thumb|Kolonitidens Indien: Britisk Indien i rødt, fyrstestaterne i gult.
Hyderabad var en stat på det indiske subkontinent. Staten blev etableret i 1724 og eksisterede frem til 1948, hvor den blev indlemmet i Indien. Staten var den største af de indiske fyrstestater i kolonitidens Indien, og havde i 1947 en befolkning på over 16 millioner. Den blev regeret af en hersker med titlen nizam. Herskeren var muslim, mens befolkningen overvejende var hinduer. Byen Hyderabad var landets hovedstad.
Asaf Jahi-dynastiet var et dynasti af tyrkisk oprindelse fra en region omkring Samarkand i det nuværende Usbekistan, der kom til Indien i slutningen af 1600-tallet, hvor dynastiet indgik som forvaltere i Mogulriget. De overtagne dele af Indien indgik i Mogulriget i 1680’erne. Da Mogulriget blev svækket i 1700-tallet, erklærede Kamar-ud-din provinsen uafhængig med sig selv som hersker under navnet Asaf Jah og med titel som ‘’nizam’’.
I takt med Mogulrigets svækkelse voksede det hinduistiske Maratharige frem i Indien. Nizamen var involveret i en række krige og slag, der alle resulterede sejr til Marathariget og tab af territorium for nizamen. Den løbende svækkelse af nizamens stat medførte, at nizamen i 1798 indgik en aftale med British East India Company, hvorved nizamen overlod udenrigsanliggender til kompagniet, hvorved staten Hyderabad i realiteten blev en vasalstat og derved en del af briternes indirekte styre af Indien gennem flere hundrede fyrstestater.
Ved Indiens deling og selvstændighed i 1947 søgte nizam Asaf Jah VII at gøre landet selvstændigt, hvorved en konflikt med den nydannede indiske republik opstod. I september 1948 invaderede Indien landet, der herefter blev indlemmet i Indien som en delstat.
Etymologi thumb|Staten havde sit navn fra byen Hyderabad. Moskeen Charminar, der her vises på et fotografi af Deen Dayal fra 1880, blev opført i 1591, kort efter byens grundlæggelse. Staten havde navn efter sin hovedstad Hyderabad. Bynavnet Hyderabad forklares som en reference til Ali ibn Abi Talib, fætter og svigersøn til islams grundlægger Muhammed og islams fjerde kalif. På grund af sit ry som en modig kriger fik Ali tilnavnet haidar, der betyder “løve”. Leddet “bad” betyder “by”, og en direkte oversættelse af navnet er derfor “løvebyen”.«Hyderābād», i John Everett-Heath: Concise Dictionary of World Place-Names, Oxford: Oxford University Press, 2010.
På dansk blev staten tidligere også omtalt som Haidarabād.Salmonsens konversationsleksikon 1920, opslag Haidarabād Staten omtales også som Hyderabad og Berar; hvor sidstnævnte henviser til provinsen Berar, et omstridt område nord for selve Hyderabad. Andre navne, der blev benyttet for staten var Hans højhed nizamens besiddelser og “Nizam’s Rige”.
Da der også findes en by med navnet Hyderabad ved floden Indus i provinsen Sind, blev byens navn til tider skrevet som Hyderabad (Deccan), for at markere byens beliggenhed i det sydlige centrale Indien.
Naturgeografi thumb|Landskab i Hyderabad Staten Hyderabad lå på Deccanplateauet i det centrale Indien. Den havde oprindeligt adgang til havet i øst, men mistede denne, da nizamen måtte afstå områder til briterne. Dermed blev Hyderabad en indlandsstat, helt omsluttet af Britisk Indien, bortset fra en kort grænse til fyrstestaten Bastar i nordøst. Spredte eksklaver lå inde i Britisk Indien, særlig i vest, og tilsvarende fandtes britisk-indiske enklaver i Hyderabad.
Floderne Manjira og Godavari opdelte staten i to regioner, Marathwada og Telangana. Nord og vest for floderne var landet præget af bakker og bjerge med en rig landbrugsjord velegnet til dyrkning af hvede og bomuld. Syd og øst for floderne var der mindre vegetation og jorden var bedre egnet til dyrkning af ris.«Hyderabad State», Imperial Gazetteer of India, bind 13, Oxford: Clarendon Press, 1908, s. 227f. I de bjergrige egne fandtes forekomster af diamanter, guld, kul og jernmalm.«Hyderabad State», Imperial Gazetteer of India, bind 13, s. 232.
Demografi
Hyderabad var den mest folkerige af de indiske fyrstestater og havde i 1901 dobbelt så mange indbyggere som den næststørste fyrstestat, Mysore. Folketallet blev påvirket af hungersnød fra 1876 til 1878, i 1897 og i 1900. Folketællingerne i 1911 og 1921 viste store udsving i folketallet. Forklaringen kan delvis ligge i usikre folketællingsmetoder, men en øget dødelighed på grund af epidemier af bl.a pest og kolera spillede også ind. I årene 1918 til 1919 hærgede influenzapandemien Den spanske syge i Indien. Hyderabad blev ramt i oktober 1918. Landet mistede 350.000 menneskeliv under epidemien.Asok Mitra: India's Population. Aspects of Quality and Control. Volume 2, Family Planning Foundation/Indian Council of Social Science Research, New Delhi: Abhinav Publications, 1978, s. 797–798. Før dette havde pest og kolera hærget, og i 1920 var det også uår med fejlslagen høst og sult i dele af landet.
Fra sidste halvdel af 1800-tallet fandt der indvandring sted fra andre dele af Indien, særlig af kvalificeret personale til den muslimsk dominerede statsadministration, hvilket medførte modsætninger mellem de oprindelige indbyggere og indvandrerne.
I 1901 levede 90 % af befolkningen i landsbyer. Landsbyerne havde en gennemsnitsstørrelse på 500 indbyggere. Det fandtes 79 større byer og landsbyer.
Hovedstaden Hyderabad var største by. Den voksede fra indbyggere i 1891 til i 1941.Census of India 1941, s. 76. Næststørste by var Warangal med en befolkning i 1931 på , og tredjestørst var Gulbarga med et folketal på . Derefter fulgte Aurangabad (), Raichur () og Nander ().Lucien D. Benichou: From Autocracy to Integration: Political Developments in Hyderabad State (1938–1948), Hyderabad: Orient Longman, 2000, s. 266.
Der blev gennemført folketælling hver 10. år, samtidig med det øvrige britisk kontrollerede Indien. Hyderabads Statistics Department blev etableret i 1919.Akbar Hydari: Hyderabad State. A Souvenir, Hyderabad: Government Central Press, 1938, s. 26.
Religion thumb|upright|Minareter ved gravene for de syv Qutub Shahi herskere Befolkningen i Hydeberad var overvejende hinduer. Andelen af hinduer gik ned over tid, fra over 90 % i 1891. Dette skyldtes delvis muslimsk og kristen mission, men også indvandring af muslimer fra andre dele af Indien.“Hyderabad State”, Imperial Gazetteer of India, bind 13, s. 247f. Nizamene var sunnimuslimer og eliten i statsadministrationen udgjordes også af muslimer.
I 1921 var 85 % af befolkningen hinduer, mens 10 % var muslimer. Forholdet var anderledes i byerne, hvor andelen af muslimer var højere. I byerne var 43 % muslimer og 52 % hinduer. Forholdet mellem den politiske elites og befolkningens religion blev afgørende for statens udvikling og skæbne ved Indiens deling og selvstændighed.
Udover de to hovedreligioner, fandtes også mindre samfund af animister, kristne, jainer, sikher og parsier. Den katolske kirke etablerede et apostolisk vikariat med sæde i Hyderabad i 1851, og det blev eleveret til bispedømme i 1888. Sprog og befolkningsgrupper Et mangfoldighed af sprog blev talt i Hyderabad. Hofsproget var persisk og eliten talte urdu, mens de brede lag af befolkningen talte telugu, marathi og kannada.Narendra Luther: Hyderabad. A biography, New Delhi: Oxford University Press, 2006, s. 185. Persisk blev i statens tidlige år også benyttet som administrationssprog, men blev i 1880’erne erstattet af den hyderabadske variant af urdu. Urdu forblev elitens sprog, knyttet til den centrale statsadministration. Marathi blev talt af befolkningen i den nordlige del af regionen Marathwada, mens kannada var sproget i de sydlige dele af regionen. I regionen Telangana i øst blev talt telugu.
I 1921 talte 10 % af befolkningen urdu. 42 % af befolkningen talte telugu, 26 % marathi og 12 % kannada.Karen Leonard: «Hyderabad. The Mulki–Non-Mulki Conflict», i Robin Jeffrey (red.): People, Princes and Paramount Power. Society and Politics in the Indian Princely States, Delhi: Oxford University Press, 1978, s. 84.
Udover de tre sproglige hovedgrupper fandtes flere mindre grupper af urfolk i staten. De vigtigste af disse var gonder, lambadier, koyaer, chenchuer og kondareddier.
Historie thumb|upright|Nizam-ul-Mulk Kamar-ud-din grundlagde staten Hyderabad i 1724 Byen Hyderabad ved floden Musi blev grundlagt i 1589 og var hovedstad i sultanatet Golconda. Området Deccan kom under stormogulen, der i 1685 erobrede byen Hyderabad. I 1713 udpegede stormogulen turkmeneren Kamar-ud-din til subahdar eller guvernør af Deccan. Han vandt gradvis uafhængighed fra centralmagten og blev i 1724 grundlægger af staten Hyderabad. Kamar-ud-din blev kendt som Nizam-ul-Mulk og tog herskernavnet Asaf Jah.Barbara N. Ramusack: The Indian princes and their states, (The New Cambridge History of India, III:6), Cambridge: Cambridge University Press, 2004, s. 25–26. Samtidig grundlagde han nizamdynastiet, der regerede Hyderabad, indtil staten blev indlemmet i Indien i 1948. Nizamdynastiet sikrede sig store landområder og privat ejendom, som forblev i dynastiets private eje i hele statens levetid.
Arvestrid, britisk og fransk rivalisering thumb|upright|Kort over Indien i 1760. Nizamens territorier, markeret med grøn farve, strækker sig fra det centrale til store dele af det sydøstlige Indien. Hyderabad mistede imidlertid adgangen til havet og blev en indlandsstat. Fra The Public Schools Historical Atlas, udgivet i 1905 Efter at Asaf Jah døde i 1748 fulgte arvekrige, hvor både Det britiske Ostindiske kompagni og Det franske ostindiske kompagni engagerede sig. Med Mogulrigets undergang opstod et vacuum på det indiske subkontinent, hvor Storbritannien og Frankrig var i intens konkurrence. Franskmændene havde betydelig indflydelse i Deccan bl.a. som følge af deres handelsstation i Pondicherry. På tidspunktet for Asaf Jahs død var staten på sit højeste med omfattende besiddelser, men den efterfølgende interne splittelse og arvefølgekrig medførte en svækkelse af staten. Forskellige fraktioner kæmpede indbyrdes om magten, hver støttet af englænderne og franskmændene. I årene efter Asaf Jahs død blev Hyderabad regeret kortvarigt af to nizamer (Nasir Jung og Muzaffar Jung), der dog begge blev dræbt af revaliserende fraktioner.
Herefter blev titlen som nizam i 1751 overtaget af den fransk støttede Salabat Jang. Som betaling for støtten modtog franskmændene af nizamen territorier langs østkysten. Rivaliseringen mellem Frankrig og Storbritannien var på dette tidspunkt på sit højeste, men Frankrig trak sig i 1754 ud af den direkte rivalisering med England, da de afsatte lederen af det Ostindiske kompagni, Joseph François Dupleix. Hyderabad under nizamen Salabat Jang var dog i dennes regeringstid indtil 1762 fortsat fransk interesseområde, og nizamen deltog ikke i Den første indiske uafhængighedkrig i 1857 mod det britisk ostindiske kompagni, hvilket gav nizamen britisk titel af “trofast allieret” (“Faithful Ally”). Efter Salabat Jangs afsættelse afviklede det franske Ostindiske kompagni sin virksomhed i 1769. Efter franskmændene nedlagde det Ostindiske kompagni, intensiverede det britiske kompagni sine aktiviteter i Indien under ledelse af Robert Clive, og Det britiske Ostindiske kompagni blev herefter en dominerende magtfaktor.Hermann Kulke: History of India, London: Routledge, 1998, s. 212–213.