thumb|upright|Red Ribbon - det internationale symbol for solidaritet med verdens hiv-smittede Human immundefektvirus, HIV (globalt anvendt videnskabelig betegnelse, men hiv er dansk officiel stavemådeIfølge Retskrivningsordbogen: https://dsn.dk/?retskriv=hiv, hentet 29. januar 2017Ifølge Den Danske Ordbog: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=hiv,3&query=HIV, hentet 29. januar 2017) er en lentivirus af retrovirusfamilien, der forårsager erhvervet immundefektsyndrom – bedre kendt som AIDS.Weiss RA (mai 1993). «How does hiv cause aids?». Science 260 (5112): 1273–9. PMID 8493571. AIDS er en dødelig tilstand, hvor immunsystemet svækkes i en grad, at kroppen ikke kan beskyttes mod mikrober. Derved opstår opportunistiske infektioner, altså infektioner med bakterier og svampe, der normalt findes i eller på kroppen. Hiv-smitte sker via blod, sæd, vaginalsekret, preseminal væske eller modermælk. I disse kropsvæsker er virusset til stede både som viruspartikler og som inficerede immunceller. Af disse har sæd den klart største koncentration af viruspartikler. Ubeskyttet sex er derfor den vigtigste smittevej ved siden af anvendelse af forurenede kanyler, modermælk, og transmission fra moder til børn ved fødslen. Smitte ved blodtransfusion er for det meste ophørt i industrialiserede lande, da der nu stilles meget strenge krav til afprøvning af blodprodukter. Ulykker kan dog forekomme.
HIV-infektion anses som pandemisk af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Det er anslået mellem 40 og 50 millioner smittede verden over, over 60% af dem i Afrika syd for Sahara. Fra 1981 til 2006 er mere end 25 millioner mennesker døde af AIDS.UNAIDS2006 Hiv-smittede udgør 0,6% af verdens befolkning. Alene i 2005 døde mellem 2,4 og 3,3 millioner mennesker af AIDS, hvoraf mere end 570.000 var børn. Der dør stadig omkring to millioner mennesker af HIV om året (2020).Derfor har Ebola-virus ikke spredt sig. Videnskab.dk En tredjedel af det samlede antal dødsfald er sket i Afrika syd for Sahara. Epidemien har for de hårdest berørte lande i Afrika ført til enorme tilbageslag i økonomisk og social udvikling, og er en vigtig årsag til øget fattigdom.Greener, R. (2002). «AIDS and macroeconomic impact ». State of The Art: aids and Economics. IAEN. ss. 49–55
HIV blev officielt påvist 5. juni 1984. Virussets tidligste betegnelse var HTLV-III (Human T-lymphotropic virus-III). Andre navne som blev brugt på virusset i epidemiens begyndelse, var LAV (Lymphadenopathy-associated virus) og ARV (AIDS associated retrovirus).
Smittemåde left|thumb| HIV-virion left|thumb|HIV’s infektionscyclus HIV er et retrovirus, hvilket betyder, at det angriber levende celler i kroppen ved at binde sig til cellens overflade og sender sit genetiske materiale (RNA) ind i værtscellen, hvor det omdannes til DNA og indarbejdes i cellens eget genetiske materiale. Da virus ikke har eget stofskifte, udnytter det værtscellens stofskifte til at skabe kopier af sig selv.
Virusset binder sig til CD4, som er et overfladeprotein, der udtrykkes på immunceller. Denne er særligt udtrykt på en gruppe af T-lymfocytter (CD4+ T-celler), der er undergruppe af hvide blodlegemer som normalt beskytter kroppen mod infektioner. Hiv kan komme udenom immunsystemet ved at binde sig fast til overfladen på forskellige immunceller (bl.a. makrofager og CD4) og trænger herefter ind i cellerne.
Når et tilstrækkeligt stort antal af disse celler er smittet, vil hele reguleringen af immunsystemet bryde sammen. Idet virusset trænger ind i cellen, "omdefineres" (revers transkriptase) cellens funktion og bliver en "fabrik" for reproduktion af nye virus eksemplarer, hvilke igen inficerer nye celler. Efterhånden bryder således immunsystemet ned. En række af de såkaldte opportunistiske infektioner vil da forekomme – det vil sige, infektioner, som kroppen normalt holder stand imod, men som udnytter immunsystemet svækkelse til at blusse op og angribe kroppen. De mest almindelige af disse opportunistiske infektioner er Pneumocystis carinii pneumoni (PCP) eller med sit nyere navn Pneumocystis jiroveci-pneumoni, som er en svampeinfektion i lungerne. Andre opportunistiske infektioner kan være svampeinfektioner i spiserøret og/eller munden, vedvarende herpes simplex, kryptokokkinfektion og hjernetoxoplasmose.
Smitteveje left|thumb|HIV HIV smitter primært ved ubeskyttet sex hvor inficeret sæd eller blod kommer i kontakt med partnerens slimhinder, fx i vagina, anus eller mundhulen. Smitte via munden er dog mindre sandsynligt, da spyt i munden indeholder store mængder af de naturlige enzymer som nedbryder virusset. Mund og tandkød kan dog have usynlige ridser og sår, som kan danne en åben port for virusset. Andre kønssygdomme, fx herpes og klamydia, øger risikoen for overførsel, fordi der dannes sår i slimhinden, som gør den mindre modstandsdygtig.
HIV kan overføres til alle, uanset køn eller seksuel orientering, men er i sig selv ikke et meget smitsomt virus. Særlige betingelser må ligge til grund for at transmission skal kunne ske. Transmissionsmediet skal indeholde høje koncentrationer af viruspartikler for at inficere de immunceller i kroppen som det er afhængig af for at reproducere sig (primært CD4-positive T-hjælpeceller). I praksis er det kun blod, sæd og skedesekret, der har tilstrækkelig høj koncentration af virus, mens Spyt, tårevæske, urin og afføring indeholder for lave koncentrationer, til at det udgør nogen reel fare for infektion. Dette skyldes naturlige enzymer i disse kropsvæsker, som nedbryder virusset og reducerer og næsten fjerner dets evne til at inficere immuncellerne (CD4-celler).
Homoseksuelle er i den vestlige verden (USA og Vesteuropa) og Latinamerika statistisk overrepræsenteret. I Østeuropa og Asien, er stofmisbrug den almindeligste smittemåde, men der er formentlig nogen underrapportering af homoseksuelle transmissioner. Der er også nogle mænd der left|thumb|Animation som viser hivs reproduktion har sex med andre mænd, uden at de definerer sig selv som homofile. I Afrika er heteroseksuel transmission det almindeligste.
Transmission sker lettere fra mand til mand end fra mand til kvinde eller omvendt, eftersom virusset primært findes i større koncentrationer i sæd fra manden og i langt mindre grad i kvindelige vaginalsekreter, og eftersom indersiden af skeden er tykkere og mere modstandsdygtig over for ridser og sår under samleje. Ubeskyttet analsex, anses derfor for at være særdeles højrisikobetonet, og væsentligt mere risikobetonet end ubeskyttet vaginalsex.
Som en række andre infektionssygdomme kan hiv også overføres ved blod, henholdsvis ved at bruge urene kanyler, ved blodtransfusion eller brug af urene instrumenter i forbindelse med et kirurgisk indgreb. Transmission ved blodtransfusion sker dog ikke i Danmark i dag. I 1985 blev det indført strenge krav til hiv-testning af blod som afgives ved danske blodbanker.
Selv under optimale betingelser for virusset, vil det ikke nødvendigvis smitte. Den vigtigste faktor, der afgør smittefarligheden, er mængden af viruspartikler i blod eller sæd, såkaldt virus load. Lav virus load reducerer transmissionsrisikoen betydeligt, samtidig med at den ved høj virus load øges tilsvarende.
Virus load er særlig høj i månederne lige efter infektion har fundet sted, og under udviklingen af aids. Det betyder, at nysmittede som ikke kender deres infektionsstatus, og fortsætter med at praktisere ubeskyttet sex eller at bruge urene kanyler, er potente germcarriers. I tiden mellem transmission og udvikling af aids, hvilket kan tage mange år, vil virus load stadig være lav eller ligge på moderate niveauer, samtidigt med at immunsystemet undertrykkes.
Idet infektionen kommer under rigtig antiretroviral behandling, vil virusmængden falde til så lave niveauer, at den ikke længere kan måles, og den hiv-positive er i realiteten ikke længere smittefarlig. Virusset forbliver dog i kroppen, men kan ikke længere registreres.
Undertyper af HIV En af de største vanskeligheder i behandlingen af HIV er virussets store genetiske variation.name="pmid7723052"> Der er to hovedtyper af hiv – hiv-1 og hiv-2. Hiv-1 er relateret til virusser fundet i gorillaer og chimpanser i Vestafrika (SIV), mens hiv-2 er relateret til vira fundet i abearten Sodfarvet Mangabey, der findes i skovene fra Senegal til Ghana. Det er HIV-1 gruppe M-virus, som er det dominerende og som forårsager aids. Gruppe M kan igen opdeles i flere undertyper baseret på deres genetiske data. Hiv-2 anses for at være mindre virulent og mindre smitsom end hiv-1.
HIV-1 Gruppe M Her nævnes kun gruppe M da det er i denne gruppe man finder de undertyper, der indeholder patogene strenge.
Gruppe M er den mest almindelige type af HIV. Mere end 90% af alle tilfælde af HIV stammer fra denne gruppe. Inden for gruppe M er der mange undertyper, der er beskrevet som Subtype A, osv. Der er også en kombination af forskellige former for undertyper, såkaldte CRF (Cirkulant Recombinant Forms), som også er nummererede. CRF12_BF vil således betyde en kombination af subtype B og subtype F.
Undertype A: Normal i Vestafrika Undertype B: Den mest almindelige i Europa, Amerika, Thailand og AustralienGoudsmit, Jaap. Viral Sex; The Nature of aids. Oxford University Press. New York, New York, 1997. Pg. 51-58. Retrieved May 25, 2008. Undertype C: Top, Sydafrika, Indien og Nepal Undertype D: Er kun registreret i Østafrika og Centralafrika Undertype E: Er kun registreret i kombination med subtype A (CRF01_AE) Undertype F: Er fundet i Centralafrika, Latinamerika og ØsteuropaIntroduction to hiv types, groups and subtypes. March 3, 2008 . Retrieved May 25, 2008. Undertype G (og CRF02_AG) er kun fundet i Afrika og Central Europa Undertype H: Er kun registreret i det centrale Afrika Undertype I: Er nu omdefineret som CRF04_cpx, hvor CPX repræsenterer kompleks rekombination for flere undertyper Undertype J: Er kun registreret i vest, nord og centrale Afrika og Vestindien. Undertype K: Er kun registreret i Congo og Cameroun
Disse subtyper kan så inddeles i nye undertyper, som derefter benævnes Subtype A1, A2, B1, B2 osv.
HIV-2 Hiv-2 har kun sporadisk været registreret udenfor Vestafrika.
Resistens Resistens over for antiretroviral behandling skyldes genetiske mutationer mellem forskellige undertyper af virus. The Stanford HIV Drug Resistance Database og The International AIDS Society ajourfører løbende en liste over de mest almindelige resistente former.
Superinfektion Superinfektion betegner en tilstand, hvor en allerede inficeret person inficeres igen af en anden streng af virusset. Det kan forekomme, hvis ikke den inficerede person ændrer risikoadfærd, men fortsætter med udveksling af brugte kanyler eller ubeskyttet sex. Super-infektion kan føre til resistensudvikling og hurtigere sygdomsprogression samt mutation, der skaber mere potent virus som de hidtil kendte mediciner ikke reagerer imod. Pr. 2005 var der kun 16 registrerede tilfælde af superinfektion på verdensplan.
Symptomer Sygdomsforløbet for en HIV-smittet person går typisk igennem fire faser. Der kan dog hos enkelte patienter være afvigelser, fx fravær af primærinfektion eller hurtig progression af symptomatisk fase.Wilkins E. Human immunodeficiency virus infection and the human acquired immunodeficiency syndrome. I: Boon N, Colledge N, Walker B (Red). Davidson's principles & practice of medicine. 20. udg. Edinburgh: Churchill Livingstone/ Elsevier; 2006. p. 377-402.
Stadium 1: Primær-infektion Omkring halvdelen af de smittede vil dog få en akut reaktion 2 til 3 uger efter infektion i form af svær influenza, høj feber og hævede lymfekirtler som kan ligne mononukleose. Andre symptomer omfatter udslæt, diarré, hoste, og hvidt belæg på mandlerne. Dette kaldes primærinfektion. Efter omkring en måned, vil disse symptomer aftage og de fleste inficerede personer kan leve symptomfrit i mange år.
Stadium 2: Asymptomatisk fase