Jean-Baptiste Lully (født 28. november 1632, død 22. marts 1687) var fransk komponist af italiensk herkomst.
Efter Jean-Baptiste Lullys ankomst til Paris i 1646 kom han i adelig tjeneste, men blev i 1652 ansat ved Ludvig 14.s hof, hvor han hurtigt gjorde karriere. Han skrev balletter og blev især kendt for sine tragédies lyriques, der i modsætning til italiensk opera lagde vægt på det dramatiske forløb og gav afkald på virtuos sangudfoldelse. Mellem 1673 og 1686 skrev han i alt 16 operaer.
Liv og gerning Barndom i Italien Lullys fader, Lorenzo Lulli, var af bondeslægt. Moderen, Caterina del Sera, var datter af en møller. Familien boede i en bygård i Firenze som sandsynligvis tilhørte Lullys morfader. Begge Lullys søskende døde i barnealder, og syv år gammel var Jean-Baptiste blevet enebarn. Han fik en god uddannelse, den første musikundervisning fik han af en franciskanermunk.
Lullys skæbne blev vendt på hovedet efter, at Roger de Lorraine, søn af hertug Charles de Guise, kom til Firenze i februar 1646. Hertuginde Anne Marie Louise d'Orléans, som var datter af Ludvig XIIIs broder, hertug Gaston af Orléans, havde givet Chevalier de Guise i opdrag at finde en "smuk dreng" som hun kunne konversere på italiensk med. Lorraine blev opmærksom på den livlige, tretten år gamle Lully, og i forståelse med forældrene tog han ham med til Frankrig.
Hos La Grande Mademoiselle Lully boede hos hertuginden i Palais des Tuileries og havde som opgave at underholde i komiske roller, akkompagnere på guitar, holde orden på hertugindens garderobe, ordne i kaminen og tænde lys. Til gengæld fik han anledning til at perfektionere sit violinspil, han modtog cembalo- og kompositionsundervisning hos Nicolas Métru, François Roberday og Nicolas Gigault, og fik uddannelse i balletdans under opsyn af Jean Regnault de Segrais.
Lully og Ludvig XIV danser thumb|upright|Den unge Ludvig XIV i hovedrollen som Apollo i Ballet royal de la nuit, 1653. Så længe Ludvig XIV var mindreårig, blev Frankrig i realiteten styret af kardinal Mazarin og kongens moder, Anna af Østrig. Den unge konge havde dermed megen fritid, som han brugte til at lege med personalets barn i Palais du Louvres kælder, hvor han kan være blevet bekendt med den seks år ældre Lully. Kongen og broderen var knapt at skelne fra de andre børn, for den legendarisk gerrige Mazarin vogtede som en høg over kongens garderobe, så sandsynligvis var mange af tjenerstabens børn mere velklædt end kongen af Frankrig. Mellem Lully og kongen opstod der et nært venskab, og sammen lærte de at danse og spille guitar. Forholdet gik nok langt ud over et normalt mæcenat.
Det nære venskab mellem kongen og Lully gik ikke de andre hofmusikeres opmærksomhed forbi. Jean de Cambefort, som så langt havde været ansvarlig for balletmusikken ved det franske hof, så ham allerede nu som en alvorlig trussel. Det samme gjorde Guillaume Dumanoir, lederen af Vingt-quatre Violons du Roy ("kongens 24 strygere"), et orkester grundlagt af Ludvig XIII og det første permanente orkester i musikhistorien. Men der fandtes også hofkomponister, som opmuntrede den unge musiker, for eksempel Michel Lambert, en mester inden genren air de cour, og senere Lullys svigerfader.
I Lullys første kendte optræden, som foregik på Théâtre de la foire 7. marts 1652, fremstillede han en torvehandler. Efter "fyrstefrondens" nederlag blev La Grande Mademoiselle tvunget til at forlade Paris, og Lully fulgte med hende til Saint-Fargeau i Bourgogne. Det gik ikke lang tid før han var tilbage i Paris for herefter helt og fuldt koncentrere sig om Ludvig XIV. I Ballet royal de la nuit, som blev opført flere gange mellem 23. februar og 16. marts 1653, optrådte Lully som hyrde, soldat, tigger, krøbling og gratie, mens kongen gjorde sin første balletoptræden i rollen som den opadstigende sol. Kongen var så fornøjet med Lully at han 16. marts 1653 gav ham ansvaret for instrumentalmusikken og titlen Compositeur de la musique instrumentale. De dansede nu ofte sammen på scenen, for eksempel i Ballet des plaisirs. På denne tid bidrog Lully med en Concert italien til Ballet de Psyché, det blev hans første succes som komponist.
Lully var misfornøjet med disciplinen i Vingt-quatre Violons du Roy, og med kongens velsignelse dannede han i 1648 et eget ensemble, Les Petits Violons de Lully. Med dem fremførte han sin første store komposition, La Galanterie du temps, som blev opført i Mazarins palads. Petit violons var et mere fleksibelt værktøj for Lully end "Kongens 24 strygere" og gjorde det muligt for ham at slippe væk fra jalousien og rænkespillet blandt de etablerede komponister.
Lully hørte til en gruppe italienere, som virkede i Paris med støtte af den italiensk fødte kardinal Mazarin, men til trods for sit ophav var Lully allerede på denne tid hovedtalsmand for en franskpræget dansestil. Gennembruddet som komponist kom med Amour malade, uropført 17. januar 1657. Igen brillerede han som danser, denne gang fremstillede han Commedia dell'arte-figuren Scaramouche.
Karriere ved Ludvigs XIVs hoff Lully tilhørte nu kongens inderkreds og ledsagede ham og Mazarin til Pyrenæerne i 1659, hvor de forberedte Pyreneerfreden. På turen skrev Lully blandt andet Ballet de Toulouse. 29. august 1660, tre dage før Ludvigs indtog i Paris, blev Lullys fredsmotet Jubilate Deo opført i Église de la Merci. Tilstede ved den vellykkede fremførelse var kongemoderen Anna af Østrig, dronning Maria Theresia af Spanien og kongens broder Filip 1. af Orléans.
thumb|upright|Francesco Cavalli. I anledning af festivitassen tog Mazarin i brug politisk pres for at «invitere» tidens mest berømte italienske operakomponist, Francesco Cavalli, som nok så modvillig tog turen til Paris. Cavallis opgave var at skrive en festopera med titlen Ercole amante ("Den forelskede Herkules"), mens Lully fik ansvaret for balletindslagene. Italienske operaer var ikke ukendte i Paris: Luigi Rossis operaer blev ofte opførte, og specielt indtryk gjorde hans L'Orfeo. Men kongen selv kunne ikke udstå italiensk opera og instruerede derfor Lully til at undergrave samarbejdet med Cavalli.
Lullys sabotage resulterede i at det ikke lykkedes Cavalli at få værket færdigt i tide. Løsningen blev at gribe til en af hans tidligere succeser, operaen Xerxes, og også til denne skulle Lully komponere balletmusikken. Under opførelsen i Palais des Tuileries' kunstgalleri 21. november 1660, overstrålede Lullys danseindslag selve operaen. For at bevise den franske musiks overlegenhed, skrev Lully værket helt og fuldt i fransk stil. Cavallis italienske opera fik knapt nogen opmærksomhed, han blev ikke en gang nævnt som komponist. Alligevel var ikke Cavalli det egentlige mål, det var kardinalen, som skulle latterliggøres via protegéens fiasko.
Efter Mazarins død den 9. marts 1661 forlod mange italienere Frankrig; det var som at udvise den italienske opera. Alligevel blev Cavallis Ercole Amante opført til sidst. Balletindslaget Hercule amoureux blev en af musikhistoriens mest mindeværdige forestillinger: mens kongen dansede solguden Apollo – for anden gang, og nu i al sin strålende pragt – messede hoffet "længe leve Solkongen!" Tilnavnet blev hængende ved, og Ludvig IV kaldes fortsat "Solkongen". Cavalli returnerede til Venedig som en nedbrudt og vanæret mand, og svor at han aldrig ville komponere for scenen mere (han skrev seks operaer til). For Lullys del gik karrieren på skinner. Den 5. maj 1661 udnævnte kongen ham til Surintendant de la musique du roi og gav med det afkald på de 10.000 livre, som posten egentlig kostede. Michel Lambert blev Maître de musique de la chambre.
Samarbejde med Molière (1664–1671)
Finansminister Nicolas Fouquet fik bygget et palads i Vaux-le-Vicomte og havde hyret Frankrigs bedste kunstnere for opgaven: arkitekten Louis Le Vau tegnede paladset, André Le Nôtre stod for haveanlæggene og Charles Lebrun, hofmaler og en fremragende dekoratør, indrettede salene. Den 17. august 1661 blev byggeriet indviet med en storslået fest, kongen med familie og en lang række gæster var inviteret, og tidens bedste musikere stod for underholdningen, blandt andre Michel Lambert og Lully. Nogen dage før festen fandt Lully sin ven Molière i en panisk stemning fordi han ikke fik tak i nok skuespillere til komedien Les Fâcheux ("Plageånderne"). Lully fik den genialt enkle ide at tilføje balletnumre mellem scenerne således, at skuespillerne fik tid til at klæde sig om til nye roller. Pierre Beauchamp og Lully arrangerede en del eksisterende balletnumre. For denne anledning nykomponerede Lully blot en courante.
Opførelsen blev en stor succes, og dermed var "comedie-ballet" skabt, dette var Lullys vigtigste form de næste år. For øvrigt gjorde det dyre slot og den ekstragavante fest kongen jaloux. Han fik Fouquet fængslet og ejendommen beslaglagt, og startede straks på at ombygge faderens gamle jagtslot til det allermest storslåede af alle hans residenser, slottet i Versailles.
Da de første parkarbejder var fuldførte i 1664, var det tid for at holde en storslået fest. Den fik navnet Les Plaisirs de l'îsle enchantée ("den fortryllede øs fornøjelser") og tematikken var hentet fra Ludovico Ariostos epos Orlando furioso. Festen varede fra 7. til 13. maj og blev åbnet med en såkaldt carrousel, en hesteballet, hvor hoffet præsenterede sig i sine kostbare antræk, selvsagt anført af kongen. Dagen blev afsluttet med Ballet des Saisons ("årstidsballet"), hvor blandt andet "Våren" blev præsenteret på en hest, "Sommeren" på en elefant, "Høsten" på en kamel og "Vinteren" på en bjørn. Musikken, som Lully komponerede for denne første dag, er gået tabt.
Festen bestod ellers af lotterier, banketter, baller, opførelser af de tre Molière-Lully-balletter La Princesse d’Élide («fyrstinnen av Elis», 8. maj), Les Fâcheux, 11. maj), Le Mariage forcé ("det tvungne giftermål", 13. maj), og 12. maj var der premiere på komedien Tartuffe. Den første version indeholdt kritik af religiøst hykleri, så kirkens folk sørgede for ganske hurtigt at få den forbudt. Tartuffe blev omarbejdet flere gange, indtil den blev godkendt af censuren. Den første, skandaleombruste, version er tabt.
Højdepunktet under festen var stormningen af Alcinas palads, en stor kulisse på en kunstig ø i Versailles' store kanal. "Paladset" brændte op under et meget kostbart fyrværkeri.
De følgende år kom det flere balletkomedier: George Dandin (1688) blev opført under den anden store Versailles-fest, Monsieur de Pourceaugnac (1669), og de allerstørste succeser, Les amants magnifiques og Le Bourgeois Gentilhomme, begge 1670. Den sidste var møntet på en tyrkisk udsending, som havde gjort sig til grin ved hoffet.
Ved siden af samarbejdet med Molière komponerede Lully flere hofballetter. I 1669 kom den sidste store hofballet, Ballet Royal de Flore, hvor Ludvig XIV optrådte som Solen for tredje gang. Den fjerde og sidste gang var i balletkomedien Les amants magnifiques, da kongen blev overanstrengt, angiveligt af en krævende koreografi.
I 1671 skrev Lully og Molière tragédie-balletten Psyché, som gav "verdens største konge" en heroisk rolle at optræde i. På grund af tidsnød måtte Molière engagere to librettister, Pierre Corneille og Philippe Quinault. Sidstnævnte havde ansvar for les Divertissements, og blev efter dette Lullys foretrukne librettist.
Ballet des Ballets blev bestilt til brylluppet mellem kongens broder, hertugen af Orléans og Elisabeth Charlotte av Pfalz, og Lully og Molière skabte en pastisj af vellykkede scener fra deres sidste fælles værk. Selv om de røg uklar under arbejdets gang og gik fra hinanden som uvenner, blev balletten opført. Molières komedie La Comtesse d'Escarbagnas («Grevinden fra Escarbagnas», 1671) blev tonesat af Marc-Antoine Charpentier. Charpentier skrev også den omfangsrige scenemusik til Molières sidste værk, Le malade imaginaire ("Den indbildt syge").
Den franske operas Solkonge (1672–1685) upright|thumb|Jean-Baptiste Lully