Carl Theodor Dreyer, oftest kaldt Carl Th. Dreyer (født 3. februar 1889 i København, død 20. marts 1968 på Frederiksberg), var en dansk filminstruktør og manuskriptforfatter.
Dreyer anses af mange for at være dansk films første store instruktør. Hans film er kendt for deres stramme billedkomposition og deres langsomme, statelige tempo. Hyppige temaer er ideologiernes intolerance og ondskabens magt. Bright Lights Film Journal review of Day of Wrath, Ordet and Gertrud.The Passion of Joan of Arc review by Roger Ebert. Han huskes for film som Jeanne d'Arcs lidelse og død (1928), Vredens dag (1943), Ordet (1955) og Gertrud (1964).
Barne- og ungdomsår Carl Th. Dreyer blev født uden for ægteskab af den svenske husbestyrerinde Josefina Nilsson (1855-1891). Faderen var den danske godsejer Jens Christian Torp (1850-1928). Torp ville ikke vedkende sig barnet, og moderen ville undgå en skandale ved at folk fik at vide, at hun var gravid.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 50 og 53. Hun rejste derfor fra sin hjemegn i Skåne og fødte i dølgsmål i København i 1889. Barnet blev sat i familiepleje.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 58.
Da Dreyer var to år gammel, blev han adopteret af typograf Carl Theodor Dreyer og hans kone Marie Dreyer. Her fik den unge Dreyer gode materielle forhold, men kun lidt kærlighed.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 83. I et selvbiografisk notat fra 1939 beskriver han, hvordan han oplevede adoptivfamilien: at den "bestandig lod mig vide, at jeg strengt taget ikke havde krav på noget som helst, eftersom min mor havde snydt sig fra betalingen ved at lægge sig til at dø." Kildemateriale til en biografi om Carl Th. Dreyer, s.61. Der var et anspændt forhold mellem Dreyer og adoptivfamilien, især moderen. Det anspændte forhold til adoptivmoderen medførte en tilsvarende idealisering af den biologiske mor, Josefina Nilsson, som han dog ikke kendte.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 21.
Dreyer fremstillede ofte lidende mennesker i sine film. I et interview fra 1965 sagde han: "Det er meget muligt, at mit savn af en mors kærlighed kan have påvirket mit sind, så jeg let forstår og føler medlidenhed med mennesker, der lider uskyldigt." Interview with Carl Theodor Dreyer (1965)
De problematiske forhold, han voksede op under, fik varige virkninger i hans voksne liv. Han var aldrig i stand til virkelig at knytte sig til et andet menneske. Han havde ingen venner. I kraft af sin begavelse og sine særlige evner lykkedes det ham imidlertid at sublimere sine personlige problemer og gøre dem til filmkunst. Ved hjælp af sin kunstneriske skaben fik han bearbejdet sine problemer.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 26.
Adoptivforældrene gjorde dog det gode for ham, at de flyttede ham til den prestigefyldte og anerkendte private Frederiksberg Realskole. Her fik Dreyer den afsluttende realeksamen i 1904. Han ønskede herefter at flytte hjemmefra så hurtigt som muligt. Dette skete i 1906, da han var 17 år gammel. Han satte efter eget udsagn aldrig mere sine ben i hjemmet.Biografi / Carl Th. Dreyer
Efter at have haft forskelligt tilfældigt arbejde begyndte han i 1908 at arbejde som journalist. I denne periode mødte han sin kommende hustru, Ebba Larsen, som han giftede sig med i 1911.
I 1908 foretog han en rejse til Sverige for at finde spor efter sin mor, Josefina Nilsson, og samle oplysninger om hende. Han havde fået at vide, at hun var svensk, men han vidste ikke meget mere om hende. Under rejsen fandt han ud af, hvilke omstændigheder der havde hersket omkring hans fødsel. Nu vidste han med sikkerhed, at han ikke alene var et hittebarn, men et barn der var født uden for ægteskab, et barn man havde givet fra sig.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 20.
Tilmed fik han kendskab til, hvad der var sket med hans mor efter fødslen i 1889. Et år senere, i 1890, blev hun gravid igen, denne gang med en anden mand. Men manden ville ikke gifte sig med hende. I sin fortvivlelse forsøgte hun på egen hånd at foretage en abort ved at sluge fosfor. Det lykkedes ikke. Til gengæld blev hun meget dårlig, og hun døde en uge senere under mange pinsler.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 86-87.
Dreyer blev dybt rystet, da han fandt ud af det, og han kom sig aldrig over det. Ifølge flere filmforskere (blandt andre Martin Drouzy) kan man spore denne hændelse i det tema om den lidende, underkuede kvinde, der dukker op i flere af hans film (f.eks. i Jeanne d'Arcs lidelse og død og i Vredens dag).Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 28. Det danske filminstitut Biografi / Carl Th. Dreyer
Årene som instruktør Dreyer debuterede som manuskriptforfatter i 1912 med stumfilmen Bryggerens Datter. I 1913 underskrev han en kontrakt med Nordisk Film samtidig med, at han arbejdede som journalist. På Nordisk Film lavede han filmmanuskripter og var redaktør for andres manuskripter.
Han begyndte som filminstruktør i 1918. I årene fra 1919 til 1926 lavede han otte stumfilm: Præsidenten (1919), Præsteenken (1921), Blade af Satans bog (1921), Elsker hverandre (1922), Det var engang (1922), Mikaël (1924), Du skal ære din hustru (1925) og Glomdalsbruden (1926). Dreyer tillagde ikke sine tidlige værker nogen særlig værdi, bortset fra Mikaël, et kærlighedsdrama fra 1900-tallets berlinske kunstmiljø.
Jeanne d'Arcs lidelse og død thumb|Jeanne d'Arcs lidelse og død. Amerikansk plakat fra 1929. I 1926 blev Dreyer hyret af det franske filmselskab Société Générale de Films. Anledningen var, at Du skal ære din hustru var blevet en kunstnerisk og økonomisk succes i Frankrig.Edvin Kau: Dreyers filmkunst, s. 143. Forfatteren Joseph Delteil havde skrevet et manuskript til en film om Jeanne d'Arc, og Dreyer brugte dette manuskript som grundlag for sit eget manuskript.
Dreyer ville ikke bare lave en historisk film om Frankrigs nationalhelgen, der led martyrdøden i Rouen i 1431. Han ville med sine egne ord berette om "en ung troende kvinde ene kæmpende mod en skare forblindede teologer og skolede jurister." Filmen skulle handle om mennesket Jeanne, der ikke ville opgive sin overbevisning og tro, men måtte dø, om så det gælder.
Handlingen forløber over én dag med forhør, spørgsmål, svar, trusler, tilståelse, tilbagekaldelse, dom og død. Under anvendelse af hidtil ukendte virkemidler, blandt andet nærbilleder af ansigter og grimasser, formåede Dreyer at formidle følelser og stemninger hos offer og bødler på en realistisk og intens måde. Resultatet blev en enestående og bevægende film.
Filmen blev en begrænset publikumssucces. Folk forstod ikke dens kompromisløse formsprog og hudløse intensitet. Den fik dog stor ros af mange anmeldere. Siden er den blevet betragtet som en af filmhistoriens mesterværker. Det er blevet rost og refereret til af mange filminstruktører. I 1958 blev filmen stemt ind som nummer fire på den prestigefyldte Bruxelles 12-liste på verdensudstillingen.
Dreyers næste film Vampyr (1932) blev en fiasko, hos både anmeldere og publikum. Her forsøgte han sig, uden held, inden for gysergenren. Resultatet blev en film, der på en forvirrende måde stod mellem det fantastiske og det realistiske. Anmelderne kaldte filmen underlig og eksperimenterende. Det brede publikum forstod den simpelthen ikke.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 143-44.
Dreyer havde nu lavet to dyre film, der ikke var blevet en succes hos publikum. Det faldt naturligvis ikke i god jord hos filmproducenterne. Det faldt heller ikke i god jord, at Dreyer var uforsonlig og kompromisløs som instruktør. Han ville ikke lade sig diktere til at ændre sine film af økonomiske grunde. Han kunne kun arbejde, hvis han havde helt frie hænder. Hans langsomme omhyggelighed i forsøget på at opnå perfektion harmonerede dårligt med filmproducenternes ønske om at begrænse udgifterne ved filmene. Konsekvensen blev, at man ikke turde betro ham nye opgaver.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 144.
De ti år, der fulgte efter Vampyr, blev meget vanskelige for Dreyer. Han undlod at arbejde i England, nægtede at filme i Hitlers Tyskland, og et filmprojekt i Somalia blev afbrudt. Han genoptog sit arbejde som journalist i årene 1936-1941. I en periode var han filmanmelder ved Berlingske Tidende. Men allerede efter fire måneder blev han fyret, fordi han var alt for kritisk over for de film, han anmeldte.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 154. Det eneste arbejde, han herefter kunne få, var redaktionen af en daglig spalte i B.T. om retssager.
Vredens dag I 1942 kom Dreyer ind i filmverdenen igen. Mogens Skot-Hansen, der var leder af Ministeriernes filmudvalg, ville gerne give ham en ny chance for at lave en spillefilm. Dreyer havde på det tidspunkt et dårligt ry blandt filmproducenterne: Han brugte for lang tid til sine optagelser, han overskred budgetterne, og han gjorde kun, hvad han selv ville, uden at rådføre sig med producenterne. Skot-Hansen foreslog, at Dreyer først skulle lave kortfilm for at overbevise producenterne om, at han kunne overholde tiden og budgettet.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 159.
Dreyer indvilgede og lavede kortfilmen Mødrehjælpen (1942). Han overholdt tidsfristen for optagelserne og holdt sig inden for budgettets ramme. Dermed havde han over for filmproducenterne bestået sin "adgangseksamen" til at lave en spillefilm. Den første spillefilm, han herefter lavede, var en filmatisering af den norske forfatter Hans Wiers-Jenssens teaterstykke Anne Pedersdotter. Stykket foregår i Bergen i slutningen af 1500-tallet og handler om to kvinder, en mor og en datter, som bliver brændt på bålet som hekse. Dreyers film kom til at hedde Vredens dag. Filmen afveg dog en del fra det litterære forlæg. Hvor Wiers-Jenssen fokuserer på skildringen af Anne Pedersdotter, fokuserer Dreyer i højere grad på den kirkelige institutions fanatisme, tvang og undertrykkelse. Her genkendes et motiv fra Jeanne d´Arcs lidelse og død: En ung kvinde konfronteres med intolerance og fanatisme hos den kirkelige institution.
Vredens dag er kendetegnet ved en meget bevidst udnyttelse af filmiske virkemidler, såsom kamerabevægelser og kontrast mellem sort og hvidt. De mange langsomme kamerabevægelser understreger filmens dystre tone.Carl Th. Dreyer: Vredens Dag. Dreyer ville fortælle historien ved hjælp af virkemidlerne snarere end ved hjælp af replikkerne, og det var med til at give filmen et langsomt tempo.
Det var netop det langsomme tempo, som filmen blev kritiseret for af anmelderne. Ved premieren var anmelderne stort set enige om at vende tommelfingeren nedad. Den blev kaldt "dræbende kedsommelig", "uhyre trættende" og "højstemt og patetisk". Der var ingen rigtig forståelse for det originale ved filmsproget.Edvin Kau: Dreyers filmkunst, s. 283. Endnu engang havde Dreyer vist sig at være forud for sin tid. En senere tid har fuldt ud anerkendt kvaliteterne ved filmen, som i dag regnes for at være en af hans mesterværker.
Hos det brede publikum var meningerne mere delte, men filmen måtte alligevel hurtigt tages af plakaten. Filmproducenterne måtte endnu engang notere en økonomisk fiasko for en film fra Dreyers hånd.
I december 1943 rejste han til Sverige, hvor han lavede filmen To mennesker. Handlingen foregår i løbet af et par timer i ægteparret Arne og Marianne Lundells lejlighed, og den består væsentligt i en monolog mellem de to. Filmen blev både kunstnerisk og økonomisk en fiasko, blandt andet fordi producenten Svensk Filmindustri blandede sig i filmens udformning på en uheldig måde. Filmen blev taget af plakaten efter kun fem dage. Dreyer selv erkendte, at den var mislykket.Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 179-80.