Jersild mod Danmark (sagsnummer 15890/89), også kaldet Grønjakkesagen i Danmark, var en sag om fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions ret til ytringsfrihed i forhold til den danske straffelovs forbud mod racisme og medvirken hertil.

Sagen omhandlede et interview af den danske journalist Jens Olaf Jersild med en gruppe racistiske unge kaldet Grønjakkerne fra Østerbro, der blev bragt i tv-programmet Søndagsavisen på Danmarks Radio i 1985. I interviewet fremsatte Grønjakkerne nedsættende ytringer om forskellige minoritetsgrupper. Grønjakkerne blev sigtet og dømt for racisme i Københavns Byret, mens Jersild og daværende nyhedschef for Danmarks Radio Lasse Jensen blev dømt for medvirken til udbredelse af racistiske udtalelser. Jersild og Jensen ankede dommen til Østre Landsret og videre til Højesteret, som begge stadfæstede dommen.

Jersild valgte at klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der fandt at Danmark havde overtrådt den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om retten til infomations- og ytringsfrihed ved at dømme Jersild for medvirken til udbredelse af racistiske udtalelser, navnlig fordi at indgrebet ikke var "nødvendigt i et demokratisk samfund" eller nødvendigt "for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder".præmis 37

Sagens baggrund Jersild havde læst om Grønjakkerne i Dagbladet Information og besluttede sig for at lave et indslag om gruppen i DR's søndagsmagasin Søndagsavisen som led i en bredere samfundsdebat om racisme.

Under interviewet spurgte Jersild ind til Grønjakkernes kriminelle aktiviteter og deres selverklærede racistiske synspunkter.EMD 23.9.1994, 11. afsnit Centralt for de efterfølgende retssager var Grønjakkernes udtalelser om mennesker med afrikansk herkomst samt "tyrkere, jugoslaver" og andre "fremmedarbejdere".UfR 1989.399 H Et af gruppens medlemmer udtalte at disse grupper ikke var mennesker men dyr med henvisning til afkræftede racelære-teorier om deres kropsbygning. Derudover udtalte Grønjakkerne at de støttede Ku Klux Klan og de amerikanske sydstaters tidligere slavehold med afrikanske slaver, at halvdelen af fangerne i Vestre Fængsel var "perkere" der sad inde for narkokriminalitet og at Grønjakkerne ikke kunne lide "når de farer rundt i Zimbabwetøj og så snakker hula-hula-sprog ude på gaden."Jørgensen, Mediejura - det handler om informations- og ytringsfrihed, s. 30

Jersild interviewede også Per Axholt der på daværende tidspunkt arbejdede som klubassistent på Studsgårdsgade Ungdomscenter. Axholt mente, at Grønjakkernes kriminelle adfærd og forfølgelse af indvandrere var et udtryk for magtesløshed og skuffelse over deres tilværelse. Til sidst spurgte Jersild et medlem af Grønjakkerne om han ønskede at hans datter ville få samme kriminelle tilværelse som ham, hvortil han svarede, at han ikke ville tolerere hvis hun overfaldte ældre damer og stjal deres tasker, men at han ikke ville have noget imod, at hun overfaldt indvandrere.

Behandling i det danske retssystem Behandling ved Københavns Byret Efter interviewet var blevet sendt, blev de tre unge sigtet for overtrædelse af straffelovens der på daværende tidspunkt forbød offentlige udtalelser eller udtalelser med forsæt til udbredelse i en videre kreds som forhånede eller nedværdigede en gruppe af personer på grund af deres "race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro".LBK nr. 607 af 06/09/1986, Jersild og Jensen blev sigtet for medvirken til overtrædelse af , Jersild ved at have udbredt interviewet på TV og Jensen ved at have godkendt indslaget i egenskab af hans rolle som programchef. Sagen blev behandlet som en domsmandssag ved Københavns Byret hvor både Grønjakkerne, Jersild og Jensen nægtede sig skyldige.

De tre Grønjakker erkendte at have fremsat udtalelserne, men mente ikke at de kunne klassificeres som en overtrædelse af , dels fordi udtalelserne i deres optik ikke var grove nok, dels fordi visse af udtalelserne, navnlig om "Zimbabwetøj" og "hula-hula-sprog", ikke var strafbare idet de fremførte at disse blot var betegnelser for afrikansk tøj og uforståeligt sprog. Retten vurderede at Grønjakkerne havde overtrådt med udtalelsen om at visse befolkningsgrupper skulle være dyr samt udtalelsen om narkokriminalitet, men at udtalelserne om "Zimbabwetøj" og "hula-hula-sprog" ikke var grove nok til at være strafbare.

Jersild og Jensen mente ikke at deres handlinger kunne sammenlignes med Grønjakkernes og påstod at de skulle frifindes uanset om Grønjakkerne blev kendt skyldige eller ej. De udtalte at formålet med programmet var "nøgternt at ville beskrive et faktum i samfundet", ikke at udbrede Grønjakkernes synspunkter for at få andre til at tilslutte sig dem, ydermere gjorde de opmærksom på at de fleste seeres reaktion på programmet havde været "afsky samt medynk".

Landsretten Sagen blev efterfølgende appelleret til Østre Landsret, hvor Jersild forklarede, at han havde valgt ikke at censurere Grønjakkernes udtalelser, fordi det var vigtigt at vise gruppens faktiske attitude.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Højesteret Sagen blev endeligt indbragt for Højesteret, som stadfæstede byrettens dom.

Behandling ved Menneskerettighedsdomstolen

Dommen 12 ud af de 19 dommere fandt, at Danmark havde overtrådt artikel 10 af den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved at dømme Jersild for medvirken til udbredelse af racistiske udtalelser.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillagde vægt, at Jersild ikke selv fremkom med udtalelserne og ikke havde gjort dem til egne udtalelser,præmis 31 at interviewet var en del af et seriøst program, der var henvendt til et oplyst publikum og at der var foretaget en tilstrækkelig afbalancering. Menneskerettighedsdomstolen mente ikke, at indslaget om Grønjakkerne blev præsenteret uden noget forsøg på at opveje de udtrykte ekstremistiske synspunkter, eftersom både indslagets introduktion og Jersilds optræden under interviewene tydeligt adskilte ham fra de interviewede personer. Dette skete blandt andet ved at medlemmerne blev beskrevet som "en gruppe ekstremistiske unge", som støttede Ku Klux Klan, og ved at henvise til deres straffeattester. Derudover henviste domstolen til at indslaget som helhed skulle formidle betydningen af, at de racistiske udtalelser var en del af en generelt asocial holdning hos Grønjakkerne.

Menneskerettighedsdomstolen henviste herefter til en række betragtninger fra dommen Observer og Guardian mod Storbritannien, hvori domstolen anførte at interviewmetoden er pressens vigtigste redskaber i pressens rolle som public-watchdog, hensynet til pressefriheden er tungtvejende hensyn, pressen er forpligtet til viderebringe informationer af samfundsmæssig interesse, hvilket var tilfældet med Grønjakkerne-indslaget og at befolkningen har ret til at modtage disse informationer.

Menneskerettighedsdomstolen mente endvidere at det at straffe journalister ville have en chilling effect, uanset størrelsen på straffen og bøden, medmindre der foreligger strenge grunde for, og at konteksten af ”den forudgående offentlige debat og kommentarer i pressen om racisme” skulle tages i betragtning. Udsendelsen havde ikke til formål at promovere racisme men at oplyse om fænomenet, gennem et interview, at vise, analysere og forklare denne gruppe, hvilket også var af almen interesse. Menneskerettighedsdomstolen mente ikke, at dette var blevet taget i betragtning ved de danske domstoles behandling.

Endelig mente Menneskerettighedsdomstolen, at indgrebene var ikke-proportionelle i forhold til hensynet ”at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder”.

Dissens af Ryssdal, Bernhardt, Spielmann og Loizou Retspræsident Rolv Ryssdal, samt dommere Rudolf Bernhardt, Alphonse Spielmann og Andreas Nicolas Loizou var uenige med majoriteten. De vurderede at de danske domstole havde handlet inden for den skønsmargin som EMRK tillader, og at der derved ikke var begået en overtrædelse af artikel 10.EMD 23.9.1994, Dissens 1, 5. afsnit I deres dissens medgav de at Jersild ikke havde fremsat udtalelser der bakkede op om Grønjakkernes udtalelser eller på anden måde bifaldt dem, og at "afvejningen mellem pressefriheden og beskyttelsen af andres gode navn og rygte er svær".EMD 23.9.1994, Dissens 1, 2. afsnit Dog holdt de fast i at majoriteten havde vægtet pressefriheden højere end beskyttelse af ofre for racisme, en vægtning de var uenige i.EMD 23.9.1994, Dissens 1, 2. & 5. afsnit

De mente også at indslaget ikke havde gjort det klart nok at Grønjakkernes udtalelser var "uacceptable i et samfund baseret på respekt for menneskerettigheder." Flertallet havde i deres begrundelse lagt vægt på at det var tydeligt i kontekst at Jersild ikke var enige i Grønjakkernes udtalelser, men Ryssdal og co. mente at Jersild klart og tydeligt burde have taget afstand fra udtalelserne og at der uundgåeligt havde været nogen seere der havde fundet "støtte for deres racistiske fordomme" i indslaget.EMD 23.9.1994, Dissens 1, 3. afsnit

Efterfølger Dommen fastsatte journalisters referatprivilegium, hvilket betyder at når en journalist offentliggør et interview med en person, der fremkommer med ulovlige udtalelser, kan journalisten kun straffes for medvirken under helt særlige omstændigheder.Baumbach, Medieret - Frihed og ansvar, s. 133-134

Dommen er blevet kritiseret af professor Trine Baumbach, som mente at Jersild ikke blot havde videreformidlet Grønjakkernes udtalelser, men direkte anstiftet Grønjakkerne til at fremkomme med udtalelserne. Efter Baumbachs opfattelse, ville Grønjakkerne aldrig have realiseret gerningsindholdet i § 266 b, hvis ikke Jersild havde anstiftet dem.Baumbach, Medieret - Frihed og ansvar, s. 135

Jacob Mchangama bemærkede, at der blandt medlemmerne i FN's racediskriminationskomité var der vidt forskellige reaktioner på dommen, herunder, at nogle mente, at dommen var den indtil videre tydeligste erklæring om, at retten til beskyttelse mod racediskrimination havde forrang for retten til ytringsfrihed, mens andre medlemmer mente, at de faktiske forhold i sådanne tilfælde skulle afvejes i forhold til begge rettigheder.Mchangama, Jacob, UfR 2011B.215Report of the Committee on the Elimination of Racial Discrimination, A/45/18, præmis 56

Kommentarer

Kildehenvisninger

Kilder Love

Domme

Andet

Litteratur Bøger

Artikler

Kategori:Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Kategori:Retssager i Danmark