thumb|upright=1.4|Rjurik ud for Sankt Paul-øen, for at tage proviant ind til rejsen nordover (Tegning: Louis Choris) Den russiske Rjurik-ekspedition var en verdensomsejling, som gennemførtes fra 30. juli 1815 til 3. august 1818 under kommando af Otto von Kotzebue. Det overordnede formål var at opdage og undersøge Nordvestpassagen. Ekspeditionen med krigsskibet Rjurik (russisk Рюрик) blev udrustet og finansieret af den russiske greve, tidligere rigskansler Nikolaj Rumjantsev (russisk Николáй Румянцев). Det skete med tsar tsar Aleksander 1.s fulde opbakning. På grund af dårlige vejrforhold nåede ekspeditionen dog ikke sit mål og vendte hjem tidligere end det var planen. Ekspeditionens historiske betydning ligger i de talrige nye opdagelser langs hele dens sejlrute såvel som de menneskelige og kulturelle erfaringer, som besætningen bragte med sig hjem fra den tre år lange rejse.
Ekspeditionens mål thumb|upright=1.4|Ekspeditionens rute (1815–1818) thumb|upright=1.4|Sommertogtets rute i 1816 og 1817 Der var hovedsageligt økonomiske årsager til det russiske ønske om at finde Nordvestpassagen. Forsyningen af handelsposterne ved Ruslands østkyster og i kolonien Russisk Amerika, som strakte sig langs den amerikanske vestkyst fra Alaska til San Francisco, var både vanskelig og bekostelig at opretholde over land tværs over det asiatiske kontinent. Man havde endnu ikke haft held med forsøgene på at finde Nordøstpassagen, søvejen nord om det europæiske og asiatiske kontinent. Rejsen syd om Afrikas sydspids (Kap det Gode Håb) eller Sydamerikas (Kap Horn) havde vist sig at være tidkrævende og forbundet med stor risiko, blandt andet på grund af uvejr, storme og pirateri. Derfor håbede Rusland på at opdage en genvej nord om det amerikanske kontinent, som ville forkorte rejsetiden og eventuelt være mere enkel at besejle.
Da alle hidtidige forsøg på at opdage denne søvej østfra var slået fejl, ville man nu prøve at finde passagen vestfra og udforske og gennemsejle den i modsat retning. Ekspeditionens udgangspunkt var i princippet gunstigt, da Rusland rådede over talrige handelsposter langs vestkysten af det nordamerikanske kontinent. Disse kunne benyttes som anløbssteder til forsyning af mandskabet og den øvrige logistiske understøttelse af togtet.
Rejsen skulle bestå af to sommertogter, i 1816 og 1817: På det første skulle man undersøge egnede ankerpladser nord for Beringstrædet. På det andet håbede man derfra at trænge videre frem mod nord og øst i den følgende sommer.
I lighed med mange andre tidligere og senere ekspeditioner, nåede heller ikke denne sit mål. Man kunne dog bevise den teori, som Morten Wormskjold havde fremsat inden ekspeditionen, og som gik ud på, at Baffinbugtens vande ved Grønland stod i forbindelse med det nordlige Stillehav gennem en havstrøm. Det var det første videnskabelige belæg for Nordvestpassagens eksistens.[The Literary panorama and national register, vol. 4, col. 967. London 1816]. It is thought by M. Wormskiold, in consequence of observations made by himself in Greenland, compared with the reports of voyagers into the higher northern latitudes of North America, that the waters of Baffin's Bay, have a communication with the Northern Pacific Ocean, by means of Bering's Straits. To ascertain this, and, if possible, to terminate all further doubts on the question, is is said, is a principal object of the voyage now in progress under C. M. Kotzebue, son of the well-known navigator, of that name; and M. Wormskiold, (who is by birth a Dane) is so thoroughly persuaded of his theory, that he accompanies the expedition in character of naturalist. Desuden kortlagde besætningen over 400 øer i Polynesien samt store dele af Alaskas vestkyst, ligesom naturforskerne dokumenterede et stort antal hidtil ukendte dyre- og plantearter.
Ekspeditionsdeltagere Det menige mandskab bestod af tyve matroser, de tre understyrmænd Chramtjenko, Petrov og Konjev, to underofficerer samt en dansk kok (navnet ukendt), som stammede fra Bengalen og som påmønstrede i København og som eneste dansker gjorde hele rejsen med. Befalingsmænd og forskere var: Otto Jevstafjevitj von Kotzebue (1787–1846), løjtnant i den kejserlige russiske flåde, kaptajn på ”Rjurik” og dermed leder af ekspeditionen. Johann Friedrich Eschscholtz (1793–1831), skibslæge og naturforsker Adelbert von Chamisso (1781–1838), digter og naturforsker (titulær lærd) Louis Choris (1795–1828), tegner (som dokumenterede naturforskernes fund) Morten Wormskjold (1783–1845), botaniker, naturvidenskabsmand, var med som frivillig på egen bekostning (blev tvunget til at forlade ekspeditionen i Petropavlovsk-Kamtjatskij) Gleb Semjonovitj Sjisjmarjov, premierløjtnant Ivan Jakovlevitj Sacharin, sekondløjtnant, forlod ekspeditionen i Petropavlovsk-Kamtjatskij Undervejs kom følgende personer om bord: 17. august 1815: Lods til den Engelske kanal og ind til havnen i Plymouth. 1. oktober 1816: To russiske matroser samt en passager: Elliot de Castro, livlæge for Hawaiis konge Kamehameha (fra San Francisco til kongeriget Hawaii) 23. februar 1817: Sydhavsøboeren Kadu (under hele sommertogtet 1817) 27. maj 1817: To tolke til kystbefolkningen i det nordlige Stillehav. August 1817: fire aleuter (unangan). (To af dem blev i 1818 i Sankt Petersborg informanter for sprogforskeren Rasmus Rask, den ene af dem kendes ved navn som Markel). Desuden nævnes tre kamtjadaler, som fulgte med skibet til Sankt Petersborg.
Skibet
Skibet Rjurik er opkaldt efter varægerhøvdingen Rjurik og Ruslands grundlægger af samme navn (ca. 830 til ca. 879) og var en lille brig på 180 ton. Under ekspeditionen havde skibet tilladelse til at føre det kejserlige russiske krigsflag. Dermed havde det status af krigsskib. Da rejsens overordnede mål var at finde og udforske Nordvestpassagen, kom skibets indretning som forskningsfartøj i anden række. De medrejsende forskere måtte derfor underordne sig de militære rutiner om bord. Betegnende for dette er von Kotzebues ord til Adelbert von Chamisso, om at [han var med] som passager på et krigsskib, hvor man ikke er vant til at have nogen, der stiller nogen som helst krav.Adelbert von Chamisso, Reise um die Welt, s.34 (oversat fra tysk) Forskerne havde kun ringe plads til rådighed for deres plante- og genstandssamlinger. En stor del af samlingerne blev straks pakket i forseglede kasser og stuvet under dæk. Adelbert von Chamisso beskriver, hvordan samlinger, der lå frit fremme, ofte (endda på kaptajnens ordre) blev kastet over bord, hvis de var i vejen for matrosernes udførelse af deres daglige pligter om bord.
Skibet var kun let bevæbnet. Dets otte kanoner blev næsten udelukkende benyttet til afgivelse af salutter under ind- og udsejling af fremmede havne. Senere på ekspeditionen i nærheden af Sundastrædet mødte Rjurik et formodet piratskib, som blev holdt på afstand med advarselsskud.
Forud for det andet sommertogt i 1817 kom Rjurik ud i en kraftig storm ud for Kamtjatka og blev stærkt beskadiget. Nogle hastigt udførte reparationer i Unalaska formåede kun at begrænse skaderne, ikke at sætte det fuldstændigt i stand. Skibets tilstand blev gjort til en af de officielle begrundelser for, at Kotzebue ikke ville sejle længere nordpå og derfor opgav ekspeditionens hovedmål. På hjemrejsen fik Rjurik en gennemgribende overhaling på værftet i Cavite på Philippinerne.
Ekspeditionens forløb Fra Skt. Petersborg til Kamtjatka thumb|Rjurik til ankers ved Påskeøen (Tegning af Louis Choris) Rjurik skulle gå syd om Kap Horn til Stillehavet. På denne første store etape af rejsen, der udgik fra Sankt Petersborg og Kronstadt, lagde skibet ind flere steder. Det fik især naturforskerne om bord udbytte af. Efter et kort ophold i København, hvor Morten Wormskjold steg om bord og hvor kaptajn Kotzebue forhyrede en kok, der kunne klare den lange tur i kabyssen under dæk, gik det videre til Plymouth ved Englands sydkyst. Her blev skibet udrustet til den lange Atlantrejse, ligesom en del videnskabelige instrumenter blev indkøbt. Nogle dages ophold på Tenerife på de Kanariske Øer gav naturforskerne mulighed for at gøre de første forskningsekskursioner. Den 12. december 1815 nåede Rjurik Santa Catarina i Brasilien og lagde til ved Florianópolis.
Rejsens videre forløb syd om Kap Horn var især præget af et langt ophold i Talcahuano ved Concepción i Chile. Her var skibets besætning midtpunktet i et muntert selskabsliv hos byens og omegnens guvernør, kommandant og andre fremtrædende folk. Resten af rejsen over Stillehavet til Kamtjatka skete så hastigt som muligt, for at nå frem til Avatja-bugten i så god tid, at man kunne nå at forberede sommertogtet 1816. Det gjaldt om at udnytte årets få varme dage til at trænge så langt mod nord som muligt, inden vinteren igen satte ind med isdannelser.
Undervejs til Avatja valgte Otto von Kotzebue at sejle langt fra de vanlige handelsruter. På turen kortlagde han talrige hidtil uudforskede øer i den polynesiske øverden. De navne, som ekspeditionen dengang gav øerne, holdt dog ikke, da de efterfølgende blev koloniseret af forskellige andre nationer eller fik deres oprindelige navne igen. Den 19. juni 1816 kastede Rjurik anker i Avatja-bugten ud for Petropavlovsk-Kamtjatskij. Her satte von Kotzebue Morten Wormskjold i land. Tidligt på rejsen opstod der uoverensstemmelser mellem de to mænd, først og fremmest om de vigtige hydrologiske målinger, som Wormskjold stod for. Dermed mistede ekspeditionen et medlem med stor erfaring i at rejse i polaregnene og ikke mindst med stor viden om meteorologiske forhold og havstrømme, en viden, der kunne blive udslagsgivende for rejsens hovedformål. Også løjtnant Zacharin, som havde været syg på rejsen over Sydhavet, men som selv mente sig i stand til at fortsætte rejsen, blev efterladt her.
Sommertogtet 1816 thumb|upright=1.4|Sejlruten i Kotzebuesundet Sommertogtet 1816 blev indledt den 14. juli, da skibet løb ud af Avatja-bugten på halvøen Kamtjatka, og det sluttede med ankomsten til havnen i Unalaska, en af de Aleutiske øer den 7. september. Målet med togtet var at udforske havet og kysterne nord for Beringstrædet og der finde egnede ankerpladser, som forberedelse til et yderligere fremstød under næste års sommertogt. På dette togt opdagedes Kotzebuesundet med Eschscholtzbugten og Chamisso-øen og andre landemærker (se kortet til højre). Derudover oprettede og udbyggede man kontakten til de folk, som beboede området. Efter den første forsigtige tilnærmelse lykkedes det ofte at få en handel i stand: I bytte for nåle, sakse, knive og frem for alt tobak kunne ekspeditionsdeltagerne erhverve proviant, beklædningsgenstande og andre effekter fra de lokale kulturer i form af daglige brugsgenstande, kunst- eller kultgenstande.
Rjurik fortsatte rejsen ad en nordøstlig kurs i forhold til Avatja-bugten, indtil skibet nåede St. Lawrence-øen. Det fandt og gennemsejlede Beringstrædet langs Alaskas kyst. Her fulgte kaptajnen først en række af sandbankeagtige øer, der lå umiddelbart ud for kysten, indtil man nåede Sjisjmarjov-Bugten. Efter en kort udforskning af bugten fortsattes rejsen til Kap Espenberg ved det nordlige indløb til Kotzebuesundet. Kaptajn von Kotzebue håbede at have fundet en indgang til Nordvestpassagen, og den 2. august ændrede han kurs mod øst. Rjurik stødte imidlertid snart ind i Baldwin-halvøen og fulgte kystens forløb sydover, til man nåede indsejlingen til Eschscholtzbugten, som skibet sejlede ind i mellem Baldwin-halvøen og Chamisso-øen. Kaptajnen sendte de følgende dage robåde ud for at undersøge farvandet, men måtte indse, at man ikke kunne komme videre ad denne vej. Den 7. august fik Eschscholtz allerede isbjerge i sigte i bugtens sydlige ende.
thumb|left|En tjukterfamilie ved Beringstrædet (tegning af Louis Choris).