Kildekritik er en videnskabelig metode, der vægter kilders troværdighed.side 5 i Der var engang en historie … Et materiale om historie, arkiver og kilder på arbejdermuseet.dk Kildekritikkens formål er at sikre, at historikere og andre opnår så pålidelig viden om fortiden som muligt.side 29 i Mikkel Thrane Lassen & Niels Ejgil Trebbien Dybbro (2017): Historie – metode, teori, filosofi. København: Lindhardt & Ringhof Uddannelse. Enten i forhold til den begivenhed eller til det fænomen forskeren ønsker belyst. I de seneste 20 år er betegnelsen "kildeanalyse" hyppigere anvendt. For strengt taget er det ikke kilden, men analysen af kilden og dens baggrund, der udsættes for kritik. De vigtigste metodiske principper drejer sig om at identificere, vurdere og fortolke kilder og drage konklusioner heraf.
Kildekritikkens historie Kildekritik opstod i den moderne historievidenskab i Tyskland midt i det 19. århundrede inspireret af positivismen og udviklingen i de andre videnskaber, især naturvidenskaberne. Kildekritik blev udviklet til at undersøge "hvem gjorde hvad hvornår" inden for politisk historie.Bernard Eric Jensen: "Kildekritik" (siderne 356-357) i: Tønnes Bekker-Nielsen m.fl. (2003): Gads historieleksikon. 2. udgave.
Som foregangsmænd regnes historikeren B.G. Niebuhr;Side 71 i Jeppe Nevers (2005): Kildekritikkens begrebshistorie – En undersøgelse af historiefagets metodelære. Odense: Syddansk Universitetsforlag. foruden historikeren og teologen Leopold von Ranke.kildekritik på lex.dk Rankes værk Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber fra 1824, hvori Ranke "tog kritisk stilling til den overleverede tradition".side 21 i Inga Floto (2007): Historie – En videnskabshistorisk undersøgelse. København: Museum Tusculanums Forlag. Rankes epokegørende ambition var: "Bloss zeigen, wie es eigentlich gewesen ist," dvs. blot vise hvordan det egentlig har været.Kristian Erslev: ”Historie” i Salmonsens Konversationsleksikon, 1921 (1898) på danmarkshistorien.dk Caspar Paludan-Müllers værk Grevens Fejde, skildret efter trykte og utrykte Kilder i to bind (1853-1854) præsenterer den første sammenhængende redegørelse for et udsnit af Danmarkshistorien, hvor der samtidig er en konsekvent kritik af den traditionelle fremstilling og udstrakt benyttelse af arkivalsk materiale. I Danmark anses Kristian Erslev for kildekritikkens indfører og fremmeste praktiker og teoretiker. Erslev var elev af Paludan-Müller og påvirket af dennes principper, men blev senere kritisk overfor Paludan-Müllers historisme.
Metode I analysen af kilderne indgår flere vurderinger:
Ophavssituationen
Skriftlige kilder Hvornår er kilden fra? Hvem har lavet den? Hvor er kilden opstået (geografisk, socialt og psykisk miljø)? Hvilken kontekst er den skrevet i? Hvilken generel sammenhæng er den skrevet i? Hvorfor er denne kilde skrevet? Hvad er kildens tendens?
Andre kilder hvor præcist kan genstanden (levnet) dateres? hvor er det produceret? hvordan er det produceret? hvilke oplysninger giver genstanden om menneskelig aktivitet? hvilke andre fund findes der af samme karakter?
Ægte kilder kontra uægte kilder Først skelner historikeren mellem ægte og uægte kilder.siderne 20 - 24 i Benito Scocozza (1982): Om historie – En introduktionsbog. København: Hans Reitzels Forlag. I sin afhandling Erik Plovpennings Strid med Abel. Studier over ægte og uægte Kilder til Danmarks Historie fra 1890 skelner Erslev mellem begreberne ægte og uægte kilder, og til belysning af Erik Plovpennings strid med Abel lægger Erslev kun vægt på samtidige krøniker og årbøger om emnet: Til belysning af historiske hændelser tillægger Erslev de kilder, der er tættest på begivenheden, størst vægt, og disse er dermed i kategorien "ægte kilder".Erslev (1890), kapitel 1. Uægte kilder er derimod forskellige konstruktioner baseret på et utroværdigt kildegrundlag, eller konstruktioner, hvor ophavsmændene gør sig skyldig i historieforfalskning ved brug af synteser. Erslevs opfattelse anfægtes imidlertid af mange nyere historieteoretikere, bl.a. med den påstand, at det er problemstillingen, der afgør, om en kilde er brugbar. Ægthed må afgøres på et bredere grundlag. En kilde er således principielt ægte, hvis den er autentisk.Jf. Karl Poppers falsifikationsprincip. Selv om den er ægte, er den dog ikke nødvendigvis gyldig. Fx er en underskreven kontrakt mellem to parter ægte, hvis underskrifterne er autentiske. Kontrakten er dog kun gyldig, hvis den ikke er i strid med lovgivning eller andre regelsæt, der regulerer det område, kontrakten omhandler.
Levn kontra beretning Den vigtigste sondring i kildekritik er sondringen mellem levn og beretning.Kildekritik på frborg-gymhf.dk Betegnelsen "beretning" betegnes Tradition på tysk; mens betegnelsen "levn" er opstået som en oversættelse af det tyske begreb Überrest.Was sind Quellen? i bogen Maria Rhode & Ernst Wawra (eds.) (2020): Quellenanalyse - Ein epochenübergreifendes Handbuch für das Geschichtsstudium. UTB. (læseprøve er tilgængelig på utb.de) Det er afgørende i seriøs forskning at skelne mellem kilder, der er tæt på den begivenhed, man undersøger, og dem, der er fjernt fra den i tid og rum.Grundlæggende kildekritik på fredericiahistorie.dk En kilde kaldes "levn", når kilden er opstået som en del af den begivenhed, der undersøges;siderne 470 - 475 i den trykte udgave af Den Store Danske Encyklopædi - Danmarks Nationalleksikon, 8. bind, 1997. Gyldendal. (opslagsordet historie) dermed er "levn" samtidig med den begivenhed, som levnet hidhører fra.side 9 i Marianne Schweppenhäuser Toft (2023): Historiepakken (35 sider). Forlaget Alt i ord.
Hvorimod en kilde, der ikke er part i begivenheden, men alligevel giver oplysninger om begivenheden, kaldes "beretning".Metode i historie på skriveportal.horsens-gym.dk En og samme kilde kan altså godt være "beretning", når den læses som kilde til den ene begivenhed, mens den er "levn" i forhold til den anden begivenhed.Ingo Floto: Historie på lex.dk
Levnsslutning Levnsslutning kaldes også levnsudnyttelse.side 9 i Anders Dyrborg Birkemose (2022): En Slaven Stær. En kvantitativ analyse af bortrømningsannoncer i Københavns Adresseavis 1749 til 1854. Speciale ved Aalborg Universitet&
side 14 i Malene Jensen m.fl. (2017): Kulturel appropriation og det japanske svastika. BA-projekt ved Roskilde Universitet (RUC)side 4 i https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/40508130/No3Historieskrfitserie_S_renToftHansen_.pdfside 8 og 25 i Liv Egholm, Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse: Rejseberetninger som kulturelle tegn. En mikrohistorisk undersøgelse af mødets betydning i teori og praksis på sdu.dk Til de relevante spørgsmål hører: Hvilken række tekniske, praktiske og teoretiske handlinger danner baggrunden for, at kilden blev skabt? Hvordan var ophavssituationen?Kildekritik og historisk metode på vikingeskibsmuseet.dk
Beretningsslutning Beretningsslutning kaldes også beretningsudnyttelse. At slutte fra en beretning kræver en grundig vurdering af kildens troværdighed.Historie på Kolding Gymnasium (KG) på kghistorie.dk
Til de relevante spørgsmål hører: Hvem lavede kilden? Havde han/hun en speciel grund til at gøre det? Kan det have påvirket kilden? Hvad var formålet, og havde ophavsmanden kompetence til at fortælle om sagsforløbet (førstehåndsberetning eller referat)? Hvornår blev kilden skabt? Hvor lang tid efter begivenheden er den opstået (tidsmæssig afstand)? Hvilken situation blev kilden skabt i, eller er den stykket sammen af bidder, som stammer fra forskellige situationer? Hvem er kilden rettet til, dvs. hvem var kildens publikum?
En kildes relation til en anden kilde For at afdække relationer mellem kilder anvender historikere de to begrebspar: førstehåndskilde kontra andenhåndskilde foruden primær kilde kontra sekundær kilde; de to begrebspar må ikke forveksles.side 51 i Vibeke Ankersborg (2007): Kildekritik i et samfundsvidenskabeligt perspektiv. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur. ISBN 978-87-5931-297-1
Primære kilder kontra sekundære kilder Primær kilde er altid den eller de repræsentationer af de bevarede kilder, som er tættest på emnet.side 2, 1. spalte i Kildekritikkens ordbog på skoletjenesten.dk De sekundære kilder er repræsentationer, der bygger på primære kilder.side 3 i Rigsarkivet (2015): Den Lille Guldbog om Kildekritik på sa.dk Det kan fx være i form af afskrifter, uddrag eller referater. Den primære kilde kan være enten en førstehånds- eller en andenhåndskilde. Sekundære kilder er produceret senere end den primære kilde.side 3 i Leitfaden zur Quellenkritik; Technische Universität Berlin på static.tu.berlin Men det er historikerens spørgsmål, der afgør, om den enkelte kilde er primær eller sekundær.
Førstehåndskilde kontra andenhåndskilde Der sondres også mellem førstehåndskilde og andenhåndskilde. For førstehåndskilde var kildens ophavsmand selv til stede ved hændelsen; hvorimod ved andenhåndskilde var kildens ophavsmand ikke selv til stede ved hændelsen.Kildeguide - Slaget på Fælleden på arbejdermuseet.dk
Objektivitet kontra subjektivitet Endelig må historikeren forholde sig til den situation, kilden er opstået i: Har kildens forfatter haft mod, mulighed og vilje til at skildre begivenheden, som den foregik, eller kan forfatteren have haft gode grunde til at udelade, misforstå, forskønne, bortforklare eller lyve i kilden? Er forfatteren til kilden part i sagen eller en udenforstående betragter af den? Disse spørgsmål bidrager til at fastlægge ophavssituationen.
Indre kildekritik kontra ydre kildekritik Den tyske tradition skelner mellem indre kildekritik (vurdering af kildens informationer) og ydre kildekritik (fastlæggelse af de omstændigheder, der har skabt kilden).side 49 i Universität Rostock, Historisches Institut (Oktober 2018): Grundkurs: Einführung in das Studium der Geschichtswissenschaft. Materialsammlung Denne skelnen anvendes kun sjældent i danske kildeanalyser.Klaus Arnold: Der wissenschaftliche Umgang mit Quellen. I: Hans-Jürgen Goertz (Hrsg.): Geschichte. Ein Grundkurs. 2. Auflage. Rowohlt, Reinbek bei Hamburg 2001, S.42–58.
Udsagnsevne kontra udsagnskraft Her drejer det sig om en samlet vurdering af kildens dvs. kildeforfatterens mulighed for at vide noget om begivenheden set i forhold til, hvor fyldigt et materiale, kilden tilbyder om begivenheden. Når alle disse forhold er undersøgt, kan man vægte kildens udsagn. Det er ikke sikkert, at kilden kan godtages eller afvises i sin helhed. Dele af den kan være primære, mens andre er sekundære. Dele af den kan være levn, mens resten er en beretning. Og dele af den kan være nøgtern objektive, mens andre dele er mere eller mindre fordrejede og upålidelige. Det er ikke sikkert, at kilden har været forstået rigtigt, da man bedømte den tidligere. Den kan være opstået et helt andet sted, i en helt anden sammenhæng og med en helt anden forfatter, end man troede. Kilden kan vise sig at være forkert skrevet af, forkert oversat eller forkert fortolket, da den tidligere blev vurderet. Og kilden kan – midt i al sin bestræbelse på at omskrive begivenheden – afsløre hidtil oversete, men så at sige "undertekstlige" sandheder, eller den kan vise sig at være ironisk ment og derved bringe de stik modsatte oplysninger ind i billedet. Det kan godt tænkes, at den eneste kilde, der findes, har svag udsagnsevne og -kraft, fordi den er en sen beretning, at den er sekundær i forhold til en tabt, primær kilde, og at den er tendentiøs. Men det betyder ikke nødvendigvis, at kilden er ubrugelig; kun at den må bruges med alle forbehold lagt tydeligt frem. Det kan i næste omgang føre til jagten på den tabte, primære kilde eller på andre, endnu ikke opdagede kilder til samme begivenhed.
Det materielle kildebegreb