thumb|Skotlands placering i forhold til det vestlige Skandinavien.
Skandinavisk Skotland refererer til en periode mellem 700- og 1400-tallet, hvor vikinger og nordboere, hovedsageligt nordmænd og i mindre grad andre skandinaver, bosatte sig, og deres efterkommere koloniserede det område, som i dag kaldes Skotland. Vikingernes indflydelse på området begyndte i slutningen 700-tallet, og ufred mellem de skandinaviske jarler af Orkney og den voksende thalassokrati i Kongeriget Mann og Øerne, herskerne over Irland, Dál Riata og Alba, og indgriben fra Norges trone var gennemgående temaer.
De skandinavisk kontrollerede områder var Northern Isles bestående af Orkney og Shetland, Hebriderne, islands of the Firth of Clyde og de tilhørende områder på fastlandet inklusive Caithness og Sutherland. Historiske beretninger fra skotske kilder er få, og de irske annaler og senere nordiske sagaer, hvoraf Orkneyinga Saga er den primære kilde til information om perioden, giver nogle gange modstridende oplysninger. Moderne arkæologi er dog begyndt at give et bredere billede af livet i denne periode.
Der findes forskellige teorier om, hvordan koloniseringsprocessen er foregået, selvom der står klart, at Northern Isles var de første, som blev erobret af vikingerne, og de sidste som den norske krone gav afkald på. Torfinn Sigurdsson Rikes regeringstid i 1000-tallet inkluderede ekspansion et godt stykke ind i fastlandet Skotland, og det har muligvis været højdepunktet for den skandinaviske indflydelse i dette område. Udslettelsen af de præ-nordiske navne på Hebriderne og Northern Isles og deres udskiftning med nordiske navne var næsten fuldstændig, selvom fremkomsten af alliancer mellem indfødte gælisktalende skabte en stærk nordisk-gælisk kultur, der fik stor indflydelse i Argyll, Galloway og videre sydpå.
Den skotske indflydelse blev øget fra 1200-tallet og fremefter. I 1231 endte en ellers ubrudt linje af nordisk jarler på Orkney, og titlen har siden tilhørt adelige fra Skotland. Håkon 4. Håkonssons fejlslagne ekspedition et århundrede senere ledte til, at de vestlige øer blev opgivet til den skotske krone, og i midten af 1400-tallet overgik Orkney og Shetland også til skotsk kontrol. Det negative syn på vikingernes, der er fremherskendeCrawford (1987) p. 200, gør ofte, at man overser, at den nordiske ekspansion muligvis har været en vigtig faktor i dannelsen af det gæliske Kongeriget Alba, der var en forløber for det moderne Skotland. Ligeledes var de nordiske bidrag til handel, politik, kultur og religion i den efterfølgende periode ganske betydelig.
Geografi Nordøerne, som på norrønt var kendt som Norðreyjar, er de dele af Skotland, der ligger nærmest Norge. Disse øer oplevede den tidligste og mest langvarige norrøne indflydelse af alle områder i Skotland. Shetlandsøerne ligger omkring 300 km direkte vest for NorgePhilip's World Atlas (1999) p. 6Philip's World Atlas (1999) p. 14 og kunne under gunstige forhold nås fra Hordaland på 24 timer i et vikingeskib.Crawford (1987) pp. 12–13 Orkneyøerne ligger yderligere 80 km mod sydvest.
Det skotske fastland ligger omkring 16 km direkte syd for Orkneyøerne.Philip's World Atlas (1999) p. 12 De to nordligste provinser på det skotske fastland, Caithness og Sutherland, kom tidligt under norrøn kontrol. Syd herfor var hele det skotske fastlands vestkyst fra Wester Ross til Kintyre ligeledes udsat for betydelig skandinavisk indflydelse.
Suðreyjar eller "Sydøerne" omfatter: Hebriderne eller Vestøerne, som består af: De Ydre Hebrider, også kaldet »Long Island«, mod vest, som er adskilt fra den nordlige del af De Indre Hebrider af farvandet Minch. Øerne ligger omkring 180 km vest for Orkneyøerne. De Indre Hebrider, heriblandt Skye, Islay, Jura, Mull og Iona. Øerne i Firth of Clyde, omkring 140 km mod syd, hvoraf de største er Bute og Arran. Isle of Man, som ligger i Det Irske Hav omtrent lige langt fra det nuværende England, Irland, Skotland og Wales.Philip's World Atlas (1999) p. 10
Den samlede afstand fra Isle of Mans sydlige spids til Butt of Lewis, det nordligste punkt på De Ydre Hebrider, er omkring 515 km. Hele området var domineret af norrøn kultur i en stor del af den behandlede periode. Det er eksempelvis sandsynligt, at norrønt blev lige så dominerende på De Indre Hebrider, som det var på Isle of Lewis i 900- og 1000-tallet.Woolf (2007) p. 297Woolf (2007) pp. 328–29Barrett (2008) p. 411Hunter (2000) pp. 106–11
Der var desuden en betydelig direkte norrøn indflydelse i Galloway i det sydvestlige Skotland.ref name=GCB203>Graham-Campbell and Batey (1998) p. 203</ref> I en stor del af perioden frem til freden i Perth i 1266 havde norsk og dansk udenrigspolitik samt de selvstændige eller delvist selvstændige norrøne herskeres aktiviteter i de ovennævnte skandinavisk dominerede dele af Skotland stor indflydelse på forholdene i Skotland som helhed.Ó Corráin (2008) p. 431Woolf (2007) pp. 130–31Oram (2004), p. 48.Burns (2009) p. 48.
Historie Det samtidige kildemateriale om vikingetiden i Skotlands historie er meget begrænset. Tilstedeværelsen af klosteret på Iona medførte, at denne del af Skotland blev forholdsvis godt dokumenteret fra midten af 700- til midten af 800-tallet. Fra 849, da Columbas relikvier blev fjernet på grund af vikingernes angreb, forsvinder de lokale skriftlige kilder imidlertid næsten fuldstændigt i omkring 300 år.Woolf (2006) p. 94 Kilderne til Hebridernes og store dele af det nordlige Skotlands historie fra 700- til 1000-tallet er derfor næsten udelukkende irske, engelske eller norrøne. Den vigtigste norrøne tekst er Orkneyinga saga, som blev skrevet af en ukendt islænding i begyndelsen af 1200-tallet. De engelske og irske kilder er mere samtidige, men kan have "ført til en sydlig slagside i historieskrivningen", især fordi en stor del af Hebriderne blev norrøntalende i denne periode.Woolf (2007) p. 275 Alle dateringer bør derfor betragtes som omtrentlige.
Det arkæologiske materiale fra perioden er forholdsvis sparsomt,Barrett (2008) p. 420 men bliver stadig bedre. Toponymi giver væsentlige oplysninger om den skandinaviske tilstedeværelse, og eksempler på norrøne runer udgør yderligere nyttige vidnesbyrd. Der findes også et omfattende materiale fra den gæliske mundtlige tradition, som omhandler perioden, men dets kildeværdi er usikker.Graham-Campbell and Batey (1998) pp. 37–46
Sprog og personnavne medfører visse vanskeligheder. Sproget er en vigtig indikator for kulturen, men der findes meget få direkte beviser for dets anvendelse i bestemte sammenhænge i den behandlede periode. Piktisk, middelirsk og oldnordisk blev med sikkerhed talt, og Woolf (2007) mener, at der fandt en betydelig sproglig balkanisering sted.Woolf (2007) p. 295 Som følge heraf optræder de samme personer ofte under flere forskellige navne i kilderne.Sellar (2000) p. 187
Koloniseringsprocessen På baggrund af det, der vides om søtransporten omkring Hebriderne og Orkneyøerne i 600-tallet, er det meget sandsynligt, at gæliske og piktiske søfolk kendte til Skandinavien før begyndelsen af vikingetiden.Fraser (2009) p. 344 Det er desuden blevet foreslået, at et angreb fra styrker fra Fortriu i 681, hvor Orkneyøerne blev "tilintetgjort", kan have svækket det lokale magtgrundlag og bidraget til norrønernes fremgang.Fraser (2009) p. 345 Forskernes fortolkninger af perioden har "ført til vidt forskellige rekonstruktioner af vikingetidens Skotland",Barrett (2008) p. 412 især af den tidlige periode. Barrett (2008) har identificeret fire konkurrerende teorier, hvoraf han ikke anser nogen for bevist.Barrett (2008) pp. 419, 422
Den traditionelle forklaring er jarledømmehypotesen. Den forudsætter en periode med norrøn ekspansion på Nordøerne og oprettelsen af et aristokratisk dynasti, som bestod langt ind i middelalderen og udøvede betydelig indflydelse i det vestlige Skotland og på Man frem til 1000-tallet. Denne udlægning af begivenhederne svarer i hovedtræk til de norrøne sagaers fremstilling og understøttes af visse arkæologiske fund. Den er dog blevet kritiseret for at overdrive Orkneyøernes indflydelse i Suðreyjar.
Den anden teori er folkedrabshypotesen, som hævder, at Nord- og Vestøernes oprindelige befolkninger blev udryddet og fuldstændigt erstattet af bosættere af skandinavisk afstamning. Argumentets styrke er, at de tidligere stednavne i næsten hele området blev erstattet af navne af norrøn oprindelse. Svagheden er, at stednavnematerialet stammer fra en forholdsvis sen periode, og at karakteren af denne overgang fortsat er omdiskuteret.Thomson (2008) pp. 43–50. Genetiske undersøgelser viser, at befolkningen på Shetlandsøerne har næsten lige store andele af skandinavisk afstamning gennem mødrene og fædrene. Det tyder på, at øerne blev koloniseret af omtrent lige mange mænd og kvinder.Goodacre, S. et al (2005) "Genetic evidence for a family-based Scandinavian settlement of Shetland and Orkney during the Viking periods" Heredity 95, pp. 129–35. Nature.com. Retrieved 20 March 2011.
Hypotesen om den hedenske reaktion, som blev fremsat af Bjørn Myhre, tager udgangspunkt i en lang tradition for mobilitet blandt de forskellige befolkningsgrupper langs den nordatlantiske kyst. Ifølge hypotesen skabte udbredelsen af kristne missionsaktiviteter etniske spændinger, der førte til eller forstærkede vikingernes ekspansion. Der findes visse beviser for en sådan mobilitet, eksempelvis irske missionsaktiviteter på Island og Færøerne i det 8. århundrede, men kun få afgørende beviser.Ó Corráin (2008) p. 428
Den fjerde teori er Laithlind- eller Lochlannhypotesen. Ordet optræder i forskellige former i den tidlige irske litteratur og antages almindeligvis at betegne selve Norge, selvom nogle forskere har foretrukket at placere området i de norrønt dominerede dele af Skotland.Woolf (2007) pp. 107–108, 286–89 Donnchadh Ó Corráin er fortaler for denne opfattelse og hævder, at en væsentlig del af Skotland – Nordøerne, Vestøerne og store områder langs fastlandets kyst – blev erobret af vikingerne i første fjerdedel af 800-tallet, og at et vikingerige blev oprettet her før midten af århundredet.Ó Corráin (1998) various pages. Teorien er grundlæggende en variant af jarledømmehypotesen, men kun få arkæologiske fund støtter den. Det står dog klart, at omfattende vikingeangreb på de irske kyster blev understøttet af en eller anden form for tilstedeværelse på Hebriderne, selvom det langtfra er sikkert, hvornår denne tilstedeværelse fik større betydning. Som Ó Corráin selv erkender, er det "ukendt og måske umuligt at vide, hvornår og hvordan vikingerne erobrede og besatte øerne".Ó Corráin (1998) p. 25
Tidlige vikingeangreb Norrønernes kontakt med Skotland går med sikkerhed længere tilbage end de første skriftlige kilder fra 700-tallet, men kontakternes karakter og hyppighed er ukendt.Graham-Campbell and Batey (1998) pp. 2, 23 Udgravninger ved Norwick på øen Unst i Shetlandsøerne tyder på, at skandinaviske bosættere var nået dertil muligvis allerede i midten af 600-tallet. Det stemmer overens med dateringerne af vikingelagene ved Old Scatness.Ballin Smith (2007) pp. 289, 294