Christian Colbiørnsen (født 29. januar 1749 på gården Sørum i Romerike, død 17. december 1814 i København) var en dansk-norsk jurist og embedsmand, der havde stor indflydelse på lovgivning indført sidst i 1700-tallet, vel at mærke love for hele Danmark-Norge. Han gik meget ind for frihed, men var også med til at begrænse pressefriheden. Hans bror, Jacob Edvard Colbiørnsen, var også jurist.
Liv og gerning Baggrund og opvækst Han var født på Sørumgård i Romerike i Norge samme dag som Christian VII, den 29. januar 1749 (efter en anden angivelse 1. februar). Han var sønnesøn af en broder til de navnkundige brødre Peder og Hans Colbjørnsen og til den berømte præstekone i Norderhov Anna Colbjørnsdatter. Hans fader, Colbjørn Jacobsen Colbjørnsen, var regimentskvartermester, men døde allerede i 1761. Moderen hed Anna Dorothea f. Røring (død 1773). En amtmand, Christian Petersen, en dansk født mand, der var fjernere besvogret med familien, tog sig af den 12-årige dreng, og efter at han havde ladet ham nogle år gå i latinskolen i Christiania, førte han ham ind i praktisk juridisk virksomhed. Holm, s. 25f
Hurtig karriere i København Omkring 1771 ses Colbjørnsen i København, hvor hans ældre broder Jacob Edvard Colbjørnsen var en anset sagfører. Først et par år senere blev Colbjørnsen indskrevet som student den 17. juli I773 og – hvad der må kaldes en eksempelløs kort akademisk bane – allerede 2 dage efter blev han juridisk kandidat med laudabilis. 3½ måned senere, den 11. november 1773 fik han bestalling som højesteretsadvokat. Overvejende praktisk som Colbjørnsens udvikling havde været, var det naturligt, at han aldrig blev en egentlig lærd jurist. Han stod i så henseende afgjort tilbage for broderen. Men det er som praktisk jurist og som embedsmand, han har vundet sit store navn, og højst sandsynlig har i så henseende hans uddannelse haft sine meget heldige sider. Han gjorde hurtig lykke som advokat ved sin skarphed i tanken og sin slagfærdige veltalenhed, og det var formodentlig som en anerkendelse deraf, at han 1776 fik titel af justitsråd, men han havde en skrøbelig helbred, han følte sig overanstrengt ved proceduren, og 1778 søgte han ekspectance på amtmandskabet i Stavanger Amt. Det ser ud, som om han ved denne lejlighed har fået løfte om embedet, når det blev ledigt, men da dette skete i 1781, blev dog ved en kongelig kabinetsordre en 21-årig adelsmand, P.U.F. Benzon, hvis kvalifikation var, at han havde dansk-juridisk eksamen, foretrukket for ham, uagtet Rentekammeret gjorde opmærksom på, hvor dygtig en ansøger Colbjørnsen var. Således måtte Colbjørnsen blive i København, hvad der skulle vise sig at være en stor lykke.Holm, s. 26
For dygtig til afskedigelse Imidlertid var han 1780 blevet kammeradvokat, en stilling, der knyttede ham nøje til Rentekammeret. Da han 1781 i et anfald af mismod over vanskeligheder ved sin stilling og måske også over sin sygelighed ønskede at blive fri for kammeradvokatstillingen, frarådede Rentekammeret det i en for ham meget smigrende forestilling til kongen, og det blev afslået med nogle stærke udtalelser om den kongelige tilfredshed og nåde. Båndet imellem ham og Kammeret blev endnu tættere, da Chr.D.F. Reventlow snart efter regeringsforandringen i 1784 blev stillet i spidsen for dette kollegium. Men samtidig kom Colbjørnsen efterhånden således på kant med Højesterets justitiarius, grev Osten, at han følte sin stilling utålelig. Vistnok blev der, hvad der måtte gælde for en begunstigelse, den 25. juni 1783 givet ham tilsagn om, at han, når han en gang fratrådte sin advokatur, skulle nyde "Anciennitet til Sæde og Løn" som højesteretsassessor ved forefaldende vakance, men at forholdet må være blevet meget slet, viste sig et par år senere. Da Colbjørnsen i en skrivelse til Rentekammeret den 21. marts 1785 havde udtalt sig spidst om et ham af Højesteret tilkendt salær i en sag, han havde ført som kammeradvokat, og Rentekammeret havde ytret sig på en tilsvarende måde til Kancelliet, gav det Osten anledning til ved en yderst nærgående skildring af Colbjørnsens Optræden at udvirke en kongelig resolution, som denne med rette fandt så unådig, at han få dage efter under påskud af sygelighed fratrådte sin advokatstilling den 9. juni 1785 og trak sig tilbage til en bondegård, han havde købt i Nærum. Kort efter at han havde opgivet sin plads, gav Osten atter i en ny skrivelse til regeringen sit had imod ham luft, blandt andet ved at fremstille ham som den, der under en sag, hvori ingen kontrapart var mødt, på en mistænkelig måde havde fordulgt et hoveddokument og derved let havde kunnet fremkalde en uretfærdig dom.Holm, s. 26f
Medlem af Den Store Landbokommission Rentekammeret havde under alt dette gjort, hvad det kunde, for at støtte Colbjørnsen, og det varede ikke længe, inden dets chef, Reventlow, skaffede ham en glimrende oprejsning. Den 25. august 1786 udkom den kongelige resolution om sammenkaldelsen af Den Store Landbokommission, og blandt dem, Reventlow fik optaget i denne, var Colbjørnsen, der endog blev kommissionens sekretær og dermed den, der i virkeligheden ledede dens forhandlinger. Snart efter trådte han i 1787 ind i Højesteret som assessor. Da det første afsnit af landbokommissionens forhandlinger var endt 19. maj 1788, blev han nogle måneder senere, den 29. august 1788, til løn for sin udmærkede virksomhed i den hævet til at indtage den vigtige stilling som generalprokurør i Kancelliet. Han beklædte denne plads indtil 1804, da han blev udnævnt til justitiarius i Højesteret, i hvilket embede han virkede til sin død, den 17. december 1814.Holm, s. 27
Hædersbevisninger Samtidig var han avanceret med hensyn til titler og ordensdekorationer: han var 1790 bleven etatsråd, 1792 konferensråd, 1809 Kommandør af Dannebrog, 1811 storkors og i 1812 gehejmekonferensråd.
Ægteskaber og familie Han var 2 gange gift, 1. (1776) med en enke Johanne Mouritzen, f. Piper (død 1782), 2. (1782) med Engelke Margarete f. Falbe (d. 1848), datter af etatsråd J.C. Falbe. Han efterlod sig 4 døtre.
Colbjørnsen og landboreformerne thumb|Christian Colbjørnsen. Colbjørnsens hovedvirksomhed knytter sig til de store landboreformer, og han har ved den indlagt sig fortjenester som få her hjemme. Allerede inden han kom ind i Landbokommissionen, havde han i en betænkning, han efter Rentekammerets opfordring afgav om fæsteforholdet (den 4. marts 1785), udtalt de vigtigste af de grundsætninger, som han senere søgte at gennemføre på landbolovgivningens område; han var under det første afsnit af den store Landbokommissions forhandlinger en uovertræffelig sekretær, der ved flere "promemorier" gav et ypperligt grundlag for drøftelsen, og han affattede de udførlige, fortrinlig redigerede forestillinger, der lå til grund for de tvende hovedlove, forordningen af 8. juni 1787 om fæstevæsenets ordning og den af 20. juni 1788 om stavnsbåndets ophævelse. Må han end med hensyn til denne sidste lov dele æren med flere andre af Kommissionens medlemmer, særlig med Reventlow, hvis fortjeneste vel endog her er nok så stor som hans, så var fæsteloven af 8. juni 1787 næsten helt og holdent hans værk.Holm, s. 27f
Efter at han var bleven generalprokurør, opgav han sin stilling som sekretær i Kommissionen, og han deltog senere, som det synes, kun lidet i dens forhandlinger; men dermed var hans arbejde for landboreformerne ingenlunde endt. Hans udnævnelse til generalprokurør havde for landbosagen den vigtighed, at det Danske Kancelli, hvis betydeligste medlem han var i en række år, blev draget over til at blive Rentekammerets og Landbokommissionens ivrige forbundsfælle. En række forordninger var et vidnesbyrd derom, især den af 19. marts 1790, ved hvilken regeringen fastslog, at det måtte opfattes som meningen af Danske Lovs 3-13-1 og 4, at alle fæstebreve skulle gælde for bondens og hans hustrus levetid. I de følgende år sluttede blandt andre de lovbestemmelser sig hertil, der tilsigtede at fremme afløsningen af hoveriet, indtil den afgørende hovedforordning derom udkom 6. december 1799. Ganske kort tid efter at Colbjørnsen var trådt ind i Kancelliet, blev det også overdraget ham i forbindelse med generalkrigskommissær Wildenrath at lede de såkaldte ekstrasessioner rundt omkring i landet for derved at gennemføre loven om stavnsbåndets løsning. Han gjorde dette med stor iver og dygtighed.Holm, s. 28
Fritænker Colbjørnsens virksomhed for landboreformerne stod i nøje sammenhæng med, at han stærkt var grebet af sin tids ideer. Man mærker dette på den ene side, hvor de så at sige gik i negativ retning, thi i religiøs henseende var han fritænker, om det end ikke fattedes ham på religiøs følelse; men det træder også stærkt frem ved den styrke, hvormed han omfattede det bedste i tidens stræben, dens humanitetsideer, dens lære om menneskerettighederne. Det er en hos ham idelig tilbagevendende sætning, at staterne er oprettede for at værne om borgernes frihed og sikkerhed, eller, som han også har udtrykt sig, "Menneskene have sluttet sig sammen i Stater for det almindelige bedstes Skyld, og derved forstaas det hele Selskabs og hvert enkelt Menneskes mulige Lyksalighed". Denne lyksalighed kunne kun findes i friheden: "Ingen Følelse er mere indprentet hos Mennesket end Lyst til Frihed ... Friheden er Naturens første og ypperligste Gave til den ædleste af sine Skabninger." Denne Colbjørnsens stærke følelse for friheden – vel at mærke den personlige frihed eller, hvad man den gang kaldte den borgerlige frihed, derimod ikke den politiske frihed – næredes ved en levende uvilje imod den standsulighed, der havde været fremherskende i tidligere tider. Han, der dog stod A.P. Bernstorff og Reventlow så nær, følte en instinktmæssig uvilje imod al adel i og for sig, og han afskyede alt, hvad der kunne kaldes aristokratiske forrettigheder. Det var da også hans opfattelse, at enevældens indførelse i 1660 var bleven nødvendig, fordi "Statslegemet svækkedes, og Folket mishandledes under Aristokratiets tunge Aag, uden at Kongerne (hvis Magt var indskrænket ved aftvungne Haandfæstninger) kunde afhjælpe den offentlige Nød, men maatte ofte med det sukkende Folk lade sig nøje med at beklage deres egen og Landets Skæbne". Altså kongen og folkets store masse var naturlige venner, forudsat at man fra begge sider forstod opgaven ret. I en tale, han holdt 1794, sagde han: "Regenter ere ikke de, der ved Misbrug have tiltaget sig dette ædle Navn. Nej! I Landsfædre, det er den eder af Folket overdragne Magt, vi hylde, det er denne, vi kalde Regering, det er eders herlige Daad, vi prise, naar vi se eder med vældig Haand at bryde Lenstyranniets forhadte Lænker, Tronens Rettigheder ere uadskillelige fra Folkets, fordi begges Fordele ere væsentlig de samme."Holm, s. 28f
Støtte for enevælden