thumb|Ældre georgiske jøder fra Tbilisi, omkring 1880'erne.
Georgiske jøder stammer fra landet Georgien i Transkaukasus og kan spore deres indvandring til landet tilbage til tiden for det babylonske fangenskab i 500-tallet f.Kr. Det omfatter ikke den omfattende andel af askenasiske jøder, som stammer fra andre lande i Østeuropa. The Wellspring of Georgian Historiography: The Early Medieval Historical Chronicle The Conversion of Katli and The Life of St. Nino, oversatt og kommentert av Constantine B. Lerner, England: Bennett and Bloom, London, 2004, s. 60
Georgiske jøder har traditionelt levet adskilt, ikke bare fra det omliggende georgiske folk, men også fra askenasiske jøder i Tbilisi, som havde en forskellig religiøs praksis og afvigende sprog. Jøderne mistede tidlig sit eget sprog, undtaget i religiøse ritualer, og de tilpassede sig helt georgisk sprog og kultur. Jødisk isolation bestod i gennem mange århundreder ved forfølgelser og restriktioner, eksempelvis var det forbudt for jøder at gifte sig med georgiere. Religion har derfor været en central del af det sociale liv hos georgiske jøder.The Georgian Jews Ikke desto mindre har jøderne i Georgien levet relativt trygt i århundredernes løb sammenlignet med den skæbne, som andre jødiske samfund i verden har haft.Jews in Georgia , Geogen.ge
Demografi I henhold til folketælling i 1800 boede der 3.300 jøder i Georgien, omkring 4.000 i 1832, 7.800 i 1865, 17.200 i 1926, 30.115 i 1939, 51.600 i 1959, 55.400 i 1979 som var et højdepunkt, men siden har der været en stor udvandring til Israel, USA, Rusland og Belgien. I 1979 var antallet i Georgien sunket til 28.300 og var nede i 24.800 i 1989. Per 2004 var der kun 13.000 georgiske jøder tilbage i Georgien. I henhold til folketælling i 2002 var der 3.541 i Georgien, som var tilknyttet jødedommen.Statistics of Georgia Eksempelvis Lezgishvili-afdelingen af georgiske jøder har familie i Israel, Moskva, Baku, Düsseldorf, og amerikanske Cleveland i Ohio. Flere hundrede georgiske jødiske familier lever i storbyområdet New York.
Kilder til jødernes historie thumb|Oldtidens georgiske hovedstad Mtskheta, hvor jøderne levede i tusinder af år.
Meget lidt er kendt om jødernes historie i Georgia. Frem til 1700-tallet eksisterede der kun sparsomt med information baseret på mundtlige fortællinger og sagn, en del nedskrevne redegørelser og rejsebeskrivelser, samt nogle begrænsede arkæologiske beviser. Fra 1700-tallet vides mere, da officielle dokumenter er bevarede i kirker og klostre.Gershon Ben Oren: «The History of The Jews of Georgia», World Congress of Georgian Jews
I 1800-tallet kunne kundskaben udvides med dokumenter fra russiske myndigheder samtidig, som russiske jøder begyndte at vise interesse for andre jøder spredt over Kaukasus, blandt andet drog den jødiske rejsende Joseph Tcherny over hele Georgien i 1860- og 1870-erne. Metodiske undersøgelser begyndte i 1930-erne af forskere ved det historiske og etnografiske museum i Tbilisi, David Baazovs Museum for jødernes historie i Georgien, oprettet i 1928.Officielt grundlagt af uddannelseskommissariatet i Georgien den 23. november 1933 som Jødisk historisk-etnografisk museum, men blev nedlagt i 1951. Museet var opkaldt efter David Baazov, en georgisk jøde som var en kendt historisk figur med uddannelse i jødisk filosofi og historie.Yaacov Ro’i, Avi Beker (1991): Jewish Culture and Identity in the Soviet Union, NYU Press, . s. 390
Historie Oprindelse Georgisk talende jøder er et af de ældste overlevende jødiske samfund i verden. De georgiske jøder har rundt regnet en historie på 2.600 år i området. Deres oprindelse, også kendt som gurjim eller kartveli ebraelebi, er uklar. Mundtlig tradition, formidlet fra generation til generation, tilskriver deres oprindelse Israels ti forsvundne stammer, som blev sendt i landflygtighed i Babylon. Denne tradition bliver delt af jøderne i Dagestan og Kurdistan. Denne forestilling går ud på, at de første georgiske jøder kom til det sydlige Georgien efter Nebukadnesar IIs erobring af Jerusalem i år 586 f.Kr. og landflygtigheden i Babylon. Dette støttes af Leonti Mrovelis historiske redegørelse fra middelalderen, der oplyser, at jøderne bad den lokale hersker (mamasakhlisi) i området Mtskheta om et sted at bosætte sig mod at betale tribut, og han anviste dem et sted ved Aragvi ved en kilde, som blev kaldt for Zanavi, som senere blev omdøbt til Zanavi, jødernes bolig. En anden version, som Mroveli har givet, var jødernes bosætning i Georgia sket under den romerske periode under kejser Vespasian. Han skrev, at jøderne levede i Georgien længe før 100-tallet e.Kr.
Oldtidens georgiske historiekrønike, Kartlikonventionen, er den ældste og eneste georgiske kilde, som omhandler det jødiske samfunds historie i Georgien. Krøniken beskriver en version ganske lig den, som blev givet flere århundreder senere af Leonti Mroveli, men det tidspunkt og omstændigheder, da jøderne kom til Georgien, er her blevet tilknyttet Aleksander den Store.
thumb|En jødisk-arameisk inskription af Abraham, søn af Sara, fra Mtskheta på 300-500-tallet e.Kr. Georgiske kilder viser også til ankomsten av de første jøder til vestlige Georgien, som kom fra Det byzantinske rige i løbet af 500-tallet e.Kr. Omkring 3.000 jøder flygtede til østlige Georgien, som på den tid var kontrolleret af perserne, for at undslippe hårde forfølgelser fra byzantinernes side. Eksistensen af jøder i disse områder i løbet af denne periode er støttet af arkæologiske beviser, som viser, at jøder boede i Mtskheta, den gamle hovedstad i den østgeorgiske stat Iberia-Kartli eller Kaukasisk Iberien. Sloame, Joanna: «Georgia», The Virtual Jewish History Tour
I henhold til også georgisk hagiografi eksisterede jødiske samfund i Georgien i 100-tallet. Det blev hævdet, at en georgisk jøde ved navn Elias havde været i Jerusalem i tiden for Jesu korsfæstelse og bragte Jesu kappe med sig tilbage til Georgien. Han skal have skaffet sig den fra en romersk soldat ved Golgata.
Jøderne talte først georgisk foruden hebraisk og senere udviklede jødiske handelsmænd en dialekt kaldet qivruli eller jødegeorgisk, som omfattede et antal hebraiske ord.
I løbet af den andre halvdel af 600-tallet erobrede muslimerne omfattende dele af det, som i dag er Georgien. Disse områder blev en provins under et arabisk kalif. Arabiske emirer herskede over den georgiske hovedstaden Tbilisi og de omliggende områder i omkring 500 år, det vil sige frem til 1122.
Middelalderen Det eksisterer ikke megen dokumentation om georgiske jøder under den muslimske herredømme. I slutningen af 800-tallet grundlagde Abu-Imran Musa al-Za'farani (senere kendt som Abu-Imran al-Tiflisi) en jødisk karaittisk sekt kaldet for tiflis ("tiflisittere") som varede i mere end 300 år. Sekten afveg fra halakhá, jødisk lov, i sine ægteskabsskikke og kasjrut, spiseregler, men de repræsenterede ikke det store flertal af georgiske jøder, som opretholdt traditionel jødedom samtidig, som de havde stærke religiøse bånd til Bagdad og andre jøder i Iran.
Mongolerne invaderede Georgien i 1236, hvilket fik mange af jøderne i østlige og sydlige Georgien til flytte til den vestlige region, som var forblevet uafhængig. Der dannede de små samfund langs kysten af Sortehavet indtil fattigdom tvang dem ind i livegenskab.
I 1400- og 1500-tallet forværrede deres situation sig grundet stadige militære konflikter og invasioner fra Timur Lenk, Det osmanniske rige og det muslimske Persien. Ved slutningen af 1400-tallet var Georgien blevet delt i 3 adskilte kongedømmer og fem feudale områder. Jødernes status var bestemt af deres plads i det feudale system i Georgien i middelalderen og frem til midten af 1800-tallet. Generelt tilhørte jøderne en klasse livegne, kamani, de som havde en herre. De var bønder, håndværkere og småkøbmænd. Jødiske livegne, som alle andre, var inddelt i flere typer, hver med særskilt økonomisk status, rettigheder, pligter og grader af afhængighed til deres herre. Systemet var ikke diskriminerende i den forstand, at også nogen jøder var herrer, også over kristne livegne. Jødiske feudalbønder var ejendom som blev solgt fra den herre til anden, både enkeltvis som individer og hele familier. De jødiske samfund blev slidt i stykker, og jødisk levevis blev nærmest umulig at opretholde. Isolation og mangel på et religiøst centrum førte til en nedgang og degradering af jødisk kundskab.
En nærmest endeløs række af krige og oprør prægede slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet, og efterlod regionen hærget og udtyndet. Jødisk ejendom blev ofte konfiskeret, og jøderne blev tvungne til at søge beskyttelse hos lokale feudale herrer. I stedet for at finde tryghed blev de yderligere underkastet trældom af disse herrer. Fæstebonden, også den jødiske, blev delt i tre kategorier i henhold georgisk lov: kongens fæstebønder, feudale fæstebønder og den kristne kirkes fæstebønder.
I løbet af denne periode skete store udvandringer af jøder, enten frivillig eller tvunget. I 1400- og 1500-tallet drog et stort antal jøder til Krim i håb om et bedre liv, og mange jøder i denne region er fortsat af georgisk afstamning. I 1600- og 1700-tallet blev titusinder af jøder og ikke-jødiske georgiere tvunget til flytte til Persien af muslimske undertrykkere.
Annektering af Zarrusland
I 1801 annekterede Det russiske kejserdømme den østlige del af Georgia. Kongens livegne blev underlagt zaren og forpligtede til at betale skat. I 1835 var der 1.363 jøder med 113 karaitter, som boede i byen Kutais (Kutaisi) og dens omgivelser: 1.043 i Gori, 623 i Akhaltsikhe, og 61 in Tiflis (Tbilisi). Den totale jødiske befolkning i Georgien og regionen Kaukasus var på 12.234.
I 1864–1871 afviklede de russiske myndigheder livegenskabet, og tidligere jødiske livegne flyttede til byer og landsbyer, hvor frie jøder allerede var bosatte. Dermed kunne de georgiske jøder udvikle sine jødiske samfund. Hver gruppe flyttede sammen til de samme byer og etablerede deres respektive synagoger. De bestod almindeligvis af et antal inden for udvidede familiegrupper som strakte sig over tre eller fire generationer. Hvert samfund havde en gabbai, som tjente som rabbiner, sjeḥitá (rituel slagter), og mohel (omskærer), og førte tilsyn med religiøse og samfundsmæssige behov. Disse små samfund udviklede sig til jødiske kvarterer inden for deres særskilte byer.
I begyndelsen af 1800-tallet blev askenasiske jøder fra Rusland tvunget til at flytte til Georgien af den russiske regering. Askenasiske jøder og georgiske jøder begyndte at etablere kontakt med hinanden, men forholdet var anstrengt. Georgiske jøder anså askenasierne som gudløse og sekulære, mens askenasierne generelt så ned på georgiske jøder.
Zionismen blev en sag, som forenede de to grupper. Askenasiske jøder gik ind i zionistiske organisationer og spredte zionismens ideer til georgiske jødiske samfund. I 1897 var den første zionistiske organisation etableret i Tbilisi. Den 20. august 1901 blev den første kongres for jøder i Kaukasus holdt i Tbilisi. Rabbiner David Baazov ledede den georgiske zionisme i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. I 1903 deltog Baazov ved sjette zionistkongres i Basel i Schweiz. I 1918 blev Den aljødiske kongres holdt i Tbilisi og omfattede repræsentanter fra hver georgisk og russisk jødisk samfund i landet.
Fra 1863 begyndte grupper af jøder at gøre aliyah, det vil sige udvandring til Israels land, hovedsagelig af religiøse årsager. Ved 1916 levede der 439 georgiske jøder i Israel, hovedsagelig i Jerusalem i nærheden af Damaskusporten. Mange af dem, som kom fra Georgien, var fattige og ernæredte sig inden for fragt og transport, mens mere velstående georgiske jøder levede af finans og salg af tæpper.
Antisemitisme under zarstyret