Fiktionalitet (eng. fictionality) er et begreb, der betegner en bevidst retorisk egenskab ved visuel, skriftlig og mundtlig kommunikation. Det defineres som "intentionelt signaleret påfund i kommunikation"Gjerlevsen, Z.S, Maintz, J., Nielsen S. H.. Fiktionalitet i litteratur, sprog og medier. Dansklærerforeningens Forlag. 2019 s. 15. Afsenderen af en tekst kan signalere, at kommunikationen besidder fiktionalitet, og modtageren kan antage, at teksten indeholder fiktionalitet. Disse to handlinger kaldes fiktionaliseringKjerkegaard, Stefan et al. Fiktionalitet, Samfundslitteratur, 2013. Når en tekst er fiktionaliseret betyder det, at det fortalte ikke i nogen umiddelbar forstand beskriver virkeligheden, som den foreligger, men derimod beskriver en fiktionaliseret tekst det opfundne, det potentielle, det fremtidige eller overdrevne. Afsenderen af en tekst kan dermed anvende begrebet til at signalere, hvad der er opfundet i en given tekst. Begrebet adskiller sig fra løgnen ved bevidst at signalere det opfundne eller ved ikke at lægge skjul på, at teksten ikke beskriver virkeligheden, som den foreliggerGjerlevsen, Simona Zetterberg og Henrik Skov Nielsen. »Distinguishing Fictionality.« I Narratologia.Phelan, James et al: Ten Theses about Fictionality i: Narrative, Volume 23, Number 1, January 2015, pp. 61-73 . Begrebet har hermed en del tilfælles med ironi, hvor læseren af en tekst eksempelvis kan antage, at teksten betyder det modsatte af, hvad den siger.
Fiktionalitet findes på tværs af forskellige genrer og kategorier indenfor litteratur, kultur, politik, kunst, sport, film og digitale medier. Det begrænser sig dermed ikke kun til fiktive fortællinger så som romaner og noveller, men findes eksempelvis også i politiske taler, kampagner og nyhedssatire. Fiktionalitet er hermed en egenskab ved al kommunikation, hvorimod fiktion er en kategori, hvortil genrer som eksempelvis romaner og noveller knytter sig til. Fiktionalitet kan signaleres semantisk, kontekstuelt eller syntaktiskGjerlevsen, Z. Simona & Nielsen S. Henrik. Fictionality. 2019 I: Oxford Research Encyclopedia, Literature. . Dette gøres ved brug af fiktionalitetsmarkører (eng. signposts of fictionality), som blandt andre professor i tysk sprog og litteratur Dorrit Cohn har undersøgt Cohn, Dorrit. Signposts of Fictionality: A Narratological Perspective. 1990 I: Poetics Today, Vol. 11, No. 4, Narratology Revisited II,1990 pp. 775-804. Disse markører gør det muligt for afsenderen at synliggøre fiktionaliteten og dermed adskille fiktionalitet fra løgne.
Forståelsen af fiktionalitet som en del af en retorisk egenskab blev præsenteret af Richard Walsh i bogen The Rhetoric of Fictionality (2007), som også findes i en dansk udgave Fiktionalitetens retorik: narrativ teori og ideen med fiktion (2013) oversat af Rolf ReitanWalsh, Richard. Fiktionalitetens retorik: narrativ teori og ideen med fiktion. Oversat af Rolf Reitan. 2013. I Danmark er det blandt andet Henrik Skov Nielsen og Simona Zetterberg Gjerlevsen, der har videreført Walsh' idé om fiktionalitet som et kommunikativ-retorisk begreb. I 2012 åbnede Århus Universitet Center for fiktionalitetsstudier, hvor en række forskere undersøger fiktionalitet i reklamer, på facebook, biografier og politiske talerNyt center åbner for fiktionens plads i virkeligheden.
Et eksempel på brugen af fiktionalitet er i den danske sitcom TV-serie Klovn, hvor fremstillingen af hovedpersonerne Frank Hvam og Casper Christensen bevidst trækker på de fortællinger, der cirkulerer om dem i den virkelige verden udenfor TV-serienNørgaard, Palle. ”Fiktionaliteten imellem os” i Kultur og klasse, 2014 .
Etymologi eng. fictionality af latin = “fingere”, hvilket har flere forskellige betydninger 1) at forme 2) at opfinde 3) at foregive noget (oversat til dansk fraGlare, P. G. W., ed. (2000). Oxford Latin Dictionary. Bath: The Bath Press.).
Fiktion og fiktionalitet Fiktion og fiktionalitet er nært beslægtet, men er to forskellige størrelser. I forbindelse med adskillelsen af fiktion og non-fiktion har der blandt narratologer været uenighed omkring adskillelsen af fiktion og fiktionalitetNielsen, Henrik Skov. ”Fiktionalitetens retorik – om fiktionalisering som retorisk virkemiddel” I: Reception. Nr. 71. 2013. Narratologerne Dorrit Cohn, Phillipe Lejeune og Hayden White taler for, at fiktionalitetsmarkører angiver, hvorvidt en tekst er fiktion eller non-fiktion. Fiktionalitet har herved været benyttet til at analysere elementer, der markerer fiktion. Dermed er begrebet blevet sidestillet med fiktionsmarkører, hvilket medfører at en analyses formål vil være at adskille fiktion fra non-fiktion og dermed finde markører, der angiver at en given tekst tilhører en bestemt genre, nemlig fiktion.
På den anden side af debatten er James Phelan og Richard Walsh, som står for en mere åben definition af fiktionalitetsmarkører, der også gælder for non-fiktion. Definitionen af fiktionalitet bygger herved på en klar adskillelse af fiktion og fiktionalitet, hvor fiktionalitet opfattes som en egenskab og kvalitet, der gælder for non-fiktion såvel som fiktive tekster og medier. I den sammenhæng er fiktion en genrebetegnelse, der blandt andet dækker over noveller og romaner, mens fiktionalitet er "intentionally signaled, communicated invention" . Elementet af noget opfundet i definitionen bygger på en forestilling om menneskets evne til at "finde på", hvor ordet kommunikation lægger vægt på kommunikationssituationen mellem afsender og modtager. Fiktionaliseringen fungerer som et signal om, at det fortalte ikke umiddelbart beskriver virkeligheden, men derimod det potentielle, det fremtidige, det overdrevne osv. Det afskiller sig her fra den sande talehandling ved ikke at omtale virkeligheden, som den er. Samtidig adskiller den sig fra løgnen ved ikke at skjule, men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er .
Begrebets historie og relationer I Oxford Research Encyclopedia fra 2019 har Simona Zetterberg Gjerlevsen og Henrik Skov Nielsen præsenteret en grundlæggende og kort begrebshistorie for begrebet fiktionalitet:
Fiktionalitet i det 21. århundrede: Fiktionalitet som retorisk strategi Fiktionalitet har en lang historie indenfor litteraturvidenskab, filosofi og relaterede områder, men idéen om fiktionalitet som retorisk strategi blev først præsenteret af Richard Walsh i bogen The Rhetoric of Fictionality 2007. Det er Walsh, der klarest har argumenteret for skellet mellem fiktion som generisk markør og genre og fiktionalitet som en kvalitet og egenskab, der kan overføres på et bredt spektrum af fortælleformer på tværs af forskellige genrer og medier. Walsh’ arbejde markerede et paradigmeskifte indenfor narrative studier, hvor man bevæger sig væk fra udelukkende at se på fiktion som genre til fiktionalitet som en kommunikativ-retorisk strategi, benyttet på tværs af genre og medier.
Fiktionalitet efter etableringen af fiktion Undersøgelser af fiktion, som er blevet brugt til at undersøge fiktionalitetsbegrebet med, tog fart i løbet af 1990'erne ud fra en række forskellige teoretiske tilgange. De forskellige tilgange er kan opdeles i to brede kategorier. Den semantiske og syntaktiske tilgang, hvor fiktionalitets bliver betragtet som en iboende kvalitet i en tekst overfor den pragmatiske tilgang, der hævder, at en teksts fiktionalitet afhænger af forskellige former for kontekstuelle relationer. De forskellige tilgange adresserer spørgsmålet om, hvordan man identificerer fiktionalitet i eksempelvis romaner. Dorrit Cohns teori omhandler den semantiske tilgang, der argumenterer for, at visse semantiske træk ved en tekst, såsom sondringen mellem forfatter og fortæller til fiktion er eksklusivt for fiktion. Pragmatiske tilgange, såsom John Searles, ser en teksts fiktive status i dens kontekst og argumenterer for, at ingen tekstlige træk kan definere en teksts fiktive status.
Fiktionalitet under etableringen af fiktion Under etableringen af romanen som genre i det 18. århundrede ændrede diskussionen om fiktionalitet sig. Mens der før 1700-tallet kun var et par forsøg på at forklare fiktionalitet med fremkomsten af romanen, optrådte et stort antal romanforfattere i debatter om egenskaber, funktioner og moralske effekter af fiktiv diskurs. Etableringen af romanen indledte en ny æra i fiktionalitetens historie, hvilket bidrog til den generelle antagelse, at romanen i sig selv er en fiktiv genre .
Fiktionalitet før etableringen af fiktion Det tidligste eksempel på fiktionalitet findes i Platons værk Staten, hvor han skelner mellem to former for fortællinger. Den ene, hvor digteren fortæller med sin egen stemme og en anden, hvor digteren mimer (se mimesis) en karakters stemme. Aristoteles videreførte Platons skelnen mellem de to slags fortællinger og beskriver i bogen Poetikken, hvad der opfattes som den første teori om fiktionalitet. Heri erklærer han poesien som adskilt og overordnet historien, fordi poesien formidler universelle anliggender, hvorimod historien formidler specifikke anliggender. Aristoteles forståelse af poesien som noget særegent er af flere litterære videnskabsfolk blevet opfattet som en et bevis på fiktionalitets vidtrækkende tradition og fordele som begreb. I nyere tid er det første forsøg på at beskrive fiktionalitet som en kvalitet i en tekst fremført af Sir Philip Sidney. Sidney anvender ikke termerne fiktion eller fiktionalitet, men som Aristoteles anskuer han også poesien som hverken sandheder eller løgne. Fiktionalitets relation til andre beslægtede begreber Fiktionalitetsbegrebet er beslægtet med andre betegnelser og begreber indenfor litteraturvidenskab eksempelvis autofiktion og dobbeltkontrakten.
Eksempler på fiktionalitet i litteraturen Fiktionalitet benyttes på tværs af litteraturhistoriske perioder og genrer. Det findes i store danske forfatterskaber som Steen Steensen Blicher, Søren Kierkegaard, Karen Blixen, Martin A. Hansen og Tom Kristensen og i nyere autofiktive værker som eksempelvis Den som blinker er bange for døden (2006) af Knud Romer og i Karl Ove Knausgårds romanserie Min Kamp 1-6 (2009-2011). Herudover har fiktionalitetsbegrebet vist sig anvendeligt som analyseværktøj af forskellige litteraturhistoriske perioder og genrer heriblandt folkeviser, Ludvig Holbergs komedier, H.C. Andersens eventyr og Klaus Rifbjergs konfrontationsmodernistiske digtsamlinger.
Karl Ove Knausgårds bøger Min kamp 1-6 (2009–2011) Romanserien på mere end 3600 sider fordelt over seks bind, har været genstand for diskussioner omkring, hvor meget man kan tillade sig at anvende fiktionalitet, når der samtidig inddrages virkelige personerGjerlevsen, S. Z., Maintz, J. & Nielsen, H. S., 2019. Fiktionalitet i litteratur, sprog og medier. s.l.:Dansklærerforeningens Forlag . To år efter udgivelsen var der stadig ikke enighed om, hvad for et værk der var tale om. Værket har været diskuteret både som roman og som en egentlig selvbiografi, men uden at det har ført til enighed. Forlaget som udgav den amerikanske version af Min Kamp oversat til My Struggle valgte endda at udgive serien uden nogen genrebetegnelse. Yderligere blev serien i Storbritannien nomineret til en af årets bedste bøger i Financial Times under kategorien non-fiction til trods for, at den britiske version havde genrebetegnelsen roman Behrendt, Poul. Fra skyggerne af det vi ved - kunst som virkelighedsproduktion. Rosinante. 2019, s. 86.
Romanserien omhandler Knausgårds liv og kamp for at undgå at blive alkoholiker (som sin far) og for at blive forfatter. Den indeholder samtaler, dagbogslignende passager, essaylignende tekster, erindringer om barndom og ungdom samt poetiske skildringer.