Percy-Nevillefejden var en række af træfninger, overfald og hærværk mellem to fremtrædende nordengelske familier, Huset Percy og Huset Neville, og deres følgere, der var med til at fremprovokere Rosekrigene. Den oprindelige årsag til den lange strid er uvis, og de første udbrud af vold fandt sted i 1450'erne før Rosekrigenes udbrud. Modstanderne mødte senere flere gange hinanden i kamp under fejden.
Oprindelse og kontekst thumb| Wressle Castle i 2009: Fortabt af Percy-familien, er det muligt, at den frygtede, at borgen ville tilfalde Neville-familien. Yorkshires tre Ridings (distrikter) var delt mellem kronen (som hertug af Lancaster ), Percy-familien, Richard, 3. hertug af York og Richard Neville, 5. jarl af Salisbury.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 321 Imidlertid ser det ikke ud til at kongen og hertugen af York besøgte Yorkshire meget ofte, hvilket Ralph Griffiths mener at betyde, at enhver spænding udelukkende lå mellem Percy og Neville familierne. Faktisk skriver han, da byen York selv var den vigtigste, hovedstaden i nord, var den "et fokus for deres rivalisering". Det er ikke, skriver han, en tilfældighed, at "de to faktiske slag mellem Percy og Neville familierne i 1453 og 1454 blev udkæmpet tæt på byens mure."Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 322 Han mener også, at Percy-familiens fæstere kan have været lige så meget anti-Neville som deres herrer, idet deres ejendomme stødte op til hinanden, kunne dette have tilskyndet til rivalisering og forstærket fjendskabet. Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 331 Som professor Pollard har påpeget, bibeholdt Salisbury nogle af sine riddere fra 'dybt inde i Percy-land, især i det sydlige Northumberland.Pollard, A.J., 'The Northern Retainers of Richard Nevill, Earl of Salisbury', Northern History, 11 (1976), 61
Griffiths har antydet, at forholdet mellem Percy og Neville familierne i midten af det femtende århundrede var blevet "forgiftet af jalousi og vrede". Yderligere har han påpeget, at Salisbury sandsynligvis ikke forventede, og ikke modtog, hjælp fra Raby-grenen af hans familie (der nedstammede fra hans fars første hustru, Margaret Stafford), som han tillægger den tidligere fejde mellem de to grene af familien over delingen af jarlen af Westmorlands testamente.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 323 Robin Storey har også påpeget, hvordan det ser ud til at Northumberland nød mindre kongelig gunst end Salisbury.Storey, R.L., The End of the House of Lancaster (London, 1966), 134: Northumberland ‘had been appointed Constable of England on 25 May 1450, but he had been replaced by Somerset four months later. He had not the Nevilles success in tapping the king’s bounty.’ Han påpeger imidlertid, at da striden brød ud, var det jarlens sønner, ikke stormændene selv, der antændte den.Storey, R.L., The End of the House of Lancaster (London, 1966), 134
Det er også blevet stillet spørgsmålstegn ved om, i hvilken grad de to jarler hjalp og opmuntrede fejden bag kulisserne. Griffiths har for eksempel skrevet, at Thomas og John var Salisburys direkte repræsentanter i den.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 325
Umiddelbare årsager til fejde Forskellige umiddelbare årsager er blevet tilskrevet til at have forårsaget udbruddet af vold i 1454. Professor Griffiths har foreslået, at Lord Cromwells herregård i Wressle, Yorkshire, blev overtaget af Percy-familien efter at Cromwell og Neville familierne var blevet knyttet gennem ægteskab i 1453 (se nedenfor),Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 358 og at Cromwell betragtede Neviller-familien som en allieret mod Percy-familien. . Ligeledes kan Warwicks fejde med Somerset i det sydlige Glamorgan have drevet ham ind til at indgå i en alliance med hertugen af York mod ham.Griffiths, R.A., 'The King's Council and the First Protectorate of the Duke of York, 1453-1454,' English Historical Review, 99 (1984), 73 Griffiths forslår også, at den vigtigste, enkeltstående begivenhed, der forårsagede fejdens udbrud, var brylluppet mellem Salisburys anden søn, Thomas Neville, med Maud Stanhope, enke efter Robert, Lord Willoughby. Ikke blot, skriver Griffiths, var enhver yderligere udvidelse af Salisburys familie en pestilens for Percy-familien, men den nye Cromwell-forbindelse gav Nevilles adgang til de forhenværende Percy herregårde Wressle og Burwell, hvoraf to tredjedele af hver i februar 1438 var blev tildelt Cromwell på livstid sammen en arveret til resten. Denne tildeling blev derefter to år senere konverteret til et enkelt len, hvilket yderligere mindskede sandsynligheden for, at Percy-familien kunne genvinde det. Griffiths har beregnet Burwell til at have været en indkomst på ca. 38£ 10s 6d værd om året i 1456.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 326 n.24 Disse herregårde blev fortabt i 1403 af den 1. jarl af Northumberland efter Percy-oprørets fiasko mod Henrik 4., og Cromwells kontrol over dem i et enkelt len betød, at det var muligt for ham til at give dem til hvem han havde lyst.Payling, S. J., 'The Ampthill Dispute: A Study in Aristocratic Lawlessness and the Breakdown of Lancastrian Government' English Historical Review, 104 (1989), 895
Træfning på Heworth Moor thumb| Jarlen af Salisburys borg i Sheriff Hutton i dag Denne, den første egentlige konfrontation (og "den mest alvorlige hændelse endnu")Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 334 mellem de to familier som svar på brylluppet mellem Thomas Neville og Maud, et ægteskab, som Griffiths har skrevet, må have været "anstødeligt' for Percy-familien og særligt Thomas Percy, 1. baron Egremont. Dette sammenstød, den 24. august 1453, er blevet beskrevet som at have haft til hensigt at tilintetgøre hele Neville-fraktionen på dens vej til Neville-højborgen på Sheriff Hutton Castle. Det er, skriver Griffiths, "uklart", om jarlen af Northumberland var meddelagtig i Egremonts planer.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 329 Da kun fem medlemmer af bryllupsselskabet nogensinde er blevet nævnt med navn til at have været til stede af samtidige krønikeskrivere, er det umuligt at vurdere deres kampstyrke. Griffiths mener, at "deres følge må have været imponerende". Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 330 Det er blevet antydet, at jarlen af Salisbury personligt var mål for et angreb af en Sir William Buckton, på grund af det faktum, at ved de senere tiltaler blev hans navn individuelt nedskrevet som værende contra Sarum in campo ("mod jarlen af Salisbury på marken").Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 322 n.57
Udsigten til, at Percy-familiens herregårde skulle tilfalde Neville-familien, var for meget for Lord Egremont, der tilbragte dage med vidt og bredt at rekruttere i York og angribe i Neville-familien i et baghold på deres vej hjem til Sheriff Hutton. Han havde uden tvivl til hensigt at dræbe Neville-familien, men hele familien var der med deres eget følge, så de havde sandsynligvis en større styrke, end Egremont havde forventet (som jarler, havde Salisbury og Warwick ret til at have mindst hundrede soldater hver i deres følge).
Stadigvæk var Percy-styrken næsten helt sikkert flere i antal (selvom 710 navne er bevaret, udgjorde de sandsynligvis over et tusind). Gensidig frygt for at udkæmpe et åbent slag betød, at der var lidt eller ingen blodsudgydelse, og at Neville-familien var i stand til hurtigt at trække sig tilbage til deres fæstning i Sheriff Hutton. Der er en alternativ anskuelse. Beviset for denne findes på juridiske ruller og ingen andre steder. Da ikke en eneste sjæl blev registreret som værende kommet til skade i træfningen, er det muligt, at Neville-familien brugte denne tilskyndelse til vold som et påskud, et tidligt eksempel på en juridisk fiktion, til at føre sagen ved de kongelige domstole og løse den juridiske sag og og derved angive, hvis land denne træfning fandt sted på. Denne anskuelse er blevet foreslået efter at have studeret Kings Bench-listerne (nu ikke tilgængelige for offentligheden), hvor der et antal træfninger som denne er optegnet, men de eneste skader eller tilskadekomne er en høne og lejlighedsvis en hund.
Hændelser og kronologi 20. oktober 1453: Lederne for både Neville-familiens og Percy-familiens styrker, Thomas og John Neville for førstnævnte, Egremont og Sir Richard Percy for sidstnævnte, trak sig tilbage til deres borge, henholdsvis Topcliffe og Sand Hutton i North Riding. Meget sigende var de for første gang ledsaget af deres fædre og ældre brødre: Salisbury og Richard, jarl af Warwick ledsagede John og Thomas, mens Percy-brødrene var sammen med Northumberland og deres ældre bror Henry, Lord Poynings. Imidlertid synes resultatet af denne næsten konfrontation ikke at være blevet nedskrevet, skriver Griffiths.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 336-7
Griffiths mener, at konflikten blev intensiveret efter Julen i 1453 sammenlignet med de første par måneder.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 324
6. maj 1454: Der blev brudt ind i Salisburys hus i York, og hans fæstere blev angrebet. De, der deltog i dette angreb, havde for de flestes tilfælde været sammen med Egremont i Heworth. Disse mænd var også ansvarlige for plyndringen af hertugen af Yorks hus i Skipwith en uge senere.Griffiths, R.A., ‘Local Rivalries and National Politics: the Percies, the Nevilles and the Duke of Exeter, 1452–55’ in King and Country : England and Wales in the Fifteenth Century, (London 1991), 343
Kronens indgriben