thumb|Fra venstre mod højre: jagerne HMS Remus, HMS Romulus, HMS Psilander og HMS Puke på Nya Varvet i Gøteborg den 10. juli 1940.
Psilanderaffæren var en episode, der indtraf i Skálafjørður nær Tórshavn på Færøerne under 2. verdenskrig den 20. juni 1940, hvor de fire svenske destroyere (jagere) HMS Psilander (18), HMS Puke (19), HMS Romulus (27) og HMS Remus (28) blev tilbageholdt af Royal Navy. På dette tidspunkt var Danmark besat af Tyskland og England havde besat Færøerne. Tilbageholdelsen fandt sted, da briterne frygtede, at Tysklands Kriegsmarine ville beslaglægge dem og tage dem i tysk tjeneste, når de forlod Nordsøen.
At svenske jagere overhovedet befandt sig ved Færøerne på et for briterne ganske kritisk tidspunkt i krigen beroede på Sveriges akutte behov for moderne krigsmateriel, der opstod ved krigens udbrud i september 1939. Italien var et af de få lande, som kunne sælge det ønskede materiel, og et hurtigt salg af fire jagere blev gennemført. Fartøjerne blev klargjort i La Spezia i marts og april 1940. Efter en lang og dramatisk hjemrejse, forsinket af blandt andet pludseligt opståede defekter og besværligheder med at skaffe brændstof, havnede jagerne sammen med passagerskibet Patricia og tankeren Castor ved Færøerne, da kamphandlingerne i Vesteuropa fik flådestyrken til at undgå sejladsen gennem den engelske kanal.
Cirka en uge senere fik Sverige efter intensive diplomatiske forhandlinger frigivet skibene, og de kunne efterfølgende sejle til Gøteborg. Eftersom jagerstyrkens chef, kommandørkaptajn Torsten Hagman havde overgivet et bevæbnet svensk orlogsfartøj til en fremmed magt uden kamp, blev han frataget sin kommando, og han blev indkaldt til indledende forhør ved krigsretten ved Västkustens marinkommando. Da sagen ikke gik videre til rettergang, fik Hagman hverken rettens vurdering eller offentlig oprejsning for rigtigheden i sin beslutning.
Baggrund thumb|Rød: Jagernes færd fra La Spezia til Tórshavn samt fra Kirkwall til Gøteborg under svensk kommando. Orange: Under britisk kommando fra Tórshavn til Kirkwall. Grøn: Tankeren Castors alenefærd blandt andet via Casablanca.
Ved 2. verdenskrigs udbrud opstod der et akut behov for at forstærke det svenske forsvar med nyt krigsmateriel. I december 1939 nedsatte Gustav 5. en kommission, der havde til opgave at indkøbe torpedoer og motorer til torpedobåde og sidenhen også jagere, motortorpedobåde og muligvis også krydsere. Kommissionen bestod af reservemarineingeniør af 1. grad Holger Graffman, flådekaptajnerne Johan Gabriel Oxenstierna og Henning Hammargren, den senere marineattaché, samt marineingeniør Samzelius.
Indkøbet Det var med modvilje fra svensk side, at man måtte indvilge i købet af to italienske jagere af Sella-klassen. Disse var søsat i 1926 og havde i svenske øjne for længst overstået deres levetid, allerede inden de ville blive taget i brug af Sverige. Det italienske tilbud var dog to Sella- og to Spica-3-klasse destroyere eller intet. Den sidstnævnte klasse blev søsat i 1934 og var betydeligt mere moderne. Den 21. januar 1940 indgik man en kontrakt om køb af fire jagere, fire motortorpedobåde med mere. De fire motortorpedobåde af MAS-klassen, der i Sverige fik benævnelserne T11-T14, blev fragtet hjem på M/S Boreland fra La Spezia til Gøteborg i marts 1940. Sverige købte desuden yderligere krigsmateriel for sammenlagt 250 millioner svenske kroner. I alt rullede mellem 700 og 800 godsvogne ud på jernbanen fra Italien til Sverige med krigsmateriel; søminer, torpedoer, ammunition, reservedele og sigtemidler til kanoner. Senere i foråret 1940 indkøbte man 216 flyvemaskiner, blandt andet kampflyene Fiat CR.42 (J11) og Reggiane Re.2000 (J20) samtbombe- og observationsflyene Caproni Ca.313 (B16). Desuden købte man et stort antal flymotorer og maskingeværsammunition.
thumb|left|Passagerfartøjet Patricia på vej til La Spezia i marts 1940. Redningsbådene er svunget ud over siden og er klar til umiddelbar brug.
Besætningernes rejse til Italien Statsminister Per Albin Hansson stod personligt bag udnævnelsen af kommandørkaptajn af 2. grad Torsten Hagman, til chef for flådestyrken. Hagman havde været adjudant for Per-Albin Hansson, da denne var forsvarsminister i 1920'erne.
Svenska Lloyds passagerskib Patricia blev kontraheret og hurtigt konverteret til hjælpekrydser i flåden. Fartøjet blev udrustet med en 12 centimeter kanon og to 8 mm maskingeværer. Skibet førte orlogsflag og blev efter hjemkomsten benyttet som en tender for flådens stigende antal undervandsbåde. De fire jagerbesætninger, i alt 450 mand, entrede Patricia og dennes besætning på 36 og påbegyndte rejsen mod La Spezia den 4. marts 1940. Jagerbesætningerne var i stort omfang fra de indefrosne jagere HMS Sigurd (21), HMS Ragnar (22), samt HMS Vidar (23) og HMS Wale (3),. Da Gøteborg var indefrosset af en halv meter tyk is, fik Patricia isbryderhjælp til at komme ud i Skagerrak. Uden nævneværdige episoder anløb Patricia La Spezia den 19 marts.
Klargøring og prøvesejlads Den 27. marts nedhaledes det italienske orlogsflag på destroyerne Bettino Ricasoli,Giovanni Nicotera, Spica og Astore og efterfølgende blev det svenske orlogsflag hejst på HMS Puke (19), HMS Psilander (18), HMS Romulus (27) og HMS Remus (28), som skibene var blevet navngivet. Oprindeligt var de to sidstnævnte tænkt at skulle navngivesMode og Magne, men den italienske flådestab lod forstå, at et par af skibene burde få et navn, der skulle tjene som et minde om deres oprindelsesland. Navneændringen sikrede et relativt gnidningsløst samarbejde. Under prøvesejladserne blev skibenes hovedmaskineri testet ud for La Spezia,artilleri og torpedoer blev prøveskudt, tågeanlægget blev afprøvet og flere andre tests blev foretaget.
thumb|Italiensk tamburkorps og hæderskompagni leder processionen på vej til en mindegudstjeneste for den dræbte telegrafist, korporal Erik Larsson i La Spezia.
Dødsulykke For besætningerne fandtes der åbenlyse ricisi ved prøvesejladserne og justering af maskineri og materiel. En dødsulykke indtraf, da 1. telegrafist, korporalen Erik Larsson, arbejdede med fejlsøgning på radiostationen på Romulus den 4. april sammen med 2. telegrafisten Tage Sundgren. Da Larsson ville undersøge en kontakt på radiosenderens bagside, kom han i kontakt med højspænding. Brandskadet i venstre hånd kom han frem fra senderens bagside og faldt sammen på gulvet af radiostationen. Genoplivningsforsøg var forgæves og på militærhospitalet blev Larsson erklæret død. En mindeceremoni blev afholdt to dage senere med svensk og italiensk deltagelse. Larssons urne blev fragtet hjem til Sverige på Patricia, så han kunne blive begravet i sit hjemland.
Under prøvesejladserne og justeringerne fik besætningsmedlemmerne forskellige oplevelser af den italienske kultur.
thumb|left|Kommandørkaptajn Hagman på broen på HMS Puke ved afsejlingen fra La Spezia. Italienske jagarbesætninger er linet op til front.
Hjemrejsen påbegyndes Udrustningsarbejdet og prøvesejladserne blev afsluttet den 13. april. Det italienske marineministerium havde tidligere givet tilladelse til en prøvesejlads til Tripoli og retur, men den tyske invasion af Danmark og Norge den 9. april umuliggjorde dette., så man besluttede, at jagerne snarest muligt skulle forlade Italien. På første del af rejsen medsejlede desuden to italienske marineingeniører og syv maskinsergenter for at afhjælpe havarier på maskinen.
I Rom forsøgte den svenske marineattaché at få de britiske myndigheders tilladelse til at passere Gibraltarstrædet og frem til Lissabon. Samtidig søgte den svenske gesandt i Berlin at få frit lejde til hjemrejsen fra Tyskland.
Jagerne sejlede fra La Spezia den 14. april og anløb Napoli dagen efter, den 15. april klokken 12.00. Besøget i Neapel blev gennemført som et officielt flådebesøg for at offentligt vise at jagerne nu sejlede under svensk flag. For besætningerne betød det at man efter det afsluttede installationsarbejde kunne gå i land som ved et normalt flådebesøg. På Patricia lastede man 30 nyindkøbte torpedoer og en større mængde reservedele til jagerne og de allerede leverede motortorpedobåde. En større mængde ammunition blev også lastet om bord på Patricia. Den 18. april forlod flådestyrken Napoli med Lissabon som næste planlagte bunkringsplads. Patricia sejlede forrest i formationen med 12 knob. Derefter fulgte HMS Puke med kommandørkaptajn Torsten Hagman som skibschef og styrkechef. Efter Puke kom HMS Psilander med kaptajn Agne Löfgren, HMS Romulus med kaptajn Rolf Ström, og sidst i formationen HMS Remus med kaptajn Edward Hamilton.
thumb|stående|HMS Romulus undervejs i Middelhavet, agten for HMSPsilander.
Den 20. april meddelte den britiske marineattaché i Rom, at Admiralitetet garanteredeeskadren frit lejde på samme måde som det var sket for Boreland og Patricia. Tyskland anbefalede, at man sejlede igennem den engelske kanal, hvor tyskerne ud for Rotterdam ville kunne beskytte og eskortere fartøjerne sikkert hjem." Marinens ledelse meddelte dog den tyske repræsentation i Stockholm at jagerstyrken agtede at sejle via Irland og Færøerne til norskekysten og derfra videre til Gøteborg.
Kollision Ved middagstid samme dag, den 20. april, fik Puke maskinhavari og gik ud af formationen uden at melde sine problemer til det næste skib i formationen, Psilander, som efterfølgende ramte Pukes hæk med sin stævn. Puke fik sin propelbeskyttelse revet af i kollisionen og skibet sprang læk. På Psilander havde nitter løsnet sig i stævnpladerne, hvilket også forårsagede en mindre læk. Da de vandtætte skotter kunne holde tæt kunne styrken fortsætte mod Cartagena i Spanien for reparation med 12 knob; her ankom man den 21. april.
thumb|Billede fra Cartagena i Spanien, april 1940. Fra venstre mod højre: HMSRemus, HMS Romulus og HMS Puke, den sidstnævnte krænger for at kunne foretage reparationer af agterstavnen.
I Spanien og Portugal I Cartagena arbejdede de spanske værftsarbejdere hurtigt og effektivt med reparationerne på trods af de omfattende ødelæggelser på det spanske orlogsværft efter borgerkrigen. Psilander skulle i tørdok for at blive repareret, mens Puke kunne repareres uden dokning. På grund af den uplanlagte ankomst til Cartagena blev en stor del af planen for den ellers hemmeligholdte hjemsejlads til Sverige kompromitteret. Efter skibenes forrådskamre var blevet fyldt, afgik jagerne den 26. april mod Lissabon, hvortil Patricia var sejlet i forvejen for at tage imod brændstof, man havde bestilt.
Under opholdet i Cartagena, den 23. april meddelte den italienske marinechef admiral Cavagnari, per telefon den svenske marineattaché i Rom, at styrken burde gøre sit yderste for at komme hurtigt hjem. "Det bør gøres hurtigere end tre uger, men pas på at tyskerne ikke skaber problemer for skibene i Kielerkanalen." Denne udtalelse er senere hen blevet tolket, som at admiralen var orienteret om Hitlers planer for felttoget i Vesteuropa i starten af maj.
thumb|left|HMS Puke blev repareret i tørdok i Lissabon.
Da flådestyrken anløb Lissabon den 28. april og ankrede op på floden Tajo, var det oprindeligt planen at bunkre olie og ferskvand for efterfølgende at fortsætte til Cobhi Irland. Den forventede korte ventetid i Lissabon skulle dog komme til at vare en måned, da der intet brændstof var, kun ferskvand. De afsluttende reparationer af Pukes skader fra kollisionen i Middelhavet kunne foretages i havnens dok.
Jagernes hjemfærd blev nu fulgt nøje i London. I et memorandum til Søforsvarets Kommandoekpedition meddelte det svenske Utrikesdepartementet (UD):