Christian 4. (født 12. april 1577, død 28. februar 1648) var konge af Danmark og Norge fra 1588 til 1648. Han var søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg og tilhørte den oldenborgske slægt. Med en regeringstid på over 59 år har Christian 4. den længste regeringstid af alle danske konger.
Christian 4. arbejdede aktivt for at styrke sit rige blandt andet ved at give gode vilkår for handelen. Militært forsøgte han at gøre Danmark til den ledende magt i Nordeuropa, men hans deltagelse i Trediveårskrigen slog helt fejl, og Sverige overtog herefter gradvist positionen som den ledende magt i Norden.
Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, fremstår Christian 4. som en af de mest fremtrædende, populære og beundrede konger i kongerækken. Det skyldes ikke mindst, at han var særdeles aktiv som bygherre. Han grundlagde mange nye byer og fik opført en række væsentlige bygningsværker, heriblandt Tøjhuset, Rosenborg Slot, Børsen, Holmens Kirke, Nyboder og Rundetårn. Han var desuden stærkt kulturelt interesseret.
Christian giftede sig med prinsesse Anna Cathrine af Brandenburg i 1597, og efter hendes død med adelsdamen Kirsten Munk i 1615. Med sine ægtefæller og elskerinder fik han mere end 20 børn. Han er begravet sammen med Anna Cathrine og flere af sine børn i Roskilde Domkirke.
Den unge konge thumb|upright|left|Den 17-årige Christian 4. får overrakt nøglerne til det kongelige skatkammer af den døende kansler Niels Kaas. Ved hans dåb i 1577 fik han et forgyldt sølvkrus kaldet Rosenblommen af hans fadder Hans Skovgaard og dennes hustru Anne Parsberg.
Som barn fik Christian slotspræsten Hans Mikkelsen til lærer; denne havde myndighed til at udøve "tilbørlig strenghed mod kongens søn" og "ikke lade ham have sin egen vilje, men holde ham i god disciplin". Christian 4. fik som barn ofte prygl af sin mor dronningen, der blev meget rost for sin strenghed. Selv kom Christian ikke til at slå sine børn; men han godtog, at andre gjorde det, og datteren Leonora Christine fik ved en anledning så mange klø, at hun som gammel havde ar efter det. Frederik 2. overvågede strengt, hvem hans søn omgikkes. Det skyldtes ikke kun standsbevidsthed og frygt for dårlig indflydelse, men også frygt for smitsom sygdom. Fra sin tidligste barndom blev Christian vant til at flytte rundt på flugt fra pestudbrud; mere end et år var han ikke bosat på det samme sted. Hoffets flakken omfattede Sorø, Skanderborg Slot, Haderslevhus, Koldinghus, Antvorskov, Kronborg og Frederiksborg Slot.Bodil Wamberg: Christian IV
Ved sin fars død i 1588 var Christian kun 11 år. Frederik 2. havde i 1580 fået den treårige prins valgt som sin efterfølger under den forudsætning, at Christian underskrev en håndfæstning ved sin tiltrædelse. Men som umyndig kunne han hverken være regent eller underskrive en sådan håndfæstning. Der blev derfor dannet en formynderregering bestående af fire medlemmer ledet af kansleren Niels Kaas. De tre øvrige var rentemester Christoffer Valkendorf, rigsadmiral Peder Munk og rigsråd Jørgen Ottesen Rosenkrantz. Rosenkrantz overtog ledelsen af regeringen efter Niels Kaas' død i 1594. Christians moder, den kun 30-årige enkedronning Sophie, mente nok, at hun burde have indflydelse på regeringens førelse, hvilket rigsrådet nægtede hende. Christian fortsatte uanfægtet sin skolegang på Sorø Akademi.Scocozza, 1997
Kroningen thumb|left|Christian 4.'s kroning 29. august 1596. I 1595 besluttede rigsrådet, at Christian snart var gammel nok til at blive fuldmyndig konge. 17. august 1596, 19 år gammel, underskrev Christian sin håndfæstning, der i øvrigt var en tro kopi af faderens fra 1559. 12 dage senere, 29. august 1596, fandt kroningen sted i Københavns Vor Frue Kirke. Ceremonien blev forestået af Sjællands biskop Peder Vinstrup. Til formålet var indkøbt en ny pragtfuld kongekrone hos guldsmed Didrik Fuirens i Odense. Kroningsfesten blev den hidtil største fest i Danmarkshistorien. Hele København stod på den anden ende for at kunne modtage hundredvis af gæster med følge. Fra hele riget var indforskrevet service, dækketøj, sengeklæder etc., og der blev bestilt 35.000 drikkeglas. For folket var der på Amagertorv et springvand, der sprang med vin i timevis. Og der blev afholdt rideturneringer, festfyrværkeri m.m.Dehn Nielsen
Børn og elskerinder Det følgende år den 28. november 1597 blev han gift med Anna Cathrine af Brandenburg (1575-1612). Det vides, at han med hende og elskerinder fik mindst 23 børn (otte døde i barndommen). Med dronningen fik han seks børn, deriblandt tronfølgeren Christian (1603-47) (hyldet som "udvalgt prins" 15. marts 1610) og den senere kong Frederik 3. Inden dronningens død i 1612 havde kongen indledt et forhold til Kirsten Madsdatter og fået sønnen Christian Ulrik Gyldenløve.left|thumb|250px|Chr. 4.s og Anna Cathrines våbenskjolde på Kompagniporten i Flensborg. left|thumb|Kirsten Munk. Med Karen Andersdatter fik han to (måske tre) børn, hvoraf kun Hans Ulrik Gyldenløve nåede voksenalder. Christian 4. blev anset som en ren buk, og ikke mindst, da dronningen fødte sit sidste barn dagen før hans elskerinde nedkom. Som enkemand holdt han forskellige kvinder og vakte en sådan forargelse, at hans mor og søstre forlangte, at han slog sig til ro med én bestemt. Så traf han Kirsten Munk og blev helt bjergtaget. I rørende breve kalder han hende sin "hjertens allerkæreste mus". Det er især trist, fordi hun blev gelejdet ind i det af sin mor Ellen Marsvin, og slet ikke brød sig om ham. Hun var imponeret over blive opvartet af en konge; men så fulgte det ene svangerskab efter det andet, og hun kom til at hade ham. Efter at have født ham 11 børn - de to sidste ovenikøbet dødfødte, blev hun selv lidenskabeligt forelsket i Otto Ludvig af Salm, kaldt "rhingreven", og tabte hovedet helt. Ninka: Bodil Wamberg om Chr. 4., Politiken 23. oktober 1993 Ifølge kongens dagbogsoptegnelse giftede han sig med Kirsten Munk til venstre hånd 31. december 1615, og sammen fik de 11 børn. (Kirsten Munks 12. barn, Dorothea, blev kaldt "den kasserede frøken", da hun nok var datter af kongens rival, "rhingreven"). Den ældste datter, Anne Cathrine, kaldte Christian sin yndling, da hun var "Os lig". Anne Cathrine døde dog tidligt, angiveligt af sorg over sin mand, Frands Rantzaus, druknedød i 1632. Blandt de øvrige børn med Kirsten Munk er Leonora Christina, der som 15-årig blev gift med hofjunker, senere rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Kongens og Kirstens mangeårige, stormfulde forhold endte med skilsmisse i 1628 i gensidig bitterhed og påstand om utroskab.
Sit livs længste forhold havde kongen til Kirsten Munks kammerjomfru Vibeke Kruse, som han levede sammen med fra 1629 til sin død. De fik Ulrik Christian Gyldenløve og Elisabeth Sofie.
En norsk tradition holder det for en mulighed, at Christian 4. desuden i 1617 fik en datter, Alhed Povelsen, (1617-1690) med den dansk-norske adelsdame Ingeborg Andersdatter Huitfeldt.
Christian 4. er sandsynligvis far til flere endnu. Det horoskop, Tycho Brahe satte op ved kongens fødsel, forudsagde, at han ville blive en vellidt og retskaffen konge og en stor kriger, men med anlæg for et dydigt liv, så han næppe ville få børn. Deri tog Brahe i den grad fejl.Peder Bundgaard: København – du har alt, forlaget Borgen, København 1996,
Corfitz Ulfeldt left|thumb|Corfitz Ulfeldt, malet af Sebastien Bourdon i 1653. Originalen er i Frederiksborgmuseet. Kort efter ægteskabsforliset og det forsmædelige nederlag under Trediveårskrigen kastede kongen sig ud i stadige forsøg på at optræde som den magtfulde mægler i den fortsatte europæiske konflikt. Og for at demonstrere, at den danske konge fortsat var en stærk fyrste, arrangerede han i 1634 en overdådig bryllupsfest for sin søn, den udvalgte prins Christian, der blev viet til den sachsiske prinsesse Magdalena Sibylla.Scocozza, Benito (1997), Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag, side 134
Til trods for det gigantiske propagandanummer blev kongens magt både indadtil og udadtil svækket i slutningen af 1630'rne og i 1640'rne. For at få hånd i hanke med de besværlige rigsråder anbragte kongen sine svigersønner, der var gift med Kirsten Munks døtre, i rigsrådet. Den mest fremtrædende blev Corfitz Ulfeldt, der 1636 blev gift med Leonora Christina. Foruden at blive optaget i rigsrådet, blev Ulfeldt i 1637 Københavns statholder, kongens stedfortræder, eller "viceroi", vicekonge, som Leonora kaldte ham. Og i 1643 udnævntes Ulfeldt til rigshofmester, rigets højeste embede næst efter kongen selv.5Scocozza, Benito (1997), Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag, side 130
Men dermed lagde kongen et gøgeæg i sin egen rede, for Ulfeldt tiltog sig stadig mere magt og handlede efterhånden hen over hovedet på kongen, som engang i et brev erklærede, at selv om Corfitz "har min datter i senge (...) vil jeg være herre i mit eget hus". Men Ulfeldt havde fat i den lange ende. I november 1647 fik Ulfeldt, som kongen forinden havde søgt at slippe af med, fuld myndighed over rigets anliggender.
Økonomisk politik Økonomisk førte Christian 4. en merkantilistisk politik. Han tildelte købstæder handelsmonopoler, oprettede det islandske, det grønlandske og Det Ostindiske Handelskompagni, og i 1616 erhvervede han kolonien Trankebar. I 1619 sendte kongen Jens Munk af sted med fregatten Enhjørningen og jagten Lamprenen for at finde søvejen til Indien og Kina nord om Canada (”Nordvestpassagen”). Inden afrejsen talte kongen selv under en gudstjeneste i Holmens Kirke til de 64 mand, der skulle af sted.
Kongens mange projekter og krige var dog dyre for hans og rigets økonomi. Ved sin tronbestigelse var han en af Europas rigeste monarker, ikke mindst på grund af indtægterne fra Øresundstolden. Ved hans død var riget derimod i en meget dårlig økonomisk stand.Den oldenborgske slægt (1448-1863). Faktalink.dk, besøgt 4. august 2021.Jespersen, Leon: Christian 4. i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 4. august 2021.
Religionspolitik
I Christian 4.s regeringstid fra 1596 og frem blev den lutherske ortodoksi cementeret i Danmark. Den lutherske kristendoms verdensbillede blev knæsat som grundlag for samfundets ideologi med det formål at styrke kirken og statsmagten. Christian 4. tillagde skolen stor betydning i denne forbindelse og udstedte i 1604 en skoleforordning, hvorefter skolevæsenet blev strammet op, bl.a. ved at det samme pensum skulle læres i hele landet, og det skulle forhindres, at de unge kunne få undervisning af katolikker og andre kættere. I de følgende årtier fulgte en række andre forordninger med det formål at styrke den lutherske ensretning i skolen og familien. I 1624 blev der indført dødsstraf for katolske gejstlige, der virkede i landet.Jørgen Nybo Rasmussen: Boganmeldelse af Klaus Jockenhövel: Rom-Brussel-Gottorf. Ein Beitrag zur Geschichte der gegenreformatorischen Versuche in Nordeuropa 1622-1637.Historisk Tidsskrift 91:1.
Christian 4. var tilhænger af Hans Poulsen Resen, der i 1615 blev udnævnt til biskop over Sjællands Stift. Resen vogtede nidkært over traditionen fra Reformationen og lagde en hård kurs mod alle afvigelser.Svend Ellehøj. Bind 7 i Danstrup og Kochs danmarkshistorie. Side 168Grane, Leif: artiklen Hans Poulsen Resen i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 4. august 2021. Reformationsjubilæet i 1617 og en ny kirketugtforordning i 1629 markerede yderligere ensretningen af åndslivet.Scocozza, Benito: Gud og enevælden i Danmarkshistorien på lex.dk. Hentet 4. august 2021.