thumb|Kurt Vonnegut bliver sammen med Joseph Heller og Thomas Pynchon ofte anset for at være en af de mest centrale forfattere fra postmodernismens første bølge fra 1960'erne og frem.
Postmoderne litteratur er en litterær strømning, der for alvor begyndte at vinde frem i USA i 1960'erne med forfattere som Kurt Vonnegut, Thomas Pynchon og John Barth. Denne form for litteratur er ofte præget af fortællegreb som fragmentering, metafiktion, upålidelige fortællere og den tematiserer ofte både historiske og politiske emner. Nogle postmoderne romaner kan ikke siges at have et fortællemæssigt klimaks, hvilket fx ses i Vonneguts Slagtehus 5 eller Pynchons Katalognummer 49 udbydes. Postmodernister udfordrer ofte autoriteter, hvilket er blevet set som en afspejling af, at den postmoderne litteratur opstod i 1960'erne, hvor der var mange samfundskritiske røster fremme.Linda Hutcheon (1988) A Poetics of Postmodernism. London: Routledge, s. 202-203. En del af denne kritiske stillingtagen ses bl.a. i, at den postmoderne litteratur også er kritisk over for sig selv, hvilket ofte bliver signaleret gennem ironi og metafiktion.
Af forløberne for den postmoderne litteratur kan nævnes Laurence Sternes Tristram Shandy (1760-1767) eller Jack Kerouacs On the Road.Johnson, Ronna (2000): “’You're Putting me on’: Jack Kerouac and the Postmodern Emergence” in College Literature, 27:1, 22–38. Der bliver stadig skrevet værker, der i høj grad trækker på postmodernismen såsom Dave Eggers’ Et hjertegribende værk af overvældende genialitet (2000) og David Foster Wallaces Infinite Jest (1996). Disse værker forsøger dog også at videreudvikle den postmoderne form. Denne videreudvikling har gjort, at denne nyere gruppe af forfattere er blevet kaldt for ”postironikere”.Tore Rye Andersen (2001) "Ned med oprøret! - David Foster Wallace og det postironiske " in Passage, årg. 16, nr. 37, 13-25.
Nogle gange bliver begrebet "postmodernisme" brugt til at diskutere mange forskellige ting lige fra arkitektur, til historieteori, til filosofi og film. Det har gjort, at begrebet er meget omstridt og bruges på mange forskellige måder, hvilket har fået flere folk til at pointere, at det kan være nyttigt at opdele fællesbetegnelsen postmodernisme i tre kategorier: (1) postmoderniteten, der forstås som en historisk periode fra midten fra 1960'erne til i dag, (2) den teoretiske postmodernisme, der omfatter de teorier, som er blevet udarbejdet af tænkere som Roland Barthes, Jacques Derrida og Michel Foucault m.fl. og så til sidst (3) den kulturelle postmodernisme, som omfatter film, litteratur, billedkunst m.v., der udviser postmoderne træk. Den postmoderne litteratur er i denne forstand en del af den kulturelle postmodernisme.Paula Geyh (2003) "Assembling Postmodernism: Experience, Meaning, and the Space In-Between". College Literature 30:2, 1-29.
Den postmoderne litteraturs udvikling thumb|right|Med Dave Eggers’ anseelige produktion og samfundsengagement er han er en af de mest toneangivende forfattere i den postironiske gruppe af forfattere, der har gjort sig bemærket fra midten af 1990erne og frem til i dag. Især det selvreflekterende og selvbiografiske værk Et hjertegribende værk af overvældende genialitet (2000) er et centralt værk i denne nyere udvikling af den postmoderne litteratur.
Som det antydes af begrebets præfix ”post”, forholder den postmoderne litteratur sig til den modernistiske litteratur, der vandt frem i USA og Storbritannien i 1920'erne. De tidligste forløbere for postmodernismen er litteraturhistorisk set Lolita (1955) af Vladimir Nabokov og Ralph Ellisons Invisible Man (1952), men det er i 1960'erne, at postmodernismens første hovedværker bliver udgivet. Joseph Hellers Catch-22, Thomas Pynchons Katalognummer 49 udbydes (1966) og Kurt Vonneguts Slagtehus 5 (1969) er centrale i denne sammenhæng. Disse romaner havde alle stærke politiske elementer i sig, selvom det politiske måske er mere tydeligt hos Heller og Vonnegut end hos Pynchon.
Denne politiske tendens fortsætter ind i 1970'erne med værker som Vonneguts Breakfast of Champions (1973), Pynchons Gravity's Rainbow (1973) og The Public Burning (1977) af Robert Coover. Denne litteratur er dog blevet kritiseret for at være mere intellektuelt stimulerende end en god læseoplevelse. Således har en kritiker kommenteret, at ”As the plot progresses, we come to notice that it’s as good as it’s going to get; and so for the first time in the history of literature we respond with a version of: ‘It’s terrific. But I wish it were over.”citeret i Robert Reiben (2009) Hicks, Tribes, and Dirty Realists: American Fiction after Postmodernism. Lexington, KY: The University Press of Kentucky, s. 2 Samlet set kan 1960'erne og 1970'erne siges at være den periode, hvor den postmoderne litteratur var den mest fremherskende form for eksperimentallitteratur i amerikansk litteraturhistorie.Gerhard Hoffmann (2005) From Modernism to Postmodernism. Amsterdam: Rodopi, s. 15. I 1980'erne kommer der nye ansigter på banen i den postmoderne litteratur. Don DeLillo, der allerede havde publiceret flere værker, slår for alvor sit navn fast med White Noise (1985) og Paul Auster publicerer tre kortere værker, der senere bliver kendt som By af glas (1985-86). Især i Danmark fremstår Auster som en central postmoderne forfatter, hvilket han ikke nødvendigvis altid gør i sit hjemland USA.Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur, s. 244.
Fra 1990'erne vinder den tredje bølge af postmoderne forfattere frem, der vendte sig mod den ironi, som, de mener, er alt for fremherskende i den første bølge af postmoderne forfattere, især John Barth og Thomas Pynchon. Pga. denne kritiske stillingtagen til ironiens rolle i litteraturen er denne gruppe af postmodernister blevet kaldt for postironikerne. Der er her tale om værker som David Foster Wallaces Infinite Jest (1996), Chuck Palahniuks Choke (2001) og Dave Eggers’ Et hjertegribende værk af overvældende genialitet (2000). Disse værker indeholder både ironiske og oprigtige, patosbetonede passager.
Gennemgående træk og tematikker De træk, der er listet op nedenfor, ses ofte i postmoderne værker, men bare fordi et værk udviser ét af disse træk, er det ikke nødvendigvis postmoderne. Der er også flere træk ved postmoderne litteratur, end bare dem der er nævnt herunder.
Indeterminisme
Indeterminisme (eller ubestemmelighed) er et centralt kendepunkt for postmoderne litteratur. Begrebet henviser til det, at mange romaner indeholder elementer, som læseren aldrig kan vide sig helt sikker på, hvordan man skal forstå. Postmoderne litteratur er således præget af en afgørende tvetydighed.Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur, s. 471. Fx er det i Kurt Vonneguts roman Slagtehus 5 umuligt at afgøre, om hovedpersonen Billy Pilgrim rent faktisk kommer på tidsrejser, eller om disse tidsrejser skal forstås som Billys hallucinationer, der er forårsaget af hans psykiske krigstraumer fra Anden Verdenskrig.
SelvrefleksivitetSelfrefleksive passager i postmoderne litteratur findes når, at teksten henviser til sig selv som tekst og dermed bryder læserens forestilling om, at man får indblik i en historie om karakterer. Selvrefleksionen i metafiktion tjener først og fremmest "til at blotlægge konventionerne i traditionel realistisk fiktion".Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur, s. 31. I John Barths klassiske postmoderne novelle "Lost in the Funhouse" (1968) brydes historiefortællingen således op med indskudte kommentarer om, hvordan litteratur bygger på forskellige konventioner. (Se evt. citat fra novelle i tekstboksen.) Pga. den fremherskende selvrefleksivitet kan postmoderne litteratur forstås som en slags spejlkabinet; en litteraturhistoriker har dog påpeget, at fordi postmoderne litteratur både selfrefleksiv og etisk/politisk er det mere hensigtsmæssigt at se postmodernismen som "et etisk spejlkabinet."Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur.
En sammenkobling af realisme og metafiktion
Hvor realisme er en modus, der peger på verden udenfor litteraturen selv, er metafiktion en slags litteratur, der peger på sig selv; dvs. at metafiktion er fiktion, der handler om fiktion. Fx er Quentin Tarantinos film Pulp Fiction metafiktiv på den måde, at den i sidste ende er en film, der handler om film.Jesse Fox Mayshark (2007) Post-Pop Cinema – The Search for Meaning in New American Film. Westport, Connecticut: Praeger, s. 5. Men denne form for metafiktion er ikke det overordnede billede af den postmoderne litteratur. Ifølge en dansk litteraturhistoriker er den postmoderne litteratur kendetegnet ved, at metafiktionen og realismen ”står skulder ved skulder (selv om de ikke nødvendigvis går hånd i hånd…).”Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur, s. 470. Således tematiserer postmoderne romaner gerne deres egen fiktionalitet, samtidig med at de skildrer emner som vold, hjemløshed, forbrugerisme, krig o.a. På denne måde er postmoderne litteratur en form for janushovedet litteratur i den forstand, at den kigger ind mod sig selv og ud mod den omkringliggende verden på en og samme tid. Mikkel Jensen (2016) "Janus-Headed Postmodernism: The Opening Lines of Slaughterhouse-Five" in The Explicator, 74:1, 8-11.
Intertekstualitet
Intertekstualitet er et udtryk for det at en tekst (fx en roman) henviser til en anden tekst ved fx at bruge en bestemt vending, som er kendt fra en anden tekst. Fx er Arnold Schwarzenegger kendt for i filmen The Terminator fra 1984 at sige ”I’ll be back.” Denne linje er blevet genbrugt i mange andre af Schwarzeneggers film, hvilket publikummet ofte vil opfatte og derved identificere den intertekstuelle reference. I Douglas Couplands roman Miss Wyoming bruges intertekstualitet på postmoderne vis til at skildre, hvordan mennesker i postmoderniteten lever med referencer til populærkulturelle fænomener.Mikkel Jensen (2011) "Miss(ed) Generation: Douglas Coupland’s Miss Wyoming ” in Culture Unbound Vol. 3, 455–474. I Couplands debutroman Generation X (1991) omtales dette fænomen som ”tele-parablizing”. Ifølge en dansk litterat forbinder intertekstualitet ”den tekstlige detalje med tekst- og mediehistoriens store linjer.”Anker Gemzøe (2013) ”Intertekstualitet” in Medie- og kommunikationsleksikon. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Ironi og sort humor
Postmoderne litteratur indeholder ofte ironiske kommentarer og nogle gange er der også en ironisk distance til såvel nogle af de problematikker, der bearbejdes som til nogle af de karakterer, en roman indeholder. Hermed bruges ironien også til at skabe ”en kritisk problematisering af autoritet”.Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur, s. 194. Dette betyder ifølge i hvert fald én litteraturhistoriker, at den ”postmodernistiske ironiker tager ikke stilling til fordel for den ene eller den anden side af sagen”.Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur, s. 195.
Ureducerbare fikspunkter
Selvom den postmoderne litteratur er præget af både indeterminisme, ironi og selvrefleksivitet, rummer den ofte nogle såkaldte ”ureducerbare fikspunkter”, ”der træder stærkt og uimodsigeligt frem på en ellers usikker baggrund”. Tore Rye Andersen (2007) Det etiske spejlkabinet. Aalborg: Institut for Sprog og Kultur, s. 468. Sådanne steder i litteraturen, skaber således en patoseffekt, der i en vis forstand står i kontrast til den nogle gange distanceskabende ironi, der også ofte findes i den postmoderne litteratur.
Kritisk holdning til repræsentationer