thumb|Neptun giver Venedig gaver, Giambattista Tiepolo 1748–50, olie på lærred, 135 × 275 cm, Dogepaladset Republikken Venedigs økonomiske historie har især været forbundet med handel. Gennem skiftende tider har Venedig haft handel som en afgørende forudsætning for sin trivsel, til dels suppleret med fremstillings- og forædlingsvirksomhed.
Venedig kan spores tilbage til etruskerne – det vil sige til tiden før Romerriget. Venedig ligger i den nordlige ende af Adriaterhavet, og denne placering drog byen fordel af i middelalderen, da den lå tæt på sine markederBegrebet marked skal her forstås i den traditionelle betydning – det vil sige som et sted, hvor der foregår handel, selv om der netop i Venedig tidligt opstod markedsbestemte bytterelationer. i Mellemeuropa og gennem tilknytningen til det byzantinske rige. Byen blev stadig mere selvstændig og opnåede derved handelsfordele såvel i Byzans som i det tysk-romerske rige. Ved det 4. korstog blev dogen i Venedig i 1204 nominel hersker over 3/8 af det byzantinske rige, hvorved der opstod et venetiansk kolonirige. Det dannede den logistiske rygrad for skibskonvojerne og den frie handel,Med fri handel tænkes der her på handel, hvor skibskaptajnerne ikke er underlagt statens eller byens regler eller privilegier, og som også kunne foregå udenfor konvojsystemet. samt Venedigs forsyning med grundnæringsmidlet hvede.
Denne kommercielle revolutionDette begreb blev introduceret af Raymond de Roover i 1942 i: The Commercial Revolution of the Thirteenth Century. Diskussionsbidrag til N. S. B. Grass: Capitalism – Concept and History, i: Business History Review 16 (1942) 34-39. med dens nye organisations-, livs- og kulturformer førte til en aldrig tidligere set dominans indenfor økonomi, bogholderi og regnskab. Venedigs handelsmetoder, samfundsformer og finansieringsmetoder,Vedr. finansmarked se Hans-Jürgen Hübner: Quia bonum sit anticipare tempus. Die kommunale Versorgung Venedigs mit Brot und Getreide vom späten 12. bis ins 15. Jahrhundert, Frankfurt u. a. 1998, , S. 111–198, let bearbejdet online (uden noter). og metoder til erhvervsfremme var ofte langt forud for udviklingen i resten af Europa.
Korstog og erobringen af Konstantinopel åbnede samtidig i flere århundreder for direkte handel til langt ind i Asien, men disse handelsrejser krævede dog også, i lighed med udrustning af de regelmæssige skibskonvojer, store mængder kapital, som overvejende blev stillet til rådighed i form af kreditter. Imidlertid var det kun storkøbmænd fra de førende patricierfamilier, som havde lov til at deltage i fjernhandelen – der var således til dels et monopol i peberhandelen -Om monopoler i det 15. århundrede: Helmut Schippel: La storia delle privative industriali nella Venezia del '400, Venedig 1989. De samme patriciere satte sig også på den politiske magt.
Trods handelsvirksomhedernes dominans var skibsbygning den største "industri" og den langt største arbejdsgiver. Hertil kom i senmiddelalderen produktion af klæde, silke og glas. Den ligeledes monopoliserede handel med salt havde også stor betydning.Se Hocquets arbejder om dette emne. og kornhandelen, som i lige så høj grad som øvrige handel bidrog til patriciernes formuer.Hübner, Quia bonum sit anticipare tempus, 132.
Lige fra starten var Venedig udsat for skarp konkurrence, og alene med Republikken Genova udkæmpedes fire omfattende krige. I det 15. og 16. århundrede mistede Venedig gradvis sine kolonier til det Osmanniske rige og mistede sin monopolstilling i Adriaterhavet. Hertil kom, at venetianerne blev fortrængt af hollændere og englændere i konkurrencen, og portugiserne satte sig på handelen med krydderier. Desuden betød protektionismen i de europæiske lande og det osmanniske rige, at Venedig havde svært ved at komme ind på markederne.
Økonomien i den regionale stormagt Venedig var derfor i den sidste tid baseret på produktion af luksusartikler og landbrugsproduktionen fra det norditalienske fastland.
Indtil det 9. århundrede thumb|left|Kathedralen på den i dag næsten ubeboede ø Torcello, Michael Johanning 1985 thumb|Denar fra 814 thumb|Venetiansk denar fra Ludvig den Frommes tid, 1,13 g. På forsiden HLVDOVVICVS IMP rundt om et kors, på bagsiden VENECIAS I antikken lå havniveauet flere meter lavere end i dag, derfor ligger de ældste spor af menneskelig beboelse ved Lagunen i dag ofte på steder, som er oversvømmet. Græske og etruskiske spor tyder på, at området har været beboet længere end tidligere antaget.Graziano Tavan: Archeologia della Laguna di Venezia, i: Veneto Archeologico Januar/Februar 1999 Chioggia (Clodia) var en romersk militærlejr og i Fontego dei Turchi ved Canal Grande blev der fundet en mønt fra kejser Trajans tid.
Senest i det 6. århundrede spillede fiskeri, samt frem for alt havsalt og afgrøder hovedrollen.Cassiodor, Variae, X, 27 und XII, 24 Omkring 750 forbød den langobardiske konge Aistulf al handel med de byzantinske undersåtter og dermed vel også med bosættelserne ved lagunen.Beyerle, Leges Langobardorum, 195 (Ahistulfi leges I,4).
Omkring 780 kan man imidlertid igen se handlende i Pavia, som udbyder orientalske varer såsom purpurfarve fra Tyros.Honorantiae Civitatis Papiae Allerede inden 785 boede der desuden venetianske købmænd i Ravenna og i Pentapolis, som blev fordrevet af frankerne i 787/791.Codex Carolinus 86, Monumenta Germaniae Historica, Epistolae III, S. 622 Allerede tidligere var de under pave Zacharias 1. (741–52) aktive i slavehandelen med saracenerne.Liber pontificalis 222, Hg. Duchesne
Handelen foregik overvejende ved tuskhandel. Ganske vist kendte man til mønter, og man prægede endda egne, idet man overtog kejserlige mønter – f.eks. kejser Ludvig den Fromme – og prægede "Venecias" på bagsiden. Man foretrak dog mønterne fra Verona. En egen møntsmedje -Zecca (arabisk: mønt) kendes fra starten af det 9. århundrede.
Den tidlige fase i feudaliseringen med erhvervelsen af store landejendomme bragte de første større kapitalmængder i hænderne på nogle få familier.Om denne "førkapitalistiske" fase opstod der i slutningen af det 1800-tallet en debat (Reinhard Heynen: Zur Entstehung des Kapitalismus in Venedig, Stuttgart, Berlin 1905; Werner Sombart: Der moderne Kapitalismus, Leipzig 1900u. a.) Testamentet efter dogen Giustiniano Participazio fra 829 viser, at udover forretnings- og boligejendomme bestod hans formue af handelsvarer, smykker og frem for alt penge og kreditter – og det var betydelige summer, som ved hans død stadig var bundet i handelsforetagender. De ledende kredse i Venedig var således næsten fra starten stærkt involveret i handelen, i modsætning til deres standsfæller på fastlandet.
Mellem Byzans og det tysk-romerske rige (9. til 12. århundrede) thumb|upright=1.5|Venetianiske besiddelser omkring år 1000 Med ødelæggelsen af Comacchio (854 og 946), som beherskede mundingen af Po, var handelen op til Pavia og Piacenza fri – i de bagvedliggende områder var handelsvejene allerede blevet åbnet ved en aftale med Karl 3.. Venedig forfulgte tilsvarende mål i Istrien. Forholdet til narentanerne, piraterne i Dalmatien.Først i år 1000 lykkedes det for dogen Pietro 2. Orseolo, at få det nordlige og centrale Dalmatien til at underkaste sig hans overherredømme.Sml. Johannes Hoffmann, Venedig und die Narentaner, i: Studi Veneziani 11 (1969) 3-41.
Privilegierne til handel i kejserrigetGrundlæggende om handelsforbindelserne: Gerhard Rösch, Venedig und das Reich in ihren handels- und verkehrspolitischen Beziehungen der deutschen Kaiserzeit, Tübingen 1998. havde deres oprindelse i en tidligere bulle fra den byzantinske kejser i 992 og skulle ses i sammenhæng med herredømmet over Adriaterhavet,Zur Wirtschaft von Byzanz: Angeliki E. Laiou (Hrsg.): The Economic History of Byzantium. From the Seventh through the Fifteenth Century, 3. Bd., Washington 2002. og afstedkom yderligere handelsprivilegier.For det første blev den opkrævede told i Abydos sænket fra omkring 30 til 17 Soldi, og venetianske skibe måtte ikke længere sejle varer til Amalfi, Bari eller for jøder. Dette og det følgende om Byzans efter Ralph-Johannes Lilie: Handel und Politik zwischen dem Byzantinischen Reich und den italienischen Kommunen Venedig, Pisa und Genua in der Epoche der Komnenen und Angeloi (1081–1204), Amsterdam 1984. Om 11. århundrede se: Peter Frankopan: Byzantine trade privileges to Venice in the eleventh century: the chrysobull of 1092, i: Journal of Medieval History 30 (2004) 135-160. Ligesom i vest havde Venedig nu også en fortrinsstilling i øst. Til gengæld for militær støtte mod araberne i Syditalien havde kejser Basileios 2. næsten halveret afgifterne for handelsskibe. Samtidig antog venetianerne handelskontrakter helt til Tunis. Her og til Alexandria fragtede de træ, våben og metal, slaviske slaver, og selv om denne handel blev forbudt i 960.Dölger, Regesten n. 738
Gennembruddet kom i 1082 med privilegiet fra kejser Alexios 1., som sikrede fri handel og for første gang åbnede store dele af riget. Nogle handelskolonier, købmandshuse og anløbssteder overgik til venetianerne. Den klart største koloni opstod ved Det gyldne Horn i Konstantinopel.
Også i det hellige land, som fra 1098 blev erobret under Korstogene, fik Venedig ret til fri handel, da det i 1100 understøttede Godfred af Bouillon og frem for alt havde erobret Tyros, handelscentret i Syrien. Kolonien udgjorde næsten en enevældig stat i staten, ofte endda omgivet af mure. Fra Syrien og Det armenske kongedømme Kilikia styrede de handelen langt ind i Asien. Alexandria, og Maghreb blev også tit mål for koloniernes handel.
Pendanten til privilegiet fra 1082 udgjordes af privilegiet fra kejser Henrik 4., som han udstedte i 1084 på vegne af det tysk-romerske rige. Dybt begravet i Investiturstriden tillod han Venedig at handle i hele kejserriget, mens indbyggerne i kejserriget kun måtte handle indtil Venedig. Dermed havde byen opnået monopol på handelen i Adriaterhavet, for derfra måtte man kun bringe varer til Venedig, dvs. at byen gennemførte Stabelret. Stabel og omladning tvang de udenbys handlende til at indfinde sig i handelshusene, således at de "tysk" betegnede handlende fra kejserriget skulle bo i Fondaco dei Tedeschi – det tyske handelshus.
I 1130 lykkedes det de førende familier at begrænse kirkens indflydelse i betydelig grad, og i den anden halvdel af århundredet tilegnede de sig en stor del af de godser, som tilhørte de omkring 100 kirker og klostre. Herefter forsøgte de gamle familier at indskrænke handelen med kirkegods, idet de bestemte, at hvad angik klosterejendom måtte abbeden og munkene, biskoppen og en verdslig advokat tiltræde den. Herefter skiftede de nye familier, som var blevet rige, men som herved blev forhindret i at købe, over til at købe ejendom på fastlandet.
Kapitalforøgelse, kolonier og konflikter i de regerende lag (1171 til 1261) De venetianske privilegier blev til en trussel mod den byzantinske handel og statens indtægter. Selv om den deraf følgende fjendtlighed havde været synlig i årtier,Vgl. Eric R. Dursteler: Venetians in Constantinople. Nation, identity, and coexistence in the early modern Mediterranean, Baltimore/London: The Johns Hopkins University Press 2006, . kom arrestationen af alle de angiveligt 10.000 venetianerne i riget den 12. marts 1171 og det efterfølgende handelsforbud fuldstændigt overraskende. Handelskvarteret ved Det gyldne Horn blev praktisk taget lukket. Det militære modangreb mislykkedes trods indsættelse af 120 galejer. I Venedig kom det til tumulter, og dogen Vitale Michiel 2. blev stukket ned på åben gade. Venedig mistede alle forrettigheder og kunne først 14 år senere få fødderne på fast grund. Med det 4. korstog opstod der en mulighed for dogen Enrico Dandolo til at få hævn over det forhadte kejserrige.
Pludselig rigdom og feudal livsstil
thumb|Det ældste bevarede bypalads, det senere handelshus for tyrken (Fontego dei Turchi)