thumb|right|Våbenskjold for den sicilianske gren af Hauteville-slægten Roger 2. af Sicilien (22. december 1095 i MiletoHouben, s. 30. – 26. februar 1154 i Palermo), kendt som Roger de Hauteville på fransk og Ruggero il normanno ("normanneren Roger") på italiensk, var den første konge af Kongeriget Sicilien fra 1130 til 1154.
Han var den næstældste søn af grev Roger 1. af Sicilien og dennes hustru Adelaide af Vasto og tilhørte Hauteville-slægten. Han efterfulgte sin bror Simon, der døde, mens de begge var børn. Han blev greve af Sicilien i 1105, og i 1127 blev han tillige hertug af Apulien og Calabrien. I 1130 lod han sig krone som konge af Sicilien, og i hans regeringstid lykkedes det for første gang at få samlet alle de normanniske besiddelser i Syditalien under et stærkt, centraliseret styre.
Baggrund
I begyndelsen af det 11. århundrede kom de første normanniske eventyrere til Syditalien, hvor de kæmpede mod både saracenerne og det byzantiske kejserrige. I begyndelsen var de lejesoldater, men i løbet af et århundrede blev de herskere over hele Italien syd for Rom.
Da Roger 2. blev født i 1095, regerede hans far over Sicilien, og havde stor indflydelse i det øvrige Syditalien, hvor hans nevø Roger Borsa var hertug af Apulien og Calabrien, mens grandnevøen Richard 2. var fyrste af Capua. Ud over disse tre var der i Syditalien en række grever, der i princippet var deres vasaller, men som i praksis ofte gjorde, som de selv ville.Mathew, s. 21.
Roger 1. havde en del problemer med arvefølgen. Med sin første hustru, Judith af Evreux, fik han tre døtre. Da hun døde, giftede han sig med Eremberge af Mortain og fik endelig en søn, plus fire døtre. Men én søn var ingen garanti (og han overlevede heller ikke sin far), så da Eremberge døde, giftede Roger, der nu var omkring 56, sig med den 43 år yngre Adelaide af Vasto. Med hende fik han to sønner og en datter, og hermed var arvefølgen sikret. Den ældste søn, Simon, blev greve ved faderens død i 1101. Han var da otte år, og levede kun fire år mere, men lillebror Roger var mere livskraftig, og han førte dynastiet videre.
Regeringstid left|thumb|Syditalien i 1112, da Roger 2. blev myndig. Foruden de viste stater var der også et antal mindre bystater, der typisk var vasaller af de øvrige.Den kraftige sorte streg viser grænsen til de øvrige italienske stater ved Rogers død i 1154. thumb|Tabula Rogeriana, et tidligt verdenskort, udført for Roger 2. i 1154 af Muhammad al-Idrisi. Bemærk at nord er i bunden af kortet, så det fremtræder omvendt i forhold til senere tiders regler for kartografi.
Regent på Sicilien Da hans storebror Simon døde i 1105, arvede Roger titlen som greve af Sicilien. Landet blev fortsat regeret af hans mor, Adelaide af Vasto. Moderen havde gode rådgivere, blandt andet den nyudnævnte emir (general/admiral) Christodulus af Palermo.
I 1112 blev Roger myndig og han overtog selv styret. I et dokument fra 12. juni samme år, omtales han som "nu ridder, nu greve af Sicilien og Calabrien"Henvisningen til Calabrien skyldes, at hans far og Robert Guiscard havde delt Calabrien mellem sig, selv om hertugen havde den officielle titel.
I 1113 tog hans mor imod et frieri fra kong Baldwin af Jerusalem og sejlede østpå. Hun var så velhavende, at der måtte en mindre flåde til for medbringe værdierne. Roger kendte udmærket til kong Baldwins kroniske pengemangel, men udsigten til en tabt arv blev opvejet af en passus i ægteskabskontrakten, der sagde, at hvis Baldwin og Adelaide døde barnløse (hvilket var sandsynligt, brudens alder taget i betragtning), ville titlen som konge af Jerusalem gå i arv til Roger.Norwich (1967), s. 287.
Baldwin blev alvorligt syg i 1117, og det lykkedes Jerusalems patriark, Arnulf, at overbevise ham om, at han for at blive rask måtte forvise Adelaide og tage sin tidligere hustru tilbage. Baldwin kom sig, men nøjedes med at efterleve første del af påbuddet, så den forsmåede dronning blev sendt tilbage til Sicilien – uden penge – og Roger måtte se sin arveret forsvinde. Herefter var der ondt blod mellem Roger og korsfarerstaterne.Norwich (1967), s. 288-289.
Roger giftede sig med Elvira, datter af kong Alfonso 6. af Kastilien, og hun fødte ham fire sønner og en datter, så arvefølgen fortsat var sikret.
Rogers grandnevø, hertug Vilhelm af Apulien, havde store problemer med sine lensmænd, og i 1122 bad han om hjælp til at sætte grev Jordan af Ariano på plads. Rogers pris var høj: I stedet for halvdelen af indtægterne fra Calabrien, ville han havde det hele, og de gamle hertugelige krav på indtægter fra Sicilien (der ganske vist ikke var blevet honoreret længe) skulle slettes permanent. Vilhelm accepterede.Norwich (1967), s. 306.
Regent i Syditalien Rogers indflydelse i Apulien blev yderligere styrket, da Vilhelm i 1125 lovede ham arveretten til hertugdømmet, hvis hans ægteskab skulle forblive barnløst. Det gjorde det, men da Vilhelm døde i 1127, havde han ikke skrevet løftet ind i nogen form for testamente, og Roger måtte bruge al sin politiske snilde for at blive udråbt som ny hertug.Norwich (1967), s. 306-309. Så snart han var tilbage på Sicilien i efteråret 1127, blev der lagt planer for at tage riget fra ham. Bagmanden var pave Honorius 2., der absolut ikke ønskede et samlet normannisk Syditalien, men i stedet håbede at kunne fortsætte den traditionelle pavelige politik, der gik ud på at spille de normanniske fyrster ud mod hinanden. I december 1127 lykkedes det ham at skabe en alliance af normanniske fyrster, med Robert 2. af Capua som den mest betydningsfulde deltager og med Rogers svoger Ranulf af Alife som en de øvrige. Roger blev lyst i band, og alliancen fik nærmest status som korstog.Norwich (1967), s. 310-312.
Roger måtte endnu engang i felten – selv om hans typiske modvilje mod direkte kamp i første omgang førte til et fejlslagent forsøg på at bestikke modstanderne – og i løbet af 1128 tog han Apulien og de øvrige områder i Syditalien tilbage. Denne gang blev det gjort mere grundigt: Fyrstedømmet Taranto, (hvis fyrste Bohemund 2. sad langt væk i sin anden besiddelse, fyrstedømmet Antiochia) blev ligeledes erobret i 1128. Bohemund, der var søn af Rogers fætter af samme navn havde ellers gjort krav på hele Apulien ved hertug Williams død. Roger tog titlen som fyrste af Taranto og gav den senere videre som honorær titel til medlemmer af sin familie. Pave Honorius sluttede fred og anerkendte Roger som hertug, og i 1129 måtte Robert af Capua nødtvungent bekræfte Hauteville-familiens krav på overhøjhed over fyrstedømmet Capua, på basis af en aftale fra 1098, da Hauteville familien hjalp Drengot-slægten tilbage på tronen i Capua.Norwich (1967), s. 322.
Kongedømmet oprettes right|thumb|Detalje af mosaik, der viser Kristus, som giver kongekronen til Roger 2. Mosaikken findes i Martorana-katedralen i Palermo, og den tilhørende tekst Rogerios Rex (Kong Roger), er med græske bogstaver. I februar 1130 døde pave Honorius, og der var to kandidater til at efterfølge ham. Roger støttede Anaklet 2. i striden med Innocens 2., og som tak udsendte Anaklet i september 1130 en bulle, der officielt udråbte Roger til konge af Sicilien og hersker over Apulien, Calabrien og Capua.Norwich (1967), s. 329. Fyrstedømmet Napoli indgik også i riget, men af hensyn til dets gamle tilhørsforhold til Byzans brugte man en mere vag formulering. Kroningen fandt sted juledag 1130 i Palermo under stor festivitas og med ærkebispen af Palermo, fyrsten af Capua, samt Anaklets udsendte kardinal som de øvrige hovedpersoner i ceremonien.
Men Innocens havde stærke støtter. Den berømte abbed Bernhard af Clairvaux sørgede for, at der blev dannet en koalition mod Anaklet og hans "halvt hedenske konge", og han fik både Ludvig 6. af Frankrig, Henrik 1. af England og den tyske konge (og kommende tysk-romerske kejser) Lothar 3. med i alliancen. Bernhard og Innocens mødte Lothar i Liege i marts 1131, og de fik ham til at love, at han ville sende en hær til Rom, så Anaklet kunne blive fordrevet fra byen.Norwich (1970), s. 9
Roger havde travlt med at udbygge sin position i Syditalien, og allerede i februar 1131 sendte han besked til byen Amalfi om, at han ønskede at få udleveret nøglerne til byens fæstning, så han kunne bemande den med sine egne folk. Dette var i direkte modstrid med den aftale, han havde lavet med byen i 1127, og indbyggerne afslog. Roger sendte en flåde af sted for at blokere byen fra søsiden, og senere fulgte en hær, der belejrede byen fra landsiden. Byen fik ingen hjælp udefra, og måtte snart overgive sig. Da nyheden om overgivelsen nåede den nærliggende by Napoli, der også traditionelt var et selvstændigt område, skyndte hertug Sergius 7. sig at erklære sig som vasal af Roger, og i sommeren 1131 var således hele det område, Anaklet havde tildelt Roger i september året før, også i praksis en del af hans rige.Norwich (1970), s. 11
Oprør i Syditalien Nyheden om koalitionen mod Roger, og især det faktum, at Rogers hær var tilbage på Sicilien, hvor han traditionelt tilbragte vinteren, udløste i efteråret 1131 et nyt oprør i Apulien, under ledelse af Tancred af Conversano og Grimoald af Bari, og ved juletid havde oprørerne erobret Brindisi. Det var ikke Rogers eneste problem: Rygterne om, at en tysk hær var på vej mod Rom, gav uro i byen, og Anaklet følte pavetronen vakle under sig. I marts 1132 sendte Roger sine vasaller Robert af Capua og Ranulf af Alife til Rom med 200 riddere. Så blev der ro, og de to ret upålidelige forbundsfæller var foreløbig godt af vejen. Derpå kunne Roger generobre de oprørske områder i Apulien.Norwich (1970), s. 17-19 thumb|left|Roger 2. rider i krig. Fra bogen Liber ad honorem Augusti af Peter af Eboli, 1196. Men Robert og Ranulf blev ikke i Rom. Ranulfs hustru – kong Rogers søster – forlod ham, og hans oprørske bror fik sine lande konfiskeret af kongen. Ranulf forlangte både hustru og lande tilbage, men kongen afslog, og stik mod de ordrer, de havde fået, tog Ranulf og Robert så sydpå og samlede i forsommeren 1132 en hær på 3.000 riddere og måske 30.000 mand fodfolk.Norwich (1970), s. 18-20 Roger samlede sin egen hær, og da oprørerne fik adgang til den pavelige by Benevento, der ellers på papiret skulle have støttet Roger, lod han i stedet sin hær belejre Nocera, der var en af Robert af Capuas vigtigste befæstede byer. Belejringen blev kort, for få dage senere ankom oprørshæren, og i slaget ved Nocera, 24. juli 1132 led Roger nederlag, og han måtte flygte til residensbyen Salerno, i følge overleveringen blot med fire overlevende riddere.Norwich (1970), s. 21-23 Oprørerne delte det vældige krigsbytte, men forsøgte ikke at angribe Salerno, og Roger kunne i kraft af sit overherredømme til søs sejle uantastet tilbage til Sicilien i efteråret.
I august 1132 – efter blandt andet at være blevet forsinket af oprør i Tyskland – drog Lothar og hans hustru endelig som lovet af sted mod Italien. Lothar havde kun en lille hær med sig, og da han ankom til Rom i april 1133, var han blot i stand til at besætte den del af byen, der lå på venstre side af Tiberen, så Anaklet havde fortsat kontrol med Peterskirken og de pavelige borge på højre bred. Det betød, at Innocens måtte indsættes som pave i Laterankirken, og samme sted fandt også den kroning sted, der i juni officielt gjorde Lothar til tysk-romersk kejser. Det viste sig hurtigt, at da kroningen var overstået, havde Lothar intet behov for at blive i Italien. Få dage senere forlod han byen med sin hær, og både Innocens og de syditalienske oprørere appellerede forgæves om hjælp. Så snart han var væk, udbyggede Anaklet sin indflydelse i Rom, og i august 1133 måtte Innocens igen forlade den hellige stad.Norwich (1970), s. 24-27