Det Angevinske Rige (; ) beskriver de første engelske konger af Huset Plantagenets besiddelser i England og Frankrig i løbet af det 12. og 13. århundrede. Dets herskere var Henrik 2. (regerede 1154–1189), Richard 1. (regerede 1189–1199) og Johan (regerede 1199-1216). Det Angevinske Rige er et tidligt eksempel på en konglomeratstat.
Angevingerne (fra Anjou) af Huset Plantagenet herskede over et område, der dækkede omtrent halvdelen af Frankrig, hele England og dele af Irland og Wales, og havde yderligere indflydelse i store dele af de resterende britiske øer. Riget blev skabt af Henrik 2. som konge af England, hertug af Normandiet, greve af Anjou, såvel som hertug af Aquitanien i sin hustrus ret og flere mindre titler. Selvom deres mest prestigefulde titel var fra England, holdt angevingerne hof primært på kontinentet i Angers i Anjou og Chinon i Touraine.
Huset Plantagenets indflydelse og magt bragte dem i konflikt med kongerne af Frankrig af Huset Capet, som de også skyldte deres feudale hyldest for deres franske besiddelser, hvilket igangsatte en periode med rivalisering mellem de to dynastier. På trods af det angevinske styres omfang blev Henriks søn Johan besejret af Filip 2. af Frankrig i kølvandet på Slaget ved Bouvines. Johan mistede kontrollen over de fleste af sine kontinentale besiddelser bortset fra Gascogne i det sydlige Aquitanien. Dette nederlag satte scene for yderligere konflikter mellem England og Frankrig, der kulminerede med Hundredårskrigen.
Betegnelsens oprindelse og dens anvendelse Betegnelsen Det Angevinske Rige er en neologisme, der definerer besiddelserne under følgende monarker af Huset Plantagenet: Henrik 2. og hans sønner Richard 1. og Johan. En anden søn, Godfred 2., hertug af Bretagne, styrede Bretagne og etablerede en separat slægtslinje der. Så vidt historikerne ved, var der ingen grevskablig betegnelse for regionen under angevinsk kontrol. Dog blev der brugt beskrivelser som "vort rige og alt, der er underlagt vores styre, uanset hvad det måtte være". Udtrykket Det Angevinske Rige (Angevin Empire) blev skabt af den britiske historiker Kate Norgate i hendes værk fra 1887, England under Angevin Kings. I Frankrig er udtrykket espace Plantagenet (fransk for "Plantagenet-området") undertiden blevet brug til at beskrive de len, som slægten Plantagenet havde erhvervet.
Anderkendelsen af betegnelsen Det Angevinske Rige markerede en genevaluering af perioden, i betragtning af at både engelsk og fransk indflydelse blev spredt i hele riget i det halve århundrede, som det varede. Selve udtrykket angevinsk er et demonym for beboerne i Anjou og dens historiske hovedstad Angers. Huset Plantagenet nedstammede fra Godfred 1., greve af Anjou, deraf betegnelsen. Demonymet har ifølge Oxford English Dictionary været anvendt siden 1653.
Anvendelsen af betegnelsen rige har skabt uenighed blandt nogle historikere om, hvorvidt udtrykket er nøjagtigt til de rigtige forhold på det tidspunkt. Området var en samling af de lande, der var arvet og erhvervet af Henrik, og det er derfor uklart, om disse områder delte nogen fælles identitet og derfor skulle være udstyres med betegnelsen rige. Nogle historikere hævder, at betegnelsen udelukkende bør forbeholdes Det tysk-romerske Rige, den eneste vesteuropæiske politiske opbygning, der faktisk blev kaldt et rige i sin tid, skønt Alfons 7. af Kastilien havde antaget titlen "kejser af hele Spanien" i 1135. Andre historikere hævder, at Henrik 2.'s rige hverken var magtfuldt, centraliseret eller stort nok til alvor at blive kaldt et rige. Derudover gjorde Plantagenet herskerne aldrig krav på nogen form for kejsertitel, som betegnelsen Det Angevinske Rige forudsætter. Selv om Plantagenet herskerne selv ikke hævdede en kejsertitel, brugte nogle krønikeskrivere, der ofte selv arbejdede for Henrik 2., betegnelsen rige til at beskrive denne samling af lande. Den fineste titel var "konge af England", de andre titler, som hertug og greve af forskellige områder i Frankrig, var fuldstændigt og totalt uafhængige af den kongelige titel og ikke underlagt nogen engelsk kongelig lov. På grund af dette foretrækker nogle historikere betegnelse fællesskab (commonwealth) frem for rige, idet de lægger vægt på, at Det Angevinske Rige mere var en samling af syv fuldstændigt uafhængige, suveræne stater, der løst var bundet til hinanden, kun forenet i kongen af Englands person.
Geografi og administration I sit største omfang bestod Det Angevinske Rige af Kongeriget England, Herredømmet Irland, hertugdømmerne Normandiet, Gascogne og Aquitanien, grevskaberne Anjou, Poitou, Maine, Touraine, Saintonge, La Marche, Périgord, Limousin, Nantes og Quercy. Mens hertugdømmerne og grevskaberne blev holdt med forskellige niveauer af vasalforhold til kongen af Frankrig, havde Plantagenet herskerne forskellige niveauer af kontrol over hertugdømmerne Bretagne og Cornwall, de walisiske fyrster, Grevskabet Toulouse og Kongeriget Skotland, selvom disse regioner formelt ikke var dele af riget. Auvergne var også en del af riget i en del af Henrik 2.'s og Richard 1.'s regeringsperioder i deres egenskab af hertuger af Aquitanien. Henrik 2. og Richard 1. fremsatte yderligere krav på Grevskabet Berry, men disse blev ikke fuldstændigt anerkendt, og grevskabet blev tabt helt ved Johans tronbestigelse i 1199.
Rigets grænser var undertiden velkendte og derfor lette at markere, som f.eks. digerne, der er opført mellem den franske konges domæne og Hertugdømmet Normandiet . Andre steder var disse grænser ikke så klare, især Aquitaniens østlige grænse, hvor der ofte var forskel på de grænser som Henrik 2., og senere Richard I, hævdede, og grænsen, hvor deres effektive magt sluttede.
Skotland var et uafhængigt kongerige, men efter en katastrofal kampagne ledet af Vilhelm 1. af Skotland blev der etableret engelske garnisoner i slottene i Edinburgh, Roxburgh, Jedburgh og Berwick i det sydlige Skotland som bestemt i Falaise-traktaten i 1174.
Administration og styre Et kendetegn ved Det Angevinske Rige var dets "polykratiske" karakter, en betegnelse hentet fra en politisk pjece, skrevet af en undersåt i Det angevin Rige: Policraticus af Johannes af Salisbury. Dette betød, at i stedet for at riget blev kontrolleret fuldt ud af den herskende monark, havde han uddelegeret magten til specielt udpegede undersåtter i forskellige områder.
Storbritannien England var under den mest faste kontrol af alle landene i Det Angevinske Rige, på grund af alderen på mange af de embeder, der styrede landet, og de traditioner og skikke, der fandtes. England var delt i shire med sheriffer i hver til håndhævelse af den loven. En justitiarius blev udnævnt af kongen til at stå i hans fravær, mens han var på kontinentet. Da kongerne i England oftere var i Frankrig end i England, brugte de stævninger oftere end de angelsaksiske konger, hvilket faktisk viste sig at være gavnligt for England. Under Wilhelm Erobrerens styre var angelsaksiske adelige i vid udstrækning blevet erstattet af den anglo-normanniske adel, der ikke kunne eje store områder af sammenhængende land, fordi deres landbesiddelser blev delt mellem England og Frankrig. Dette gjorde det meget sværere for dem at gøre oprør mod kongen og forsvare alle deres lande på én gang. Jarler havde en lignende status i forhold til greverne på kontinentet, men der var ingen hertuger på dette tidspunkt, kun hertugstitler, som kongerne i England havde.
Wales opnåede gode forhold, forudsat at det hyldede Plantagenet herskerne og anerkendte dem som overherrer. Dog forblev det næsten selvstyrende. Det forsynede Plantagenet herskerne med fodfolk og bueskytter.
Irland Irland blev styret af Herren over Irland, der havde svært ved at påtvinge sit styre i starten. Dublin og Leinster var angeviske højborge, mens Cork, Limerick og Ulster blev erobret af anglo-normanniske adelsmænd.
Frankrig thumb| Frankrig i 1180. Kongen af England besad alle de røde territorier. Alle de kontinentale domæner, som de angevinske konger styrede, blev styret af en seneschal øverst i det hierarkiske system med mindre regeringsembedsmænd som baillis, vicomtes og prévôtes. Dog var alle grevskaber og hertugdomme forskellige i en vis grad.
Storanjou er en moderne betegnelse til at beskrive det område, der består af Anjou, Maine, Touraine, Vendôme og Saintonge. Her styrede prévôts, Anjous seneschal og andre seneschaler. De var baseret i Tours, Chinon, Baugé, Beaufort, Brissac, Angers, Saumur, Loudun, Loches, Langeais og Montbazon . Imidlertid blev de enkelte grevskaber, såsom Maine, ofte administreret af de lokale stormænds embedsmænd snarere end deres angevinske overherrer. Maine var til at begynde med stort set selvstyrende og manglede administration, indtil de angevinske kongerne gjorde en indsats for at forbedre administrationen ved at installere nye embedsmænd, som f.eks. Seneschalen i Le Mans. Disse reformer kom imidlertid for sent for angevingerne, og kun capetingerne kom til at nyde de positive virkninger af denne reform, efter at de havde overtaget området.
Aquitanien var forskellig i effektiviteten af administration i dets enkelte regioner. Gascogne var en meget løst administreret region. Embedsmænd var hovedsageligt placeret i Entre-Deux-Mers, Bayonne, Dax, men nogle blev placeret på pilgrimsvejen til Santiago de Compostela og også på floden Garonne op til Agen. Resten af Gascogne blev ikke administreret, på trods af at det var et så stort område sammenlignet med andre mindre, veladministrerede provinser. Denne vanskelighed, når det gjaldt administrationen af regionen, var ikke ny - det havde været lige så vanskeligt for de tidligere hertuger af Poitou at cementere deres autoritet over dette område. En lignende tilstand blev fundet i de østlige provinser Périgord og Limousin, hvor der ikke var meget af et kongeligt administrativt system, og hvor praktisk taget ingen embedsmænd opholdt sig. Der var faktisk stormænd, der styrede disse regioner, som om de var "suveræne fyrster", og de havde ekstra magt, såsom evnen til at slå deres egne mønter, noget engelske stormænd ikke havde været i stand til at gøre i årtier. Huset Lusignan blev for eksempel angevingernes rival under Johans styre, da han forsøgte at konsolidere sin magt. Embedsmænd kunne imidlertid være placeret i Poitou på grund af en stor koncentration af borge sammenlignet med resten af Aquitanien.
Normandiet var den mest administrerede stat i Det Angevinske Rige efter England. Prévôts og vicomter mistede deres autoritet til baillis, der besad både dømmende og udøvende magt. Disse embedsmænd blev indført i det 12. århundrede i Normandiet og skabte en organisation af hertugdømmet svarende til sherifferne i England. Hertugens myndighed var stærkest på grænsen nær den den franske konges domæne.
Toulouse blev holdt i et svagt vasalforhold af greven af Toulouse, men det var sjældent at han accepterede det angevinske styre. Kun Quercy blev direkte administreret af angevingerne efter Henrik 2.'s erobring i 1159, men det forblev et bestridt område.
Bretagne var en region, hvor adelsmænd traditionelt var meget uafhængige, og kom under angevinsk kontrol under Henrik 2. og Richard 1.'s regeringstid. Grevskabet Nantes var under den mest faste kontrol. Angevingerne involverede sig ofte i bretonske anliggender, såsom da Henrik 2. arrangerede Conan 4. af Bretagnes ægteskab og indsatte ærkebiskoppen af Dol.
Økonomi left|thumb|250x250px| Château de Chinon, det administrative centrum og hjemsted for hovedskattekammeret i Det Angevinske Rige.