thumb|Den Røde Hærs indmarch i Lhasa. Folkerepublikken Kinas annektering af Tibet i oktober 1950 (også kaldt "kinesisk invasion af Tibet" af den tibetanske regering i eksil, og "fredelig befrielse af Tibet" i Kina). Det var processen, hvorved Folkerepublikken Kina fik kontrol over Tibet, efter forsøg på at få international anerkendelse, forsøg på at modernisere sit militære, forhandlinger mellem Tibet og Kina, en militær konflikt i Qamdo-området i det vestlige Kham i oktober 1950, og den endelige accept af syttenpunktsoverenskomsten af Tibets regering under kinesisk pres i oktober 1951. I Vesten er den generelle opfattelse, at Kina annekterede Tibet. Den tibetanske regering og den tibetanske sociale struktur forblev på plads i den tibetanske selvstyrende region under Kinas myndighed indtil den tibetanske opstand i 1959, da Dalai Lama flygtede til eksil, hvorefter de gamle tibetanske samfundsstrukturer blev opløst.Goldstein 1997 p.54,55. Feigon 1996 p.160,161. Shakya 1999 p.208,240,241. (all sources: fled Tibet, repudiated agreement, dissolved local government).

Baggrund thumb|Områder med tibetansk befolkning. thumb|Asien i 1932 da Tibet endnu var selvstændigt. I 1913, kort efter den britiske invasion af Tibet i 1904, oprettelsen af den britiske handelsagents position i Gyantse og Xinhai-revolutionen i 1911, blev det meste af området, der omfatter den nuværende tibetanske selvstyrende region (TAR) (Ü-Tsang og vestlige Kham) de facto uafhængigt af KinaShakya 1999 s. 4 under et britisk protektorat. Nogle grænseområder med tibetanske befolkninger (Amdo og østlige Kham) forblev under Kuomintang eller lokal krigsherre kontrol.Shakya 1999 s. 6, 27. Feigon 1996 p.28

TAR-regionen er også kendt som "Politisk Tibet", mens alle områder med en etnisk tibetansk befolkning er kaldes "Etnisk Tibet". Politisk Tibet henviser betegner et område, der havde været regeret af tibetanske regeringer siden tidligste tider frem til 1951, mens etnisk Tibet betegner regioner i nord og øst, hvor tibetanerne var i flertal, men hvor tibetansk jurisdiktion var uregelmæssig og begrænset til blot bestemte områder.The classic distinction drawn by Sir Charles Bell and Hugh Richardson. See Melvin C. Goldstein,'Change, Conflict and Continuity among a community of Nomadic Pastoralists: A Case Study from Western Tibet, 1950-1990,' in Robert Barnett and Shirin Akiner, (eds.,) Resistance and Reform in Tibet, Indiana University Press, Bloomington, 1994, s. 76-90, s.77-8.

På det tidspunkt, hvor politisk Tibet opnåede de facto uafhængighed, lignede dets socioøkonomiske og politiske systemer det middelalderlige Europa.Shakya 1999 s. 11 Forsøg fra den 13. Dalai Lama mellem 1913 og 1933 på at udvide og modernisere det tibetanske militær mislykkedes i sidste ende, hovedsagelig på grund af modstand fra magtfulde aristokrater og munke.Feigon 1996 s. 119-122. Goldstein 1997 s. 34, 35.Shakya 1999 s. 5, 11 Lhassa-regeringen havde ringe kontakt med andre regeringer i verden i sin periode med faktisk uafhængighed med nogle undtagelser, navnlig Indien, Storbritannien og USA.Shakya 1999 s. 7, 15, 16Goldstein 1997 s. 37 Dette efterlod Tibet diplomatisk isoleret og afskåret til det punkt, hvor det ikke kunne gøre sine holdninger kendt for det internationale samfund til de spørgsmål, der trængte sig påGoldstein 1997 s. 36, og magten var begrænset af traktater, der gav det britiske imperium autoritet over skatter, udenlandske forbindelser og befæstninger.

Lhasa-regeringens forsøg på at bevare uafhængighed

I juli 1949 uddrev den tibetanske regering den (nationalistiske) kinesiske delegation for at forhindre kinesisk agitation i det politiske Tibet.Shakya 1999 s. 5, 7, 8 I november 1949 sendte den et brev til US State Department og en kopi til Mao Zedong og et særskilt brev til Storbritannien, hvori det erklærede, at det var hensigten at forsvare sig "på alle mulige måder" mod troppeindfald fra Folkerepublikken Kinas side.Shakya 1999 s. 20.; Goldstein 1997 s. 42

I de foregående tre årtier havde den konservative tibetanske regering bevidst nedtonet sit militær og afstået fra at modernisere det.Melvin C. Goldstein,A History of Modern Tibet:The Calm Before the Storm: 1951-1955, University of California Press, 2009, Vol.2, s. 51. Forhastede forsøg på modernisering og udvidelse af militæret begyndte i 1949Shakya 1999 s. 12, men viste sig for det meste mislykkedeShakya 1999 s.20, 21.; Goldstein 1997 s.37, 41-43. Det var for sent at rejse og træne en effektiv hær.Goldstein, 209 s.51-2. Indien leverede lidt våbenhjælp og militær træningShakya 1999 s. 26, men Folkerepublikken Kinas hær var meget større, bedre uddannet, bedre ledet, bedre rustet og mere erfarent end den tibetanske hær.Goldstein 1997 s. 41, s. 45Feigon 1996 s. 142.

I 1950 var den 14. Dalai Lama 15 år gammel og havde ikke nået modenhed, så Taktra Rinpoche III var den fungerende leder af den tibetanske regering.Shakya 1999 s. 5 Dalai Lamas periode som umyndig er hyppigt en ustabil og splittet periode, og dette blev forværret ved en intern sammensværgelseShakya 1999 s.4, 5 og en regeringsstrid i 1947.

Folkerepublikken Kinas forberedelser

Både Folkerepublikken Kina og dens forgænger Kuomintang havde altid fastholdt, at Tibet var en del af Kina. Kina fremførte også en ideologisk motivation til at befri tibetanerne fra et teokratisk feudalt system.Dawa Norbu, China's Tibet policy,Routledge, 2001, s. 195 I september 1949 gjorde det kinesiske kommunistiske parti det til en prioritet til at indlemme Tibet, Taiwan, øen Hainan og Pescadores i KinaGoldstein 1997 s. 41.Shakya 1999 s. 3. fredeligt eller med magt.Goldstein 1997 s. 44 Da Tibet sandsynligvis ikke frivilligt ville opgive sin faktiske uafhængighed, beordrede Mao i december 1949, at der blev gjort forberededelser til at marchere ind i Tibet i Qamdo (Chamdo) for at få den tibetanske regering til at forhandle. Kina havde over en million mænd under våben og stor kamperfaring fra den nyligt afsluttede kinesiske borgerkrig.

Forhandlinger mellem regeringen i Tibet og Kina forud for fjendtlighederne

Den 7. marts ankom en tibetansk delegation til Kalimpong for at indlede en dialog med den nyetablerede Folkerepublikken Kina i håbet om at få forsikringer om, at Kina ville respektere tibetansk "territorial integritet". Indledningen af forhandlingerne blev forsinket af en diskussion mellem den tibetanske delegation, Indien, Storbritannien og Kina om stedet for forhandlingerne. Tibet foretrak Singapore eller Hongkong (ikke Beijing, på det tidspunkt kaldet Peking), Storbritannien foretrak Indien (ikke Hong Kong eller Singapore), Indien og Kina foreslog Beijing, men Indien og Storbritannien foretrak at der slet ikke blev forhandlet. Den tibetanske delegation mødtes til sidst med Folkerepublikken Kinas ambassadør general Yuan Zhongxian i Delhi den 16. september 1950. Yuan meddelte et 3-punktsforslag om, at Tibet skal betragtes som en del af Kina, at Kina er ansvarlig for Tibets forsvar, og at Kina er ansvarlig for Tibets handels- og udenrigsrelationer. Hvis Tibet accepterede disse betingelser, ville det medføre en fredelig kinesisk magtovertagelse, ellers ville det ske ved krig. Tibetanerne ønskede at opretholde forholdet mellem Kina og Tibet som en præst-patron-forbindelsedermed henvistes til forholdene under Qing-dynastiet, hvor den kinesiske kejser var en manchurisk fyrste som havde en tibetansk åndelig rådgiver:

"Tibet vil forblive uafhængigt som det er i øjeblikket, og vi vil fortsat have meget tætte præst-patron-forbindelser med Kina. Der er heller ikke behov for at befri Tibet fra imperialismen, da der ikke er britiske, amerikanske eller guomindang-imperialister i Tibet, og Tibet regeres og beskyttes af Dalai Lama (ikke udenlandsk magt)" - Tsepon WD ShakabpaMelvin C. Goldstein, A History of Modern Tibet: The Calm Before the Storm: 1951-1955, University of California Press, 2009, Vol.2,p.46. https://books.google.com/books?id=wg6RXkS_3M0C&printsec=frontcover&hl=en&source=gbs_ge_summary_r&cad=0#v=onepage&q&f=false

Tibetanerne og deres chefdelegerede Tsepon W. D. Shakabpa anbefalede den 19. september et samarbejde med nogle bestemmelser om implementeringen. Kinesiske tropper behøver ikke at være stationeret i Tibet, blev det argumenteret, da der ikke var nogen trussel, og hvis Tibet blev angrebet af Indien eller Nepal kunne det rette henvendelse til Kina om militær bistand. Mens Lhasa internt overvejede det kinesiske udspil den 7. oktober, førtes de kinesiske tropper frem i det østlige Tibet, og overskred grænsenMelvin C. Goldstein, A History of Modern Tibet: The Calm Before the Storm: 1951-1955, University of California Press, 2009, Vol.2, s. 48. på 5 steder. Formålet var ikke at invadere Tibet i sig selv, men at indkredse den tibetanske hær i Chamdo, demoralisere Lhasa-regeringen og udøve kraftigt pres for at sende forhandlere til Beijing for at underskrive vilkårene for Tibets indlemmelse i Kina.Melvin C. Goldstein, A History of Modern Tibet, vol.2, s.48-9. Den 21. oktober pålagde Lhasa sin delegation omgående at tage til Beijing for at indlede konsultationer med den kommunistiske regering og acceptere den første af de tre bestemmelser, hvis Dalai Lama's status kunne garanteres, mens man afviste de to andre betingelser. Senere ophævede regeringen endog sin accept af den første betingelse, efter at en spådom fra den seksarmede Mahākāla-guddom viste, at de tre punkter ikke kunne accepteres, da Tibet ville komme under fremmed dominans.Shakya 1999 s. 27-32W. D. Shakabpa,One hundred thousand moons, BRILL, 2010 trans. Derek F. Maher, Vol.1, pp.916-917, and ch.20 s.928-942, især s. 928-33.Melvin C. Goldstein, A History of Modern Tibet: The Calm Before the Storm: 1951-1955, Vol.2, s. 41-57.

Annekteringen af Tibet

Efter måneder af mislykkede forhandlinger,Shakya 1999 s. 28-32 forsøgte Tibet at sikre sig udenlandsk støtte og bistand,Shakya 1999 s. 12, 20, 21 Folkerepublikkens og tibetanerne gennemførte troppesamlinger, Folkets Befrielseshær krydsede Jinsha-floden den 6. eller 7. oktober 1950. Feigon 1996 s. 142. Shakya 1999 s.37.Shakya 1999 s. 32 (6 Okt). Goldstein 1997 s. 45 (7 Okt). To kinesiske hærenheder omringede hurtigt de tibetanske styrker og erobrede grænsebyen Qamdo den 19. oktober, hvorunder 114 soldater og 180 tibetanske soldater blev dræbt eller såret.Jiawei Wang et Nima Gyaincain, The historical Status of China's Tibet, China Intercontinental Press, 1997, s. 209 (see also The Local Government of Tibet Refused Peace Talks and the PLA Was Forced to Fight the Qamdo Battle, china.com.cn)Shakya 1999, s. 45.Feigon 1996, s. 144. Senere, i 1962, hævdede Zhang Guohua at "over 5.700 af fjendens tropper blev elimineret" og "mere end 3.000" overgav sig fredeligt Survey of China Mainland Press, no. 2854 s. 5, 6. Aktive fjendtligheder var begrænset til et grænseområde nordøst for Gyamo Ngul Chu-floden og øst for den 96. meridian.Shakya 1999 kort s. xiv Efter at have erobret Qamdo, standsede den kinesiske hær sine aktiviteter Goldstein 1997 s. 45 sendte en fanget kommandør, Ngabo, til Lhasa for at gentage forhandlingsbetingelserne og ventede på tibetanske repræsentanter skulle reagere ved at sende delegerede til Beijing.Shakya 1999 s. 49

Yderligere forhandlinger og inkorporering thumb|Mindesmærke for "den fredelige befrielse". Folkets Befrielseshær sendte tibetanske fanger (blandt dem Ngapoi Ngawang Jigme, en fanget guvernør) til Lhasa for at forhandle med Dalai Lama på dens vegne. De kinesiske udsendinge lovede, at hvis Tibet blev "fredeligt befriet", kunne de tibetanske eliter beholde deres stillinger og magt.Laird, 2006 s. 306.

El Salvador sponsorerede en klage fra den tibetanske regering i FN, men Indien og Storbritannien forhindrede den i at blive drøftet.Tibet: The Lost Frontier, Claude Arpi, Lancer Publishers, October 2008,