Dieter Schubert (født 11. september 1943 i Pirna) er en tysk tidligere roer, dobbelt olympisk guldvinder og dobbelt verdensmester.
Karriere Roning Schubert var en del af en stærk firer uden styrmand fra SC Einheit Dresden, der i en årrække var ubesejret på den internationale roscene. Sammen med Frank Rühle, Frank Forberger og Dieter Grahn vandt han sin første internationale titel for DDR i 1966, da det blev til VM-guld, hvilket blev fulgt op med EM-guld året efter.
Deres første OL var i 1968 i Mexico City, hvor de var storfavoritter. De vandt ikke overraskende deres indledende heat, og i finalen var de næsten to et halvt sekund foran nærmeste konkurrenter, som var Ungarn, mens Italien vandt bronze. Ved disse lege var Schubert den østtyske flagbærer ved afslutningsceremonien.
De blev derpå verdensmestre i 1970 og europamestre i 1971.
Ved OL 1972 var de igen store favoritter. De vandt da også deres indledende heat, selv om de ikke havde hurtigste tid, og i semifinalen blev de besejret af New Zealand. I finalen satte de dog streg under deres klasse og vandt endnu en guldmedalje, mens New Zealand sikrede sig sølvet og Vesttyskland bronzen.
Derudover vandt Dresden-fireren seks østtyske mesterskaber (1965-1968 og 1970-1971), og Schubert blev desuden østtysk mester i otter i 1968 og i firer med styrmand i 1969.
Øvrig sport Schubert havde spillet både fodbold og håndbold i sin ungdom, inden han satsede på roning.
Videre karriere Han var udlært montør, men studerede senere idræt ved DHfK Leipzig. Han blev derpå rotræner for kvinder og derudover idrætslærer. Efter den tyske genforening blev han forsikringsassurandør.
OL-medaljer 1968: Guld Guld i firer uden styrmand 1972: Guld Guld i firer uden styrmand
Referencer
Eksterne henvisninger
Kategori:Roere fra Tyskland Kategori:Deltagere for DDR ved sommer-OL 1968 Kategori:Deltagere for DDR ved sommer-OL 1972 Kategori:Olympiske mestre fra DDR