Ejby er en bydel i Storkøbenhavn, beliggende i Glostrup Kommune mellem Glostrup og Skovlunde. Kommunen har . Fra bydelen er der ca. 13 kilometer til centrum af København.

Etymologi

Det ældste kendte navn for byen er Egby, formentlig på grund af nærliggende egeskov. Igennem historien har byen heddet Egby, Eiby, Ejbye eller Ejby. Siden 1960'erne har stavemåden "Ejby" dog ligget fast.

Historie

Folketal for Ejby byÅr Indbyggere 1787 145 1801 158 1834 217 1840 219 1850 244 1855 229 1860 239 1880 258

Byen menes at være grundlagt i vikingetiden omkring år 900. Kilder fra 1600-tallet viser, at der i området har været drevet svedjebrug, og at jorden i området generelt var frugtbar landbrugsjord. I begyndelsen af 1600-tallet var Ejby sæde for tinghuset for Smørum Herred, hvor civile og kriminelle sager blev behandlet.

I 1682 havde Ejby 8 gårde og 4 huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 544,3 tønder land skyldsat til 146,70 tdr hartkorn.Pedersen (1927), s. 2 Dyrkningsformen var trevangsbrug.Frandsen, bilagskort

Ved den første folketælling i 1787 var der 145 indbyggere i Ejby, og ved udskiftningen i 1794 bestod byen af 15 gårde og 12 husmandssteder. I 1819 var børnetallet blevet så højt, at den første skole i Ejby blev åbnet.

Endnu i begyndelsen af 1900-tallet lå Ejby som en isoleret landsby, men i mellemkrigstiden skete en delvis omlægning af landbrugsjord til gartneri, og denne tilstand varede ved til omkring 1960.Hansen (1960), s. 216-218

Ejby skole blev lukket i 1950, men en ny Ejby-skole åbnede igen i 1977.

I 1960'erne og 1970'erne blev meget af landbrugene i området nedlagt og jorden udstykket til parcelhuse, og Ejby er i dag næsten udelukkende en parcelhusforstad. Der er dog endnu lidt landsbyidyl tilbage omkring gadekæret, hvor nogle af de gamle gårdes stuehuse stadig er bevaret.

Øst for forstaden, på den anden side af ringvejen, ligger et større erhvervsområde, Ejby Industrikvarter. Og nord for Ejby ligger forstadens bedst kendte virksomhed, I/S Vestforbrænding.

Noter

Litteratur Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983); Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688; København 1927 (reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975);

Eksterne henvisninger Grundejerforeningen "Det gamle Egby" med billeder fra Ejby. Viggo Hansen: "Some characteristics of a growing suburban region" (Geografisk Tidsskrift, bd. 59; 1960, s. 214-225)

Kategori:Københavnske bydele og forstæder i Region Hovedstaden Kategori:Glostrup Kommunes geografi