Christopher Albert Sims (født 21. oktober 1942, død 14. marts 2026) var en amerikansk økonometriker og makroøkonom. Han var professor i økonomi ved Princeton University og modtog i 2011 sammen med Thomas Sargent Nobelprisen i økonomi for deres "empiriske forskning om årsag og virkning i makroøkonomien".

Baggrund

Sims tog en bachelorgrad i matematik ved Harvard University i 1963 og en Ph.D.-grad i økonomi sammesteds fra i 1968. Han har undervist ved Harvard, University of Minnesota, Yale og, siden 1969, Princeton. I 1995 var han formand for økonomsammenslutningen Econometric Society og i 2012 for den amerikanske økonomsammenslutning American Economic Association.

Forskning

Sims offentliggjorde adskillige vigtige artikler inden for sine forskningsområder økonometri og makroøkonomisk teori og politik. Især var han kendt som en pioner i brugen af såkaldte vektorautoregressive modeller (ofte kaldet VAR-modeller) i empirisk makroøkonomi. VAR-modeller bruges til at undersøge samspillet mellem flere forskellige samtidige økonomiske variable, som formodes at kunne påvirke hinanden.

Sims var kendt for at være en klar modstander af hypotesen om rationelle forventninger i makroøkonomi,http://www.jstor.org/stable/2534318 ligesom han var skeptisk over for de nyklassiske real business cycle-modeller.http://www.jstor.org/stable/2138286 Dermed var han i modsætning til Thomas Sargent, som han delte Nobelprisen sammen med.

Selvom Sims' videnskabelige arbejde befandt sig på et avanceret teknisk niveau, forsøgte han i forbindelse med sin Nobel-forelæsning at oversætte det til et mere hverdagsagtigt sprog. Her forklarede Sims, at formålet var at skabe en teknik, der kan vurdere, hvilken retning kausaliteten går i forbindelse med centralbankers pengepolitik. Hans arbejde bekræftede teorierne fra monetarister som Milton Friedman om, at ændringer i pengemængden skaber inflation. Det viste imidlertid også, at kausaliteten går begge veje, sådan at ændringer i variable som rente og inflation også påvirker pengemængden.Good Morning. You’re Nobel Laureates. Af Jeff Sommer, New York Times, 3. december 2011.

Kilder

Eksterne henvisninger

Materiale om Christopher Sims på Nobelstiftelsens hjemmeside Christopher Sims' hjemmeside på Princeton University

Kategori:Nobelprismodtagere i økonomi Kategori:Økonomer fra USA Kategori:Nobelprismodtagere fra USA Kategori:Faglitterære forfattere fra USA Kategori:Personer fra Washington D.C. Kategori:Ansatte ved Yale University Kategori:Ansatte ved Princeton University Kategori:Ansatte ved Harvard University