Tunge britiske kampvogne var en familie af tunge pansrede køretøjer, som blev udviklet af British Army under 1. Verdenskrig. Mark I var verdens første kampvogn - tank - som kom i kamp. Køretøjerne blev skabt for at bryde dødvandet på Vestfronten, hvor krigsførelsen blev domineret af skyttegrave, pigtråd og maskingeværer. Betegnelsen "tank", blev valgt for at opretholde hemmeligholdelsen af projektet og skjule dets egentlig formål. Den blev udviklet, så den var i stand til at krydse skyttegrave, modstå beskydning fra håndvåben og maskingeværer, bevæge sig over vanskeligt terræn, medtage forsyninger og erobre fjendtlige stillinger. Den betragtes som en succes på mange punkter, men havde mange problemer som følge af dens primitive konstruktion.
Mark I blev taget i brug i august 1916, og blev første gang sendt i kamp om morgenen den 15. september 1916 under slaget ved Flers-Courcelette, som var en del af slaget ved Somme. Når man ser bort fra de få mellemliggende Mark II og Mark III kampvogne, blev den efterfulgt af den meget lignende Mark IV, som første gang kom i kamp i juni 1917. Mark IV blev brugt i stort antal (omkring 460 styk) i slaget ved Cambrai i november 1917. Mark V, med dens stærkt forbedrede gearkasse, blev taget i brug i midten af 1918.
Den usædvanlige rombeform havde til formål at give den så lange kæder som muligt, for at muliggøre krydsning af de brede skyttegrave, som var fremherskende på slagmarkerne på Vestfronten. De tunge kampvogne blev betegnet "han" eller "hun" alt efter hvilken slags bevæbning de havde i affutagerne på deres sider, Prototypen havde en 6-punds 57 mm kanon og en Hotchkiss maskingevær i hver. Konstruktørerne var bekymrede over at de langsomt kørende køretøjer ville være sårbare overfor angreb fra fjendtligt artilleri, og besluttede at deciderede anti-personel våben var nødvendige. Man kunne ikke få kardæsk granater til 6-punds kanonen, så det blev besluttet at udforme en ny affutage, som i stedet kunne rumme to Vickers maskingeværer. Kampvogne udstyret med dette nye design blev kaldt "hunner", og de som havde 6-punds kanonen kaldtes "hanner". (Dette havde den uheldige effekt, at prototypen, som kaldtes "Mother" blev en "han".)
Udvikling
Mark I var en videreudvikling af Little Willie, den eksperimentelle kampvogn, som blev bygget for Landships Committee af løjtnant Walter Wilson og William Tritton mellem juli og september 1915. Den blev designet af Wilson som svar på problemer med kæder og evnen til at krydse skyttegrave, som havde vist sig under udviklingen af Little Willie. Et kanontårn oven på skroget ville have placeret tyngdepunktet for højt, når man klatrede op af en tysk skansevæg (som typisk var 1,2 meter høj, så kæderne var placeret i en rombeform omkring skroget og kanonerne var placeret i affutager på siden af kampvognen. Det ændrede design kunne også imødekomme hærens behov for at kunne krydse en 2,4 m bred skyttegrav.
En model af Wilsons ide blev forevist Landships Committee da de så demonstrationen af Little Willie. På dette tidspunkt blev hærens generalstab overtalt til at blive involveret, og udpegede repræsentanter til komiteen. Gennem disse kontakter blev hærens ønsker til pansring og bevæbning indarbejdet i designet. Prototypen af Mark I, som var klar i december 1915, blev kaldt "Mother" (tidligere navne havde været "The Wilson Machine", "Big Willie" og "His Majesty's Land Ship Centipede"). Mother blev forevist Landships Committee ved vellykket demonstration i begyndelsen af 1916. Den blev kørt rundt på en bane, som simulerede fronten med skyttegrave, skanser, kratere og pigtrådsspærringer. Demonstrationen blev gentaget den 2. februar for kabinetsministre og højtstående officerer i hæren. Krigsminister Kitchener var skeptisk, men de andre var imponerede. Lloyd George, den daværende minister for krigsudrustning sørgede for at hans ministerium fik ansvar for produktionen af kampvogne.
"Landships Committee" blev omdannet til "Tank Supply Committee" med Albert Stern som formand. Ernest Swinton, som havde fremmet ideen om kampvogne fra hærens synsvinkel, var også medlem. General Haig sendte en stabsofficer Hugh Elles, som skulle fungere som hans forbindelsesled til forsyningskomiteen. Swinton blev senere leder af den nye våbengren og Elles chef for kampvognene i Frankrig.
Den første bestilling af kampvogne blev afgivet den 12. februar 1916 og en ny den 21. april. Fosters byggede 37 ("hanner"), og Metropolitan Carriage, Wagon, and Finance Company i Birmingham, 113 (38 "hanner" og 75 "hunner"), i alt 150.Glanfield, Appendix 2.
Da nyheden om den første brug af kampvogne kom frem, kommenterede Lloyd George: "Tja, vi må ikke forvente for meget fra dem; men indtil videre har de klaret sig godt, og tror De ikke, at det betyder at de som var ansvarlig for dem fortjener nogen ros? Det er faktisk Mr Winston Churchill, som fortjener ros, mere end nogen anden. Han greb entusiastisk ideen om at lave dem for længe siden, og han mødte mange vanskeligheder. Han overbeviste mig, og i krigsudrustningsministeriet fortsatte han med at få dem lavet. Admiralitetes eksperter var uvurderlige, gav størst mulig bistand. De er naturligvis eksperter indenfor pansring. Major Stern, en forretningsmand i krigsudrustningsministeriet havde ledelsen af arbejdet med at få dem bygget, og han klarede opgaven meget godt. Oberst Swinton og andre ydede også værdifuldt arbejde.""The New Armoured Cars", The Motor Cycle, 21 September 1916, p254
Beskrivelse Mark I var et rombeformet køretøj med et lavt tyngdepunkt og lange kæder, som var i stand til at passere hullede overflader og krydse skyttegrave. Hovedbevæbningen sad i affutager i siderne.
Skroget var udelt indeni. Besætningen delte rummet med maskinen. Det var yderst ubehageligt inde i køretøjet, da ventilationen langt fra var tilstrækkelig. Luften var fuld af giftig kul-ilte, benzin og oliedampe fra maskinen og kordit-røg fra våbnene. Temperaturen kunne nå op på 50& °C. Hele besætninger kunne miste bevidstheden inde i kampvognen, og det skete også at de besvimede, når de igen kom ud i frisk luft. i
For at imødegå faren for projektil stumper inde i skroget fik besætningerne udleveret læder og ringbrynje masker. En læderhjelm blev også udleveret for at beskytte mod omkringfarende projektiler inde i skroget. Gasmasker var også en del af standardudrustningen, som de var det til alle soldater på dette tidspunkt i krigen (se kemisk krigsførelse). Sidepanseret på 8 mm betød at de i starten var immune overfor beskydning fra rifler og pistoler, men det kunne gennembrydes af de nyligt udviklede panserbrydende Patrone SmK. Der var også faren for at blive løbet over ende infanteri og angrebet med håndgranater. Den næste generation af kampvognen havde tykkere panser, som gjorde dem næsten immune overfor Patrone SmK. Tyskerne reagerede ved at udvikle 13,2 mm Mauser panserværnsriffel, samt en "Geballte Ladung" – flere stavgranater bundtet sammen for at få en langt kraftigere eksplosion.
En direkte træffer fra artilleri eller en morter kunne få benzintankene (som var placeret højt op foran på fronthornene af kæderammerne på begge sider af kørerens område, for at benzinen kunne blive fødet ind i motoren ved hjælp af tyngdekraften) til at punktere. Brændte besætninger blev fjernet af særlige bjergningskompagnier, som også bjergede ødelagte kampvogne.
Styring var vanskelig, da den blev foretaget ved ændre hastigheden på de to kæder. Fire af besætningen, to kørere (hvor af en fungerede som kaptajn og betjente bremserne, den anden den primære gearkasse) og to gearmænd (en for de sekundære gear på hver kæde) skulle der til for at styre retning og hastighed. Og hastigheden oversteg aldrig gå-hastighed. Da larmen inde i køretøjende var øredøvende kommunikerede køreren med gearfolkene med håndsignaler, efter først at have fået deres opmærksomhed ved slå på motorblokken med en tung tang. Ved små drej kunne køreren bruge styrehalen: en enorm mekanisme, som blev trukket efter køretøjer og bestod af to store hjul, som hver især kunne blokeres ved at trække i et stålkabel, hvilket fik hele køretøjet til at glide i samme retning. Hvis motoren satte ud, skulle gearfolkene bruge starthåndtaget - et stort håndsving mellem motoren og gearkassen. Mange af disse køretøjer brød sammen i kampens hede, hvilke gjorde dem til lette mål for tyske artillerister. Der var ingen radio, så kommunikation med kommandoposten foregik ved hjælp af to brevduer, som havde deres egen lille luge i affutagerne, eller med løbere. På brung af støjen og vibrationerne havde tidlige eksperimenter vist, at radioer ikke kunne bruges, og derfor var lamper, flag, semaforer, farvede plader og brevduer del af standardudstyret i de forskellige modeller.
Under 1. Verdenskrig gjorde britisk propaganda ofte brug af kampvogne og viste dem som et vidundervåben, som hurtigt ville vinde krigen. De optrådte på film og i populære sange.
Markeringer thumb|right|Mark IV kampvognen Lodestar III på det belgiske Musée Royal de l’Armée et d’Histoire Militaire i Bruxelles. Denne kampvogn har beholdt sin oprindelige bemaling Da de først blev indsat var britiske kampvogne bemalet i et fire-farvet camouflagemønster, som var udtænkt af kunstneren Solomon Joseph Solomon. Det viste sig, at de hurtigt blev dækket af mudder, hvilket gjorde omhyggelige camouflagemønstre overflødige. I slutningen af 1916 blev Solomon mønstret opgivet, og kampvogne blev malet i en enkelt nuance af mørkebrun.Fletcher (2013), p.72
Bag på kampvognen var der malet et tre, fire eller femcifret serienummer i hvid eller gul farve på fabrikken. Ved fronten var der en stor taktisk markering, som bestod af et bogstav, der angav kompagni eller bataljon og et nummer. træningskampvogne havde intet bogstav men tre cifre.Fletcher (2013), p.73 Nogle kampvogne havde deres taktiske nummer malet på taget, så det kunne genkendes fra luften.Fletcher (2013), p.70 Senere blev der malet lodrette røde og hvide striber på fronten efter at tyskerne begyndte at indsætte erobrede britiske kampvogne.
Kampvogne fik ofte individuelle navne, og disse var nogle gange malet på ydersiden. Nogle få havde bemalinger (i lighed med kunst på flynæser).
Varianter De først kampvogne fik betegnelsen Mark I efter at de efterfølgende varianter blev introduceret. Mark I kampvogne bevæbnet med to 6-punds kanoner og tre 8 mm Hotchkiss maskingeværer blev kaldt "han" kampvogne, de som havde fire Vickers maskingeværer og et Hotchkiss maskingevær blev kaldt "hun" kampvogne. Swinton får æren for at have opfundet disse betegnelser.
For at hjælpe styringen var et par stor hjul tilføjet bag kampvognen. De var ikke så effektive som håbet, og blev efterfølgende opgivet.
De efterføglende Mark II, III, IV, V og senere kampvogne har alle en stor lighed deres "Mother".
Mark I right|thumb|Britisk Mark I kampvogn med Solomon camouflagemønster Besætning: 8 Kampvægt Han: 28,4 t Hun: 27,4 t Pansring: 6–12 mm Bevæbning Han: to 6-punds kanoner, tre 8 mm Hotchkiss maskingeværer Hun: fire 0.303 tommer Vickers maskingeværer, en 8 mm Hotchkiss maskingevær
Gun Carrier Mark I var et særskilt design, som var planlagt til at bære en feltkanon eller haubits, som kunne affyres fra køretøjet. I praksis blev den mest brugt til at transportere forsyninger og ammunition. 48 stk. blev bygget.