Maria Sibylla Merian (født 2. april 1647 i Frankfurt am Main, død 13. januar 1717 i Amsterdam) var tysk-hollandsk botaniker, entomolog og billedkunstner med speciale i afbildning af insekter og blomsterkompositioner Hun hører til den yngre frankfurter-linje af Merian-familien fra Basel og voksede op i Frankfurt am Main.
Sin kunstneriske uddannelse modtog hun fra sin stedfar, Jacob Marrel, en elev af maleren Georg Flegel. Til 1670 boede hun i Frankfurt am Main, derefter i Nürnberg, Amsterdam og det vestlige Friesland. Via guvernøren over den hollandske koloni Surinam (på hollandsk: Suriname, dengang Hollandsk Guyana), Cornelis van Sommelsdijk, blev hun inspireret til fra 1699 at foretage en toårig rejse til denne sydamerikanske kyststat. Efter at være vendt tilbage til Europa udgav Maria Sibylla Merian sit hovedværk Metamorfose insectorum Surinamensium, som gjorde kunstneren berømt.
På grund af hendes nøjagtige observationer og gengivelser af sommerfugles metamorfose betragtes hun som en vigtig pioner inden for den moderne undersøgelse af insekter (entomologi).
Baggrundshistorie For de lærde i middelalderen fortjente den natur, der omgav dem, knapt nok opmærksomhed. De tog i stedet udgangspunkt i, hvad der var overleveret fra Antikken, og dermed også i Aristoteles' opfattelse af insekternes forhold. Ifølge denne opstår disse "uværdige" dyr ved en slags spontan skabelse af rådnende mudder og plantedele. Opfattelsen blev først overbevisende tilbagevist i 1668 af Francesco Redi. Nogle årtier tidligere var to insektbøger fremkommet, der anses for at være de første værker inden for entomologien: De animalibus insectis libri septem af Ulisse Aldrovandi (Bologna 1602), og Insectorum sive minimorum animalium theatrum af Thomas Moffett (London, 1634), hvilket arbejde også var baseret på tidligere observationer af naturforskeren Conrad Gesner fra Zürich. Det forlag, der repræsenterede Matthæus Merian, Maria Sibyllas' far, udgav i 1653 Historiae naturalis de insectis libri III af pædagogen og polyhistoren John Johnston. Det var hovedsageligt en samling billedmateriale fra arbejder af Moffett og Aldrovandi, hvis relativt grove træsnit nu blev gengivet i detaljerede kobberstik.
Værket Grosse vollständige Universal-Lexicon Aller Wissenschafften und Künste af Johann Heinrich Zedler (1706-1751), definerer under opslagsordet Insectum: "Utøj generelt, hvorunder forstås alle af krybende og flyvende art" og henviser med henblik på bier og silkeorme til de økonomiske fordele ved entomologiske studier, men fremhæver også de åndelige fordele: "... Ja, der er ikke en orm så modbydelig og ringe i vores øjne, at den ikke, hvis vi kun ville vende den dermed forbundne opmærksomhed mod den, fuldstændig ville overbevise os om visdommen hos Himlens og Jordens skaber." Afslutningsvis formodes det, at ikke mange mennesker vil hellige sig dette nye forskningsområde: "For dertil hører en særegen flid, en dyb eftertanke og en besværlig erkendelse, som kun er de allerfærreste givet."I Insectum i Johann Heinrich Zedler: Grosses vollständiges Universal-Lexicon Aller Wissenschafften und Künste. Bind 14, Leipzig 1735, spalte 741.
I den sene renæssance fremkom blomster- og stilleben-malerierne, der især dyrkedes i Holland fra begyndelsen af det 17. århundrede og som i baroktiden nåede sin højeste blomstring som selvstændig kunstform. Allerede Maria Sibyllas bedstefar, Johann Theodor de Bry, havde i 1612 offentliggjort et kobberstik med 80 blomsterfremstillinger, og hendes far, Matthäus Merian, sørgede i 1641 for en udvidet udgave af denne Florilegium novum. Maria Sibylla Merians livsværk blev således til i en tid med stigende interesse for naturen, en nøjere betragtning af den og dens subtile fremstilling i kunsten.
Liv Frankfurt am Main Maria Sibylla Merian blev født i 1647 som datter af Matthäus Merian dem Älteren og hans anden hustru Johanna Catharina Sibylla Heim. Hendes far var forlægger og kobberstikker i Frankfurt, udgiver af Theatrum Europaeum og af Topographien og velkendt på grund af sine hyppigt reproducerede bybilleder. Da hans datter blev født, var han allerede 54 år gammel og plaget af sygdom. Han døde kun tre år senere. Året efter giftede enken sig med blomstermaleren Jacob Marrel, der var elev af den flanderske malerskole. Han indrettede et atelier i Frankfurt, men fortsatte med at drive sin blomstrende kunsthandel i Utrecht og opholdt sig derfor sjældent hos sin familie.
At Maria Sibylla var kunstnerisk begavet stod tidligt klart, men det fandt ingen anerkendelse hos hendes strengt småborgerlige og umusikalske moder. Derfor sad hun sig i hemmelighed på et tagkammer og øvede sig i at kopiere de kunstblade, hun havde adgang til. Til sidst arrangerede og støttede hendes stedfader Marrel en målrettet kunstnerisk uddannelse, som han på grund af sit hyppige fravær overdrog til en af sine elever, Abraham Mignon (1640–1679). Allerede 11 år gammel var Maria Sibylla Merian i stand til at fremstille kobberstik, og hun overgik snart sin lærer i denne teknik og udviklede en personlig malestil. Hendes blomsterbilleder udførtes efter forbillede fra malerskolen i Utrecht med tilføjelse af små sommerfugle og biller.
På dette tidspunkt begyndte hun at opdrætte larver af silkesommerfugle, men vendte snart også sin opmærksomhed mod andre larvearter. I forordet til hendes berømte senere værk om insekterne i Surinam (Metamorphosis insectorum Surinamensium) skrev hun i tilbageblik:
Med sine specielle interesser begav den unge forsker sig ind på et usikkert område, hvilket forårsagede ængstelse og ubehag hos hendes mor. Men Maria Sibylla selv blev stadig mere engageret og fastholdt sommerfuglenes metamorfose og deres typiske omgivelser i sin skitsebog. Hun betragtede ikke kun sine insekter med et sagligt forskerblik, men også med religiøs æresfrygt, idet hun oplevede dem som et under under fra skabelsen. Disse to aspekter i sammenhæng med hendes kunstneriske intensitet kendetegner hele hendes livsværk og fremgår derfor også af de kommenterende tekster i hendes bøger.
Den 16. maj 1665 blev Maria Sibylla Merian viet til Johann Andreas Graff. Denne var ligeledes elev af hendes stedfar Marell. I tredje år af ægteskabet kom den første datter, Johanna Helena, til verden.
Af Johann Andreas Graff kendes adskillige ganske detailrige tegninger og kobberstik af kirkerum og andre bygningsværker i Nürnberg, og også et pragtbind med prospekter derfra.Erich Mulzer: Maria Sibylla Merian und das Haus Bergstraße 10. Nürnbergs byråd roste i en beslutning fra 1685 „hans her på stedet førte gode vandel, og hans flid i videnskaben og oplæring af ungdommen“.Mulzer, a. a. Åbenbart virkede han som tegnelærer – det vides, at han som den første underviste barokbygmesteren Johann Jacob Schübler i dennes barneår. Den i mange tekster om Maria Sibylla Merian hyppigt fremførte påstand om, at Graff var sin hustru underlegen, uden arbejdsmæssig succes, plaget af mindreværdsfølelser og endog drikfældig, lader sig ikke bekræfte.Anne-Charlotte Trepp: Insekten-Metamorphose als Passion oder Maria Sibylla Merians langer Weg zur Wiedergeburt.
Nürnberg 1670 flyttede familien til Graffs fødeby Nürnberg. For at bidrage til deres underhold måtte Maria Sibylla påtage sig mange forskellige opgaver, men som gift kvinde i den fri rigsstad var der sat snævre grænser for hende. En "maler-ordning" fra slutningen af det 16. århundrede tillod kun mænd at male med oliefarver på lærred, hvilket sikrede dem de opgaver, som gav anseelse og gode indtægter. Kvinder måtte under alle omstændigheder kun arbejde i små formater med akvarel- og dækfarver på papir eller pergament. Familiens hovedindkomst blev efterhånden den handel med farver, fernis og malertilbehør, som Maria Sibylla Merian drev. Hun udførte ved siden af en hel del bestillingsarbejder, hvor hun for eksempel broderede flankegarder og bemalede bordduge til byens patricierhusholdninger. left|thumb|200x200px|Farvelagt kobberstik fra Das Neue Blumenbuch Desuden oplærte hun unge kvinder i blomstermaleriets og -broderiets kunst. Blandt hendes elever var Clara Regina Imhoff (1664–1740), gennem hvem hun fik adgang til patricierfamilien Imhoffs Hesperidehave og til den senere succesfulde blomstermalerinde Magdalena Fürst (1652–1717). Som oplæg til denne undervisning udfærdigede Merian kobberstik, som blev grundlag for hendes første bogudgivelse. Denne Neue Blumenbuch var tænkt som en bog med mønstre for broderende damer. Dens første del indeholdt nogle kopier af udenlandske blomsterbilleder og udkom i 1675. Anden og tredje del, udgivet henholdsvis 1677 og 1680, indeholdt hendes egne naturstudier. Det lille oplag og værkernes karakter af brugsværker har betydet, at der i dag kun findes få eksemplarer af Maria Sibylla Merians - allerede dengang mesterlige - farvelagte værker.
Kort tid efter udkom i to dele (1679 og 1683) hendes bog om larver: Der Raupen wunderbare Verwandlung und sonderbare Blumennahrung (Larvens mirakuløse forvandling og specielle blomsterlevevis), som indeholdt resultaterne af hendes mangeårige betragtninger. Heri findes også det kompositionsprincip, som hun anvendte i sine senere arbejder: På hver planche blev insekternes udviklingsstadier vist i forbindelse med de planter, som tjente dem til næring. Da aftrykkene var i lille oktav-format og ikke på førsteklasses papir, er kun få farvelagte eksemplarer overleveret – og derfor opnåede værket ikke samme udstråling som den senere bog om insekterne i Surinam.
I lang tid blev "larvebogen" af andre kun set som et bidrag til entomologien. I virkeligheden skulle den imidlertid også tjene til andægtighed, hvilket allerede fremgår af forordet: "Jeg søger desuden heri ikke min, men alene Guds ære, for at prise Ham som skaber også af disse allermindste og ringeste ormearter." Bogen er derved i samklang med den i Nürnberg i denne tid udbredte tradition for naturfromhed og søgen efter Gud i selv de mest ubetydelige skabninger.
Holland I 1685 besluttede Merian efter et tyveårigt ægteskab og i en alder af 38 år at tage til slottet Walta-State ved Wieuwerd i det hollandske Friesland for ubestemt tid sammen med sin mor og de to døtre, der dengang var 17 og 7 år gamle. Hendes stedbroder Caspar havde allerede opholdt sig der fra 1677 og havde opfordret dem til det. Slottet tilhørte tre søstre til guvernøren over Surinam, Cornelis van Aerssen van Sommelsdijk, og de havde stillet det til rådighed som tilflugtssted for den urpietistiske sekt labadisterne. Koloniens omkring 350 personer følte sig forpligtet på urkristelige idealer, i modsætning til den naturfremmede ortodoksi i den almindelige kirke. Gruppen havde imidlertid under ledelse af prædikanten Yvon (1646–1707) udviklet et fællesskab med strenghed, moralsk snæversynethed og nærmest til sværmeri grænsende overdrivelser, hvilket næppe stemte overens med Merians væsen.
Hun indtog derfor også en vis særstilling i gruppen. Hun sørgede for omfattende kunstnerisk uddannelse af sine døtre, forbedrede sit eget kendskab til latin, begyndte efterhånden igen at male sommerfugle og blomster og studerede samlingen af eksotiske sommerfugle fra Surinam, der fandtes på slottet Walta-State. Efter hendes mors død - hendes stedbroder var allerede død i 1686 – forlod hun labadistgruppen og bosatte sig i 1691 med sine døtre i Amsterdam. Der fremføres overvejende det synspunkt, at hun valgte det flerårige ophold på slottet Waltha som en bevidst milepæl for at lægge afstand til anstrengelserne under årene i Nürnberg og for at opnå opløsning af sit ægteskab.