thumb|Kort over Erebus og Terrors formodede ruter under Franklins forsvundne ekspedition. Diskobugten(5) ligger omkring 3.200 kilometer fra Mackenzieflodens munding(6).
Franklin-ekspeditionen var en britisk opdagelsesrejse for at udforske Arktis og som under ledelse af kaptajn sir John Franklin forlod England 1845. Franklin var marineofficer og en erfaren forskningsrejsende og havde tjenestegjort under tre tidligere ekspeditioner til Arktis, hvoraf de to seneste som leder. Hans fjerde og sidste rejse fandt sted, da han var 59 år gammel og var tænkt at gå gennem den sidste uudforskede del af Nordvestpassagen. Hele ekspeditionen, Franklin og 128 besætningsmænd, døde af både naturlige og unaturlige årsager efter, at deres fartøj var frosset fast i isen i Victoriasundet nær King Williams land i det nordlige Canada. Ekspeditionen regnes som en af de største tragedier i opdagelsesrejsernes historie.
Efter pres fra Jane Griffin (Franklins hustru) og andre sendte admiralitetet i 1848 en eftersøgningsekspedition ud for at lede efter den forsvundne ekspedition. Delvist takket være Franklins berømmelse og admiralitetets tilbud om en findeløn udsendtes mange efterfølgende ekspeditioner i eftersøgningen, som i et tilfælde i 1850 bestod af 11 britiske og 2 amerikanske fartøjer. Flere af dem samledes på øen Beecheys østkyst, hvor de første levn efter Franklin-ekspeditionen blev fundet, blandt andet gravene for tre besætningsmedlemmer. Da den opdagelsesrejsende John Rae inspicerede det nordlige Canada sydøst for King Williams land i 1854, fandt han levn og hørte beretninger fra inuit om Franklin-selskabet. Francis Leopold McClintock ledede en eftersøgning 1859 og fandt da optegnelser på King Williams land med detaljer om ekspeditionens skæbne. Eftersøgningerne fortsatte under en stor del af 1800-tallets anden halvdel.
Et forskningsteam ledet af antropologiprofessoren Owen Beattie ved University of Alberta, påbegyndte 1981 en serie videnskabelige studier af grave, kroppe og andre fysiske levn fra Franklins besætning på Beechey og King Williams land. De kom frem til, at besætningsmedlemmerne hvis grave var fundet på Beechey sandsynligvis var døde af lungebetændelse og måske tuberkulose samt at blyforgiftning af dårlige svejsninger på madkonserves kunne være en trolig dødsårsag. Skæresår på skeletdele, som blev fundet på King Williams land, sås som spor efter kannibalisme. De samlede beviser af alle studier viste, at kulde, sult, blyforgiftning og sygdomme (blandt andet skørbug) dræbte besætningen under Franklins sidste ekspedition.
Trods den mislykkede ekspedition fremstillede victorianske medier Franklin som en helt. Der blev skrevet sange om ham, opsat statuer i hans hjemby Spilsby og London, og Tasmanien gav ham æren for at have opdaget Nordvestpassagen. Franklins forsvundne ekspedition har været tema i mange kunstværker, digte, noveller, romaner og TV-dokumentarer.
Baggrund thumb|Sir John Barrow propaganderede for arktiske opdagelsesrejser under sin lange tid som viceformand i admiralitetet
Europæernes søgning efter en nordlig genvej fra Europa til Asien tog sin begyndelse med Christoffer Columbus rejser 1492 og fortsatte frem til midten af 1800-tallet med en lang række af forskningsekspeditioner som hovedsagelig havde deres start i England. Disse mere eller mindre fremgangsrige rejser bidrog til den europæiske geografiske kundskab om den vestlige halvklode, frem for alt Nordamerika, og da kundskaben voksede, vendtes gradvis blikket mod det nordlige Canada. Blandt de opdagelsesrejsende fra 1500- og 1600-tallet, som gjorde opdagelser af Nordamerika, var Martin Frobisher, John Davis, Henry Hudson og William Baffin. Hudson Bay-kompagniets dannelse 1670 førte til yderligere udforskning af den kanadiske kyst og indlandet samt de Arktiske have. Blandt de opdagelsesrejsende i 1700-tallet var James Knight, Christopher Middleton, Samuel Hearne, James Cook, Alexander MacKenzie og George Vancouver. Omkring 1800 viste deres opdagelser, at der ikke fandtes nogen farbar nordvestlig passage for fartøjer på de kolde breddegrader mellem Stillehavet og Atlanterhavet.Savours, Ann (1999). The Search for the North West Passage. New York: St. Martin's Press. .
Sir John Barrow blev admiralitetets viceformand 1804, en post han havde til 1845, og begyndte at forsøge at overtale marinen til at afslutte Nordvestpassagen nord om Kanada og navigere mod nordpolen. Under de følgende fire årtier gjordes framgangsrige rejser til det kanadiske Arktis, blandt andet af de opdagelsesrejsende John Ross, David Buchan, William Edward Parry, Frederick William Beechey, James Clark Ross, George Back, Peter Warren Dease og Thomas Simpson. Blandt dem var John Franklin, viceformand under en ekspedition mod nordpolen 1818 med skibene Dorothea og Trent samt leder af en landekspedition langs Kanadas arktiske kyst 1819-1822 og 1825–1827. Omkring 1845 havde de samlede opdagelser under disse ekspeditioner formindsket de vigtige ukendte dele af kanadisk Arktis til et område på omtrent 181.300 km2. Det var til dette ukendte område Franklin skulle sejle og rejse vest på gennem Lancastersundet og der efter vest- og sydover, når is, land og andre forhindringer fremstod, for at afslutte opdagelsen af Nordvestpassagen. Afstanden, som skulle gennemsejles, var omkring 1.670 kilometer.Cyriax, Richard (1939) Sir John Franklin's last Arctic expedition; a chapter in the history of the royal navy. London: Methuen & Co.
Forberedelser Leder thumb|Sir John Franklin var Barrows modvillige valg af ekspeditionsleder
Barrow, som var 82 år og i afslutningen af sin karriere, overvejede nøje hvem, som skulle lede ekspeditionen for at afslutte afdækningen af Nordvestpassagen og måske skulle finde, hvad Barrow troede var et isfrit hav ved nordpolen. Parry, som var hans første valg, var træt af Arktis og afslog tilbuddet. Også hans andet valg, James Clark Ross, afslog, efter som han havde lovet sin nye hustru, at han var færdig med Arktis. Barrows tredje valg, James Fitzjames, fik afslag af admiralitetet på grund af hans unge alder. Barrow overvejede George Back men troede at der ville blive for mange diskussioner med ham. Francis Crozier var af for lav byrd og irer, hvilket talte imod ham. Modvilligt faldt valget til sidst på den 59-årige Franklin.Sandler, Martin (2006). Resolute: The Epic Search for the Northwest Passage and John Franklin, and the Discovery of the Queen's Ghost Ship. New York: Sterling Publishing Co. . Ekspeditionen skulle bestå af de to skibe HMS Erebus og HMS Terror, som begge havde tjenestegjort i Antarktis under James Clark Ross. Fitzjames fik befalingen over Erebus og Crozier, som havde haft befalingen over Terror under Antarktisekspeditionen, blev befalhavende og kommendør over Terror. Franklin udsås til leder over ekspeditionen den 7. februar 1845, og han fik sine officielle instruktioner den 5. maj samme år.
Skibe, besætning og forsyninger
HMS Erebus, 378 ton og HMS Terror, 336 ton, var stabile skibe udrustede med de nyeste opfindelser. Dampmaskinen på Erebus kom fra London and Greenwich Railway og den på Terror kom trolig fra London and Birmingham Railway. De gjorde, at skibene kunne sejle med 7,4 km/t ved egen kraft. Blandt andre avancerede teknikker var bomme forstærkede med tunge bjælker og stålbeslag, en opvarmningsanordning for indendørskomfort, propeller og jernror, som kunne trækkes ind i jernbepansrede fag for at beskytte mod skader, bibliotek ombord med over 1.000 bøger samt tre års forbrug af konserveret mad. En del konserves blev fremstillet af Stephen Goldner, som fik kontrakten den 1. april 1845, syv uger inden, at Franklin satte sejl.Beattie, Owen, and Geiger, John (1989). Frozen in Time: Unlocking the Secrets of the Franklin Expedition. Saskatoon: Western Producer Prairie Books. . Goldner arbejdede i hurtig takt for at kunne levere 8.000 konservesdåser som senere viste sig have blylodninger, som var "tykke og sløset gjort og løb som stearinlys på dåsernes inderside".
Den største del af besætningen var englændere, mange fra det nordlige England, samt et mindre antal irlændere og skotter. Ved siden af Franklin og Crozier var de eneste, som havde erfaring i Arktis en assisterende læge og to iseksperter.Interview med Michael Smith, forfattar af Captain Francis Crozier: Last Man Standing? , af Russel A. Potter, læst 22 august 2008
Forsvinden Ekspeditionen satte sejl fra Greenhithe i England om morgenen den 19. maj 1845, med en besætning på 24 officerer og 110 mand. Skibene gjorde et kort ophold i Stromness Harbour på Orkneyøerne i det nordlige Skotland, og derfra sejlede de til Grønland sammen med HMS Rattler og fragtskibet Barretto Junior.Cookman, Scott (2000). Iceblink: The Tragic Fate of Sir John Franklin's Lost Polar Expedition. New York: John Wiley & Sons. . thumb|right|Jane Griffin (senere Lady Jane Franklin), 1815. Hun giftede sig med John Franklin 1828, året inden at han blev adlet.Dictionary of Australian Biography - Franklin, Jane, Lady (1792–1875) , læst 21 august 2008 På en ø i Diskobugten uden for Grønlands vestkyst blev slaget 10 okser, som var blevet fragtet dertil af Baretto Junior, for fersk mad. Fornødenheder flyttedes fra Terror til Erebus og besætningsmændene skrev deres sidste breve hjem. Inden ekspeditionen endelig afgik, blev fem mand af besætningen afskediget og sendt hjem med Rattler og Barretto Junior, hvilket mindskede skibenes endelige besætning til 129 mand. Ekspeditionen sås sidste gang af europæere i august 1845, da kaptajn Dennet og kaptajn Robert Martin på hvalfangstskibene Prince of Wales og Enterprise så Terror og Erebus i Baffinbugten, hvor de ventede på bedre vilkår for at nå frem til Lancastersundet.