thumb|Historien om ulven og de tre grise er en ældre fortælling, der blev nedskrevet i 1800-tallet og siden populariseret af bl.a. Disney. Folkeminde (engelsk: folklore) er en fællesbetegnelse for folkelige trosforestillinger, ritualer, skikke og fester ved årets og livets højtider, eventyr, vandrehistorier, sagn og andre overleverede fortællinger, folkeviser og andre viser, sanglege, rim og remser, gåder og ordsprog, folkemusik og folkedans. Mens 1800-tallets folkemindesamlere indsamlede folkeviser, festtraditioner og overtro, indsamler vor tids kulturforskere nutidige vandrehistorier, gruppenormer, kærlighedsidealer og fodboldsange.Hvad er et folkeminde
"Folkemindeforskning" og "folkemindeforskere" er det samme som "folkloristik" og "folklorister".
Definition og afgrænsning Folkeminder er levn af ældre tiders åndsfrembringelser og kultur, der er mundtligt overleveret fra slægt til slægt, især inden for de ikke boglig dannede klasser. Hertil regnes først og fremmest folkedigtningen, folketro og gamle skikke. I videste betydning omfatter folkeminder tillige folkets livsvilkår og folkets karakter og tænkemåde, som de træder frem i alle forhold. Af disse overleveringer findes der spredte, større eller mindre optegnelser fra tidligere tider, skabt af æstetiske eller historiske hensyn fx folkevisesamlinger, sagn i historiske skrifter, men den planmæssige Indsamling og frem for alt den videnskabelige bearbejdelse er først fremkommet i det 19. århundrede. Som dens begyndelse regnes gerne Brødrene Grimms eventyrsamling fra 1812 og Jacob Grimms "Deutsche Mythologie" fra 1835. Dens udvikling er gået hånd i hånd med en række andre historiske videnskaber, ofte stærkt påvirket af dem. Folkemindeforskningen falder i to hovedretninger, en granskning af folkedigtningen, der hænger sammen med filologien og den almindelige litteraturhistorie, og en kulturhistorisk-religiøs behandling, der skyldes indflydelse fra etnografi og antropologi.
Navnet på denne videnskab og dens emne er forskellig hos flere folkeslag. I England bruges ordet folklore (og folklorist i betydningen folkemindeforsker); det blev af sin opfinder, Mr. Thoms i 1846, betegnet som "den oldforskning, der omfatter alt henhørende til gammel sæd og skik, til almuens forestillinger, tro, overleveringer og overtro" — en definition, der ret ensidig dvæler ved kultursiden. En ulempe ved ordet er, at det både betegner stoffet og videnskaben. I de romanske lande har det engelske ord fået en vis udbredelse ved siden af den hjemlige betegnelse som "folkeoverleveringer" (fransk: traditions populaires; les traditionistes i betydningen folkemindeforskerne). I tysk og nederlandsk oversættes det ved volkskunde (jævnfør völkerkunde = etnografi). I Norden er det af Svend Grundtvig dannede folkeminde det mest udbredte navn.
Folkedigtning Folkedigtningen (herunder medregnet alle overleveringer i en fast mundtlig form) udgør en overvejende del af folkemindelitteraturen. Hvad man begrebsmæssig skal forstå ved folkedigtningen, er vanskeligt at afgøre. Den ældste tids stærke sondring mellem "kunstdigt" som enkeltmandsværk og "folkedigt" som ytring af den over hele folket spredte digteriske kraft lader sig ikke mere hævde så stærkt. Sikkert er det dog, at en overordentlig stor mængde folkedigtninger har fået deres skikkelse, ikke blot fremstilling, men også komposition, idet slægt på slægt har gjort sine ændringer; og fx for mange af de danske folkeviser kan det påvises, at selv indgribende omdannelser er blevne til lidt efter lidt, idet den ene sanger har føjet lidt til den andens nydigtning. På den anden side kan det ikke nægtes, at mange andre viser (fx historiske) i alt væsentligt er en enkelt mands tankeværk, uden at vi derfor kan udslette dem af folkedigtningen.
Den mundtlige overlevering med stadig adgang til fornyelse af det sproglige udtryk er da det, der mest iøjnefaldende adskiller den fra kunstpoesien. Visse digteriske særheder er også, dog med ret stort spillerum for de forskellige folkestammer, kulturer og arter af overlevering, fælles for al folkedigtning; således den objektive, sædvanlig korte beretning med forkærlighed for direkte tale, med gentagelser og med visse stående vendinger. Reglerne for komposition har man i nyere tid betegnet som "folkedigtningens episke love".
Folkesagn Folkesagnet er den kortere fortælling om en begivenhed, der af fortælleren opfattes som virkelig foregået. Det søger troværdighed ved altid at nævne den som hændt for en navngiven mand (levende eller død), eller på et navngivet sted, der er velkendt af sagnmanden og hans tilhørerkreds. I mange tilfælde forevises en ting, der har sin oprindelse fra denne begivenhed (fx et bæger, der menes at være ranet fra troldene), eller der udpeges et naturforhold eller et navn, der er opstået ved denne lejlighed. Denne tilknytning til virkeligheden er sagnets "stedfæste"; til det egentlige stedfæste hører, at det ydre minde menes at være opstået ved selve begivenheden. Sagnenes indhold er først og fremmest oplevelser af den mennesket omgivende overnaturlige verden, især menneskenes forhold til naturvæsenerne, og i sparsommere mål erindringer om selve menneskelivet. Den troværdighed, som fortællerne tillægger deres sagn, er i høj grad ufortjent.
For de fleste sagn, de overnaturlige, ligger oprindelsen utvivlsomt i mangelfuldt opfattede naturbegivenheder, som enten af selve opleveren eller eftertiden modtager en digterisk form. Og den stedbundne overlevering, hvorpå fortællerne støtter sig, viser sig at være mindre pålidelig, da den samme begivenhed efter forskellige egnes eller landes overleveringer kan være foregået 100 forskellige steder: stedfæste hører med til sagnets liv som troværdig fortælling, og derfor må det frembringes på ny, hver gang sagnet når til en ny egn. Også indholdet kan omdannes ved at gå fra mund til mund; men her viser det sig dog, at den givne handling (det episke stof) har en overordentlig sejhed, som udbredelsen i rum kun svagt kan indvirke på, og som forskellen i tid undertiden slet ikke angriber. Fx har man hos bønderne på Kreta genfundet det gamle sagn om Achilleus’ fødsel uforandret; og de enkelte optrin i Odysseen i kyklop-eventyret genfindes som folkesagn i de fleste egne af Europa. Denne fasthed i den episke gang, som vi i det enkelte kan kontrollere ved forskellige egnes optegnelser af samme sagn, sætter os i stand til at granske de enkelte sagnbegivenheder. De falder i to grupper: De der tjener til forklaring af et eller andet påfaldende forhold (ophavssagn, ætiologiske sagn). Når folket ser en klippe, der minder om menneskelig skikkelse, gætter det, at det har været et stort menneskeligt væsen, der er blevet til sten; når det ser en række klippeblokke ligge jævnsides ud i elven, gætter det, at her har været en stor kæmpe, der begyndte at bygge sig en bro; og hvor en stor sten ligger på flad mark, gætter det, at en vældig kæmpe må have kastet den derhen. Og med en kombinationsevne, der ikke holdes igen af nogen videnskabelig kritik, fortsætter folket sin fantasivirksomhed, indtil det finder de bestemte, individuelle træk: stenkæmpen har været en nattrold, der døde ɔ: blev til sten, da solen skinnede på ham. Kæmpen ved elven ville bygge bro over til sin kæreste på den anden side; den henkastede sten stammer fra en kæmpe, der ville ødelægge den gård, som stenen ligger nærved, men traf fejl. Således er ud af naturgætningen den individuelle fortælling, sagnet, opstået. Disse sagn kan naturligvis dannes på ny, så længe mennesker på et barnligt kulturtrin stedes over for påfaldende naturoptrin, og de enkelte grundmotiver (fx den forstenede trold) optræder i en mangfoldighed af særformer efter det enkelte steds natur, fx trolden, der fiskede for længe og nu står forstenet på kysten med to sæler hængende på ryggen og en på brystet. Dog findes også i disse natursagn en vandring eller efterligning af sagn fra sted til sted, uden at det dog kan fastslås, hvor meget der er lånt, og hvor meget der er dannet uafhængig på flere steder ud fra samme åndelige forudsætninger. De folkesagn, der blot viser folketroens væsener i en karakteristisk handling, kan ikke på samme måde henføres til naturforklaring; men vi kan i enkelte tilfælde påvise, at de har udviklet sig af ligefremme natursagn. Således har vi sagnene om stormjægerens jagt efter skovjomfruen i en hel udviklingsrække, lige fra den naturforklarende fortælling, at hun kommer i den lille hvirvelvind foran stormen (die Windsbraut), han følger så efter i selve stormens brag og vælde, og indtil det, hvor "Kong Volmer" beder en bondekarl at holde hans hunde og lidt efter kommer tilbage med den dræbte "ellekvinde" hængende over sadlen. Men, vel at mærke, sagnet om Kong Volmers jagt efter ellekvinden er nu ikke noget natursagn; det er formet (og fortalt videre) ud af fantasiens trang til at se de anede naturvæsener i en bestemt for dem ejendommelig handling. Andre sagn har i endnu højere grad et blot sjæleligt udspring, fx synes flugt for trolde at have sit udspring i den paniske skræk ved at være ene i naturen.
Sagnenes alder er vanskelig at fastsætte, men det er i hvert fald klart, at de har deres oprindelse i en meget tidlig tids naturbetragtning ("det mytiske tænkesæt"). For så vidt denne primitive sagnverden i tidens løb har modtaget bidrag fra den olympiske gudekreds, fra Asalæren og så videre, må man anerkende, at den i høj grad har strøget denne indflydelse af sig; og selv af kristendommen er størstedelen af sagnstoffet uberørt eller kun svagt påvirket. Hermed er det dog ikke givet, at hvert enkelt sagn er så gammelt; det kan jo være nydigtet i overensstemmelse med den nedarvede tro. Endnu mindre er det nødvendigt, at hvert sagn er ældgammelt på hvert sted. Sagnet om nøkken (eller djævelen), der i dansen hvirvler en jomfru ned i åen, er fremmed i det fuldt stedfæstede danske sagnstof og tilhører først den middelalderlige og nyere tids danseraseri. Et yndlingssagn fra den græsk-romerske oldtid, om skovtrolden (Silén), der blev fanget ved at hælde vin i brønden, går i Tyskland ikke længere mod nord end vinavlen og er sikkert først indvandret med vindyrkningen i den romerske kejsertid. Ellers frembyder mødet mellem mennesker og skovtrolde nogle af de vistnok ældste sagnemner: manden, der kalder sig "Selv" eller "Ingen" og dernæst stikker branden i øjet på trolden (almindeligt som europæisk folkesagn, gjort kunstig i Odysseen), og om manden, der hørte en stemme råbe til sig om at bringe det budskab, at Store Pan eller Troldekongen var død.
Med sagn om mennesker (historiske sagn) forholder det sig i mange måder ligesom med sagnene om overnaturlige væsener. Men vekseldriften er langt stærkere. Hvert slægtled ejer et minde om de nærmest henfarne slægters færd omtrent 50—100 år tilbage i tiden; selve familieminderne rækker ofte længere; for flere danske storbondeslægter til svenskekrigene i det 17. århundrede, for renæssancens danske adelsmænd til dronning Margrete I’s tid og undtagelsesvis længere; Islændingene kunne i det 12. århundrede under særligt gunstige forhold skrive en Landnamsbog, der nåede 2—300 år tilbage. Men ud over det brister den egentlige historiske bevidsthed, og få karakteristiske sagn bliver tilbage og kan tilsammen danne et historisk billede, som kun meget ufuldkomment gengiver virkeligheden. Og selv disse tabes let i tidens løb: det 16. århundredes skæmtende sagn om Valdemar Atterdag er afløste af lignende om Christian IV. Alt imens det virkelige historiske stof udtyndes, vokser sagnmængden på samme måde som ved de overnaturlige væsener.