også afsætningsmarkeder - for holstensk korn. Østholsten (Vagrien) - især området mellem Travemünde, Eutin, Segeberg, Oldesloe og Mölln samt halvøen Oldenburg og Femern - var hovedforsyningsområde for Lübeck, mens Vestholsten til Segeberg og Rendsburg var hovedforsyningsområde for Hamborg. Grevskabets godser tjente derved gode penge og blev kapitalstærke. De derved optjente kapitaler blev omsatte i fornyet ekspansion, som ikke mindst blev rettet mod Sydslesvig (og senere Østslesvig).Albrechtsen (1974), s. 85Enemark: "Kornhandel", Danmark (KLNM, bd. 9; sp. 148) I løbet af 1200-tallet etablerede en række holstenske godsejerslægter sig lige nord for Ejderen og i JernvedAlbrechtsen (1981), s. 152f (tysk: Dänischwohld), således Ahlefeldt, Bülk, Gettorf, Knoop, Lehmbek, Schinkel, Sehestedt, Slabbenhagen, desuden Hütten sydvest for Eckernförde, Maaslev i Svansen samt Buckhagen og Mårkær i Angel.Albrechtsen (1981), s. 140f Foruden egentlige godser skete også en indvandring af almindelige holstenske bønder, som tog dette tidligere bebyggelsestomme område i besiddelse. Denne heldige forbindelse mellem holstensk landbrug og fordelagtigt beliggende købstæder og hansestæder skulle siden blive af vedvarende betydning.