Operation Uranus () var kodenavnet for den sovjetiske strategiske operation under 2. verdenskrig, som førte til omringning af den 6. tyske armé, den 2. og 4. rumænske armé og dele af den tyske 4. panserarmé. Operationen var en del af Slaget om Stalingrad og havde til formål at nedkæmpe de tyske styrker i og omkring Stalingrad. Planlægningen af Operation Uranus var allerede begyndt i september 1942 og blev udviklet samtidigt med planer om at omringe og nedkæmpe den tyske Heeresgruppe Mitte og de tyske styrker i Kaukasus. Den Røde hær drog fordel af den tyske hærs dårlige vinterforberedelser, at den var trængt for langt frem i den sydlige del af Sovjetunionen og brugte rumænske, ungarske og italienske hære til at bevogte flankerne. Offensivernes udgangspunkt var fastlagt til at være lige over for de rumænske styrker. Disse Aksestyrker havde ikke tungt udstyr, som kunne nedkæmpe sovjetiske kampvogne.
Som følge af den lange front, som var opstået under den tyske sommeroffensiv, der havde erobringen af oliefelterne i Kaukasus og byen Stalingrad som mål, var aksestyrkerne tvunget til at bevogte længere frontafsnit end sædvanligt. Situationen blev ikke bedre af den tyske beslutning om at flytte adskillige mekaniserede divisioner fra Østfronten til Vesteuropa. Hertil kom at enhederne i området var svækket af måneders kamp ikke mindst i kampene i Stalingrad. Tyskerne kunne kun regne med 48. panserkorps, som kun havde kampstyrke som en enkelt panserdivision, samt 29. pansergrenaderdivision som reserver, der kunne afstive deres rumænske allierede på 6. armés flanker. Til sammenligning indsatte den Røde hær over 1 mio. soldater ved offensivens begyndelser i og omkring Stalingrad. De sovjetiske troppebevægelser foregik ikke uden vanskeligheder. For ikke at advare tyskerne forsøgte sovjethæren at skjule forberedelserne,; det var svært. Som regel var sovjetiske enheder forsinkede på grund af logistiske problemer. Operation Uranus blev først udskudt fra den 8. 1942 til den 17. november og senere igen til 19. november.
Kl. 7.20 (moskvatid) den 19. november 1942 indledte sovjetiske styrker deres offensiv mod Aksestyrkernes nordlige flanke ved Stalingrad. Styrkerne i syd indledte først deres angreb næste dag. Selv om de rumænske enheder kunne afvise de første angreb, var den 3. og 4. rumænske armé ved udgangen af den 20. november i fuldt tilbagetog, da den Røde hær omgik flere tyske infanteridivisioner. De mobile tyske reserver var ikke stærke nok til at parere de sovjetiske mekaniserede spydspidser, mens 6. armé ikke hurtigt nok reagerede med at trække styrker ud af kampene i Stalingrad og sætte dem ind mod den nye trussel. Sent den 22. november mødtes sovjetiske styrker fra nord og syd ved byen Kalatj og omringede omkring 290.000 mand øst for Don. I stedet for at forsøge et udbrud besluttede den tyske diktator Adolf Hitler at beholde aksestyrkerne i Stalingrad og forsyne dem fra luften. I mellemtiden begyndte sovjetiske og tyske generaler at planlægge deres næste træk.
300px|thumb|Østfronten efter Operation Uranus (gult)
Baggrund I begyndelsen af maj 1942 indledte Wehrmacht sin offensiv mod de sovjetiske styrker, som stod over for Heeresgruppe Süd. Offensiven havde kodenavnet Operation Blau.McCarthy & Syron (2002), p. 131 Efter at være brudt gennem den Røde hærs linjer den 13. juli omringede og erobrede tyske styrker byen Rostov.Glantz (1995), p. 119 Efter byens erobring delte Hitler de tyske styrker i det sydligste af den sydlige del af den Russiske føderale sovjetrepublik i et forsøg på samtidig at erobre byen Stalingrad og de kaukasiske oliefelter.Glantz (1995), p. 120 Den 6. tyske armé fik ansvar for at erobre Stalingrad, og den drejede straks i retning af Volga. Den fik kraftig luftstøtte fra Luftwaffe's Luftflotte 4.McCarthy & Syron (2002), pp. 135–136 Den 7. august lykkedes det to panserkorps at omgå og omringe en sovjetisk styrke på ca. 50.000 mand med 1.000 kampvogne, og den 22. august begyndte tyske styrker at krydse Don floden for at afslutte fremrykningen til Volga.McCarthy & Syron (2002), p. 136 Slaget om Stalingrad begyndte næste dag, da spydspidser fra 6. armé trængte ind i byens forstæder.Cooper (1978), p. 422
thumb|left|Tyske tropper under fremrykning i Sovjetunionen, juni 1942
I november havde den 6. armé besat det meste af Stalingrad og havde trængt den Røde hær tilbage til bredden af Volga.Clark (1965), p. 239 Der var tegn på en forestående sovjetisk offensiv mod tyske tropper omkring byen. Det drejede sig om større sovjetisk aktivitet på 6. armés flanker. Det var afsløret ved afhøring af sovjetiske fanger.Clark (1965), p. 241 Den tyske overkommando var imidlertid mere interesseret i at afslutte erobringen af Stalingrad.Clark (1965), p. 242 Chefen for hærens generalstab general Franz Halder blev forflyttet i september, efter at han havde forsøgt at advare om faren ved 6. armés og 4. panserarmés alt for lange flanker.McCarthy & Syron (2002), pp. 137–138 Allerede i september 1942 begyndte den sovjetiske Stavka (overkommando) at planlægge en række modoffensiver for at knuse de tyske styrker i syd, som kæmpede ved Stalingrad og i Kaukasus og mod Heeresgruppe Mitte.Glantz (1999), p. 17 Til sidst blev general Aleksandr Vasiljevskij udpeget til at lede undsætningen af Stalingrad.Glantz (1999), p. 18
Stavka planlagde to store operationer, som skulle gennemføres mod de fjendtlige styrker nær Stalingrad: Uranus og Saturn, og planlagde desuden Operation Mars, der havde til hensigt at holde Heeresgruppe Mitte beskæftiget i et forsøg på at undgå, at der blev sendt forstærkninger og for at gøre så stor skade som muligt.Glantz (1995), pp. 129–130 Operation Uranus omfattede indsættelsen af store styrker at infanteri og mekaniserede enheder, der skulle omringe tyske og andre aksemagters styrker lige i omegnen af Stalingrad.Glantz (1995), p. 130 Mens forberedelserne til offensiven gik i gang blev angrebets udgangspunkter placeret på dele af fronten som overfor 6. armé, så tyskerne ikke fik mulighed for hurtigt at forstærke de dele af fronten, hvor de andre aksemagters styrker lå for spredt til effektivt at kunne holde fronten.Beevor (1998), pp. 225–226 Offensiven var en knibtangsmanøvre hvor mekaniserede sovjetiske styrker brød dybt ind i de tyske bagområder mens et andet angreb blev gennemført tættere på 6. armé i et forsøg på at angribe de tyske enheder der i ryggen.Beevor (1998), p. 226 Mens den Røde hær forberedte sig, var de tyske hærchefer overbevist om, at den hvis Røde hær ville bygge op til et angreb i nord overfor 6. armé, ville den ikke samtidig være i stand til at indlede en offensiv mod syd, og de fortsatte derfor med at afvise muligheden af en forestående sovjetisk offensiv.McTaggart (2006), pp. 49–50
Sammenligning af styrker Involverede aksestyrker Operation Blau omfattede styrker fra Tyskland og andre af Aksemagterne, som var spredt ud over en 500 km bred front i en dybde af flere hundrede km. Beslutningen om at erobre Stalingrad havde spredt Aksestyrkerne endnu længere ved at trække en stigende andel mod øst.Cooper (1978), p. 420 I starten af juli forsvarede f.eks. 6. armé en front på 160 km, mens den også skulle gennemføre en offensiv, som ville føre den 400 km længere ind i Sovjetunionen.Cooper (1978), p. 418 Heeresgruppe B, som var skilt ud fra Heeresgruppe Süd (styrkerne i Kaukasus havde betegnelsen Heeresgruppe A), forekom stærkere på papiret:Erickson (1975), p. 453 den omfattede 2. og 6. tyske armé, 4. Panzer armé, 4. og 3. rumænske armé, 8. italienske armé og 2. ungarske armé.Erickson, pp. 453–454 Heeresgruppe B havde 48. panserkorps, der havde styrke som en svækket panserdivision i reserve foruden en enkelt infanteridivision.Erickson, p. 454 I hovedsagen blev de tyske flanker bevogtet af enheder fra de andre aksemagter, mens de tyske enheder blev brugt som spydspidser i operationerne ved Stalingrad og på Kaukasus.McTaggart (2006), p. 49
right|upright|thumb|General Friedrich Paulus havde kommandoen over den 6. tyske armé Selv om Adolf Hitler udtrykte tillid til at de ikke-tyske aksestyrker kunne beskytte de tyske flanker,McTaggart (2006), p. 48 var disse enheder i virkeligheden udstyret med stort set forældet udstyr og hestetrukket artilleri, og ofte afstedkom officerernes dårlige behandling af de menige, at der var dårlig moral.McTaggart (2006), pp. 48–49 Med hensyn til mekanisering var den 1. pansrede rumænske division udstyret med omkring 100 tjekkisk byggede Panzer 38(t) kampvogne. Dens 37mm panserværnskanonPerrett (1998), p. 17 kunne imidlertid ikke nedkæmpe de sovjetiske T-34'er.Perrett (1998), p. 21 Tilsvarende var 3,7 cm PaK 36 panserværnskanonen også forældet og manglede i reglen ammunition.Beevor (1998), p. 229 Først efter gentagne henvendelser sendte tyskerne 7,5 cm PaK 40 panserværnskanoner til rumænerne – 6 kanoner pr. division.Clark (1975), pp. 240–241 Disse enheder var spredt ud over meget lange dele af fronten. Fx holdt den 3. rumænske armé en front, som var 140 km lang, mens 4. rumænske armé dækkede en front som var 270 km lang. Italienerne og ungarerne stod mellem de to rumænske enheder, selv om de tyske hærchefer i virkeligheden ikke havde høje tanker om disse enheders kampkraft.Manstein (1982), p. 293 Italienske soldater havde et særlig dårligt ry blandt deres allierede og blev ofte beskyldt for fejhed. Deres manglende effektivitet i kamp skyldtes i virkeligheden blot deres forældede våben og dårlige udstyr. Italienske våben var ofte af dårlig kvalitet, der var næsten ingen panserværnsvåben, håndgranaterne eksploderede sjældent, de højt lovpriste italienske maskinpistoler var yderst sjældne og morterer og feltartilleri var for små og svage. Rifler og maskingeværer måtte varmes længe over bål for at kunne fungere ordentligt i den ekstreme kulde og kunne ofte ikke skyde, når det kom til kamp.
Generelt var de tyske styrker ikke i bedre stand. De var svækket efter måneders kamp mod den Røde hær, og mens Stavka opstillede nye hære, forsøgte den tyske overkommando at vedligeholde sine eksisterende mekaniserede enheder.Glantz (1995), p. 124 Hertil kom at i løbet af den tyske offensiv mellem maj og november 1942 blev to elitedivisioner Leibstandarte Adolf Hitler og Großdeutschland overført fra Heeresgruppe A til Vesteuropa for at være en mekaniseret reserve i tilfælde af en allieret landgang i Frankrig.Cooper (1978), p. 425 6. armé havde også lidt store tab under kampene i selve Stalingrad.Cooper (1978), pp. 425–426 I nogle tilfælde som 22. panserdivision var udstyret ikke bedre end i 1. pansrede rumænske division.McTaggart (2006), pp. 50–51 De tyske enheder var også spredt ud over lange frontstrækninger. 11. korps måtte eksempelvis forsvare en front på omkring 100 km.McTaggart (2006), p. 50
De sovjetiske styrker thumb|Soldater i Stalingrads gader.