thumb| L'Avenir Wine Estate Single Block Pinotage Sydafrikansk vin har en historie, der går tilbage til 1659, med den første flaske produceret i Cape Town af dens grundlægger Jan van Riebeeck. Adgang til internationale markeder førte til nye investeringer i det sydafrikanske vinmarked. Produktionen er koncentreret omkring Cape Town med store vingårde og produktionscentre i Constantia, Paarl, Stellenbosch og Worcester. Der er omkring 60 appellationer inden for WO-systemet (Wine of Origin), som blev implementeret i 1973 med et hierarki af udpegede produktionsregioner, distrikter og afdelinger. WO-vine må kun indeholde druer fra det specifikke oprindelsesområde. Vin med en enkelt vingård skal stamme fra et defineret område på mindre end 5 hektar. En "Estate Wine" kan komme fra tilstødende gårde, hvis de dyrkes sammen og der produceres vin. En afdeling er et område med en markant jordtype eller et klima og svarer stort set til en europæisk betegnelse.
Historie left|thumb| The Arrival of Jan van Riebeeck at the Cape af Charles Bell Rødderne i den sydafrikanske vinindustri kan spores til det Nederlandske Ostindiske Kompagnis udforskninger, der etablerede en forsyningsstation i det, der nu er Cape Town. En hollandsk kirurg, Jan van Riebeeck, fik til opgave at styre stationen og plante vinmarker til at producere vine og druer. Dette var beregnet til at afværge skørbug blandt sejlere under deres sejlads langs krydderiruten til Indien og Fjernøsten. Den første høst blev foretaget den 2. februar 1659 (som nævnt i Van Riebeecks log) syv år efter ankomsten i 1652. Manden, der efterfulgte Van Riebeeck som guvernør for Kap Det Gode Håb, Simon van der Stel, forsøgte at forbedre kvaliteten af vinavl i regionen. I 1685 købte han en 750 hektar stor ejendom lige uden for Cape Town, hvor han etablerede Constantia-vingården. Efter Van der Stels død gik godset i forfald, men blev genoplivet i 1778, da det blev købt af Hendrik Cloete.J. Robinson (ed) "The Oxford Companion to Wine" Third Edition pg 162–163 Oxford University Press 2006
Mange avlere gav op på vinfremstilling og valgte i stedet at plante frugtplantager og lucernemarker for at fodre den voksende strudsefjersindustri. De avlere, der genplantede vinranker, valgte højtydende druesorter som Cinsaut. I begyndelsen af 1900'erne var mere end 80 millioner vinstokke blevet genplantet, hvilket skabte en "vinsø", hvor producenterne producerede mere vin, end der kunne sælges. Nogle producenter ville hælde usalgbar vin i lokale floder og vandløb. Ubalancen mellem udbud og efterspørgsel, der forårsagede nedgangen i priser, fik den sydafrikanske regering til at finansiere dannelsen af Koöperatieve Wijnbouwers Vereniging van Zuid-Afrika Bpkt (KWV) i 1918. KWV startede som et andelsselskab, men selskabets magt voksede hurtigt til at sætte regler og priser for hele den sydafrikanske vinindustri. For at håndtere vinoverskudet begrænsede KWV udbyttet og fastsatte mindstepriser, der tilskyndede produktionen af brandy og hedvine.
I det meste af det 20. århundrede fik den sydafrikanske vinindustri minimal international opmærksomhed. Dens isolation blev forværret af boykotten af sydafrikanske produkter i protest mod landets apartheidsystem. Det var først i 1990'erne, da apartheid blev afskaffet og verdens eksportmarked åbnede sig, at sydafrikanske vine begyndte at opleve en renæssance. Mange producenter i Sydafrika adopterede hurtigt nye teknologier til vinavl og vinfremstilling. Tilstedeværelsen af såkaldt "flyvende vinproducenter" fra udlandet bragte international indflydelse og fokus på kendte sorter som Shiraz, Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Omorganiseringen af det magtfulde KWV-andelsselskab til en privat virksomhed udløste yderligere innovation og forbedring af kvaliteten. Vingårdsejere og vingårde, der tidligere havde fæstet deres lid til den prisfastsættende struktur, der købte deres overskydende druer til destillation, blev tvunget til at blive mere konkurrencedygtige ved at flytte deres fokus til produktion af kvalitetsvin. I 1990 blev mindre end 30% af alle høstede druer brugt til vinproduktion beregnet til forbrugsmarkedet, mens de resterende 70% blev destilleret til brandy, solgt som spisedruer og juice eller bortskaffet. I 2003 var antallet vendt med mere end 70% af de druer, der blev høstet det år, nåede forbrugsmarkedet som vin.
Klima og geografi thumb| Indenlandsbjergkæder som Hottentots-Holland har stor indflydelse på de forskellige makroklimaer og terroir blandt sydafrikanske vinregioner. Sydafrika er beliggende ved spidsen af det afrikanske kontinent med de fleste vinregioner nær kystnære påvirkninger fra Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Disse regioner har et overvejende middelhavsklima, der er præget af intens sollys og tør varme. Vintrene har tendens til at være kolde og våde med potentielt snefald i højere højder. Truslen om frost i foråret er sjælden, da de fleste vinregioner ser en varm vækstsæson mellem november og april. Størstedelen af den årlige nedbør forekommer i vintermånederne og spænder fra 250 millimeter i den semi-ørkenlignende region Klein Karoo til 1.500 millimeter nær Worcester Mountains. Regioner tættere på kysten eller i regnskygge af indre bjergkæder som Drakenstein, Hottentots-Holland og Langeberg oplever mere nedbør end områder længere inde i landet. I mange sydafrikanske vinregioner er vanding afgørende for vinavl. Benguela-strømmen fra Antarktis bringer kølig luft ud for den sydatlantiske kyst, der gør det muligt for områdets gennemsnitstemperaturer at være lavere end regioner med en sammenlignelig breddegrad.H. Johnson & J. Robinson The World Atlas of Wine pg 320–322 Mitchell Beazley Publishing 2005 En stærk luftstrøm, kendt som Cape Doctor, bringer vinde med kulingkraft til de vinregioner i Kap-området som har positiv effekt for at begrænse risikoen for diverse mug- og svampesygdom samt temperering affugt, men kan også skade vinstokke der ikke er beskyttet.
I høstmånederne februar og marts er den gennemsnitlige daglige temperatur i mange sydafrikanske vinregioner 23 °C, hvor spring op til 40 °C ikke er ualmindelige i de varme floddale indenlands som Breede, Olifants og Oranje-floderne. På Winkler-skalaen ville størstedelen af de sydafrikanske vinregioner blive klassificeret som Region III-steder med varmesummering og graddage svarende til Californiens vinregion Oakville i Napa Valley. Varmere regioner som Klein Karoo og Douglas falder i henholdsvis Region IV (svarende til Toscana) og Region V (svarende til Perth i det vestlige Australien). Nye beplantninger er i fokus på køligere klimaområder i Elgin og Walker Bay-regionerne, der er karakteriseret som Region II med temperaturer tættere på Bourgogne og Piemonte.
Vinregionerne i Sydafrika er spredt over de vestlige og nordlige Kapprovinser og dækker 500 kilometer vest mod øst og 680 kilometer nord-syd. Inden for denne brede flade er der et stort udvalg af makroklima og vingårdsjordtyper, der er påvirket af områdets unikke geografi, som inkluderer flere indre bjergkæder og dale. Inden for Stellenbosch-regionen alene er der mere end 50 unikke jordtyper. Generelt har jorden i Sydafrika tendens til at bevare fugt og dræne godt, idet de har en betydelig andel ler (ofte mindst 25% af sammensætningen) med lave pH-værdier omkring 4. Jordens pH-værdier justeres ofte med kalk- og calciumbehandling. Andre jordtyper fundet i Sydafrika omfatter granit og sandsten i Constantia, skifer i Elgin og arenaceous-skifer i Walker Bay. I nærheden af floddalene er jorden særligt kalkrig med en høj andel af sand og skifer.T. Stevenson "The Sotheby's Wine Encyclopedia" pg 442–448 Dorling Kindersley 2005
Wine of Origin "Wine of Origin"-programmet, igangsat i 1973, bestemmer hvordan vinregioner i Sydafrika er defineret og kan vises på vinetiketter. Mens nogle aspekter af WO er hentet fra det franske Appellation d'Origine Contrôlée-system (AOC), er WO primært optaget af nøjagtigheden ved mærkning og lægger ingen yderligere regler for vinregioner såsom tilladte sorter, trelliseringsmetoder, kunstvanding og udbytte. Vinregioner under WO-systemet falder ind under en af fire kategorier - de største og mest generiske er geografiske enheder (såsom Western Cape-regionen), der inkluderer de mindre, men stadig stort set definerede regioner (som Overberg) efterfulgt af distrikter (som Walker Bay) og derefter endelig områder eller "wards" (såsom Elgin). Østkapprovinsen er Sydafrikas seneste vinregion. Mens geografiske enheder, regioner og distrikter i vid udstrækning defineres af politiske grænser - områder er det oprindelsesniveau, der er mest defineret af unikke terroir-karakteristika.
Vinregioner thumb| Generel placering af nogle sydafrikanske vinregioner Pr. 2003 var Sydafrika 17. størst i forhold til areal beplantet med vinstokke, hvor landet indeholder 1,5% af verdens druevinmarker med 110.000 hektar. Den årlige produktion blandt Sydafrikas vinregioner er normalt omkring 10 millioner hektoliter, som regelmæssigt placerer landet blandt de ti mest vinproducerende lande i verden. Størstedelen af vinproduktionen i Sydafrika finder sted i Kapprovinserne, især det sydvestlige hjørne nær kystregionen. Det historiske hjerte af sydafrikansk vin har været området nær Kaphalvøen og det moderne Cape Town. Dette område har stadig en fremtrædende plads i branchen, da det er hjemsted for de største vinregioner Constantia, Stellenbosch og Paarl. I dag dyrkes der vin i hele den vestlige kapprovins og i dele af regionerne Nordkapprovinsen, KwaZulu-Natal og Østkapprovinsen. Flodregionerne langs Breede Valley og floderne Olifants og Oranje er blandt de varmeste områder og er ofte placeringen af storvinproduktion og destillation. De køligere klimaregioner øst for Cape Town langs det Indiske Oceans kyst, såsom Walker Bay og Elgin, har oplevet en enorm udvidelse og udvikling i de senere år, da producenter eksperimenterer med kølige klimasorter og vinstile.
Herunder er nogle bemærkelsesværdige Wine of Origins-distrikter.
Constantia thumb| Groot Constantia, den ældste vingård i Sydafrika Constantia-dalen ligger syd for Cape Town på Kaphalvøen, der stikker ud i Atlanterhavet. På grund af sin placering oplever regionen oceaniske påvirkninger på hver side, der skaber en køleeffekt, der bidrager til en lang, langsom modningsperiode om sommeren, hvor de gennemsnitlige daglige temperaturer falder til mellem 18-19 °C. Vintrene er ofte moderate og milde, men våde med årlig nedbør normalt over 1.000 millimeter. Regionens jord består primært af taffelbjergssandsten med høje koncentrationer af ler og granit. Området dyrker en bred vifte af druer, hvor Sauvignon blanc er særlig bemærket. Området er nu hjemsted for 11 vinbrug (Andrews, 2017). Det er den ældste vindyrkningsregion i landet, hvor gården Groot Constantia er den ældste vingård.
Stellenbosch left|thumb| En vingård i Stellenbosch Stellenbosch-distriktet er den næstældste vinregion i Sydafrika efter Constantia og er ansvarlig for omkring 14% af landets årlige vinproduktion. Stellenbosch blev først beplantet i 1679 og ligger 45 kilometer øst for Cape Town. Regionen er omgivet af Helderberg-, Simonsberg- og Stellenbosch-bjergene og oplever nogle klimatiske påvirkninger fra den nærliggende False Bay. Bugten tempererer klimaet og holder gennemsnitstemperaturen i løbet af sommerens vækstsæson på omkring 20 °C, en smule varmere end Bordeaux. Vinbrugsjordtyper spænder fra nedbrudt granit på bjergskråningen nær bjergene til sand, alluvial lerjord i dalene nær floderne.