thumb|Næsbyholm, grevskabets hovedsæde. Grevskabet Friederichsholm (også Frederiksholm) var et kortlivet dansk grevskab, som Frederik 4. oprettede af godserne Næsbyholm og Bavelse som kongegave til sin elskerinde Charlotte Helene von Schindel, grevinde af Friederichsholm. Greve- og erektionspatentet er dateret 19. april 1710. Det var et af blot fem danske grevskaber, der senere blev ophævet.

Charlotte Helene von Schindel tilhørte den schlesiske uradel og havde ved grevepatentet af 19. april 1710 fået titel af grevinde af Friederichsholm. Grevskabet blev inddraget i 1716, efter at grevinden var faldet i kongens unåde. Hun havde indledt et forhold til amtmanden på Antvorskov E.G. von Bülow, og grevepatentet blev ved kongelig resolution af 8. april 1716 frataget hende og fuldstændig kasseret med den begrundelse, at hun havde misbrugt "Hans kongelige Majestets høje Nåde". Hun blev på kongelig ordre tvungen gift med sin nye elsker. Grevskabets våben blev samtidig kasseret. Næsbyholm og Bavelse blev efter grevskabets ophævelse i 1717 udlagt til ryttergods.

Våben Hendes grevelige våben var omgivet af en gylden rand belagt med ni røde hjerter og havde et firdelt skjold med kronet hjerteskjold, hvori stod en oprejst, kronet blå løve i sølv. De fire felter viste henholdsvis to gyldne løver over hinanden i blåt, tre hvide teglsten ordnet 2,1 i rødt, en hvid lilje i rødt samt to krydslagte gyldne partisaner med hvide bånd i blåt. Over skjoldet stod en grevekrone, og som skjoldholdere anvendtes to tilbageseende, kronede gyldne løver. Selve Grevskabet Friederichsholms våben blev fastsat som en oprejst, kronet blå løve i sølv med grevekrone over skjoldet. Løven var en brisure af det danske kongevåben og skulle opfattes som et særligt nådestegn. Blasoneringen for Friederichsholm og Grevskabet Antvorskov findes, som de eneste undtagelser, ikke i lensbrevene, men i grevepatenterne for de to kongelige elskerinder.

Referencer

Litteratur

Kategori:Grevskaber i Danmark Kategori:Etableret i 1711 Kategori:Ophørt i 1716