thumb|Dogfight mellem to jagere fra 1. verdenskrig under en flyopvisning.
En dogfight eller dog fight (direkte oversat: et 'hundeslagsmål') er en luftkamp på tæt hold mellem jagerfly. Den første dogfight skete allerede før 1. verdenskrig, under den Mexicanske revolution, kort efter at flyvemaskinen var blevet opfundet. Det har været en del af de fleste krige siden, selv om man efter 2. verdenskrig mente at høje flyvehastigheder og missiler ville overflødiggøre dogfighting.Storm Over Iraq: Air Power and the Gulf War By Richard P. Hallion – Smithsonian Institution Press 1992 – Page 1-10
Det officielle, moderne udtryk for dogfighting er air combat maneuvering (ACM, overs. 'luftkampmanøvrering') som refererer til taktiske situationer der kræver anvendelse af individuelle basic fighter maneuvers (BFM, overs. 'grundlæggende jagermanøvrer') for at angribe eller unddrage sig forfølgelse af en eller flere modstandere. Dette adskiller sig fra luftkrigsførelse, som omhandler strategierne ved planlægning og udførelse af forskellige missioner.Fighter Combat: Tactics and Maneuvering by Robert Shaw - Pages xi and xii
Både et fly og en pilot kan vurderes på evnerne som 'dogfighter'.
thumb|En F-105D nedskyder en MiG-17 under Vietnamkrigen, juni 1967.
Etymologi Betegnelsen 'dogfight' har igennem århundreder været benyttet til at beskrive en indædt og hurtig nærkamp mellem to eller flere modstandere. Udtrykket blev særligt populært under 2. verdenskrig, selv om dets oprindelse i forbindelse med luftkamp kan spores til sidste halvdel af 1. verdenskrig. Den første skrevne reference til den moderne anvendelse af udtrykket kommer fra bogen Fly Papers, af A. E. Illingworth, i 1919:
Historie
Den mexicanske revolution Det første tilfælde af luftkamp mellem to fly skete den 30. november 1913 under den Mexicanske revolution, imellem to amerikanske lejesoldater, Dean Ivan Lamb og Phil Rader, som kæmpede for hver sin side i konflikten. Begge havde ordre til at dræbe, men havde ingen intentioner om at gøre hinanden fortræd. De udvekslede byger af pistolskud, som de med fortsæt plaffede harmløst forbi hinanden, indtil de begge løb tør for ammunition.
1. verdenskrig thumb|En hændelse på vestfronten, dogfight mellem fem fly. (Imperial War Museum)
Dogfighting opstod som begreb under 1. verdenskrig. Man havde lige siden Brødrene Wrights opfindelse af flyvemaskinen i 1903 forsøgt at finde metoder til at udnytte opfindelsen til krigsførelse. Oprindeligt blev flyene anvendt som mobile observationsposter, og de første piloter tænkte ikke meget over luftkamp. Flyvemaskinerne demonstrerede deres værdi ved at opdage den skjulte tyske fremrykning mod Paris i krigens anden måned.
Til at begynde med hilste fjendtlige piloter pænt på hinanden når de mødtes i luften, sidenhen truede de af hinanden med knyttede næver. På trods af de tidlige flys ringe bæreevne forsøgte nogle piloter at angribe modparten med improviserede metoder; f.eks. smed de med mursten eller tovværk (i håbet om at det ville vikle sig ind i modstanderens propel), senere håndgranater, og snart affyrede piloterne pistoler eller karabiner efter hinanden.
thumb|left|Mindesten, rejst af tyske piloter ved Sheria, som minde over britiske og australske besætninger som blev nedskudt i 1917.
Den første dogfight foregik under Slaget om Cer (15–24. august 1914), hvor en serbisk pilot mødte et østrig-ungarsk fly under en rekognosceringsmission over østrig-ungarske stillinger. Til at begynde med vinkede den østrig-ungarske pilot af serberen, som vinkede tilbage, men så begyndte østrig-ungareren at skyde mod serberen med sin revolver. Serberen undslap, men i løbet af et par uger var alle serbiske og østrig-ungarske fly udrustet med maskingeværer. I august 1914 vædrede en russisk pilot et fjendtligt fly, og i oktober 1914 blev det første fly skudt ned over Reims i Frankrig med en pistol. Da de første maskingeværer blev monteret på flyene, enten i en drejeaffutage eller fast på vingerne, begyndte luftkampens æra.
Det største problem var at få monteret et maskingevær på et fly så det kunne blive affyret lige forud, igennem propellen, og sigtet ved at styre flyet så det pegede direkte imod fjenden. Denne placering af maskingeværet ville normalt skyde propellen af flyet. Piloten Roland Garros løste delvist problemet ved at montere stålskjolde på propellen af et Morane Saulnier monoplan. Han opnåede tre sejre, men blev nødt til at nødlande bag fjendens linjer på grund af motorsvigt, og blev overmandet før han kunne nå at brænde sit fly. Vraget blev bragt til Anthony Fokker, en hollandsk flydesigner, der byggede fly for tyskerne. Han undersøgte skjoldene og fandt dem utilfredsstillende. En af hans ansatte, Heinrich Lübbe, opfandt en simpel synkroniseringsmekanisme som forbandt en MG 08 Maxim maskingevær-afbryder til propellen. Herefter anvendte Fokker synkroniseringen på alle sine fly. Tyskerne opnåede herefter luftoverlegenhed fra august 1915 til først i 1916 ("Fokker-svøben", engelsk "The Fokker Scourge") takket være Fokker E.I og dens fremadrettede, synkroniserede maskingevær.
Der fandtes ikke nogen taktisk doktrin for luftkamp i begyndelsen af krigen. Piloter som Max Immelmann, Oswald Boelcke, Albert Ball og Mick Mannock måtte selv opfinde manøvrerne og reglerne, og både Boelcke og Mannock fik lavet og nedskrevet et sæt 'regler' for luftkamp; den mest berømte af disse er "Dicta Boelcke". Boelckes koncepter, som blev skabt i 1916, er gyldige den dag i dag: 1) Sørg for at have en fordel før du angriber. Angrib altid med solen i ryggen. 2) Gennemfør altid et angreb, som du har påbegyndt. 3) Skyd først når du er tæt på, og kun når du har modstandere ordentligt i sigtet. 4) Slip ikke modstanderen af syne, og bliv ikke narret af tricks. 5) I enhver form for angreb er det nødvendigt at angribe modstanderen bagfra. 6) Hvis modstanderen angriber dig i et dyk, forsøg ikke at undvige, men drej imod ham. 7) Når du er over fjendens linier, glem aldrig ruten for dit tilbagetog. 8) For eskadrillen: angrib principielt kun i grupper på fire eller seks. Når kampen bryder op i enkeltkampe, vær sikker på at der ikke er flere der går efter en enkelt modstander.Dicta Boelcke Besøgt 25. august 2017
Piloter, der skød fem eller flere modstandere ned, blev kendt som esser. Den mest berømte af dem alle var den Røde Baron, Manfred von Richthofen.
Ved slutningen af krigen var de primitive fly fra kun ti år tidligere blevet forvandlet til hurtige og kraftige jagefly med svær bevæbning, og den grundlæggende taktik for luftkamp var blevet fastlagt.
Den spanske borgerkrig Efter 1. verdenskrig blev flyteknologien hurtigt mere avanceret. Allerede i 1936 begyndte man at teoretisere at dogfighting tilhørte fortiden, eftersom flyene opnåede hastigheder på over 400 km/t (215 knob, 250 mph).Storm Over Iraq: Air Power and the Gulf War By Richard P. Hallion – Smithsonian Institution Press 1992 – Page 8 Erfaringerne fra den Spanske borgerkrig viste hurtigt, at teorien var forkert.
Ved begyndelsen af konflikten blev nye taktikker udviklet, mest udpræget i Luftwaffes Legion Condor. Løjtnant Werner Mölders foreslog at opgive standard “V”-formationen med tre fly som dengang blev brugt i kamp, og sendte jagerne afsted i roder på to. Han startede dermed metoden med at have en wingman eller makker med sig. Han anbefalede endvidere, at roder, der kom i kamp, skulle øge afstanden mellem sig, i stedet for at holde en tæt formation, en forløber for combat spread-manøvren. Han trænede sine piloter til at flyve om natten, og kun at flyve efter instrumenterne. Med de nye metoder, og med de nyeste Bf 109-jagere, lykkedes det for tyskerne at nedskyde 22 republikanske jagere over fem dage, uden selv at lide tab.Air Power by Stephen Budiansky – Viking Penguin Books 2004 – Page 213-214
2. verdenskrig
Udviklingen af jagerfly thumb|Kondensstriber fra jagerfly under slaget i det Filippinske hav.
I løbet af 1930'erne var der to forskellige idésæt om udviklingen af jagerfly til luftkamp. Særligt i Japan og Italien var der en stærk overbevisning om, at en relativt let bevæbnet, men stærkt manøvredygtig jager, ville have den primære rolle i en dogfight. Japanerne udviklede fly som Nakajima Ki-27, Nakajima Ki-43 og den berømte Mitsubishi A6M Zero, og i Italien repræsenterede Fiat G.50 og Macchi C.200 dette koncept.
Den anden linje, som primært viste sig i Storbritannien, Nazi-Tyskland, Sovjetunionen og i USA, var af den overbevisning, at den høje fart og de store g-kræfter ville umuliggøre dogfights. Jagere som Messerschmitt Bf 109, Supermarine Spitfire, Jakovlev Jak-1 og Curtiss P-40 er alle designet til høj fart og god stigeevne. God manøvreevne var ikke et primært ønske.
Umiddelbart efter den Spanske borgerkrig brød ud før 2. verdenskrig blev dogfights mere udbredt end nogensinde før. Det var dengang en udbredt opfattelse, at strategisk bombning var lig med luftoverlegenhed; en fejl, der ikke ville blive fuldt forstået før Vietnamkrigen.Storm Over Iraq: Air Power and the Gulf War By Richard P. Hallion – Smithsonian Institution Press 1992 - Pages 12-17 Efter de fejlagtige konklusioner i Spanien, blev der lagt stor vægt på præcisionen af bombeangreb. Nødvendigheden af at stoppe bombeflyene fra at nå deres mål, eller for at beskytte dem på deres missioner, blev det primære formål med de fleste af tidens dogfights.Storm Over Iraq: Air Power and the Gulf War By Richard P. Hallion – Smithsonian Institution Press 1992 – Page 8-13
Teknologi De forskellige flyteknologier avancerede med stormskridt under krigen. Jetmotoren blev opfundet; uafhængigt af hinanden opfandt Hans von Ohain motoren i Tyskland i 1934, og i England løste Frank Whittle den samme opgave i 1937. Messerschmitt Me 262 var den første jetjager, der blev anvendt i kamp. Med en fart på over 800 km/t (430 knob) var den næsten urørlig og begyndte at gøre indhug i de Allieredes bombefly i 1944. Samme år testede briterne Gloster Meteor, som kun endte med at være i begrænset tjeneste i 2. verdenskrig, men som viste sig nyttig under Koreakrigen. Andre banebrydende opfindelser fra denne tid var udviklingen af radar og luft til luft-missiler.Fighter: The World's Greatest Aces and Their Planes by Edwards Park - Thomasson-Grant Inc. 1990 - Page 155-160
Dogfights over Europa Dogfights havde en prominent rolle i himlen over Europa. Det franske luftvåben, som havde været en af hovedaktørerne under 1. verdenskrig, var nu dårligt udrustet og organiseret og blev hurtigt undertrykt af de tyske fremmarch i begyndelsen af krigen. De britiske Hurricane-eskadriller der var udstationeret i Frankrig bed fra sig, men var ikke specielt effektive uden en fornuftig ledelse.
Ved evakueringen ved Dunkerque formåede de britiske jagere at holde de fleste tyske fly væk fra evakueringsområdet ved at inddrage dem i dogfights. De færreste soldater på stranden så dog disse luftkampe, eftersom de blev udkæmpet et stykke borte, og var efterfølgende ikke imponerede over RAF's indsats.
Med starten af Slaget om England blev dogfights den fremherskende luftkampform. Tyskerne ville sende bombefly mod England, beskyttet af jagerfly, og briterne ville forsøge at stoppe bombeflyene. Tyskerne forsøgte at lokke de britiske jagere til dogfights, i den tro at de var overlegne; i praksis ville den tyske Messerschmitt Bf 109 i det store og hele være jævnbyrdig med Supermarine Spitfire, og en Bf 109 var kun overlegen over for en Hurricane i dyk og stigninger. Kunne en Hurricane-pilot narre tyskeren til at følge ham i en horisontal drejning, ville Hurricanens manøvredygtighed gøre udslaget.The Telegraph 11:00AM BST 28 Jun 2010 Besøgt 27. august 2017 Det gav anledning til et besynderligt snobberi blandt tilfangetagne tyske piloter: de ville stædigt hævde at de var blevet skudt ned af en Spitfire, selv om det oftere var en Hurricane de havde ramt dem; under Slaget om England vandt Hurricane 1.593 luftsejre mod Spitfires 1.146.