thumb|Tibets udstrækning i 1946. thumb|Det selvstændige Tibets flag. thumb|Det selvstændige Tibets våben. Tibet fra 1912 til 1951 var den periode som selvstændig og uafhængig stat, der fulgte efter Qing-dynastiets sammenbrud i 1912 og som varede indtil Folkerepublikken Kina besatte landet og efterfølgende indlemmede det i Folkerepublikken Kina. Det tibetanske Ganden Phodrang-regime var et protektorat under Qing-styretEncyclopedia of China: History and CultureStrong Borders, Secure Nation: Cooperation and Conflict in ChinaJin ri you zheng, 第 469～480 号Bian jiang wen hua lun ji: Papers on China's border region cultures indtil 1912,Ram Rahul, Central Asia: an outline history, New Delhi, Concept Publishing Company, 1997, p. 42Barry Sautman, Tibet's Putative Statehood and International Law, in Chinese Journal of International Law, Vol. 9, Issue 1, 2010, s. 127-142Ram Rahul, Central Asia: an outline history, New Delhi, Concept Publishing Company, 1997, p. 42 "From then until the fall of the Manchu dynasty in 1912, the Manchu Ch'ing government stationed an Amban, a Manchu mandarin, and a military escort in Tibet."Barry Sautman, Tibet's Putative Statehood and International Law, in Chinese Journal of International Law, Vol. 9, Issue 1, 2010, p. 127-142 med udstrakt grad af autonomi. Samtidig blev Tibet også anset som et britisk protektorat.The Missing Girls and Women of China, Hong Kong and Taiwan: A SociologicalEthnic China: Identity, Assimilation, and Resistance Samtidig undertegnede flere tibetanske repræsentanter en traktat mellem Tibet og Mongoliet, der forkyndte gensidig anerkendelse og deres fulde uafhængighed fra Kina, og Republikken Kinas regering ikke anerkendte traktatens legitimitet. Med de mange tibetanske repræsentanters udstrakte grad af autonomi og "proklamation af uafhængighed" beskrives denne periode i Tibet ofte som "de facto selvstændigt", mens mange lande og FN formelt har anerkendt Tibet som en del af Republikken Kina.
Perioden sluttede efter, at den nationalistiske kinesiske regering led nederlag i den kinesiske borgerkrig til det kinesiske kommunistparti, og Folkets Befrielseshær besatte Tibet i 1950, og efterfølgende syttenpunktsoverenskomsten blev underskrevet med kineserne, hvilken bekræftede Kinas suverænitet over Tibet det følgende år.
Historie Qing-dynastiets fald (1911-12)
thumb|left|Kort fra 1820, der viser Tibet som et protektorat under Kina.
Tibet havde været under Qing-dynastiets administrative styre siden 1720. Efter Xinhai-revolutionen i 1911-12 lancerede tibetanske militære styrker et overraskelsesangreb på Qing-garnisonen, der var blevet stationeret i Tibet efter Xinhai Lhasa-uroen. Efter Qing-dynastiets fald i 1912 blev Qing-embedsmændene i Lhasa tvunget til at underskrive "Trepunktsaftalen" om overgivelse og udvisning af Qing-styrker fra det centrale Tibet. I begyndelsen af 1912 erstattede Republikken Kinas regering Qing-dynastiet som Kinas regering, og den nye republik hævdede sin suverænitet over alle de tidligere dynastiers territorier, som omfattede 22 kinesiske provinser, Tibet og Mongoliet.
Efter oprettelsen af den nye republik sendte Kinas midlertidige præsident Yuan Shikai et telegram til den 13. Dalai Lama og genoprettede dennes tidligere titler. Dalai Lama afviste disse titler og svarede, at han "havde til hensigt at udøve både tidsmæssig og kirkeligt styre i Tibet."Goldstein 1997, p. 31 I 1913 vendte Dalai Lama, der var flygtet til Indien, da Qing havde sendt en militærkspedition for at etablere direkte kinesisk styre over Tibet i 1910,Goldstein 1997, p. 28 tilbage til Lhasa og udstedte en proklamation, der fastslog, at forholdet mellem den kinesiske kejser og tibet "havde været protektor og præst og ikke var baseret på underordnelse af den ene til den anden." "Vi er en lille, religiøs og uafhængig nation," udtalte proklamationen.Shakya 1999, pg. 5
I januar 1913 underskrev Agvan Dorzhiev og tre andre tibetanske repræsentanterUdo B. Barkmann, Geschichte der Mongolei, Bonn 1999, p380ff en traktat mellem Tibet og Mongoliet i Urga, der erklærede gensidig anerkendelse af deres uafhængighed fra Kina. Den britiske diplomat Charles Bell skrev, at den 13. Dalai Lama fortalte ham, at han ikke havde bemyndiget Agvan Dorzhiev til at indgå nogen traktater på vegne af Tibet.Grunfeld 1996, pg. 65.Bell 1924, pp. 150-151 Da teksten ikke blev offentliggjort, tvivlede nogle oprindeligt på traktatens eksistensifølge Sir Charles Bell, "Tibet and Her Neighbours", Pacific Affairs(Dec 1937), pp. 435–6, erklærede en høj tibetansk embedsmand at "der ikke var behov for nogen traktat, eftersom vi altid ville hjælpe hinanden hvis vi kunne.", men den mongolske tekst blev udgivet af mongolsk videnskabsakademi i 1982.
Simla-konventionen (1914)
I 1913-14 blev der afholdt en konference i Simla mellem Storbritannien, Tibet og Republikken Kina. Briterne foreslog, at dele tibetanske beboede områder ind i et ydre og et indre Tibet (efter forbillede fra en tidligere aftale mellem Kina og Rusland over Mongoliet). Det ydre Tibet, der er omtrent det samme område som den moderne autonome Tibet-region, ville være autonom under kinesisk suzarænitet. På dette område ville Kina afholde sig fra "indblanding i administrationen." I Indre Tibet, der består af østlige Kham og Amdo, ville Lhasa kun bevare kontrollen med religiøse forhold. I 1908-18 var der en kinesisk garnison i Kham, og de lokale fyrster var underlagt kommandanten.
Da forhandlingerne brød sammen over den specifikke grænse mellem Indre og Ydre Tibet, trak den britiske chefforhandler Henry McMahon det, der er blevet kendt som McMahon-linjen til afgrænse Tibets og Indiens grænse, svarende til den britiske anneksion af 9.000 kvadratkilometer traditionelt tibetansk territorium i det sydlige Tibet, nemlig Tawang-distriktet, hvilket modsvarer den nordvestlige ende af den moderne indiske delstat Arunachal Pradesh, men erkendte samtidig kinesisk overhøjhed i TibetArticle 2 of the Simla Convention og bekræfter sidstnævntes status som en del af kinesisk territorium, med et løfte fra regeringen i Kina om, at Tibet ikke ville blive omdannet til en kinesisk provins.Appendix of the Simla ConventionGoldstein 1989, p. 75
Senere hævdede kinesiske regeringer, at denne McMahon-linje ulovligt overførte en stor mængde territorium til Indien. Det omstridte område kaldes "Arunachal Pradesh" af Indien og "Sydbibet" af Kina. Briterne havde allerede indgået aftaler med lokale stammeledere og oprettet den nordøstlige grænseregion for at forvalte området i 1912.
Simla-konventionen blev underskrevet af alle tre delegationer, men blev straks afvist af Beijing på grund af utilfredshed med måden, som grænsen mellem det ydre og det indre Tibet blev trukket på. McMahon og tibetanerne underskrev derefter dokumentet som en bilateral aftale med en note, der fraskrev Kina nogen af de rettigheder, det havde fået, medmindre det underskrev konventionen. Den britiske regering af Indien afviste oprindeligt McMahons bilaterale aftale som uforenelig med den anglo-russiske konvention af 1907.Goldstein, 1989, p80
McMahon-linjen blev betragtet af briterne og senere den uafhængige indiske regering for at være grænsen; dog har den kinesiske opfattelse siden da været, at eftersom Kina, som hævdede suverænitet over Tibet, ikke underskrev traktaten, var traktaten ugyldig, og annektering af og kontrollen med dele af Arunachal Pradesh af Indien er ulovligt. (Dette banede senere vejen til den kinesisk-indiske krig i 1962 og grænsekonflikten mellem Kina og Indien, der fortsætter i dag.)
I 1938 offentliggjorde briterne endelig Simla-konventionen som en bilateral aftale og krævede, at Tawang-klosteret, der ligger syd for McMahon-linjen, ophørte med at betale skat til Lhasa. Hsiao-Ting Lin hævder, at et bind af C.U. Aitchisons samling af traktater, oprindeligt udgivet med en note om, at der var opnået nogen bindende aftale på Simla, blev kaldt tilbage fra bibliotekerLin, Hsiao-Ting, "Boundary, sovereignty, and imagination: Reconsidering the frontier disputes between British India and Republican China, 1914-47" , The Journal of Imperial & Commonwealth History, September 2004, 32, (3). og erstattes med et nyt bind, som har en falsk 1929-udgivelsesdato og inkluderer Simla sammen med en redaktionsnote om, at Tibet og Storbritannien, men ikke Kina, accepterede aftalen som bindende.
Den 1907-anglo-russiske traktat, som tidligere havde fået briterne til at stille spørgsmålstegn ved Simlas gyldighed, var blevet opsagt af russerne i 1917 og af russerne og briterne i fællesskab i 1921.Free Tibet Campaign, "Tibet Facts No.17: British Relations with Tibet" . Tibet ændrede imidlertid sin stilling til McMahon-linjen i 1940'erne. I slutningen af 1947 skrev den tibetanske regering en note, der blev forelagt det nyligt uafhængige indiske ministerium for eksterne anliggender, der gjorde krav på de tibetanske distrikter syd for McMahon-linjen.Lamb 1966, p. 580 Desuden havde den kinesiske regering ved at nægte at underskrive Simla-dokumenterne undsluppet efter enhver anerkendelse af McMahon-linjens gyldighed.Lamb, 1966, p. 529
Efter den 13. Dalai Lamas død i 1933 thumb|Et segl udstedt af regeringen for Republikken Kina til Panchen Lama, med teksten "Panchen Lama segl, Den nationale vogter af stor visdom (kinesisk: 護 國 宣化 廣 慧大師 班禪 之 印)". thumb|left|Et kort over Østasien i 1932, der viser Tibet som en egen stat.
Siden udskillelsen af Amba fra Tibet i 1912 var kommunikationen mellem Tibet og Kina kun sket med briterne som mægler. Direkte kommunikation blev genoptaget efter den 13. Dalai Lama's død i december 1933, da Kina sendte en "kondolence-mission" til Lhasa under ledelse af general Huang Musong.
Kort efter den 13. Dalai Lama døde bekræftede Kashag - ifølge nogle kilder - sin holdning i 1914, at Tibet forblev nominelt del af Kina, forudsat at Tibet kunne styre sine egne politiske anliggender.Chambers's Encyclopaedia, Volume XIII, Pergamaon Press, 1967, p. 638Reports by F.W. Williamson, British political officer in Sikkim, India Office Record, L/PS/12/4175, dated 20 January 1935 I sit essay Hidden Tibet: History of Independence and Occupation (Skjult Tibet: Historien om uafhængighed og besættelse) udgivet af Biblioteket for Tibetanske Værker og Arkiver i Dharamsala, citerede S.L. Kuzmin flere kilder, der indikerer, at den tibetanske regering ikke havde erklæret Tibet en del af Kina, på trods af en efterligning af kinesisk suverænitet foretaget af Koumintang-regeringen.Kuzmin, S.L. Hidden Tibet: History of Independence and Occupation. Dharamsala, LTWA, 2011, pp. 95-100, 108. Siden 1912 havde Tibet været de facto uafhængig af kinesisk kontrol, men ved andre lejligheder havde den givet udtryk for vilje til at acceptere den nominelle underordnede status som en del af Kina, forudsat, at tibetanske interne regering blev uberørt og at Kina opgav kontrollen over en række vigtige etniske tibetanske områder i Kham og Amdo.Goldstein, 1989, p. 241 Til støtte for udsagn om, at Kinas regering over Tibet ikke blev afbrudt, hævder Kina, at officielle dokumenter viste, at Kinas nationale forsamling og begge parlamentsmedlemmer havde tibetanske medlemmer, hvis navne var bevaret for hele tiden.
Kina fik derefter lov til at etablere et kontor i Lhasa, bemandet af Kommissionen for mongolske og tibetanske anliggender og ledet af Wu Zhongxin (Wu Chung-hsin), Kommissionens direktør for tibetanske anliggenderShakya 1999, p. 6, hvilket kinesisk kilder hævder var et administrativt organ - men tibetanerne hævder, at de afviste Kinas forslag om, at Tibet skulle være en del af Kina, og på sin side krævede tilbagelevering af territorier øst for Drichu (Yangtze-floden). Som reaktion på oprettelsen af et kinesisk kontor i Lhasa opnåede briterne tilsvarende tilladelse og oprettede deres eget kontor der.Shakya 1999, pp. 6-7