John Mowbray, 3. hertug af Norfolk, KG, Earl Marshal (12. september 14156. november 1461) var en engelsk stormand i det 15. århundrede, der på trods af en relativt kort politisk karriere spillede en vigtig rolle i de første år af Rosekrigene. Mowbray blev født i 1415, den eneste søn og arving til John Mowbray, 2. hertug af Norfolk og Katherine Neville. Han arvede sine titler ved sin fars død i 1432. Som mindreårig blev han myndling under for kong Henrik 6. og blev underlagt Humphrey, hertug af Gloucesters formynderskab, og Mowbray fulgte ham senere på felttog i Frankrig. Han ser ud til at have haft en uregerlig og oprørsk ungdom. Selvom detaljerne omkring hans uredelige opførelse er ukendte, var de alvorlige nok til, at kongen kritiserede ham skarpt og separerede ham fra hans støtter. Mowbrays tidlige karriere blev brugt i hæren, hvor han holdt krigstidsembedet Earl Marshal. Senere ledede han forsvaret af Englands besiddelser i Normandiet under Hundredårskrigen. Han kæmpede i Calais i 1436, og gjorde i løbet af 1437–38 tjeneste som warden of the East March ved grænsen til Skotland, inden han vendte tilbage til Calais.
Mowbrays ægteskab med Eleanor Bourchier i begyndelsen af 1430'erne trak ham ind i den stærkt partiske og komplekse politik i East Anglia, og han blev den bitre rival til William de la Pole, jarl (senere hertug) af Suffolk. Mowbray førte sine fejder med kraft og tog ofte loven i egne hænder. Denne ofte voldelige tilgang tiltrak kronens misbilligende opmærksomhed, og han skyldte massive summer og blev fængslet to gange i Tower of London. Hans fjender, især de la Pole, tyede også til voldelig taktik. Derfor søgte lokale herrer i Mowbray en leder, men ofte forgæves. De la Pole var en magtfuld lokal styrke og kongens favorit, mens Mowbray var ingen af delene.
Da lov og orden kollapsede i det østlige England, blev den nationale politik mere og mere fraktioneret med folkeoprør mod kongens rådsmedlemmer. Richard, hertug af York, der i 1450'erne følte sig udelukket fra regeringen, greb til våben. Han gjorde oprør to gange, og begge gange forsvarede Mowbray kong Henrik. Til sidst gik Mowbray over på mod Yorks side, da York delte hans fjendskab til de la Pole. I store dele af dette årti lykkedes det Mowbray at undgå direkte involvering i det splittede politiske klima og sluttede sig til York tidligt i 1460 indtil Yorks død senere samme år. I marts 1461 var Mowbray medvirkende til Edvards sejr i slaget ved Towton, dan han ankom med forstærkninger sent i slaget. Han blev belønnet af det nye styre, men nåede ikke at leve længe og nyde det. Han døde i november 1461 og blev efterfulgt som hertug af Norfolk af sin eneste søn, John.
Baggrund og ungdom John Mowbray var den eneste søn af John Mowbray, 2. hertug af Norfolk, og hans hustru Katherine Neville, som var datter af Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland, en magtfuld stormand i det Nordengland. Den yngre Mowbray blev født den 12. september 1415, mens hans far var i Frankrig på felttog med Henrik 5. Mowbray var sytten år ved sin fars død og stadig lovmæssigt mindreårig. Under hans formynderskab blev hans godser tildelt af Henrik 6. til Humphrey, hertug af Gloucester til en forpagtning på 2000 mark (ca. 1.667 £). Indtil han blev myndig, blev Mowbray-besiddelserne administreret af den engelske statskasse til kronen fordels på et tidspunkt, hvor regeringen havde stort behov for kontanter på grund af Hundredårskrigen. Mowbrays formynderskab og retten til at arrangere hans ægteskab blev solgt til Anne af Gloucester, grevinde af Stafford for 2.000 £. I marts 1434 havde Anne arrangeret Mowbrays ægteskab med hendes datter Eleanor Bourchier.
Som en ung mand ser Mowbray ud til at have været voldsom og besværlig og have omringet sig med lige så uregerlige støttet. Dette synes at have tiltrukket kongens opmærksomhed: Mowbray havde ganske kort forinden, sammen med de andre stormænd, svoret en ed i parlamentet om ikke at rekruttere eller byde skurke og forbrydere velkommen i deres nærhed eller at opretholde dem. Han blev indkaldt foran kongen og hans råd. Mowbray blev instrueret i, hvordan han fremover skulle opføre sig, og der blev pålagt ham en præcis levevis. Præcis hvilke aspekter af Mowbrays adfærd, der blev betragtet som problematiske, vides ikke, men da det resulterede i en hidtil uset begrænsning af ham, måtte hans opførsel have været betragtet som "unormal". Forordningerne dikterede ikke kun det tidspunkt, hvornår han skulle gå i seng om natten og stå op om morgenen, men betingelserne vedrørte også hans adfærd. Hans uregerlige støtter blev afskediget og erstattet med dem, som Henrik 6. anså for egnede. Deres erklærede rolle var at tilvende Mowbray til et "godt styre og god regeringsførelse", og de skulle ikke bare guide Mowbray, men også rapportere enhver ulydighed om rådets instruktioner tilbage til dette organ.
Arv Ved sin fars død i 1432 arvede Mowbray embedet Earl Marshal, men endnu ikke sin fars lande eller titler. Mowbrays far havde ikke fuld kontrol over sine godser, da de var behæftet af to Mowbray-enker, den ældre Mowbrays mor Elizabeth Fitzalan (indtil hendes død i 1425) og hans svigerinde, Constance Holland. De holdt hver en tredjedel af arven som deres livgeding, en situation der gentog sig ved den ældre Mowbrays død i 1432 og efterlod Constance og Katherine som de to enke. Constance døde i 1437, men Mowbrays mor levede videre indtil omkring 1483. På grund af dette beskrev historikeren Rowena Archer, som har lavet et af de få fulde studier af Mowbray-familien, Mowbray som arvingen til en "håbløs" og "byrdefuld" arv. Det fik også politiske konsekvenser for fremtiden. Da han aldrig havde meget ejendom i de amter, hvor hans arv var (for eksempel kun syv af de 26 herregårde, som Mowbray-familien havde i Norfolk og Suffolk), blev hans indflydelse således begrænset der. alt=A photograph of a fifteenth-century handwritten petition to the King|left|thumb| Mowbrays andragende fra 1433 til parlamentet om herredømme over Arundels og retten til Jarldømmet Arundel. Umiddelbart efter sin fars død gjorde Mowbray krav på Jarldømmet Arundel, hvilket satte ham op mod John, Lord Maltravers, som også havde gjort krav. Dette var en gammel strid. Mowbrays far og bedstefar havde også stræbet efter jarldømmet og dermed blokeret Maltravers' fars krav. Mowbray baserede sit krav gennem sin bedstemor Elizabeth Fitzalan, hertuginde af Norfolk; Maltravers gennem sin oldefar Richard FitzAlan, 11. jarl af Arundel. I juli 1433 fremlagde Mowbray et andragende til Parlamentet (idet han modtog særlig tilladelse til at deltage som mindreårig). Mowbray, "i en ret bemærkelsesværdig beslutning," skriver Archer, tabte sagen. Maltravers døde dog i maj 1435 og blev derfor aldrig indkaldt til parlamentet under hans nye titel.
Mowbrays forfædre havde overvejende været stormænd i Midlands med base i deres Lincolnshire-godser. Selv hans far, efter at han var blevet hertug af Norfolk og arvede sin mors livgedinger i East Anglia, var ofte en fraværende herre. Mowbrays far var således aldrig i stand til at etablere et betydeligt (eller "særligt sammenhængende") regionalt følge der, og dette var den situation, som Mowbray arvede.
I kongens tjeneste alt=A colourful fifteenth-century drawing of the Siege of Calais|thumb| Belejringen af Calais 1436, som illustreret i Martial d'Auvergnes Vigiles du roi Charles VII I august 1436 fulgte Mowbray med hertugen af Gloucester på et felttog for at undsætte Calais, der på det tidspunkt blev belejret af Filip den Gode, hertug af Burgund. Felttoget, hvortil Mowbray bidrog med et kontingent, var "en af de største engelske hære samlet i det femtende århundrede." Felttoget var en succes, og Burgund blev tvunget til at trække sig tilbage. Den 13. september samme år, modtog Mowbray sin arvs liberi og påbegyndte straks en travl periode helliget i kongens tjeneste. I 1437, muligvis på grund af Gloucester protektion, blev Mowbray udnævnt til Warden of the East March for en et-årig periode. Han havde ringe erfaring i Nordengland, men alligevel blev han betalt en krigstidsløn på 5.000 £ for at kæmpe mod skotterne.
Mowbray vendte tilbage til Calais og Guînes i 1438 og ledte en ekspedition for at styrke deres forsvar, da Burgund stadig udgjorde en trussel. Selvom han kort efter vendte tilbage til England, var han i juni 1439 igen tilbage i Calais i Oye, som eskort for ærkebiskop John Kemps diplomatiske mission til fredskonferencen. Muligvis var Mowbray imod kongens udenrigspolitik, som da havde til formål at skabe fred med franskmændene.
Fejde med William de la Pole I store dele af 1430'erne havde Mowbray problemer i East Anglia, hvor størstedelen af hans godser nu lå. William de la Pole blev stadig mere magtfuld, både ved hoffet og i regionen, og var Mowbrays største rival. Mowbray havde nok politisk indflydelse i 1430'erne til at kontrollere parlamentarisk repræsentation i Suffolk, men hertugens lokale betydning svækkede hans greb. Mowbray tørnede sammen med de la Pole og begik mange ulovligheder ved at gøre det. Disse omfattede beskadigelse af rivalers ejendom, overfald, falske beskyldninger om forbrydelse (med konfiskation af ejendele) og endda mord.
For Mowbray var East Anglia som centrum for hans landbesiddelsers myndighed tvunget ned over ham, da det var her, flertallet af hans godser var placeret. Meget af hans Lincolnshire-arv blev holdt af hans mor som en enke. Han var dengang en nybegynder i regionens politiske spil, og måtte dele indflydelse med andre. Da han blev myndig var de la Pole, med hans forbindelser til centralregeringen og kongen, en etableret magt i regionen. Han forhindrede Mowbrays forsøg på regional dominans i over et årti, hvilket førte til en fejde, der strakte sig fra det øjeblik Mowbray blev hertug af Norfolk til mordet på de la Pole i 1450. Fejden var ofte voldelig og førte til kamp mellem deres støtter. I 1435 ledte Robert Wingfield, Mowbrays forvalter af Framlingham, en gruppe af medlemmer af Mowbrays følge, der myrdede James Andrew, en af de la Poles mænd. Da lokale rådmænd forsøgte at arrestere Wingfields parti, sidstnævnte lod pile regne ned på rådmændene, men Mowbray sikrede kongens benådninger til de ansvarlige.
Fra 1440 var de la Pole en af kongens favoritter. Han stod bag fængslingen af Mowbray ved mindst to lejligheder: i 1440 og i 1448. Den første så ham bundet til det betydelige beløb på 10.000 £, og indskrænket til at bo i kongens husstand, hvilket forhindre ham i at vende tilbage til East Anglia for at søge hævn. Ligeledes modtog han, bortset fra en udnævnelse til dommer i Norwich i 1443 (efter at Gladmans oprør var blevet slået ned), ingen andre vigtige embeder eller protektion fra kronen. Historikeren Colin Richmond, der har skrevet en nylig biografi om Mowbray, har beskrevet dette som Mowbrays "mørke tid". Richmond antyder, at Mowbray kort efter sin sidste fængsling i 1449 foretog en pilgrimsrejse til Rom, en tilladelse til ham til dette var blevet udstedt tre år tidligere.