|

thumb|Kejserindens våben |} Marie Sophie Frederikke Dagmar, i Rusland kaldet Marija Fjodorovna () (26. november 1847 – 13. oktober 1928) var en dansk prinsesse, datter af kong Christian 9. og russisk kejserinde, gift med Kejser Aleksandr 3.

Dagmar blev moder til Ruslands sidste kejser, Nikolaj II, der blev myrdet efter den russiske revolution i 1917. Dagmar overlevede revolutionen og flyttede tilbage til Danmark i 1919. Hun var Ruslands sidste enkekejserinde og sidst levende kronede person . Biografi

Tidlige liv

Fødsel og familiebaggrund

thumb|left|Dagmars fødested: Det Gule Palæ i København, fotograferet i 2006.

Prinsesse Dagmar blev født 26. november 1847 i København i forældrenes bolig i Det Gule Palæ i Amaliegade lige ved siden af Amalienborg. Hun var den anden datter og det fjerde barn af den daværende Prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg (den senere Christian 9.), og hans hustru, prinsesse Louise af Hessen. Hun blev døbt i den lutheranske tro i Det Gule Palæ af slotspræst J.H. Paulli og med Dronning Caroline Amalie som gudmor. Hun modtog navnene Marie Sophie Frederikke Dagmar, opkaldt efter sin fars moster Enkedronning Marie Sophie Frederikke og – i overensstemmelse med tidens nationalromantiske mode – efter middelalderens folkekære Dronning Dagmar. Til daglig var hun under sin opvækst i Danmark kendt under navnet Dagmar, mens hun i familien blev kaldt Minnie livet igennem.

Selv om hun var af kongeligt blod, kom den fremtidige russiske kejserinde til verden under relativt beskedne omstændigheder i forhold til sin fremtidige skæbne. Dagmar blev født ind i et forholdsvist fattigt fyrstehus, for da hun blev født, var hendes far kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en yngre søn af en fjern og forarmet sidegren til det danske kongehus, der nedstammede fra Christian 3. Familiens status ændredes imidlertid i 1853, da Christian ved udsigten til den oldenborgske slægts snarlige uddøen, blev gjort til arving til den danske trone, til dels på grund af sin hustrus arveret, og dels fordi han som en af de eneste prinser i sin familie ubetinget støttede Danmark. Dagmar blev ved faderens udnævnelse til tronfølger prinsesse af Danmark. Dagmars familie var dog ikke udelt populær i Danmark, især ikke i nationaleliberale kredse. Familien blev anset for at være tysk, og dertil var begge forældre kendt for at være konservative helstatstilhængere.

thumb|left|Dagmar med sin forældre og søskende i 1862: (bagerst fra venstre) Frederik, Christian og Vilhelm; (forrest fra venstre) Dagmar, Valdemar, Louise, Thyra og Alexandra. Dagmar havde fem søskende: Frederik (8.), der efterfulgte deres far som konge af Danmark, Alexandra, der blev gift med Edward 7. af Storbritannien, Vilhelm, der blev konge af Grækenland som Georg 1., Thyra, der blev gift med Ernst August, hertug af Cumberland og tronprætendent til Kongeriget Hannover, og prins Valdemar, der gjorde karriere i den danske flåde.

Christian 9. blev på grund af sine børns alliancer med betydelige kongelige huse kendt som Europas svigerfar og han samlede ofte alle sine børn, svigerbørn og børnebørn i Danmark i Fredensborg. Dagmar og hendes mand Alexander III kom adskillige somre og holdt så meget af tiden i Fredensborg, at de købte deres eget hus lige op til slotsparken. Huset er kendt som Kejserens Villa.

At Dagmar var søster til Alexandra, Edward VIIs dronning og mor til Georg 5. af Storbritannien, forklarer den store lighed mellem de to fætre Nikolaj 2. af Rusland og Georg 5. af Storbritannien.

Opvækst

thumb|upright|left|Dagmar med sin bror Vilhelm i 1861.

Dagmar og hendes søskende voksede op i det Gule Palæ, og tilbragte somrene på Bernstorff Slot nord for København, som familien havde adgang til, efter at faderen var blevet tronarving. Børnene voksede op i, hvad der er blevet karakteriseret som et enkelt, men lykkeligt miljø, hvor familien var tæt knyttet til hinanden. I barndommen havde familien kun faderens officersløn at leve af, og familien førte et efter kongelig målestok relativt enkelt liv. Deres husstand havde kun seks ansatte, og Dagmar og hendes søskende kunne gå rundt i Københavns gader i deres barndom og lave sådanne ting som at gå på marked og besøge caféer. De deltog kun sjældent i officielle begivenheder og måtte så straks tage deres fine tøj af igen for ikke at risikere at det blev snavset. Dagmars forældre lagde vægt på at give børnene en enkel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtfornemmelse og evne til at repræsentere.

thumb|upright|Prinsesse Dagmar og Prinsesse Alexandra.

Dagmar var tættest på sin ældste søster, Alexandra, og de opretholdt en stærk tilknytning til hinanden hele livet. De to prinsesser delte værelse og blev opdraget sammen. Søstrene fik omtrent den samme uddannelse, med elementer der blev anset for passende for piger fra overklassen: de blev undervist i husholdning af deres mor, og lærte at danse, spille musik, male og tegne og tale fransk, engelsk og tysk af privatlærere. Faderen insisterede dog også på, at de skulle lære gymnastik og idræt, hvilket var mere usædvanligt for piger. Under deres opvækst fik Dagmar og Alexandra svømmeundervisning af den svenske pioner inden for svømning for kvinder, Nancy Edberg; Dagmar kom senere til at byde Edberg velkommen til Rusland, hvortil hun kom på et kongeligt stipendium for at holde svømmeundervisning for kvinder. Dagmar blev beskrevet som livlig og intelligent, sød men mindre smuk end Alexandra og bedre til at male og tegne end sine søstre, der til gengæld var dygtigere til musik.

Familiens sociale anseelse var steget betydeligt, da Christian blev tronarving, og i 1863 begyndte familien for alvor at markere sig blandt Europas kongehuse. I marts 1863 blev Dagmars søster Alexandra gift med den britiske tronarving, Fyrsten af Wales, den fremtidige kong Edward 7. af Storbritannien. Senere samme år blev Dagmars broder Vilhelm valgt til græsk konge under navnet Georg 1.. Og i november 1863 døde Frederik 7., og Dagmars far blev derved konge af Danmark, kort før hun fyldte 16 år.

Forlovelser og ægteskab

Første forlovelse

thumb|upright|left|Portræt af Dagmar som ung prinsesse i 1860'erne.

Som datter og søster til kongerne af Danmark og Grækenland og svigerinde til den britiske tronarving blev Dagmar pludselig betragtet som en af Europas mest eftertragtede prinsesser på ægteskabsmarkedet. Hun modtog et frieri fra kronprins Umberto af Italien, men var tilbageholdende med at gifte sig med ham, fordi hun fandt ham uattraktiv. Hendes mor var også tilbageholdende med at støtte et sådant ægteskab, da hun så en større status, ved udsigten til at Dagmar giftede sig ind i den russiske kejserfamilie. Den tiltagende støtte til den slavofile ideologi i Det Russiske Kejserrige fik nemlig den russiske kejser Aleksandr 2. til at lede efter en brud til tronfølgeren Storfyrst Nikolaj i andre lande end de små protestantiske tyske fyrstendømmer, hvor medlemmerne af Huset Romanov traditionelt havde fundet deres ægtefæller. Dagmar var en af kandidaterne, og allerede i 1860 havde kejseren foretaget sine første forespørgsler. Der var også allerede slægtskabsbånd mellem de to familier, da Dagmars morbror havde været gift med kejserens søster.

thumb|upright|right|Prinsesse Dagmar med sin første forlovede, storfyrst Nikolaj, i 1864.

I sommeren 1864 meddelte den russiske kejserinde Maria Aleksandrovna, at hendes søn ville besøge Danmark, og Storfyrst Nikolaj ankom i løbet af sommeren til Fredensborg Slot, hvor den danske kongefamilie opholdt sig. Nikolaj, eller Nixa som han blev kaldt i familien, havde aldrig mødt Dagmar, men havde i en årrække samlet på fotografier af hende, og begge familier ønskede ægteskabet. Dagmar og Nikolaj fattede gensidig sympati for hinanden, da de mødtes, og Nikolaj skrev hjem til sin mor:

thumb|upright|left|Prinsesse Dagmar med sin første forlovede, storfyrst Nikolaj, i 1864.

Efter at være vendt tilbage til Rusland for at indhente sin fars tilladelse, friede Nikolaj til Dagmar den 28. september 1864 i Bernstorff Slotshave og fik et ja. Forlovelsen blev deklareret på Bernstorff Slot ved taflet senere samme dag. I forlovelsesgave gav hendes kommende svigermor Maria Aleksandrovna hende et seks-radet perle-collier, mens Nikolaj gav hende et diamantarmbånd. I alt kostede de forlovelsesgaver, Dagmar modtog fra sine kommende svigerforældre 1,5 millioner rubler. Efter forlovelsens indgåelse rejste Storfyrst Nikolaj videre, mens Prinsesse Dagmar begyndte at modtage undervisning i russisk og den russisk-ortodokse tros lære for at forberede sin konversion til den ortodokse kirke, der var påkrævet, for at hun kunne blive gift med den russiske tronfølger. Dagmar var endnu ikke blevet konfirmeret, hvad der gjorde det kommende religionsskifte betydeligt lettere.

Det var en populær forlovelse og sikrede samtidig, at den danske kongefamilie fik endnu bedre forbindelser. Under fredsforhandlingerne mellem Danmark og Preussen og Østrig efter den 2. Slesvigske Krig i oktober 1864 skrev Dagmar til sin kommende svigerfar kejser Aleksandr 2. og appellerede til, at Rusland greb ind og forhindrede Preussen i at tage hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg fra Danmark: ″Brug din magt til at mildne de forfærdelige forhold, som tyskerne brutalt har tvunget Papa til at acceptere... mit fædrelands sørgelige nød, som gør mit hjerte tungt, har inspireret mig til at vende mig til dig.″ Det menes, at hun gjorde det med forældrenes samtykke, men det vides ikke, om det var på deres anmodning. Hendes appel var forgæves, men fra da af blev hun kendt for sine anti-preussiske synspunkter.

thumb|right|Storfyrst Nikolaj på sit dødsleje i april 1865.

Storfyrst Nikolaj havde dog i nogen tid lidt af et svagt helbred, hvilket påvirkede ham allerede efter forlovelsen. Han fik det værre først i 1865, hvor han var i Sydeuropa. Det blev fejlagtigt diagnositeret som reumatisme, men det viste sig at være meningitis. Hans helbred forværres hurtigt, og han blev sendt til Nice i Sydfrankrig på grund af klimaet. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var noget håb om helbredelse, og kejseren sendte et telegram til Dagmar: ″Nikolaj har modtaget den sidste olie. Bed for os og kom om muligt.″ Hans familie samt Prinsesse Dagmar tog til Nice for at være sammen med ham, og allerede den 24. april 1865 døde han. Ifølge traditionen førte Nikolaj på sit dødsleje hænderne på Dagmar og sin bror Alexander sammen som et tegn på, at de havde hans velsignelse til at gifte sig efter hans død. Denne scene er ikke bekræftet, men det antydes alligevel, at både Dagmar og Alexander anså, at de havde modtaget en form for tegn fra Nikolaj om, at han ønskede, at de skulle gifte sig med hinanden efter hans død.

Dagmar var knust over Nikolajs død, og hans forældre måtte kæmpe for at "trække prinsesse Dagmar væk fra liget og bære hende ud." Hun var så opløst af sorg, da hun vendte tilbage til sit hjemland, at hendes familie var alvorligt bekymrede for hendes helbred. Hun var allerede blevet følelsesmæssigt knyttet til Rusland og tænkte ofte på det enorme, fjerntliggende land, der skulle have været hendes hjem. Mange udtrykte deres medfølelse med Dagmar. Prinsesse Mary Adelaide af Cambridge skrev om ″stakkels kære Minnys sorg og den ulykke, der er faldet over hendes unge liv″, mens Dronning Victoria skrev ″hvor forfærdeligt for stakkels Dagmar... man må have den dybeste medlidenhed med de stakkels forældre og bruden...″

Anden forlovelse og ægteskab

upright|thumb|left|Prinsesse Dagmar med sin anden forlovede, Storfyrst Aleksandr.