thumb|upright=2.00|Hunnernes og andre stammers placering omkring år 350. thumb|upright=1.35|Hunniske kogekar fundet i Ungarn. På grund af deres lighed med kogekar fra Mongoliet bliver de brugt i argumentationen for hunnernes oprindelse ved Kinas grænse. Begrebet hunner er en betegnelse for et centralasiatisk folk med nomadisk og senere halvnomadisk levevis. Man ved ikke ret meget om hunnernes oprindelse, og forskerne diskuterer stadig, hvilket sprog, de talte. I lighed med mange andre nomadefolk efterlod de ingen skriftlige spor, og historikerne må derfor forlade sig på de beskrivelser fra dem, de kom i berøring med, primært Romerriget.
Romerske forfattere omtaler i 1. og 2. århundrede folkeslag med navne, der kunne minde om hunnerne. Fra det 4. århundrede bliver de en vigtig faktor i europæisk storpolitik og i det 5. århundrede har hunnerne deres storhedstid under Attila. Efter hans død går det hastigt tilbage for dem: Deres rige går i opløsning og i de følgende to århundreder har man kun spredte efterretninger om dem. Herefter forsvinder hunnerne ud af historien.
Oprindelse Da hunnerne for alvor trådte ind i europæisk historie i det 4. århundrede, blev de indgående beskrevet af den romerske forfatter Ammianus Marcellinus. Deres oprindelse kunne han imidlertid ikke sige andet om, end at de kom fra området på den anden side af det Azovske Hav, "nær det isfyldte ocean".Ammianus, Res Gestae Libri XXXI, Bind 31, Kap. 2, 1.
Den franske historiker Joseph de Guignes udgav i 1748 bogen Mémoire historique sur l'origine des Huns et des Turcs ("Historiske efterretninger om hunnernes og tyrkernes oprindelse"), hvori han fremførte den teori, at hunnerne var identiske med xiongnu-folket, der boede tæt på den kinesiske grænse, og som er flittigt omtalt i kinesiske kilder. De Guignes havde fokus på sammenhængen mellem statsdannelser og interesserede sig mindre for, om hunnerne rent fysisk var efterkommere af xiongnu-folket. Historikerne har hæftet sig ved ligheder i udtalen af folkeslagenes navne, samt hunnernes rolle i at overføre kompositbuer med forstærket greb fra Centralasien til Europa og lighederne mellem de kogekar, man har fundet ved flodbredder. Det drejer sig her om xiongnu-folkets kar fra Ordos og hunniske kogekar fra det nuværende Ungarn.de la Vaissière, E. (2005). Huns et Xiongnu. Central Asiatic Journal, 49(1): side 3-26. Xiongnu-folket er omtalt fra omkring år 200 f.Kr og boede nordvest for det nuværende Kina. De udgjorde en trussel mod rigets grænser og modtog af samme grund en årlig tribut. Omkring år 50 mistede de deres magt, og kun spredte grupper blev tilbage nord for Kina.Bently, Jerry H., Old World Encounters, 1993, side 37. Historikeren J.B. Bury støttede xiongnu-teorien og mente, at hunnerne var fordrevet fra Centralasien, i forbindelse med at Rouran-riget (som han kalder "zhu-zhu") ekspanderede.J. B. Bury, The Invasion of Europe by the Barbarians, London 1928, side 49.
Andre historikere har sået tvivl om xiongnu-teorien. For eksempel praktiserede hunnerne kunstig kraniedeformation,Rekonstruktion af hunnisk kraniedeformation fra museet i Speyer. og det gjorde xiongnu-folket ikke. Derfor hælder flere historikere til en teori om, at hunnerne snarere er opstået som en koalition af stammer fra stepperne. Østrigeren Walter Pohl udtrykker det således: Det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at navnet hunnerne i senantikken (4. århundrede) blev brugt til at beskrive herskende grupper af steppekrigere med høj prestige.Walter Pohl. Huns. Late Antiquity: a guide to the postclassical world, ed. Glen Warren Bowersock, Peter Robert Lamont Brown, Oleg Grabar. Harvard University Press, 1999, side 501-502 Historikeren Peter Heather skriver: Forfædrene til vores hunner i Europa i det 4. århundrede kunne godt have været en del af xiongnu-konføderationen i det 1. århundrede, uden at være det "rigtige" xiongnu-folk. Selv om vi etablerer en slags forbindelse mellem hunnerne i det fjerde århundrede og xiogngnu i det første, så er der løbet vældig meget vand under vældig mange broer i form af trehundrede års tabt historie.Heather (2005), side 149. thumb|upright=2.00|Hunnernes angreb på alanerne blev starten på en kædereaktion af angreb fra øst mod vest. Historie Hunnerne i det 4. århundrede Den græske videnskabsmand Ptolemæus omtaler i sin Geographia et folk nord for Sortehavet, der kaldes "Chuni".Ptolemæus, Geographia, Bog 3, kapitel 5. Dette er af nogle historikere opfattet som en henvisning til hunnerne, men Geographia er skrevet omkring år 160, og nutidens historikere placerer hunnerne meget længere mod øst på det tidspunkt.Ptolemæus omtaler så mange forskellige stammer, at næsten hvad som helst kan tolkes ind i navnene. Heather (2009), side 6, kalder det "an almost bewildering list of group names".
Omkring år 370 krydsede hunnerne Volga og strømmede ind i de områder, der hidtil havde været beboet af alanerne. En stor del af alanerne flygtede vestpå, og de dukkede op igen ved Rhinen som deltagere i Rhinovergangen i 406. De øvrige alaner måtte underkaste sig hunnerne, og de tog del i hunnernes næste bevægelse mod vest - cirka år 375 - hvor greutungerne blev angrebet. Greutungerne var den ene af de to store gotiske sammenslutninger - den anden var tervingerne. Senere slog de forskellige gotiske grupper sig sammen som ostrogoter og visigoter.Heather (1996), side 53. Heather skriver, at det tilsyneladende kun var mindre hunniske styrker, der angreb greutungerne. Hunnerne havde imidlertid følgeskab af så mange alaner, at greutungerne ikke i længden kunne modstå dem, og efter kong Ermanariks død trak de sig tilbage til floden Dnestr, som dannede grænsen til tervingerne.Heather (1996), side 99-100. Tervingerne - under kong Athanarik - var heller ikke i stand til at modstå det alansk-hunniske pres og måtte trække sig tilbage mod Donau, hvor deltagere fra begge gotiske grupper forsøgte at få en aftale med romerne om bosættelse på den romerske side af floden. Der var tale om mindre grupper hunner, og hovedparten af dem slog sig tilsyneladende ned nord for Sortehavet omkring floderne Don og Volga.Heather (1996), side 103. Hunnerne havde imidlertid igangsat en kædereaktion, der fik omfattende følger for folkeslagene i Europa. Biskop Ambrosius af Milano skrev omkring 380:"Hunnerne kastede sig over alanerne, alanerne over goterne, og goterne over taifalerne og sarmaterne ... og det er ikke slut endnu."Heather (1996), side 104. Senere i 380'erne har man efterretninger om, at hunnisk-alanske tropper er gået i romersk tjeneste som lejesoldater, men det drejede sig fortsat om mindre grupper.Heather (2009), side 214.
Den første konfrontation mellem hunnerne og det romerske rige kom i 395. Tidspunktet var velvalgt for hunnerne: Der var i 393-394 oprør mod kejser Theodosius, og felthæren fra de østlige provinser var sendt til Norditalien for at indgå i kejserens styrker. De hunniske angribere forcerede Kaukasus-bjergene og strømmede plyndrende ned gennem Armenien og angreb bosættelser i såvel Romerriget som det Persiske rige. Hunnerne kom vidt omkring, men kunne ikke indtage de største, befæstede byer som Antiochia, Edessa (Şanlıurfa) og den persiske hovedstad Ctesiphon. Først i 398 nåede en romersk hær frem, og da havde hunnerne indledt hjemturen. Det massive plyndringstogt fik blandt andet den effekt, at perserne befæstede passet ved Darial i Kaukasus og udstationerede styrker i fæstningen. Som noget hidtil uset gik Romerriget med til at betale en del af anlægget, da det helt klart var i begge parters interesse at forhindre nye angreb.Heather (2005), side 386-387.
Hunnerne i det 5. århundrede thumb|Hunnerne deltog som romerske lejesoldater i nedkæmpningen af de gotere, der blev ledet af Radagaisus. I loftudsmykningen i Palazzo Vecchio i Firenze indgår dette billede - malet 1563-1565 - hvor Giorgio Vasari har forestillet sig det afgørende slag ved Fiesole. thumb|I takt med, at hunnerne fik adgang til guld, udviklede de deres eget guldsmedearbejde. Her et granat-besat guldarmbånd fra det 5. århundrede. Er på Walters Art Museum thumb|Selv om hunnerne i løbet af 430'erne havde lært at bygge belejringsmaskiner, så opgav de på forhånd at forcere de nybyggede og massive mure omkring Konstantinopel.
Før Attila: 400-437 I 400-401 kom de første beviser for, at en gruppe hunner var nået frem til området ved Donaus udmunding i Sortehavet direkte ved grænsen til det Østromerske rige. Den gotiske general Gainas havde forladt Konstantinopel i 400, da først folkestemningen og derefter kejseren vendte sig mod ham. Hans udmarch blev til flugt, og da han søgte mod Donau, stødte han sammen med hunnere, der var ledet af høvdingen(kongen) Uldin. Gainas blev overvundet, og Uldin sendte hans afhuggede hoved som gave til kejser Arcadius i Konstantinopel.Norwich, side 127
Lige efter år 400 ser det ud som om, hovedparten af hunnerne indledte en ny flytning mod vest, og dermed begyndte en kædereaktion, der svarede til den i 375-376. Hunnerne havde brug for store græsningsarealer til deres kvæg og heste, og det havde de haft nord for Sortehavet. Imidlertid fandtes der et tilsvarende steppeområde i det nuværende Ungarn, og det havde den fordel, at det var tættere på Romerrigets rigdomme. I begyndelsen af 400-tallet var det primært beboet af gotere, og de kom nu under pres.Heather (2005), side 204 Man ved, at en stor del af den gotiske befolkning under ledelse af Radagaisus valgte at forcere Donau, og de hærgede i Norditalien i 405. I slutningen af 406 gik store befolkningsgrupper af vandaler, sveber og alaner over Rhinen med kurs mod Gallien (Frankrig). Det vestromerske rige, ledet af Stilicho, fik nedkæmpet Radagaisus, blandt andet ved at hyre Uldins hunner som lejetropper,Heather (2005), side 196 men Rhinovergangen fik voldsomme følger og indebar, at de nævnte folkeslag i de følgende årtier var i stand til at opholde sig inden for rigets grænser. Begge romerske riger var svækket, og i 408 tog Uldin chancen, og gik over Donau og besatte det østromerske fort Castra Martis (i den nuværende provins Vidin i Bulgarien). Han forlangte så store beløb for at trække sig tilbage, at østromerne i stedet valgte at bestikke hans undergivne, samtidig med at de udrustede en hær. Da de østromerske tropper nåede frem, faldt Uldins hær fra hinanden. Han flygtede, og man hørte ikke mere til ham.
Historikerne diskuterer stadig, hvornår hunnerne nåede frem til de ungarske stepper i større tal. Peter Heather argumenterer for, at det skete allerede omkring år 410, og baserer det blandt andet på, at der i 412 i Konstantinopel blev givet ordre om at styrke de østromerske flådestyrker på Donau, og at selve Konstantinopel i disse år blev beskyttet med kraftige mure, hvilket kunne være en reaktion på de nye magtforhold nord for grænsen.Heather (2005), side 203 Et andet argument for denne datering er Olympiodorus af Thebens diplomatiske mission til hunnerne i 412. Han sejlede fra Konstantinopel, men baseret på en oplysning om, at han efter en storm søgte ly i Athen, ser Peter Heather det som bekræftelse på, at sejlturen gik til Adriaterhavet og Aquileia, hvorfra der var gode vejforbindelser til stepperne bag Donau.Heather (1996), side 108. Hunnerne havde på dette tidspunkt endnu ingen egentlig konge, men i stedet et hierarki af høvdinge.Heather (1996), side 109.