ThorshavnDSN (færøsk: Tórshavn), blandt færinger som regel blot kaldet Havn, er hovedstaden på Færøerne og ligger på østkysten af øgruppens største ø, Streymoy, i læ af øen Nólsoy. Byen er med sine 14.128 indbyggere (2025), og 23.311 indbyggere i kommunen, desuden Færøernes største by og kommune og landets kulturelle, økonomiske og trafikale centrum. Tórshavn består af midtbyen, den sydlige forstad Argir og de to nordlige forstæder Hoyvík og Hvítanes, der er beliggende på et fladt område omkranset af bjerge og hav.
Tórshavn Kommune indbefatter desuden øerne Nólsoy, Hestur og Koltur, bygderne Kirkjubøur, Velbastaður, Norðradalur og Syðradalur, der ligger sydvest for byen på Streymoys vestkyst, samt bygderne Sund, Kollafjørður, Kaldbaksbotnur og Kaldbak, der ligger nord for Thorshavn på Streymoys østkyst.
Historie
Byens navn betyder Thors havn opkaldt efter guden for torden og lynild i nordisk mytologi og det nordiske ord for havn. Thorshavn bliver af færingerne oftest kaldt "Havn". Byvåbenet viser Thors hammer, Mjølner og henviser til byens oprindelse i før-kristen vikingetid.
Tinget Lagtinget på halvøen Tinganes blev sandsynligvis grundlagt omkring år 850, hvormed det er en af verdens ældste lovgivende forsamlinger. I vikingetiden var der tradition for at placere tinget et neutralt og ubeboet sted, sådan at ingen havde fordele af beliggenheden. Der var på den tid meget begrænset beboelse på Tinganes, men det var det mest centrale sted på hovedøen. Vikingerne mødtes på de flade klipper på Tinganes hver sommer. Vikingetiden endte i 1035 og tinget blev efterfulgt af et marked, som gradvist etablerede sig som et permanent handelsområde.
I 1075 blev Thorshavn første gang nævnt på skrift og betragtes dermed som en af Nordeuropas ældste hovedstæder. Gennem hele middelalderen udgjorde halvøen hovedparten af Tórshavn. Den tilhørte to bønders yderområder, selvom Thorshavn, ulige resten af de færøske landsbyer, aldrig var et bondesamfund. I 1271 blev det kongelige handelsmonopol etableret i Thorshavn af det norske kongerige og flere, hvor flere embedsmænd slog sig ned. Gennem det 12. århundrede blev al handel mellem Norge og Færøerne centraliseret i Bergen. Ifølge et dokument fra 1271 sejlede to skibe regelmæssigt til Tórshavn fra Bergen med last af salt, tømmer og korn. Thorshavn havde derfor mere kontakt med den omkringliggende verden end de andre byer på øen. Under det norske og derefter senere danske herredømme gjorde regeringens udsendte Tórshavn til deres hjemsted. Alle disse faktorer medvirkede til, at Tórshavn udviklede sig i en anden retning end andre byer på øen.
1500-1800 Kilder nævner først faste bebyggelser i Thorshavn efter reformationen i 1539. Byen blev egentlig grundlagt som handelsplads under kong Frederik 2., som ville fortrænge hansestæderne fra handelen og gøre Tórshavn til fast marked for de varer, som brugtes på Færøerne.Salmonsen, s. 395 I anden halvdel af det 16. århundrede blev Færøerne relativt ofte udsat for sørøvere, og det blev derfor en høj prioritet at beskytte byen og dens handel, hvormed der blev oprettet en garnison og forsvarsanlæg. Omkring 1580 blev en lille skanse, Skansin, bygget af den færøske søhelt og handelsmand Magnus Heinason ved den nordlige ende af havnen. Denne bebyggelse gjorde ham til nationalhelt, efter som byen for en tid blev fri for sørøvere. Senere anlagde Christian 4. en ny skanse på Tinganes.
1584 havde Thorshavn 101 indbyggere. Indbyggerne var delt i tre lige store grupper af henholdsvis bønder med deres familier og hjælpere, handels- og administrationsfolk samt folk der hverken ejede land eller andre goder. De sidstnævnte inkluderede det landløse proletariat fra landsbyerne, som i denne periode kom til Tórshavn for at søge arbejde, der blev pålagt vagthold på Skansin uden at få løn og hvad angik tøj og mad afhang af gavmildhed fra landmændene. På grund af dette blev fattige mennesker i Tórshavn ofte nedladende omtalt som tiggere og blev ikke regnet for noget – fiskeriet blev deres levebrød. thumb|Tinganes deler havnen i to dele: Eystaravág og Vestaravág. Den røde bygning på selve næsset samt andre bygninger på Tinganes og Reyni huser Lagmandskontoret og Indenrigsministeriet.
1655 skænkede kong Frederik 3. af Danmark Færøerne til sin foretrukne statsmand Christoffer Gabel. Det er det mest dystre kapitel i Tórshavns historie. Gabels administration undertrykte Tórshavns beboere på forskellige måder. Danmarks monopolhandel på Færøerne var i familiens hænder, og det var ikke designet til den færøske befolknings behov. Folk fra hele landet kunne kun handle og sælge i Tórshavn til priser, som monopolhandelen fastsatte. Samtidig var mængden af importerede varer begrænset, og varerne var dyre. Der kom mange klager fra øernes befolkning over at blive uretfærdigt behandlet af den civile administration i Tórshavn. Klagerne omhandlede ikke kun de personer, der var ansvarlige for handelsmonopolet, men også fogeden og andre. Det var i denne periode, i 1673, at Tinganes blev raseret af en brand: Et lager af krudt var sprunget i luften; mange huse var brændt helt ned, og gamle færøske optegnelser forsvandt sammen med Gabels dokumenter.
Betingelserne forbedrede sig i Tórshavn, da handelsmonopolet igen overgik til kongeligt monopol i 1708. Monopolet blev forsynet med varer fra København tre gange om året.
1709 blev Tórshavn ramt af en koppeepidemi, som dræbte næsten hele befolkningen. Byen havde på det tidspunkt nået et indbyggertal på omkring 300 og hele 250 døde.
Det var først i anden halvdel af det 18. århundrede, at Thorshavn begyndte at udvikle sig til en lille by. Dette var mens Niels Ryberg stod for handelsmonopolet. Fra 1768 og tyve år fremad udførte Ryberg eksport af importerede varer, som primært baserede sig på smugling til England, som grundet den engelsk-franske konflikt var muliggjort. Ryberg var den første person, der tænkte på at få finansiel profit fra fiskeri, hvilket senere blev en vigtig økonomisk faktor for øerne.
1800 til 1920 thumb|Sluppen Westward Ho TN54, som blev bygget i Grimsby, England i 1884. Blev solgt til Færøerne i 1895 og har haft hjemsted i Tórshavn lige siden.
thumb|Stenbygningen er Thorshavns Rådhus, som oprindelig blev bygget til kommuneskole i 1894. Den røde bygning til venstre er Hotel Tórshavn (før kaldt Sjómansheimið/Sømandshjemmet) og Restaurant Hvonn.
thumb|Niels Finsens gøta.
I 1801 var befolkningsantallet vokset til 554 indbyggere.
I 1827 blev oprettet et amtsbibliotek af C.C. Rafn og dette blev senere udvidet. Færø Amts Hospital blev oprettet i 1829.J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, s. 853 I 1832 oprettedes Færø Amts Sparekasse i byen.Salmonsen, s. 393 En håndgerningsskole blev stiftet i 1844 af kronprins Frederik (senere Frederik 7.) under hans ophold på øerne med et hus og en gårdsplads og var i brug til 1893, da det ved en fundats, stadfæstet 25. april 1893, blev ophævet og bygningen solgt i 1895; af midlerne blev dannet et legat, hvoraf Tórshavns Kommune nød renterne mod en forpligtelse til at give undervisning i håndgerning.
thumb|left|Tórshavn 1902.
I 1856 blev den fri handel indført på Færøerne, hvilket åbnede øen for andre lande og forandrede økonomien, og Tórshavn stod i spidsen herfor. Landbrugsjorden var udlejet til landsbyboerne, som senere kunne købe den, hvis de ønskede. Disse små stykker jord forbedrede folks eksistensgrundlag betydeligt, da de nu var i stand til at holde ko eller måske nogle får. Befolkningen voksede derfor betragteligt.
I 1866 blev byrådet i Thorshavn indført. Lige siden da har byen været Færøernes hovedby.
I 1872 kom den første slup til Færøerne, da Trappubrøðurnir fra Thorshavn (brødrene Haraldsen, som kaldtes Trappebrødrene efter stedet, de kom fra) købte sluppen Fox fra Scarborough i England.mfa.fo Lagmandens nytårstale 2012 Senere fulgte andre deres eksempel, og i de følgende årtier blev mange slupper købt til Færøerne fra Storbritannien. Briterne kasserede slupperne til fordel for de mere moderne dampskibe. På grund af dårlige havneforhold i Tórshavn, som ikke var velegnet til de nyankomne, forholdsvis store skibe, så blev det ikke Tórshavn i første omgang, som fik størst succes med slupfiskeriet, derimod oplevede flere bygder på andre øer en opblomstring, og mange folk flyttede til disse bygder. Sluppen Westward Ho TN 54 fra Tórshavn var en af slupperne fra Sluptiden, den blev bygget i Grimsby i England i 1884 og findes stadig. Den ligger ved kaj i Thorshavn, den bruges til kortere ture og ejes nu af Tórshavn kommune.
I 1887 blev fabrikkin Öström's Fabrik (Fabrikkin hjá Öström), hvor albumin, guano, lim og fiskeolie blev forarbejdet.
Den danske stat lod bygge amtmandsborgen 1880-81 til bolig og administration for amtmanden. Denne bygning var efter færøske forhold et storslået bygningsværk af sten. I nærheden lod staten to andre bygninger bygge, de var til sorenskriveren (dommeren) og til landfogeden (politimesteren), disse blev bygget omkring 1890. Byen blev hjemsted for amtslægen, en kommunelæge (tillige sanatorielæge, i Hoydølum uden for byen lå et tuberkulosesanatorium med 32 senge åbnet 1908) og en hospitalslæge, sognepræsten og en andenpræst. Et vandværk blev anlagt 1898. Tórshavn var valgsted for 12. landstingskreds og sæde for valgafgørelsen for øernes folketingskreds. I Tórshavn fandtes en kommuneskole opført i 1894, Føroya Fólkaháskúli (Færøernes Folkehøjskole) og et til realskolen knyttet lærerseminarium.
I 1901 var folketallet i Tórshavn 1.656. Fordelingen efter næringsveje var følgende: 122 levede af immateriel virksomhed, 90 af jordbrug, 198 af fiskeri, 430 af håndværk og industri, 346 af handel, 231 af skibsfart, 209 af andre erhverv og 30 fik offentlig understøttelse.J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, s. 855
Kort tid efter starten af det nye århundrede blev Thorshavns første brede vej anlagt, det var Niels Finsens gøta. I 1906 oprettedes en bank — Føroya banki — hvis aktiemajoritet ejedes af Landmandsbanken i København. I 1908 blev Thorshavn centrum for den nye rute ad søvejen, da Mjólkarvirkið (Mejeriet) begyndte at sejle med folk og fragt mellem øerne. I 1906 fik Færøerne telegrafforbindelse med Danmark over Shetlandsøerne og med Island, ved telegrafstationen (radiostation) lå en meteorologisk station, telefonstation (for telefonforbindelse mellem øerne) fra 1906, et elektricitetsværk blev anlagt i 1921. I byen fandtes et apotek. Det var også i denne tid, at Thorshavn fik posthus. Der var mange små erhvervsvirksomheder i Tórshavn i starten af det 20. århundrede, flere store købmandsforretninger, i alt ca. 100 små og større butikker, desuden rederier, fisketørringsanstalter, uldspinderi, mejeri med margarine- og sæbefabrik, ølbryggeri og mineralvandsfabrik.
I 1909 blev Tórshavn en handelsplads med de samme rettigheder som danske handelspladser. I starten af det 20. århundrede var der to små skibsværfter i Tórshavn, som arbejdede med bådebyggeri.
Tórshavn i mellemkrigstiden I 1925 var folketallet i Thorshavn 2.896.Torshavn.fo Tórshavnar býaratlas, Hús og býarumhvørvi í Tórshavn 2007 (pdf, 10 sider, skrevet på færøsk)
Dronning Alexandrines Hospital blev bygget i 1921-23 med 65 senge samt en i 1926 oprettet afdeling for tuberkulose med mere. Byens første teater, Sjónleikarahúsið, blev bygget i 1926.
Byens vigtigste erhverv var skibsfart, handel og fiskeri. I 1920 blev det første tørrehus til klipfiskeproduktion opført. En statsunderstøttet navigationsskole blev oprettet i 1927, sømandshjem og K.F.U.K. i den tidligere engelske konsulatsbygning. I 1929 blev en moderne havn bygget ved Tórshavn, hvilket gjorde det muligt for større skibe at lægge til. I 1936 blev Tórshavns Skibsværft (Tórshavnar Skipasmiðja) grundlagt. I samme periode byggede købmænd pakhuse og bolværker langs de to bugte.