Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau (11. september 1786 i Uelzen (Hannover) – 13. marts 1832 i København) var en tysk-dansk komponist. Internationalt kendes han mest for sin kammermusik, hvor forskellige fløjter spiller sammen med hinanden eller andre instrumenter, og for sine sonatiner for klaver, men i Danmark er hans navn uløseligt forbundet med musikken til Elverhøj. Kuhlau var i lighed med Mozart og Haydn medlem af Frimurerordenen.
Kuhlau kom til København som følge af Napoleonskrigene. Han fik sit gennembrud med musikken til syngespillet Røverborgen. I 1813 blev han både kongelig kammermusikus og naturaliseret som dansk undersåt. For at tjene penge måtte han give undervisning, og desuden komponerede han musik, både for soloinstrumenter, duoer, firstemmigt, til sange, til kor og til operaer. Hyldester og tilbageslag vekslede. Kuhlau oplevede stor beundring for sin evne til at improvisere på klaveret. I 1828 blev han udnævnt til professor.
Kuhlau plejede omgang med de fineste musikalske familier, og da han efter en brand led tab, bidrog venner og beundrere til at hjælpe ham økonomisk. Ved begravelsen og efter sin død blev han mindet efter alle kunstens regler, og der blev rejst et monument til hans minde.
Liv og gerning
Kuhlaus far, Johan Carl Kuhlau, var hoboist (oboist) ved et hannoveransk linjeregiment og i øvrigt ernærede sig ved musikundervisning; moderen var Charlotte Dorothea, født Seger. Det var et temmelig fattigt hjem, i hvilket Kuhlau opvoksede mellem mange søskende, og han fik kun en tarvelig opdragelse i sin barndom; faderen gav ham selv lidt undervisning i musik, uden at der dog var taget nogen bestemmelse om, at han skulle uddannes til musiker.
Mister som dreng sit ene øje Et tilfælde afgjorde hans skæbne, i det han i en alder af omkring 9 1/2 år på en mørk aften på gaden i Lüneburg, hvortil hans forældre den gang var flyttet, faldt med en flaske, der knustes og sloges ind i hans hoved. Under et langt og smertefuldt sygeleje, der endte med, at han mistede sit højre øje, fandt man på, for at adsprede barnet, at anbringe et klaver tværs over hans seng, og under den bestandige beskæftigelse med dette instrument, der snart blev hans kæreste adspredelse, blev forældrene opmærksomme på hans vågnende musikalske evner. Så snart han derfor var blevet rask, søgte man at skaffe ham en bedre undervisning i musik, og en organist Ahrenbostel blev hans lærer i klaverspil. Også hans kompositionsevner røbede sig i denne unge alder, i det han hos en fløjteelskende urtekræmmer tjente sig rosiner og mandler ved at skrive nogle småstykker for fløjte, som han bragte ham under foregivende af, at de var fundne hjemme hos faderen; fløjten blev alle hans dage den hjælper, som måtte træde til, når det kneb med indtægterne.
Musikundervisning i Hamborg Efter nogle års forløb, i hvilke han synes at have besøgt en skole i Braunschweig og samtidig der at have givet en præsts børn undervisning i musik, kom han 1800 eller 1801 til Hamborg, hvor han fik den musiklærde kantor og musikdirektør C.F.G. Schwenke til lærer. Under dennes strenge, men dygtige ledelse tilegnede Kuhlau sig den grundige teoretiske uddannelse, hvorom alle hans kompositioner bærer vidnesbyrd. Schwenke, der satte megen pris på sin begavede elev, underviste ham gratis, men i øvrigt måtte Kuhlau ved musikundervisning selv sørge for sit underhold; samtidig uddannede han sig også praktisk på flere instrumenter, fløjte, violin og violoncel, men især dog på klaver, på hvilket instrument han opnåede en sjælden færdighed. Den livsglade unge mand blev snart en søgt deltager i private og offentlige musikunderholdninger, han komponerede for sang, klaver, fløjte og strygeinstrumenter, senere (blandt andet i vinteren 1808-9) optrådte han offentligt som solospiller på klaveret, og i maj 1810 udkom hans opus 1-3, 3 rondoer for pianoforte, i Leipzig.
Flygtede 1810 til København fra et fransk besat Hamborg under Napoleonskrigene thumb|Det kongelige Teater før ombygningen i 1837. Da greb ydre omstændigheder for anden gang afgørende ind i hans skæbne. I slutningen af 1810 blev Hamborg fransk, og en dag erfarede Kuhlau, at han stod på listerne over dem, der skulle udskrives til soldat. Han flygtede da og ankom under et påtaget navn til København, hvor han i den første tid holdt sig skjult af frygt for eftersøgning, men snart efter optrådte offentlig under sit rette navn og gav en koncert på Det Kongelige Teater 23. januar 1811. Denne første koncert fulgtes af flere, på hvilke han høstede almindelig beundring ved sit mesterlige spil; inden årets udgang var han tilsagt til at spille for dronningen, og adskillige ansete musikelskende huse åbnede sig for ham, således konferensråd Bruns, til hvis datter Adelaide Brun han tilegnede seks Canzoni (1813), og Løvenskiolds på Løvenborg. Med C.E.F. Weyse trådte han snart i berøring og tilegnede denne sin klaverkoncert i C-Dur, den komposition, hvormed han havde introduceret sig hos det Københavnske publikum ved sin første koncert. I 1813 fik han titel af kammermusikus.
Oehlenschläger opdager Kuhlaus sjældne begavelse thumb|Kuhlau (ukendt kunstner). Adam Gottlob Oehlenschläger har æren af at have opdaget Kuhlaus sjældne begavelse som operakomponist. Han opsøgte den unge fremmede musiker, drog ham til sig og overdrog ham at komponere musikken til Røverborgen. Dette syngespil, som for en del er komponeret under et sommerophold på Løvenborg i 1813, opførtes første gang 26. maj 1814 og kan med rette siges at have åbnet en ny æra for musikken i Danmark. Den luftning af romantik, som ånder over denne komposition med dens karakteristiske og betagende melodier, dens brogede, livlige kolorit, dens om Cherubini mindende harmoniske og kromatiske ejendommeligheder og den glimrende rige instrumentation, var noget nyt på den danske scene, som dengang under Kunzens ledelse endnu stod på et i musikalsk henseende helt gammeldags, næsten før-mozartsk standpunkt.
Kunzen og Kuhlaus talent for lejligheds-kanoner Røverborgen vakte derfor megen opsigt og gjorde stor lykke hos publikum; men i de musikalske kredse, hvor Kunzen og Claus Schall regerede, stødte den på modstand, og Kunzen udtalte sig temmelig skarpt imod Kuhlaus moderne musik og efterligningen af Cherubini, hvem Kuhlau i høj grad beundrede og upåtvivlelig også var påvirket af. Disse angreb fra en mand, hvis gunst han tidligere havde besiddet, men som nu vendte sig imod ham, gengældte Kuhlau på en ejendommelig, om just ikke ædel, måde ved et par musikalske kanoner, O du Nase aller Nasen og Ach, Musik von Cherubini, i hvilke han raillerede over Kunzens udseende og over hans musik. Den musikalske kanon var dengang på mode, og Kuhlau var en mester i at skrive disse kontrapunktiske kunststykker, hvorved han forstod at opnå en meget komisk virkning. Allerede medens han levede i Hamborg, havde han moret sig hermed, og det vedblev lige til hans livs ende at være hans fornøjelse at skrive kanoner og kanongåder. I en årrække forsynede han Allgemeine musikalische Zeitung med sådanne, og i den udenlandske musikalske verden var han almindelig kendt som den store gådekanonbygger; da Beethoven første gang så Kuhlau, udbrød han: "Ah, der grosse Kanonier!"
Ingen succes med musik til Baggensens Trylleharpen Jens Baggesen var den næste danske digter, der forsynede Kuhlau med en operatekst, idet det blev denne overdraget at skrive musikken til Trylleharpen, som opførtes første gang 30. januar 1817. Denne komposition fik han dog kun liden glæde af, i det de bekendte teaterspektakler, som udbrød ved stykkets anden opførelse på grund af Baggesens formentlige plagiat, foranledigede dets henlæggelse; i 1819 tog man det atter frem, men det gjorde ikke lykke og gik kun én gang. Kun ouverturen er udkommet, og et enkelt musiknummer er indlagt i Købmanden i Venedig; ellers er dette arbejde, der næppe heller hører til Kuhlaus bedste, blevet overgivet til forglemmelsen.
Naturaliseret 1813 – dårlig økonomi, men kun ringe lyst til undervisning Da Kuhlau i 1810 udvandrede til København, var det ikke hans tanke at blive her, og endnu i 1812 betegner han sit ophold i Danmark som foreløbigt. Men efter at han i 1813 var blevet karakteriseret som kongelige kammermusikus og samme år var blevet naturaliseret som dansk undersåt, synes han at have gjort sig fortrolig med den tanke at skifte fædreland. De første år af hans ophold her var imidlertid i pekuniær (økonomisk) henseende en meget vanskelig tid for ham.
For at leve måtte han give musikundervisning; men dette hadede han, og så snart han kunne det, ophørte han dermed og var senere aldrig til at bevæge til at påtage sig nogen information. Kun i musikteori og komposition vedblev han at give undervisning, og antallet af yngre komponister og musikere, som have søgt vejledning hos ham, er ikke ringe; til de kendteste hører Johannes Frederik Frølich, Johann Christian Gebauer og til dels Herman Severin Løvenskiold. Hans uvilje imod information står i forbindelse med hans ulyst til fast beskæftigelse. I 1816-17 var han under Kunzens sygdom midlertidig ansat som syngemester ved teatret; men da Kunzen døde 1817, og Schall blev dennes efterfølger som kapelmester, opgav han denne stilling, til dels vel også for ikke at stå under Schall, hvem han som musiker havde meget ringe respekt for.
Forældrene og en søster flytter ind og økonomien forværres I 1814 var hans økonomiske vanskeligheder blevet yderligere forøgede, idet hans gamle forældre var flyttet til ham tillige med hans yngste søster; denne skulle føre hus for ham, som hun hidtil havde gjort det for forældrene, men hverken hun eller han var praktiske eller økonomiske. Komposition af let afsættelige mindre sager blev da den indtægtskilde, hvortil han væsentlig var henvist, og her var det da først og fremmest fløjten og dernæst klaveret, som blev hjælpen i nøden.
Kompositioner for fløjte som var tidens modeinstrument Fløjten var den tids udprægede modeinstrument, og alt, hvad han kunne skrive for dette instrument, fandt villig modtagelse hos forlæggerne og rivende afsætning. Han har da også skrevet en mængde fløjtemusik, lige fra soloer for en fløjte til kvartetter for fire; meget af dette har kun været øjeblikkets børn, der for længst er glemte, men de større kompositioner, blandt andet hans koncerterende duos for to fløjter, har blivende værd og vidner om et sjældent indgående kendskab til fløjtens behandling og ydeevne. Intet under derfor, at han i udlandet gjaldt for "le grand maître de flûte", ligesom han fejlagtig er blevet gjort til fløjtist i Det Kongelige Kapel; sandheden er, at han ikke kunne spille sine egne fløjtekompositioner, men, når han havde skrevet noget, gerne gik ud til fløjtisten Peter Christian Bruun på Falkonergården for at konferere med ham om sit arbejde.
Kompositioner for klaver Kompositioner for klaveret frembød allerede større vanskeligheder. Småsager, som variationer over bekendte melodier og lignende, anbragtes let, men større kompositioner fandt ikke så stor imødekommenhed hos forlæggerne. Dog foreligger der også en meget stor mængde kompositioner for dette Kuhlaus egentlige instrument, rondoer, sonatiner, lettere og vanskeligere sonater, som vidner om hans uudtømmelige opfindsomhed og store kendskab til instrumentets teknik. Skønt meget heraf for længst er glemt, har dog en betydelig del af disse kompositioner holdt sig i live, dels ved deres musikalske værdi, dels ved den store instruktive brugbarhed, der har gjort dem til så mange tusinder unge klaverelevers første repertoire.
Den grundige musikalske lærdom viser sig også i det små