thumb|Første side af den indgåede konvention om neutralitetsforbundet
Det væbnede neutralitetsforbund var et forbund mellem sømagterne Danmark-Norge, Sverige, Preussen og Det Russiske Kejserrige, der blev oprettet i 1800 under Napoleonskrigene. Forbundet blev etableret på initiativ af den russiske zar Paul 1. af Rusland og havde til formål at sikre landenes handel mod restriktioner og vilkårlig beslaglæggelse af varer fra engelsk side. Neutralitetsforbundet skulle garantere dette om nødvendigt med magt, og Storbritannien anså dette som en trussel mod det engelske søherredømme. Oprettelsen af forbundet førte i 1801 til et engelsk angreb mod Danmark, resulterende i Slaget på Reden.
I det 17. og 18. århundrede var Europa en verdensdel i vækst. Landes befolkninger voksede hastigt, og med denne stigning kom en større efterspørgsel på varer som sukker, krydderier, kaffe, te og porcelæn som var blevet dagligdagens forbrugsvarer, steg efterspørgslen på transport. Dette kunne neutrale lande som f.eks. Danmark-Norge profitere på, og beskyttelsen af handel og muligheden for at handle med alle var derfor af vital betydning. Englænderne ville derimod gerne begrænse handelen bl.a. med deres fjender franskmændene.
Beskyttelse af den neutrale handel Den store transport betød at bekrigende lande nu skulle sørge for at blokere fjendens havne og kyster, opbringe fjendens handelsskibe, bemægtige sig fjendens kolonier og forhindre at økonomisk krigsførelse blev undergravet ved at fjenden blot fortsatte sine økonomiske aktiviteter under dække af neutralt flag.
Dette bevirkede, at København i slutningen af 1700-tallet var en af verdens driftigste og største handelshavne, idet den overgik havne som Amsterdam og Hamborg. Denne økonomiske vækst blev ikke mindst realiseret ved, at Danmark-Norge havde fulgt en neutral linje i forholdet til England. I løbet af den sidste halvdel af 1700-tallet havde Danmark-Norge ført en særlig udenrigspolitisk kurs, en væbnet neutralitet.
Der opstod spændinger mellem de krigsførende og neutrale nationer, og da England var den mest dominante krigsførende nation til søs, var der derfor tale om spændinger mellem England og de neutrale nationer som Danmark-Norge og Sverige. Problemet var derfor klart for alle: England baserede udelukkende sin position som stormagt på sin flåde og sit søherredømme. Og England kunne ikke opretholde sin position, hvis de neutrale nationer undergravede Englands økonomiske krigsførelse.
En neutral søfartsnation som Danmark-Norge måtte på den anden side opretholde sin ret som selvstændig stat til at: handle med hvem de ville, med hvad de ville, og hvor de ville. Englands krig var Englands problem – og ikke de danske købmænd og rederes. Situationen var dog ikke altid så ligetil. Under kolonikrigene 1755-63 havde England befundet sig i en meget stærk militær position. Det havde derfor kunne sætte meget snævre grænser for danske købmænd og rederes udnyttelse af neutralitetskonjunkturerne. Under den Amerikanske frihedskrig 1778-83 havde England på den anden hånd været svækket, og Danmark-Norge havde der kunne presse England, og handelen og søfarten havde oplevet en højkonjunktur uden sidestykke. Under frihedskrigen havde den økonomiske krigsførelse set uanede højder. Dette havde gjort Danmark-Norges neutrale transport endnu mere farlig, men også endnu mere udbytterig. Den danske regering havde bevidst holdt lav profil under dette stormagtsopgør. Det engelsk–danske forhold var en balancegang. England ønskede ikke at presse Danmark-Norge så meget at de ville søge mod Frankrig, eller endnu værre at Danmark-Norge sammen med andre neutrale nationer ville danne et neutralitetsforbund. Situationen ændrede sig konstant i takt med den politiske og militære udvikling.
Neutralitetsprincipperne Klarest trådte modsætningsforholdet frem i spørgsmålet om neutralitetsprincipperne: om hvilke rettigheder de neutrale og de krigsførende havde. Det var der lige så mange svar til som der var stater, og svarene hang tit sammen med nationens økonomiske og politiske interesse. For Danmark-Norge og Englands vedkommende var de henvist til den dansk-engelske traktat fra 1670, som ikke bare var gammel men også uklar. I praksis betød det at sager om danske skibe blev afgjort af en engelsk domstol, som tilmed var politisk sammensat. Uenighederne om neutralitetsprincipperne drejede sig især om 6 spørgsmål: 1: De neutrales ret til at besejle de krigsførende magters havne og kyster. 2: De neutrales ret til at besejle de krigsførende magters kolonier. 3: De neutrales ret til at transportere de krigsførendes gods. 4: De neutrales ret til at transportere alt, undtagen krigskontrabander – herunder problemet, hvorvidt krigskontrabander kun var egentligt krigsmateriel, eller om det også omfattede fødevarer og skibsmateriel. 5: De neutrales ret til at afvise visitation af neutrale handelsskibe under konvoj. 6: De neutrales krav om, at kun effektiv blokade skulle respekteres.
I disse seks spørgsmål indtog England i sagens natur en yderst restriktiv holdning, mens Danmark-Norge stod for en ekstremt liberal tolkning. For England var det et spørgsmål om afgørende politisk og militær betydning. For Danmark-Norge var det et spørgsmål om penge – mange penge. Fra 1772 til 1807 hjembragte den asiatiske handels gren en samlet salgsværdi på 135 millioner rigsdaler, det var samtidigt med at den danske konges årsindtægt af samtlige sine riger og lande langsomt bevægede sig fra seks millioner i 1772 til ni millioner omkring 1800.
Risiko ved højkonjunkturen Både den danske og engelske regering vidste at den største del af denne søfart skete med danske skibe for dansk regning. Men de vidste også at Dannebrog i vid udstrækning fungerede som bekvemmelighedsflag. Mange danske skibe transporterede ladninger som på papirerne tilhørte danskerne, men i realiteten var de ejet af krigsførende lande. Og mange af de skibe som sejlede under dansk flag var i virkeligheden ejet af krigsførende lande. I nogle tilfælde var der tale om en dansk reder eller købmand som fik en hurtig gevinst, men i andre tilfælde var der tale om et systematisk neutralitetsmisbrug i stor stil. Nederlandenes inddragen i krigen i 1795 krigen mod Frankrig havde fået både nederlændere og danskere til at spekulere i transporten til Europa af de vældige lagre af koloniprodukter, der ophobede sig i pakhusene i Batavia. Det skulle ske under dække af dansk pas, papirer og flag dels med skibe sendt fra Europa, dels med skibe erhvervet i Indien og på Java, som forsynedes med søpas sendt ud fra København. Alle deltog i neutralitetsmisbruget, og alle vidste at højkonjunkturen afhang af hvad England opfattede som neutralitetsudnyttelse. Men det bekymrede ikke den danske regering, de ville nå målet: den største mulige indtjening. Og de havde ikke noget imod at Dannebrog fungerede som kamouflage for de krigsførende nationers lyssky aktiviteter. Det der bekymrede den danske regering var hvor langt det var politisk muligt at forsvare neutralitetsudnyttelsen overfor England og hvornår det var smartest at vaske sine hænder og lade købmænd og redderne og deres udenlandske forretningsforbindelser sejle deres egen sø. Spørgsmålet var derfor hvordan den danske regering undgik at komme for langt ud i forholdet til England så de blev tvunget til at vælge mellem et politisk nederlag eller en militær konflikt. Derfor var der i kolonikrigen og frihedskrigen, trods deres forskellighed, en gennemgående linje i den danske regerings holdning: En konsekvent afbøjning, hver gang en konflikt mellem Danmark-Norge og England havde spidset til. Danmark-Norge førte en defensiv neutralitetspolitik.
Grunden til den defensive politik var at bevare de omstridte neutralitetsprincipper til bedre tider. Selv ikke da Rusland, som Danmark-Norge var politisk afhængig af, stillede sig i spidsen for et væbnet neutralitetsprincip, lod Danmark-Norge England vide at de ikke agtede at gøre brug af deres medlemskab selv om de formelt tilsluttede sig. Udenrigsminister A.P. Bernstorff lod diskret danske købmænd og redere vide at de ikke ville støtte dem hvis de fragtede krigskontrabander. I spørgsmålet om konvoj indtog udenrigsministeren en lige så defensiv holdning. Danmark-Norge havde før brugt orlogsskibe til at konvojere handelsskibe. Dette havde dog været et hasardspil; under frihedskrigen og havde kun kunnet ladet sig gøre fordi England var i en presset situation som før omtalt. Men A.P. Bernstoffs død i 1797 varslede nye politiske toner, netop som krigen til søs gik ind i en ny afgørende fase.
Offensive neutralitetsprincip Kronprins Frederik var nu 29 år. Og ved Bernstorffs død overtog han den reelle politiske magt. Og Kronprinsen havde en stærk æresfølelse når det galt statens og flagets prestige. Som ny udenrigsminister valgte han A.P. Bernstorffs ældste søn Christian Bernstorff, og den danske udenrigspolitik blev en helt anden. Danmark-Norge gik fra det defensive neutralitetsprincip til det offensive neutralitetsprincip. Krigsførelsen til søs var blevet intensiveret, og selv om det stadig var et hasardspil, blev det nu besluttet at der skulle konvojeres. Konvojpolitikken indebar at lige meget hvor lille et fartøj eller hvor end de sejlede, skulle danske søofficerer afvise visitation af deres konvoj, om fornødent med magt. Imidlertid havde England trukket sig ud af Middelhavet, men da Nelson knuste Bonapartes flåde ved Abukir, stod det klart for Bernstorff hvad det betød. I 1798 gjorde han kronprinsen opmærksom på at England ikke ville opgive hvad de betragtede som deres ret. Han anbefalede derfor, at konvojchefen blev instrueret om at tillade visitation, såfremt kravet blev stillet af en overlegen styrke. Advarslen blev sendt til admiralitetet som havde forlangt udenrigsministerens kommentar. Og her valgte kronprinsen og den 70-årige admiral Frederik Christian Kaas ganske enkelt at ignorere den. På længere sigt var det en afgørende beslutning kronprinsen tog, ikke engang han kunne fantasere konsekvenserne af denne særdeles offensive neutralitetsprincip. Nu var det bare et spørgsmål om tid før det kom til stridigheder mellem Danmark-Norge og England.
Visitering i den Engelsk Kanal Det første sammenstød fandt sted i middelhavet den 2. december, hvor den danske fregat Triton tilbageerobrede et dansk handelsskib, som to britiske kapere havde taget fra deres konvoj. I London var regeringen og dens jurister ikke et sekund i tvivl om at England som krigsførende ret havde ret til at visitere neutrale skibe. Gesandten i København blev derfor instrueret i at aflevere en skarp protest. Men Grev Bernstorffs reaktion var endnu skarpere: Danmark-Norge ville aldrig – så længe regeringen besad et gram af æresfølelse – opgive princippet om konvojernes ukrænkelighed. England undlod foreløbig at reagere. Allerede den 24. dec. 1799 fandt en ny episode sted. Den omhandlede den danske fregat Havfruen som støtte på engelsk modstand i Gibraltar-strædet, de nægtede visitation efter ordre fra konvojchefen. Og da Englænderne satte en båd i vandet med henblik på visitation, skød kaptajnen efter den og sårede to matroser. Englænderne undlod at gøre brug af deres overmagt, pga. frygten for at udløse uønskede politiske reaktioner, i en storpolitisk situation som var uoverskuelig nok i forvejen. Denne gang valgte London at handle, admiralitetet beordrede de engelske skibschefer til at visitere neutrale konvojer, og såfremt de modsatte sig denne visitation, skulle de opbringe såvel konvojen som de neutrale orlogsskibe. Først derefter instruerede den engelske udenrigsminister, gesandten i København. Den 7. april 1800 begav Anthony Merry sig af sted for at meddele grev Bernstorff at admiralitetet forlangte at Danmark-Norge opgav sit krav om neutrale konvojers ukrænkelighed. Men hvad han opnåede var endnu et blankt afslag.