Solen er saa rød, Mor (med moderne retskrivning "Solen er så rød, mor") er en dansk sang med tekst af Harald Bergstedt og melodi af Carl Nielsen. Sangen anses både som en godnatsang og voksensang.

Tekst

Teksten til sangen blev skrevet i 1915 af Harald Bergstedt, som en del af digtsamlingen Sange til Provinsen fra 1920. Det strofiske digt har tre strofer med hver otte verselinjer med krydsrimet enderim.

Fire forskellige dyr nævnes i teksten: "ræven", "den lille kat", "mågerne" og "ternerne".

Der kan knyttes en forbindelse til H.C. Andersens digt Det døende Barn da begge digte har et liggende barn der henvender sig til sin mor.

Da Bergstedt døde i 1965 er der ophavsret på teksten. Rettighederne er administreret af Harald Bergstedts Fond, hvis formål er at støtte udsatte børn i Danmark. Harald Bergstedts Fond

Melodi

I 1923 eller 1924 fik Carl Nielsen sat melodi til teksten, det vil sige omkring samme tid som han komponerede den sjette symfoni Sinfonia Semplice. side 425. Sangen udkom første gang i Melodier til Sangbogen "Danmark" fra 1924 hvor den blev udgivet for "lige stemmer", trestemmigt: to sopranstemmer og en alt. Sangen er sat i F-dur hvor toptonen bliver et d. Melodien toneomfang er en stor none. Taktarten er 6/8.

Sangen udkom senere i sangbogen Ti danske Smaasange fra 1926. Heri forekom også Jeg ved en Lærkerede og Den danske sang er en ung blond pige. I Ti danske Smaasange er sangen også i F-dur og 6/8, men har da fået tempobetegnelsen "Jævnt skridende". Arrangementet i sangbogen er for klaverstemme og sangstemme, hvor klaverstemmen ikke spiller melodien.

Phillip Faber karakteriserede den som "vuggende". Trods sangen er skrevet i 6/8 synges den gerne i 2/4.

Sextus Miskow, Harald Agersnap og Oluf Ring har også komponeret melodi til teksten. Carl Nielsens melodi er dog klart den dominerende.

Udgivelser Nielsens melodi og arrangementer kom i Melodier til Sangbogen "Danmark" fra 1924 og Ti danske Smaasange, der i Catalogue of Carl Nielsen's Works har henholdsvis numrene CNW Coll. 19 og CNW Coll. 20. Sangen selv har nummeret CNW 263.

Sangen er med tekst, melodi og becifring i 555 sange i afsnittet "Morgen og aften". I Phillip Fabers Den danske sang er tekst, melodi og becifring også vist, men her er sangen i D-dur.

Opførsler og indspilninger Den første registreret opførsel af sangen var den 9. marts 1926 i Odd Fellow Palæet i København, hvor det var børn fra Holsteinsgades Skole der sang. Året efter den 25. juni 1927 sang Dansk Skolepigekor fra radiostudiet i Købmagergade i København.

Der findes mange indspilninger af sangen. Lars H.U.G. har udgivet en version, som findes i en digital remasteret version fra 2003.https://soundcloud.com/lars-hug-official/solen-er-s-r-d-mor Søs Fenger udgav en indspilning på albummet Vuggeviser fra 2007, der blev produceret af Chris Minh Doky. I 2024 udgav hun en anden udgave til albummet Vuggeviser 2, da med akkompagnement med akustisk guitar.https://soundcloud.com/sos-fenger/solen-er-sa-rod-mor Begge versioners rytme er 2/4 fremfor Nielsens originale 6/8. Helene Blums version findes på albummet Dråber af Tid udgivet 2017, mens Phine & Ormens udgave blev indspillet i 2023.

Inden for jazz-genre er sangen en af de mest indspillede sange af Carl Nielsen. Kaare Norges guitarfortolkning findes på albummet The Song The Melody: Carl Nielsen fra 2015.The Song The Melody: Carl Nielsen, Kaare Norge

En variation over Lars H.U.G.'s arrangements sås og hørtes i TV 2 program Voice Junior i 2014. Under Coronaviruspandemien i 2019-2020 og med eget guitarakkompagnement sang Tina Dickow sangen fra Island i tv-programmet Fællessang – Hver for sig sendt live på Dronning Margrethe IIs 80 års fødselsdag.

Vurdering I forbindelse med 2. verdenskrig valgte Harald Bergstedt at sympatisere med besættelsesmagten i Danmark, hvilket fik Danmarks Radio til at nedlægge forbud mod hans sange i radioen, herunder Solen er så rød, mor. Dette forbud holdt indtil 1963.

Sangen har senere vundet almindelig indpas. Karl Aage Rasmussen gav den som eksempel på folkelige sange Nielsen skrev "så alment at de bliver en del af den nationale jeg-følelse". Til Phillip Fabers bog Den danske sang udvalgte han den som en af hans 20 yndlingssange fra den danske sangskat.

"Solen er saa rød, Mor" og "Jeg ved en lærkerede" er et ofte ønske ved børnebegravelser.

En kortfilm fra 1999 instrueret af Jens Arentzen bar titlen Solen er så rød''.

Referencer

Eksterne henvisninger Solen er så rød, mor, Højskolernes Hus.

Kategori:Sange af Carl Nielsen Kategori:Sange fra 1915 Kategori:Højskolesangbogen