Macao (stavemåde på moderne portugisisk: Macau) er en tidligere portugisisk koloni beliggende en times sejlads med hurtigbåde fra Hongkong og nu forbundet af den 55 km lange Hong Kong - Zhuhai - Macao Bridge. Macao er en del af Kina og er forbundet både naturligt og med broer til fastlandet sydøst for Canton.
Byen blev styret af Portugal i 442 år og var den ældste europæiske koloni i Østasien.
Siden byen blev givet tilbage til Kina i 1999, har Macao (videre)udviklet tekstil, elektronik og legetøjs-industrien, og en betydelig turistindustri særlig knyttet til kasinoer, og byen har et vidt spektrum af hoteller, feriefaciliteter, restauranter og kasinoer – de fleste bygget efter 2000. Macao har stærke økonomiske bånd med Hongkong og hele regionen ved Perleflodens delta. Byen har en stærk infrastruktur.
Historie
Kejsertiden I Qin-dynastiets tid (221–206 f.Kr.) var Macao en ø og en del af Panyu amt i distriktet Nanhai i det, som i dag er provinsen Guangdong. Under Jin-dynastiet (265-420) var området en del af amtet Dongguan, og Nanhai og Dongguan skiftede til at have det administrative overopsyn der. I 1152 (under Song-dynastiet, 960–1279) var det identificeret som en del af det nye amt Zhongshan. en 400-tallet sejlede handelsskibe mellem Sydøstasien og Guangzhou, og anløb ofte Haojingao (dvs. Macao) for at tage ferskvand og mad eller søge ly i uvejr. Standspersoner fra det sydlige Song-dynasti, og et følge på ca. 50.000 tilhængere var de første indbyggere i området som man kender til fra historiske kilder. De søgte tilflugt omkring Macao fra de invaderende mongoler i 1277. Det lykkedes længe for dem at forsvare deres bosættelser der.
Bydelen Mong Há har længe været centrum for den kinesiske bosætning på Macao og deres tempel, der kan have været regionens ældste tempel. Det var en helligdom viet til den budhistiske barmhjertighedsgudinde Guanyi.
Hoklo-bådfolket var de første, som udviste interesse for Macao som handelscenter for de sydlige områder. Under Ming-dynastiet (1368–1644) drog fiskerne til Macao fra forskellige dele af Guangdong og fra Fujian, og byggede A-Ma-tempelet, hvor de bad om en sikker rejse til havs.
Portugisernes styre frem til 1800-tallet Portugiserne kom til den lille Macaohalvø (som øen var blevet til) i den første halvdel af 1500-tallet. Portugisiske handelsmænd havde først gjort landkending i Shantou og i Ningbo, men blev tvunget til at opgive deres handelsstationer.Macao John Thomson: Illustrations of China and Its People 1837-1921; London, 1873-1874
I 1535 fik portugiserne ret til at forankre skibene i det, som i dag kaldes Macaos indre havn, mod syd på vestsiden af Macaohalvøen, og drive handel der. I 1552 eller 1553 fik de lov til at gå i land og bygge nogle lagerhuse for at kunne tørre de varer, som var blevet udsat for havvand. At de også kunne overnatte der skyldtes angiveligt, at kineserne var taknemlige for deres indsats mod de japanske pirater langs kysterne. De kunne nu blive mellemmænd for handelen mellem Kina, Europa og Japan. thumb|right|300px|Macao i Østasienhandelen Macao blev grundlagt som en permanent portugisisk handelsstation og bosættelse i 1557. De første byggeprojekter var en kirke og nogle fæstningsværker. Men kineserne krævede foreløbig ingen lejeafgift; det begyndte først i 1582. I 1573 byggede kineserne den mur tværs over landtangen, som længe adskilte det portugisiske område fra det kinesiske. I 1580 blev Macao også gjort et katolsk bispesæde af pave Gregor XIII.
Byen blev et vigtigt handelscentrum. Når Kina godkendte oprettelsen af det, som blev et portugisisk styret støttepunkt, var det ifølge portugisiske historikere i stor grad, fordi landet havde grund til at forvente, at portugiserne kunne bekæmpe sørøverne på denne del af kysten. Sørøverne var både japanere og kinesere. Nogle kinesiske historikere er begyndt at så tvivl om denne version og hævder, at historiske kilder tier om et sørøverproblem i dette område i den tid, og antyder, at det i stedet kan have været lokal kinesisk korruption, som muliggjorde at portugiserne mod pengegaver kunne etablere sig på halvøen.
Kontakten ind i Kina fra Macao var vanskelig; faktisk var den forbudt. Ikke desto mindre var der allerede i 1565 tusinder af kinesere i byen, heraffem tusinder, som var blevet kristne.
Byen blomstede, og dette var en vigtig grund til, at Holland gjorde gentagne forsøg på at erobre byen i 1600-tallet. I 1628 udnævntes den første portugisiske guvernør, men kolonien forblev under kinesernes overhøjhed, idet disse ikke havde opgivet deres territorielle rettigheder, men fortsat opretholdt sin myndighed ved hjælp af mandariner. I 1670 løsrev Portugal territoriet fra Qing-dynastiets Kina, skønt der ikke var noget formelt suverænitetsskifte.
I 1802 og 1808 var Macao i en kort tid i britisk besiddelse.
Guvernøren Ferreira do Amoral fratog i 1849 formelt de kinesiske embedsmænd al myndighed ud over, hvad repræsentanter for andre fremmede nationer anerkendte. Den kinesiske regering nægtede at anerkende Portugals territorielle krav, men de europæiske lande anerkendte Macao de facto som en kolonial besiddelse.
Under Første opiumskrig (1839–42) kom Macao i et så stort forfald, at portugiserne tænkte på at opgive kolonien. For at fremme dens handel erklærede den portugisiske regering den 28. februar 1846 Macao for en frihavn, men lagde skat på alle mellem Macao, Hongkong og Kanton sejlende skibe. Macao fik et dårligt rygte som følge af den såkaldte "kuli-handel", der senere blev forbudt.
Efter henholdsvis første (1839–42) og anden opiumskrig (1856–60) okkuperede Portugal øen Taipa i 1851 og øen Colovane i 1864.
I 1880 omfattede kolonien blot 8,75 km2 og havde 59.959 indbyggere. Dertil kom de besatte småøer Taipa og Colovane, hvorved arealet blev 11,75 km2 med i alt 68.086 indbyggere, hvoraf 4.554 var europæere og 63.532 kinesere. Byen Macao var sæde for den portugisiske guvernør og en katolsk biskop. Byen prægedes af bygninger i portugisisk byggestil med moriske reminiscenser og anvendelse af de i Kina anvendte farver og former. Byen havde brede gader, et antal kirker, klosterbygninger (skønt alle klostre var blevet ophævede i 1834), pagoder og andre offentlige bygninger.Nordisk familjebok; 1800-talsutgåvan, bind 10 (1886), sp. 509-510
I 1887 undertegnede Portugal og Kina en aftale, hvorved Kina formelt gav portugiserne ret til "evig okkupation og regering af Macao"; Portugal forpligtede sig på sin side til at indhente Kinas godkendelse, dersom man ønskede at overdrage Macao til et andet land.
Macao mistede en del af sin status, da briterne grundlagde Hongkong lige ved side af og Kanton blev åbnet for udenlandsk handel.
1900-tallet Det samlede areal var i 1910 på 11,75 km2 med 74.866 indbyggere, hvoraf 2.171 var portugisere, nogle spaniere og englændere mens resten var kinesere. På halvøen fandtes tre landsbyer: Monga, Patana og Lapa samt byen Macao, der fungerede som koloniens hovedstad med sæde for generalguvernøren, en romersk-katolsk biskop og en kinesisk mandarin. Byen var delt i et europæisk kvarter og et kinesisk kvarter. Det europæiske kvarter havde fem kirker samt et stort antal spillesteder, der skaffede kolonien dens vigtigste indtægt. Det kinesiske kvarter havde snævre gader. Macaos havn bestod af en ydre, meget dårligt beskyttet red og to indre havne, der imidlertid var så stærkt tilsandede, at skibe ikke kunne lægge til, men måtte opankre 9—10 km fra byen.Vahl, s. 323 Handelen var kontrolleret af kinesere. Der indførtes opium, bomuldsgarn, bomuldstøj og lignende og udførtes silke, te, indigo, stjerneanis og andet. I havnen indløb i 1915 13.457 Skibe med 2,4 mio. t.
I 1920 var befolkningstallet vokset til 83.984 indbyggere, heraf 3.816 portugisere.Vahl (1930), s. 692
I 1928 indgik Kuomintangregeringen (Republikken Kina) og den portugisiske regering den «den sino-portugisiske venskabs- og handelsaftale». Den handlede kun om tariffer og handel, men tav om Macaos status. Dermed ændrede situationen sig ikke fra, hvad den havde været siden 1887. I 1938 besatte portugisiske styrker øen Hengqin, der allerede var bosat af portugisiske missionærer. Henquin blev besat af japanerne i 1941 og tilbageført til Republikken Kina ved udgangen af 2. verdenskrig.
Etter den portugisiske revolution i 1974, som bragte et venstreorienteret styre til magten i landet, oprettede Kina og Portugal diplomatiske forbindelser og begyndte at forhandle om Macaos status. Portugal var da stemt for at returnere Macao til Kina, men kineserne (Folkerepublikken) var ikke interesseret, og bad Portugal at fortsætte at styre byen. I 1976 blev dermed Macao defineret af Lissabon som et kinesisk territorium under portugisisk forvaltning, en definition som kineserne formelt tilsluttede sig til (men understregede at det var en midlertidig sitution) ved en aftale med Portugal i 1979. Efter yderligere forhandlinger i 1987 besluttede man at Macao skulle afleveres til Kina i 1999, da det blev et specielt administrativt område.
Overdragelsen 20. december 1999
Macao fik efter indlemmelsen i Kina i 1999 en stor grad af selvstyre for 50 år fremover. Lovgivningen skulle i høj grad opretholdes og nye love skulle ikke godkendes af centralregeringen i Beijing, men kun registreres. Det økonomiske system skulle fortsætte og gælde efter overtagelsen. Macao kunne også, under navnet "Macao, Kina", opretholde og udvikle forbindelser med fremmede stater og internationale organisationer.
Macaos øverste administrative leder er en guvernør som udnævnes af og står ansvarlig overfor myndighederne i Beijing.
Efter overdragelsen liberaliserede Macao sin kasinoindustri (tidligere opereret under et statsligt licenseret monopol) for at give udenlandske investorer mulighed for at starte en ny periode med økonomisk udvikling. Den regionale økonomi voksede med en tocifret årlig vækstrate fra 2002 til 2014, hvilket gjorde Macao til en af de rigeste økonomier i verden målt pr. indbygger.. Politiske debatter har centreret sig om regionens jurisdiktionelle uafhængighed og centralregeringens tilslutning til "et land, to systemer". Mens spørgsmål såsom national sikkerhedslovgivning har været kontroversielle, har de fleste makanesiske indbyggere haft ret stor tillid til regeringen,. og en kinesisk identitet.
I 2015 blev Macao-grænserne revideret af statsrådet, hvilket flyttede landegrænsen nord til Canal dos Patos og udvidede sømilegrænsen markant. Ændringerne øgede størrelsen på Macaos maritime territorium med 85 km2.
Demografi Befolkningen var på 650.834 indbyggere i 2016.2016 Population by-census. Detailed results, Statistics and Census Service , 2017, s. 1.
thumb|right|Fra Macaos centrum, 2007 +Befolkningsudvikling i Macao År Befolkning 1993 390.000 1994 403.600 1995 415.000 1996 415.200 1997 419.400 1998 425.200 1999 429.600 2000 431.500 2001 436.700 2002 441.600 2003 427.500 2004 465.300 2005 488.100 2006 508.500 2007 531.000 2016 650.834
Macao er et af verdens tættest befolkede områder, med en befolkningstæthed på 21.340 personer pr. kvadratkilometer.2016 Population by-census. Detailed results, Statist ics and Census Service , 2017, s. 14.
Af befolkningen i Macao var 88,4 % kinesere i 2016. De største grupper af udenlandsk oprindelse stammer fra Filippinerne (4,6 %) og Vietnam (2,4 %). 1,4 % havde i 2016 portugisisk baggrund.
thumb|Grand Lisboa i Macao
Sprog Både kantonesisk og portugisisk er officielle sprog i Macao. Ellers tales det mandarin, engelsk og hokkien. Engelsk undervises i skolerne og er tildeles undervisningssprog på universitetsniveau. Eftersom Macao er så afhængig af turisme og handel er engelsk i færd med at blive et vigtigt fællessprog.
Macanesisk, som ofte omtales som patuá, er et distinkt blandingssprog blandt de såkaldte macanesere (nu 2% af befolkningen), men det er kun få macanesere, som virkelig har grebet om dette blandingssprog.
Næringsveje