Sigbrit Villoms, kaldet mor Sigbrit, var mor til Dyveke, Christian 2.s frille. På gravstenen står hendes hollandske døbenavn Sibrecht, der blev fordansket til Sigbrit.Willums, Sigbrit (fl. 1507–1523) | Encyclopedia.com Den nederste del af gravstenen befinder sig i dag på Nationalmuseet. Maria Helleberg: Kvinder der forandrede Danmark
Bergen Sibrecht/Sigbrit kom fra Amsterdam, hvor hendes søster Wilm Willums blev boende.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 179), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2019, Deres bror Herman Willums tjente ved Bergenhus fæstning i Bergen, og var sandsynligvis grunden til, at hans søster Sigbrit også slog sig ned i byen med sin datter Dyveke, som hun havde fået med en Ottike.Karmeliterne - Helsingør Leksikon Muligvis var Sigbrit Ottikes enke; men hun fortsatte med at kalde sig Willums. Christian 2. besøgte Bergen i 1507 og 1509, og en af gangene lærte han Dyveke at kende. Deres forhold var efter aftale mellem ham og pigens mor. Dyvekes morbror Herman blev i 1512 indsat som kongens høvedsmand på Bergenhus. Om det skrev Absalon Pedersson Beyer, at Herman Willums fik den stilling "ved Sigbrits hjælp".Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 36) Beyer nævner også, at det var efter Sigbrits ordre, at gaderne i Bergen blev brolagtØystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 113) fra Sigbrits hjem og frem til Bergen domkirke. Det regnes som Norges ældste brolægning og blev genfundet i 2017.Fant landets eldste brosteinsgate: – Jeg måtte ned og gnikke på steinen – NRK Vestland
Danmark Da Christian 2. vendte tilbage til Oslo, lod han bygge et stenhus (i Bjørvika lige ved Akershus fæstning), der blev Dyvekes og mor Sigbrits hjem. I 1513, da han blev konge af Danmark, flyttede han dem til Hvidøre slot. Senere købte han ejendommen på hjørnet af Amagertorv til dem, kun nogle minutters spadsertur fra Københavns slot, hvor han boede med sin kone, dronning Elisabeth.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 88)
Sigbrit var Christian 2.s højre hånd, og hun hjalp ham i statssager. Kongen og Sigbrit så en række muligheder på Amager, som var et stort stykke agerland tæt på København. De inviterede nederlandske bønder til at slå sig ned i Danmark. Fra Amager skulle de forsyne slottet med blandt andet rodfrugter, løg, smør og ål. I 1971 var en fjerdedel af Amagers indbyggere stadig af nederlandsk oprindelse.Digibron.nl, 450 jaar Nederlanders op Deens eiland
Christian 2. var optaget af at sætte sit præg på sine erobringer og reformere samfundet ved et omfattende lovgivningsarbejde, en ny landslov og en bylov i 1521. Især byloven viser påvirkning fra Nederlandene, som når den øverste embedsmand fik den nederlandske titel skultus. Sigbrit med sin hollandske baggrund har derfor fået meget af ansvaret for indholdet.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 169)
Dyvekes død I 1517 døde Dyveke helt uventet. Hun var ung, sund og rask, og Sigbrit lagde i sin fortvivlelse skylden på ærkebiskoppen af Nidaros, Erik Valkendorf. Han opholdt sig i Trondheim, da Dyveke døde i København, så Sigbrit må have ment, at han fik andre til at begå drabet. "Gud ved, at jeg er uskyldig," klagede Valkendorf. "Hun siger, at det skal koste mig livet." Sigbrit havde været rasende på Valkendorf, siden kongen giftede sig, og Valkendorf, der havde hentet bruden til Danmark, overbragte beskeden fra hendes habsburgske familie om, at Dyveke måtte forlade Danmark, nu hvor kongen var blevet en gift mand.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 107) Men ærkebiskoppen havde kun overbragt habsburgernes budskab; han stillede sig heller ikke bag truslen om, i modsat fald, at spille hende "et groft puds" (une grosse finesse). Ditlev Tamm: Juraens 100 bedste historier: Rettens kulturhistorie fra middelalderen til i dag thumb|Udsnit af Kristian Zahrtmanns maleri Sigbrit gennemgår toldregnskaberne med Christian 2. Ingen samtidige portrætter af hende eksisterer.
Kongens rådgiver Sigbrit var hverken konfliktsky eller diplomatisk. I 1517 kom pavens udsending Giovannangelo Arcimboldi fra Milano til Danmark for at sælge afladsbreve til finansiering af byggearbejder på Peterskirken. I 1518 rejste han til Sverige og fremforhandlede en kortvarig våbenhvile mellem kong Christian og Sten Sture den ældre, men blev så gode venner med Sture, at denne ville indsætte ham som ærkebiskop i Uppsala. Da Christian 2. hørte det, beslaglagde han Arcimboldis gods i Danmark, også de store beløb indtjent på afladssalg. Italieneren blev arresteret i Skåne, men klarede at flygte tilbage til Sverige og videre til Rom. Undervejs tilskrev han kong Christian om, at Sigbrit skulle have sagt, at havde hun været konge, ville hun "drukne den legat og hele hans følge, og tage alt hans gods og hans penge". Arcimboldi skrev, at han havde større grund til at frygte Sigbrit end kongen. Men de trusler, hun angivelig var kommet med, havde han fra andre; han havde ikke selv hørt dem.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 166-67)
I 1519 påtog Sigbrit sig ansvaret for Øresundstolden og flyttede indkrævningen fra Helsingør til København, samtidig som toldsatserne blev henimod fordoblet. Hanseaterne, som hidtil var sluppet for at betale, blev nu også afkrævet told. Klagerne var mange og højlydte. En købmand oplevede, at Sigbrit ikke kun beslaglagde hans varer, men også fjernede anker og tov fra hans fartøj til brug for kongens forsyningsskibe i krigen mod Sverige, så hans skib lå tilbage som et vrag - ovenikøbet efter, at kongen havde tilladt ham at sejle videre. Sigbrit lod sig ikke påvirke af klagerne, men havde kun ét mål for øje: At fremskaffe midler til Christian 2.s genoprettelse af Kalmarunionen.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 124)
I 1521 og 1522 stod Sigbrit på højden af sin magt. Hun stod for omtrent alle større ind- og udbetalinger i kongens navn, og holdt opsyn med told- og møntvæsenet. Enorme beløb passerede gennem hendes hænder. I december 1522 modtog hun på Københavns slot nyslåede mønter til en værdi af 5.000 mark, i form af omkring 900.000 mønter. I sit hus ved Amagertorv holdt hun en stab af skrivere, der også talte mønterne. Hun kunne skrive til kongens bankmand i Amsterdam, Pompius Occo, og anmode om 500 guldgylden til bankhuset Fuggers repræsentant i byen, så kongens udsending i Rom fik pengene udbetalt fra Fuggers kontor i pavens by. Sigbrit var også involveret i fordeling af forsyninger, madvarer og våben i Danmark, Norge og Sverige.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 164)
Sigbrit havde også ansvaret for at opfostre kongens børn med dronningen. Åbenbart havde hun også medicinsk kundskab. Da Christian 2.s søster en gang var syg, sendte en af kongens rådgivere hende en recept, "som Sigbrit selv har lært mig". I Pompius Occos regnskaber fremkommer også en større udbetaling for indkøb til apoteket, "som Sigbrit Willems skrev efter, og jeg sendte hende". Jørgen Hanssøn i Bergen skrev i foråret 1521, at Sigbrit havde lovet ham korn fra Viken, da han var i København om vinteren, men kornet kom ikke, da det i stedet behøvedes på Älvsborg. Hun havde lånt en hollandsk foged, Tonis Merscaert i Oslo, 400 mark, som han investerede i et skib, der handlede med Nederlandene og Tyskland.Visning af: To studier over problemer fra Christian II's tid | Historisk Tidsskrift Lensherren i Oslo, Hans Mule,Hans Mule – Norsk biografisk leksikon havde også en andel i forretningerne. I maj 1522 var et skib fra København undervejs til Amsterdam med rug. Det havnede nær kysten af Skotland, hvor det blev opbragt af engelske orlogsskibe, der fastslog, at den halve last tilhørte enken Sigbrit, "som står kongen af Danmark nær". Måske var det det skib, som Merscaert havde investeret i. I så fald var det et tabsprojekt; mandskabet blev landsat, rugen solgt i Newcastle, og skibet sendt til Ipswich.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 165-66)
En førstehåndsberetning om et møde med Sigbrit kom fra Ambrosius Storm, der fra Danzig kom til København sommeren 1521. Kongen var da i udlandet, og Storm anmodede Sigbrit om at få Danzig fritaget fra de nye toldsatser, som hun og kongen havde indført. Han kom ingen vegne. Hun afviste hans argumenter om hævd og gammel sædvane med kraftige angreb. "Jeg vil have sagt først som sidst: Jeg har ordre fra min nådige herre om ikke at ændre noget." Hun fremhævede dog det positive for hanseaterne i de nye love; for tidligere havde ejerne af det land, hvor vraggods fra forliste skibe skyllede op, haft ret til det - men det var nu ændret til, at ejerne af vraggodset fik det tilbage. Sigbrit mente, at dermed var de tyske købmænd tryggere i kong Christians lande end i hjemlandet. Så gik hun til angreb vedrørende et skib, hun havde hørt, svenskerne skulle have kapret - og derefter sejlet til Danzig og fået solgt lasten der. En vis Gabriel Boddeker i Danzig skulle også have bagtalt kong Christian og sammenlignet ham med "en jøde og en hund", så tårerne løb hos kongen, da han hørte, at manden ikke var blevet straffet for den omtale. Storm vendte tilbage til de forhøjede toldsatser, at tidligere betalte man ni danske penninger i skat pr ror på sildemarkedet i Skåne. "Hvad slags konge skulle det være, som kun tog ni penninger pr ror?" svarede Sigbrit. Storm mødte hende til flere samtaler under sit ophold i København, og fandt hende venlig, når det passede hende, men ikke til at rokke. Når hun ikke ville høre indvendinger, viste hun til, "at dronningen, kongen eller rigsrådet havde givet hende ordre, men alle viste de tilbage til hende".Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 167-68)
Anklager om trolddom thumb|300px|I 1500-tallets tankeverden var djævelen altid parat til at indgå aftaler om menneskers sjæl, som han gjorde med Faust. I et brev fra Nykøbing dateret 17. juni 1521, skrev Christian til dronningen, at han rejste væk en tid, og at det skulle holdes hemmeligt, så kun dronningen selv og Sigbrit fik kendskab til hans fravær.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 175) Imidlertid rejste han til Amsterdam, hvor Sigbrits søster Wilm boede, ligeså deres bror Herman, der repræsenterede Christian 2.s interesser i Amsterdam og havde forhandlet med det burgundiske hof om dronningens ubetalte medgift. De to søskende opsøgte Erik Valkendorf, som da var i byen og følte sig truet af dem, da de sagde, at Sigbrit stadig lastede ham for Dyvekes død. "Min søster vil sætte dig i fangetårnet, hun vil se dig død," sagde Wilm. Herman skal have sagt til Valkendorf, at kongen havde lovet Sigbrit, at ærkebiskoppen skulle dø. Få dage senere ankom kongen Amsterdam og sendte samme aften bud til byrådet i Amsterdam om at få arresteret Valkendorf, med en falsk anklage om, at han skulle have stjålet Nidarosdomens guld og skatte. Valkendorf fik indtryk af, at kongen ville have dræbt ham den nat, hvis han havde kunnet.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 179-80)
Ærkebiskoppen bragte sig i sikkerhed i Utrecht, som den gang var et uafhængigt ærkebispedømme. Derfra tilskrev han det danske rigsråd og tilbød at stå til rette for dem, hvis paven gav dem myndighed til at dømme. Valkendorf angreb åbent Sigbrit i brevet; hun havde lagt ham for had: "Jeg mærkede sandheden i Sigbrits og hendes datters ord i min herres (dvs. kongens) bryllup, da de sagde åbent, at min herre havde lovet hende og hendes datter at hade mig og alle mine." Sigbrit tilgav ham aldrig for at have overbragt hertug Karls budskab om, at kongen måtte sende Dyveke bort. "Siden den gang, da Sigbrit og hendes datter blev vrede på mig, har jeg og St. Olavs tjenere hverken nydt lov eller kirkens frihed." Det danske rigsråd kom i en slem knibe og ventede længe med at besvare brevet. De fleste fandt selv Sigbrit utålelig, men turde ikke at sige det åbent. I stedet skrev de, at Valkendorf intet havde at frygte, hvis han var uskyldig. Da havde han allerede søgt tilflugt i Vatikanet.Øystein Hellesøe Brekke: En fryktet kvinne (s. 182)